Den
norske indiepop-sangerinde brød igennem i 2018 med hits som I Wanna Be Your
Girlfriend, Girls og We Fell In Love in October. Nu er hun aktuel med sangen
Kate’s Not Here.
MUSIKERPORTRÆT
af Michael Andersen
Girl
in Red fylder lige straks 21 år, nemlig den 16. februar. Hun er født i Horten i
Norge og døbt Marie Ulven Ringheim. Som 13-årig fik hun sin første guitar i
julegave fra sin bedstefar og hendes far, der er politibetjent, gav hende en
mikrofon i 2015. Og så gik Marie ellers i gang med at skrive og producere sine
egne sange derhjemme i teenageværelset. Hun formåede at skabe lidt opmærksomhed
med sine sange på Soundcloud og fandt på kunstnernavnet Girl in Red efter en
SMS til en ven, der skulle lokalisere hende i en menneskemængde.
Norge
er det land som er det mest trygge for LGTB-personer, så Girl in Red var åben
om sin seksualitet lige fra starten af karrieren og det gav pote. Hun selvudgav
debutsinglen I Wanna Be Your Girlfriend i marts 2018 og den har i dag har over
fire millioner lyt på YouTube. Det var en kærlighedssang til en pige ved navn
Hannah som Girl in Red ikke bare ville være ven med, men også kysse på. Sangen blev
nr. 9 på New York Times’ liste over de bedste sange i 2018 og vandt også en P3
Guld-pris i Norge som ”Årets Urørlige.”
I
løbet af 2018 udgav Girl in Red yderligere fire singler hvoraf sangen Girls
klarede sig bedst med over 6 millioner visninger på YouTube. De fem singler
blev samlet på EP’en Chapter 1 i september 2018. ”Chapter 1 var en masse væren trist
fordi jeg var forelsket i den her pige som ikke gengældte mine følelser,”
fortalte Girl in Red til Billboard.
Kort
efter fulgte en dobbeltsingle med sangene We Fell in Love in October og Forget
Her, hvortil videoen til We Fell in Love in October portrætterede en lesbisk
flirt inklusiv et grundigt kys. Det resulterede i over 10 millioner visninger
på YouTube. Se selv videoen lige her:
Et
helt album er på vej
Girl
in Red fortsatte med at udgive singler i løbet af 2019. De blev i september
samlet på EP’en Chapter 2. Sangene I Need To Be Alone og Dead Girl In the Pool
klarede sig bedst på YouTube med circa en million visninger af hver, men rent
musikalsk var sangen Bad Idea nok den mest interessante, da den vidnede om at
Girl in Red udviklede sig og voksede som kunstner.
I
2019 begyndte Girl in Red at turnere med sine sange og der ligger faktisk en
hel koncertoptagelse fra Rock en Seine i Frankrig på YouTube. Hun har
annonceret en del koncerter på sin hjemmeside i foråret 2020, men desværre
ingen i nærheden af Danmark.
I
et nyligt interview med Gay Times fortalte Girl in Red, der synger om triste
emner på sange som Summer Depression og I Need To Be Alone, at hun ikke havde
forventet at folk ville synes så godt om hendes musik som de gør: ”På mærkelig
vis føler jeg at vi har brug for at se flere triste øjeblikke for det meste af
hvad vi ser på Instagram er bare folks højdepunkter – vi ser bare folks gode
sider hele tiden. Og hvis du ikke er en del af dét og du er hjemme og føler dig
som lort, så tror jeg det er godt at have nogen du kan lytte til og indse:
Okay, jeg er ikke den eneste der føler på den måde.”
I
det seneste par år er der begyndt at dukke flere og flere queer sangere og
sangskrivere op på musikscenen, inklusive Girl in Red selv, og det er en
udvikling hun byder velkommen. ”Det bevæger sig alt sammen i den rigtige
retning,” kommenterede hun.
Selv
har hun planer om at erobre verden med et helt album til oktober. Det skal
hedde World in Red. I mellemtiden har hun sneget en ny sang ud på soundtracket
til gyserfilmen The Turning, Kate’s Not Here, som du kan se musikvideoen til på
YouTube lige her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar