mandag den 10. februar 2020

Elton John har vundet sin anden Oscar


Han optrådte også med vindersangen (I’m Gonna) Love Me Again fra filmen Rocketman under årets Oscar-show som blev åbnet af den queer kunstner Janelle Monáe.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Da Janelle Monáe i nat dansk tid åbnede Oscar-showet i Los Angeles indgik Elton John-sangen I’m Still Standing i hendes medley af sange, så det lå ligesom i kortene at han ville vinde trofæet i kategorien Bedste originale sang.

Elton John og hans sangskriverpartner Bernie Taupin vandt da også i starten af året en Golden Globe-pris for sangen (I’m Gonna) Love Me Again. Det er første gang de to var nomineret sammen, men Elton John har tidligere vundet en Oscar i 1995 for sangen Can You Feel The Love Tonight fra filmen The Lion King.

Den 72-årige Elton John holdt takketalen og takkede selvfølgelig Bernie Taupin og sin mand David Furnish og deres to sønner. Efter showet delte rapperen Eminem et billede af sig selv med Elton John på Twitter og skrev: ”Jeg fik set min onkel Elton ved Oscar’en. Tillykke med også at vinde, Sir!”

Elton John og Bernie Taupin fortalte om tilblivelsen af vindersangen (I’m Gonna) Love Me Again i et nyligt interview med Billboard. Elton sagde: ”Vi havde brug for at efterfølge I’m Still Standing, som er en ekstremt glad sang der har udviklet sig til en hymne gennem årene. (I’m Gonna) Love Me Again skulle opildne publikum videre til et klimaks af et endnu større glædesniveau. Vi ville have dem til at danse op ad gangene i biografen, fyldt med optimisme og håb.”

Om det lykkedes kan du selv vurdere, for Elton John optrådte selvfølgelig med vindersangen under Oscar-showet og det kan du se på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar