mandag den 11. november 2024

Facebook A.I. myrdede Eskapisme-bloggen for bøsser

Efter fem års skriverier om underholdning for homoer der primært fandt sit publikum via Facebook, har Facebooks A.I. nu sat en stopper for deling af blogindlæg.

EPILOG af Michael Andersen

Den 1. december for fem år siden udgav Eskapisme-bloggen sit første indlæg, en anmeldelse af den engelske musicalstjerne Luke Evans’ debut-CD At Last. Siden fulgte over fire hundrede indlæg på bloggen om LGBT-relevant underholdning indenfor hovedsagelig film, tv, musik og tegneserier. Til at starte med havde Eskapisme en side på Facebook lige som andre medier som Out And About, men den endte med at blive slettet fordi den ikke fik nogen følgere af betydning. Dette skyldtes at Facebook ville have at man skulle betale for at booste opslag på siden, og hvis man ikke betalte, nåede opslagene ikke ud til nogen – ikke engang de få følgere siden havde fik dem at se. Og Eskapisme ville ikke betale for at skrive om andres kulturelle produktioner. Det var jo en reklamfri blog baseret på frivillig indsats, så…

I stedet fandt Eskapisme sit publikum ved at dele links til artiklerne i LGBT+30-gruppen på Facebook og det gik fint, dog mest for artikler som henvendte sig til bøsser. Artikler om underholdning for lesbiske var der ikke den store interesse for, så Eskapismes målgruppe gik fra den brede LGBT+-betegnelse til at være målrettet homo- og biseksuelle mænd, bøsser, queers og gays. Da bloggen var på sit mest populære, fik indlæggene som regel minimum 100 hits og 300-600 når det gik rigtig godt og 700 når det gik over al forventning. Det var især artikler om homo-relevant musik der havde det lidt svært, mens artikler om film og serier på DRTV og Netflix var meget populære, og stjerner som Ricky Martin og Olly Alexander kunne også tiltrække mange læsere.

Men så skete der det i 2022, at Facebook begyndte at spamme deres brugeres nyhedsstrøm med Foreslået til dig-opslag der på vildledende vis skulle skaffe Synes godt om, følgere, delinger og videovisninger til sider som betalte for at få boostet deres opslag. Det fik dog den nok utilsigtede følgevirkning at Facebook dermed jagede deres brugere over på andre sociale medier. DR kunne i 2023 rapportere om en undersøgelse der viste at færre og færre aktivt brugte Facebook, og det reflekterede sig i hvor mange der checkede LGBT+30-gruppen og så Eskapismes opslag. De gennemsnitlige tal for hits til de forskellige artikler blev mindst halveret.

Eskapismes blog-skribent Michael Andersen skrev selv det hele

Afbrudt comeback?
I 2024 var antallet af hits som indlæg på Eskapisme-bloggen kunne genere via Facebook blevet så lave, at det blev et dilemma om det i det hele taget kunne svare sig at bruge flere timer på at skrive artikler til bloggen hvis de så kun fik 20-50 hits og 100 hvis det gik rigtig godt. Det faldt sammen med en agurketid hvor der var meget lidt nyt at skrive om. Den periode varede fire måneder fra juli til oktober. Så fik Eskapisme et fanbrev fra en læser der savnede opdateringer, og det ansporede at bloggen fik en ny chance. Der blev skrevet lidt artikler som klarede sig over al forventning. Men mens over 200 hits klikkede ind på en artikel om en homo-romantisk julefilm på Kanal 4, og Synes godt om’erne hobede sig op på Facebook skete der det, at Facebook ikke sendte nogle notifikationer om de der Synes godt om som de plejede. Det var da lidt underligt.

Da Eskapisme så brugte et par dage på at lave en Queer hitparade som samlede op på nye musikvideoer gennem de forgangne fire måneder og delte den i LGBT+ 30-gruppen på Facebook lørdag den 2. november, gik det igen over al forventning med hits, og måske var Eskapisme ved at gøre comeback? Men så stoppede strømmen af hits meget pludseligt. Facebooks A.I. havde fjernet opslaget. Først var tanken at hitparaden med overskriften Særlig saftig bøsseudgave! og et par frække fotos var for saftig til Facebooks A.I., så der blev skiftet fotos og prøvet igen, men nej – det var ikke det. Facebooks A.I. skrev i notifikationer at de havde fjernet opslagene fordi de var ”spam der på vildledende vis skulle skaffe Synes godt om, følgere, delinger og videovisninger.”

Det gik hurtigt op for Eskapisme at det handlede om penge. Eskapisme havde ikke en side på Facebook som betalte for at få boostet sine opslag, og som et nyt tiltag havde Facebooks gerrige aktionærer tilsyneladende besluttet at alle ikke-betalende links-delinger på Facebook skulle fjernes. Man hørte om en Empire-dansegruppe der også fik fjernet links med den begrundelse, at det var ”spam.” Så skrev Eskapisme til Facebook og forklarede at det altså var Facebook selv der spammede sine brugere med ligegyldige Foreslået til dig-opslag, og i protest blev al deres Foreslået til dig-spam fjernet fra mit private nyhedsfeed, og siden har jeg ikke fået et eneste Foreslået til dig-opslag. Så må vi se hvor længe dét varer.



Farvel og tak og et sidste tip
Ved Rapportér et problem til Facebook loves svar indenfor 2-4 dage, men Facebook besvarede aldrig Eskapismes reklamationer over fjernelsen af homo-relevante indlæg i en gruppe for LGBT+’ere, og Eskapisme-bloggen er så effektivt død – myrdet af Facebooks A.I. For når bloggen ikke længere kan finde læsere med links hos målgruppen på Facebook, er der ikke længere nogen eksistensberettigelse for den. Google Blogger som bloggen er på, generer i sig selv ikke nogen læsere, og der er ikke rigtigt andre steder hvor den ellers kan nå sin målgruppe med links.

Så efter fem år med underholdning for homoer er det altså nu slut for Eskapisme-bloggen. Lige som med så mange andre ting her i livet var det godt indtil det ikke var det mere. En stor tak til alle der har fulgt bloggen gennem årene og fundet inspiration til homo-relevant underholdning at eskapere med. Bloggen bliver ikke slettet, så man kan altid gå på opdagelse i de sidste fem års nyheder, omtaler og anmeldelser.

Eskapisme takker af med et sidste tip, nemlig at holde udkig efter filmen Queer med Daniel Craig som bøsse. Den er instrueret af Luca Guadigno, der også lavede Call Me By Your Name fra 2017. Se traileren til Queer på YouTube lige her:

lørdag den 2. november 2024

Queer hitparade: Særlig saftig bøsseudgave!

StanChris og Gregory Dillon synger duet

Her er homo-romantik fra Chris Housman, Sam Williams og The Irrepressibles, mens Olly Alexander skyder med Cupids pile og stakkels John Duff slet ikke får noget. Og så er der dobbelt-op fra Gregory Dillon – lige til dansegulvet.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Her er den første queer hitparade i over fire måneder da det har været lidt småt med ny queer musik siden sidst i juni. Denne gang samles der således op på den bedste musik fra LGBTQ-kunstnere der trods alt har produceret musikvideoer hen over sommeren og ind i efteråret – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

John Duff

1. Den 34-årige amerikanske countrysanger CHRIS HOUSMAN kan også lide ”feel good”-sange, så i sommers lavede han en video til en sådan fra sit album Blueneck. Sangen Laid Back illustreres så fint i videoen ved at Chris Housman læner sig tilbage i en stærk mands arme og slapper af efter at have fisket med vennerne. ”Jeg voksede op med at elske country sommersange, og jeg håber videoen viser at øl, både og fiskeri også er for queer mennesker,” udtalte Chris Housman. Bliv selv grebet af den idylliske stemning på YouTube lige her:

2. Den 36-årige amerikanske JOHN DUFF fører sig frem som en sexbombe i sine musikvideoer. I den seneste til sangen Forgotten How To F*ck synger han dog om at det er så længe siden han har haft sex, at han helt har glemt hvordan man gør! Staklen refererer til filmen 40 Days And 40 Nights (uden sex) og Sandra Dee – kyskhedsimaget som Olivia Newton-John gør op med i Grease - i sangteksten. John Duff er også trukket i læderoutfit der buler de rigtige steder i videoen for at signalere at nu vil han altså langt om længe gerne det frække. Nyd ham på YouTube lige her:

3. 34-årige engelske OLLY ALEXANDER har ikke ladet sig slå ud af at han tabte Eurovision. Han er på banen med det nye album Polari – det første under hans eget navn, og det indeholder selvfølgelig hans Eurovision-sang Dizzy såvel som den nye single Cupid’s Bow. Videoen til Cupid’s Bow er dog tilføjet hans tidligere band-navn Years & Years i parentes på YouTube så ingen går glip af noget. Og videoen er ret gay. Se selv hvor meget på YouTube lige her:

4. 31-årige amerikanske GREGORY DILLON har indspillet en dansegulvsvenlig duet med den unge YouTuber STANCHRIS i sin vanlige synthpopstil. Den hedder Wet Dream og i musikvideoen ligger Gregory Dillon da også på en seng og drømmer om sit møde med en mand på et dansegulv hvor StanChris er DJ. Der kysses, og den våde drøm bliver måske ligefrem til virkelighed som handlingen skrider frem i den hede video der kan nydes på YouTube lige her:

5. 30-årige amerikanske SAM WILLIAMS, barnebarn af countrylegenden Hank Williams, er aktuel med en video til titelsangen fra sin nye EP Act I: Scarlet Lonesome, der indeholder syv sange. Han fortalte på sin hjemmeside at han med sangen Scarlet Lonesome forsøgte at beskrive hvordan kærlighed lød for ham – elektrisk, voldsom og sensuel. I videoen sværmer han om en mandlig fotomodel, og videoen er klippet så den afspejler de intensiverende følelser der kommer med at forelske sig. Se og hør resultatet på YouTube lige her:

6. GREGORY DILLON har også begået et fedt dancetrack der starter sådan a lá katolsk Madonna og går over i electro-pop. Burning Kisses hedder den infektiøse sag og Gregory Dillon udtalte, at ”dette projekt er ikke et angreb på katolicisme; det er om at udforske disse modsætninger – at finde min plads for tilbedelse på diskotekerne hvor jeg endelig kan fejre hvem jeg er uden frygt.” Han håber sangen vil resonere hos andre der har følt spændinger mellem tro, seksualitet og selvudtryk. Dyrk den flotte video på YouTube lige her:

7. Det engelske one-man band THE IRREPRESSIBLES består af Jamie McDermott. I videoen til kærlighedssangen In The Rhythm fra hans fjerde album Yo Homo! har han fået den amerikanske pro-skater Chandler Burton og dennes kæreste Mike Lemma til at medvirke. Man ser dem vågne op og pjatte rundt i sengen inden de drager ud i Los Angeles-forstadsområder for at skate rundt mens sangen bygger op i intensitet. De to herrer har matchende hipster-skæg og passer godt ind i The Irrepressibles’ nye, mere rå lyd. Rock med til In The Rhythm på YouTube lige her:

torsdag den 31. oktober 2024

Dansk tv-premiere på julefilm med bøssepar

Vincent Rodriguez III og Jonathan Bennett

De homoseksuelle tv-stjerner Vincent Rodriguez III fra Crazy Ex-Girlfriend og Jonathan Bennett fra flere tidligere Hallmark julefilm spiller vordende bøssefædre i Christmas On Cherry Lane.

TV-FILMNYHED af Michael Andersen

43-årige Jonathan Bennett blev kendt for ungdomskomedien Mean Girls i 2004 men har siden mest gjort sig i tv-roller, inklusiv i hetero-romantiske julefilm inden den konservative amerikanske tv-kanal Hallmark i 2020 bøjede sig for pres fra LGBT-seere og også lavede homo-romantiske julefilm. Så har Jonathan Bennett siden været med i alle Hallmarks homo-romantiske julefilm, inkl. The Christmas House fra 2020 der fik titlen Julehuset da Kanal 4 viste den i 2021. Den fik en efterfølger, The Christmas House 2: Deck The Halls inden Jonathan Bennett i den virkelige verden giftede sig med den amerikanske tv-vært Jaymes Vaughan i 2022. Sidste år kunne man så igen se ham i en homo-romantisk julefilm på Kanal 4, The Holiday Sitter.

Nu er han altså aktuel i Christmas On Cherry Lane hvor han spiller sammen med Vincent Rodriguez III som mange nok husker som det romantiske objekt i tv-serien Crazy Ex-Girlfriend der kørte på DR2 fra 2015 til 2019 og som bøssekæreste i With Love fra 2021 på Amazon Prime. Den nu 42-årige Vincent Rodriguez III er af filippinsk afstamning og giftede sig i 2016 med produceren Gregory Wright.

Så det er to kendte homo-stjerner der i Christmas On Cherry Lane spiller et bøssepar der inviterer 14 mennesker til jul alt imens deres køkken renoveres. Og i traileren, som man kan se på YouTube under artiklen her, ser det ud til at de uventet får muligheden for at blive forældre. Se om det lykkes når Kanal 4 blænder op for juleherlighederne mandag den 4. november kl. 18:10 til 20 og med genudsendelse tirsdag den 5. oktober kl. 20 til 22.

Og mens man glæder sig, har Jonathan Bennett udtalt til GLAAD at ”jeg ville elske at lave en julefilm med min mand. Og selv hvis han ikke er min hovedrolle-medspiller, så er min mand en forbløffende talentfuld sanger. Kunne det ikke være sjovt hvis han spillede en sanger i en Hallmark-julefilm hvor vi tager hen og ser ham optræde?”

Vi må se hvad næste års homo-romantiske julefilm fra Hallmark kan blive til.

mandag den 28. oktober 2024

Joe Locke fra Heartstopper som bøsse i serie med hekse

Under indspilningerne til Marvel-serien Agatha All Along dansede han med heksene når Patti LuPone spillede musik og fortalte til Variety at han gerne vil vise han ikke er en ”one-trick pony”.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den 21-årige homoseksuelle skuespiller Joe Locke debuterede i rollen som Charlie Spring i Netflix-serien Heartstopper som for nylig lancerede 3. sæson. Heartstopper er baseret på en tegneserie, og det er Joe Lockes anden rolle også. Han spiller nemlig teenagersuperhelten Wiccan i Marvel tv-serien Agatha All Along som nu kan ses på Disney+. Wiccan er søn af Scarlet Witch fra Avengers og Agatha All Along udspringer da også af Avengers spin-off serien WandaVision som stadig kan ses på Disney+.

Plottet i Agatha All Along er at en teenager spillet af Joe Locke redder heksen Agatha Harkness spillet af Kathryn Hahn fra en besværgelse, og sammen begiver de sig ud på en færd ad den sagnomspundne Heksevej for at hun kan genvinde sine heksekræfter og han finde sandheden om hvem han er.

Den efterhånden 75-årige amerikanske musicalstjerne Patti Lupone medvirker også i Agatha All Along. Danske tv-seere husker hende nok især fra hendes gæsteoptræden i 7. sæson af komedieserien Will & Grace hvor bøssen Jack rendte på hende på en restaurant. Det var i 2005.

Den teenager Joe Locke spiller i Agatha All Along er også åbent bøsse og derved med til at diversificere Marvels film- og tv-serieunivers. Som serien skrider frem viser det sig endda at han ikke er den eneste homoseksuelle karakter i serien, der er den hidtil mest queer serie fra Marvels filmstudier. I Marvels tegneserieunivers er der efterhånden en pæn del LGBTQ-personer. I 2021 vandt miniserien Empyre hvori Wiccan giftede sig med Hulkling en GLAAD Award for Fremragende tegneserie.

Joe Locke og Kathryn Hahn

Vil også gerne spille hetero-roller
Da Agatha All Along havde premiere, fortalte Joe Locke til Variety at han føler et behov for at vise at han også kan spille hetero-roller efter hans første to roller i Heartstopper og Agatha All Along var bøsser. Han sagde: ”Der er dage hvor jeg aldrig vil spille en homo-karakter igen. De fleste af de roller jeg får tilbudt, er homo-karakterer.”

Han vil gerne vise han ikke bare er en ”one-trick pony” som "ham fyren fra Heartstopper". ”Hvilket i sig selv er et problem i industrien, eller et problem med mig og min internaliserede homofobi. Det ved jeg ikke,” sagde han og tilføjede om sin rolle i Agatha All Along at den har den slags dimensioner han kræver: ”Serien generer sig ikke for at vise hans queerhed, men den er ikke et definerende træk ved karakteren. Det er bare et lag af ham som en person.”

Han fortalte også, at under indspilningerne spillede Patti LuPone musik og så dansede alle heksene. Og Kathryn Hahn fortalte at da hun introducerede ensemblet som ”disse hekse og denne flotte troldmand,” irettesatte han hende og sagde, ”Nej, vi er ALLE hekse.”

Nyd dem på Disney+ lige her: Agatha All Along på Disney+

Varm op med traileren på YouTube lige her:

lørdag den 7. september 2024

Nyt intenst drama med Zachary Quinto og Jacob Elordi

Zachary Quinto og Jacob Elordi

Den homoseksuelle stjerne Zachary Quinto spiller overfor det unge idol Jacob Elordi i He Went That Way om et roadtrip med en abe og en morder baseret på en sand historie.

FILMANMELDELSE af Michael Andersen

Fans af den 47-årige amerikanske skuespiller Zachary Quinto, som man sidste år kunne opleve i den morbide bøssekomedie Down Low, kan nu glæde sig over et gensyn med herren i den nye road movie He Went That Way. Deri spiller han godt nok en heteroseksuelt gift entertainer ved navn Jim Goodwin der har en dresseret chimpanze, men man ser ham kun snakke i telefon med konen, så da han samler en ung flot blaffer op, kan man da ikke udelukke noget homoerotisk tiltrækning.

Den flotte blaffer spilles af den 27-årige australske skuespiller Jacob Elordi der sidste år fristede en bøsse i Prime Video-filmen Saltburn. I He Went That Way bliver der da også anledning til at han smider blusen. Selvom hans karakter Bobby Falls kommer med lidt bøsseangste kommentarer undervejs, lykkes det for Jim at få ham i en rød trøje under turen. Det viser sig dog hurtigt at Bobby er en skidt karl der har myrdet et par mænd før Jim samlede ham op. Vil Jim og aben Spanky nå levende frem ad den berømte Route 66 til deres næste tv-optræden?

He Went That Way er inspireret af dyredressøren Dave Pitts tredages køretur med seriemorderen Larry Lee Raines som fandt sted i 1964 samt bogen Luke Karamazov af Conrad Hilberry. Man kan nyde det gnistrende samspil mellem Zachary Quinto og Jacob Elordi ved at leje He Went That Way på Blockbuster her: He Went That Way på Blockbuster

Varm op med traileren på YouTube lige her:

onsdag den 28. august 2024

Bøssen Jamie og hans LGBT-venner er tilbage i gyserserie på DRTV

Sophia, Ben, Lauren, Vivian, Jamie, Rosie og Cormac

I 2. sæson af Wreck tager de til en festival i Slovenien for at stoppe selskabet Velorums morderiske lege, for de bliver alligevel selv jagtet hjemme i England.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Sidste år begejstrede den engelske gyserserie Wreck, hvor bøssen Jamie Walsh spillet af Oscar Kennedy tog arbejde ombord på cruiseskibet Sacramentum for at opklare sin søsters død. Her fik han nye venner som den lesbiske Vivian Lim spillet af Thaddea Graham og den høje flotte Cormac Kelly spillet af Peter Claffey der var vild med den transkønnede kvinde Rosie spillet af Miya Ocega. Og så blev Jamie kæreste med Olly Reyes spillet af Anthony Rickman.

Gik man glip af første sæson er den nu tilgængelig på DRTV igen og her skal ikke røbes så meget andet end at selskabet Velorum arrangerede morderiske lege ombord på cruiseskibet. Nu er den populære serie så tilbage med seks nye afsnit i 2. sæson, og begge sæsoner kan ses på DRTV frem til 31. januar 2026.

2. sæson starter seks måneder efter 1. sæson sluttede, og de overlevende er nu jaget vildt af mordere med andemasker, deriblandt den vist nok biseksuelle officer fra skibet Beaker spillet af Warren James Dunning. Jamie Walsh og Vivian Lim har forgæves forsøgt at afsløre Velorums makabre virksomhed, så da gruppen af overlevende samles igen tænker de at de lige så godt kan tage til Slovenien og forsøge at stoppe Velorums aktiviteter der. Og så er der lagt op til gys, men der er også glimtvise humoristiske øjeblikke som da en af de overlevende i 1. del af den nye sæson har brugt bestikkelsespenge på plastiske operationer.

Seriens skaber Ryan J. Brown fortalte i 2022 til Pink News: ”En stor ting for mig med dette projekt var at have queer hovedpersoner hvor deres queerhed – hvem de er og hvordan de voksede op – påvirker de valg de tager og hvad de gør, men historien i sig selv har intet at gøre med den queer identitet. Der er ikke noget trauma. Det ville jeg se fordi det synes jeg ikke man ser særlig tit. Jeg tror ikke vi nogensinde ser det på engelsk tv.”

Men det gør man så nu i Wreck hvor folk bare er LGBT som var det den mest naturlige ting i verden og altså også på DRTV lige her: 1. og 2. sæson af Wreck på DRTV

Varm op med teaser traileren på YouTube til den nye sæson lige her:

mandag den 26. august 2024

Skilsmissedrama for bøsser i ny film med Luke Evans

Billy Porter og Luke Evans i Our Son

Billy Porter spiller modparten i kampen om forældremyndigheden til den 8-årige søn i Our Son.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den 45-årige walisiske musicalstjerne Luke Evans har udgivet et par albums og medvirket i film som Beauty And The Beast fra 2017 og Midway fra 2019. Nu er han aktuel i Our Son, hvor han spiller overfor 54-årige Billy Porter fra tv-serien Pose. De to spiller et bøssepar der skal skilles og strides over forældremyndigheden til deres 8-årige søn. ”Det er Kramer mod Kramer for bøssemiljøet nu,” udtalte Luke Evans til Attitude med reference til den klassiske film med Meryl Streep og Dustin Hoffman fra 1978.

Med Our Son får man Luke Evans’ første store queer rolle. ”Jeg har været klar til at tage det skridt i årevis. Jeg har bare ikke fundet den rigtige historie (før nu).” sagde han til People. ”Dette var noget jeg ikke havde set før, og det er klart noget vi alle går igennem. Skilsmisse er lige så rigtigt for et bøssepar som ægteskab, og det havde jeg ikke rigtig set, og da jeg læste det – hver gang jeg har læst manuskriptet – græd jeg.”

Manuskriptet til Our Son er skrevet af Bill Oliver og Peter Nickowitz og filmen har Bill Oliver instrueret. ”Man behøver ikke være bøsse for at nyde dette eller forstå denne historie,” tilføjede Luke Evans til People. ”Folk over hele verden går gennem skilsmisse, slåen-op og forældremyndighedskampe. Familier går i stykker hele tiden, men dette er historien om håb – hvordan de klarer sig igennem det og hvordan et nyt kapitel starter, men et anderledes slags kapitel.”

Luke Evans fortalte til Out: ”Det er vidunderligt at have levet længe nok til at opleve dagen hvor en queer historie kan være styret af faktiske queer skuespillere der er ude af skabet. (…) Det er meget følelsesladet for mig, og det er meget vigtigt for os begge to.”

De to stjerner indspillede også en duet til filmen, Always Be My Man som Billy Porter skrev.

Den 46-årige homoseksuelle skuespiller Andrew Rannells fra Netflix-filmene The Boys In The Band og The Prom medvirker også i Our Son, der kan lejes eller købes fra Viaplay lige her: Our Son på Viaplay

Varm op med traileren på YouTube her:

fredag den 5. juli 2024

Call Me By Your Name-instruktør laver Queer film med Daniel Craig

Daniel Craig

Luca Guadigno filmatiserer William S. Burroughs-novelle hvor 007-stjernen besættes af yngre mand spillet af Drew Starkey.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den 56-årige engelske James Bond-stjerne Daniel Craig har tidligere spillet en homoseksuel karakter i Netflix-filmen Glass Onion: A Knives Out Mystery, og nu skal han til det igen. Han har nemlig fået hovedrollen i en ny film med titlen Queer der er baseret på William S. Burroughs novelle med samme titel. Den foregår i 1940’erne hvor Lee, som Daniel Craig skal spille, rejser til Mexico City for at undslippe sit stof-prægede liv i New Orleans i Louisiana. Mens han navigerer rundt i byen og sine stof-abstinenser, bliver han besat af en ung tjenestemand i den amerikanske flåde ved navn Allerton. Allerton skal spilles af 30-årige Drew Starkey der spillede Garrett i Love, Simon fra 2018 og er med i Netflix-serien Outer Banks. Han slås med sine egne stof-problemer.

Den 52-årige italienske filminstruktør Luca Guadagnino, som blev Oscar-nomineret for Call Me By Your Name fra 2017 om en teenfyrs forhold til en voksen mand, skal instruere Queer. Han fortalte i et nyligt interview med Cinecittà at Queer vil indeholde ”mange og ret skandaløse” sexscener. Han tilføjede: ”Jeg er lidenskabelig om at observere kroppe i rum, detaljerne af en nakke. Når jeg vælger mine skuespillere, er jeg ligeglad med om de er gode til skuespil – jeg kigger efter en tredimensionalitet som kan fanges med kameraet.”

Manuskriptet til Queer er af Justin Kurtizkes som Luca Guadagnino har samarbejdet med på filmen Challengers. Der forligger endnu ikke nogen premieredato på Queer.

Drew Starkey

fredag den 28. juni 2024

Queer hitparade: Jordy har sex med sig selv i ny musikvideo

Jordy

Calum Scott har lavet en kærlighedssang, John Duff vil gerne være en heterostuds pige, Bronze Avery har sex med Zane Phillips og The Irrepressibles omfavner alfabetet i queer video. Her er også nyt fra midnatsvandreren Will Young og lesbiske Gia Ford.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhånden mange LGBTQ-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv spændende videoer der er udkommet på YouTube i den forgangne måneds tid – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

John Duff

1. 35-årige engelske CALUM SCOTT arbejder på sit 3. album, men har da lige afset en af sine kærlighedsballader, Then There Was You, til soundtracket til The Garfield Movie. Så kan den illustrere kærligheden mellem Harald Jensen og hans kat Garfield som mange nok husker blev meget populær i 80’erne. Nu er der så kommet en ny animationsfilm om Garfield som man ser klip fra i videoen på YouTube, men Calum Scott er skam også selv med i videoen. Check it out lige her:

2. 29-årige amerikanske JORDY af jødisk afstamning er aktuel med en video til sangen Sex With Myself fra hans nye EP med samme titel. Musikken på EP’en er mere dance/house-præget end vi er vant til fra Jordy, og den starter med sidste videoudspil Second Minute Hour. Teksterne er meget mere vovede end tidligere med sange som Can U Host, Cruise og det sidste af de syv numre på EP’en, titelsangen Sex With Myself. Jordy’s video til Sex With Myself er da også vældigt sexy og kan nydes på YouTube lige her:

3. 36-årige amerikanske JOHN DUFF har lige som Troye Sivan med singlen One Of Your Girls fra sidste efterår lavet en sang om gerne at ville være i heterostudens piges sted. Be Your Girl hedder John Duffs nye single, og den er mere festlig og designet til discodansegulv end Troye Sivans sexede beat-sang. John Duff går dog ikke så langt som at klæde sig ud som en pige, men fører sig frem som en sexet hoftesvingende dandy i guldshorts. Fest med på YouTube lige her:

4. Amerikanske BRONZE AVERY har ikke offentliggjort sin alder, men i videoen til titelsangen til sit nye album Heatwave har han selskab af den antageligt jævnaldrende 30-årige homoseksuelle skuespiller Zane Phillips. Ham husker man nok fra tv-filmen Fire Island der kom på Disney+ i 2022. Heatwave samler alle Bronze Averys singleudspil fra det forgangne års tid, inkl. Scan And Copy, Spring Break og Hollywood’s Talking, plus lidt nyt. I alt er der 12 sange hvoraf titelsangen med den frække video med Zane Phillips kan opleves på YouTube lige her:

5. 45-årige engelske WILL YOUNG er aktuel med 2. single, Midnight, fra sit album Light It Up der udkommer den 9. august og vil byde på 10 sange. I en udtalelse om sin nye lyd, sagde Will Young at, ”jeg tror at for mig handlede det om endelig at slå mig mere til tåls og være i stand til at gå tilbage til at omfavne glad, uforskammet popmusik. Jeg håber virkelig dette er det album man går til for en dans, en tudetur og for en fejring. Jeg ved jeg gør alle tre ting til det.” Videoen til Midnight om at vandre rundt i byen på ensomme nætter er på YouTube lige her:

6. Engelske GIA FORD udgiver albummet Transparent Things den 13. september og er aktuel med en video til 3. single derfra, Paint Me Like A Woman. Sangen er indspillet i Los Angeles og sætter fokus på Gia Fords evne til at fortælle komplekse historier med sine sangtekster. Her dykker hun ned i psyken på en kvinde der er formet af misbrug og blotlægger hendes transformation til en skurk. Sangens rå følelser og spøgende melodi fanger det overordnede tema om fremmedgørelse, der vil løbe som en rød tråd gennem albummet. Følg med på YouTube lige her:

7. Engelske THE IRREPRESSIBLES har et nyt album på vej. Jamie Irrepressible som udgør bandet, fortalte til Attitude at ”projektets fokus er altid at fortælle den homoseksuelle historie og med det næste album følte jeg det var tid til at blive legemlig med The Irrepressibles med en tilbagevenden til mine indie rock-rødder. Jeg følte behøvet for at føje seksuel til homoseksuel musik – bidrage noget til vores livs soundtrack. Med sangene og videoerne på det kommende album ville vi skabe et trygt rum for queer seksualitet.” Se og hør selv om det er lykkedes med andet single- og videoudspil fra albummet, sangen Yo Homo, på YouTube lige her:

onsdag den 26. juni 2024

Matt Bomer og Nathan Lane i ny komedieserie om homo-bofæller

Matt Bomer

Mid-Century Modern fra Will & Graces skabere vil følge tre homoseksuelle bofæller i Palm Springs.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

De åbent homoseksuelle skuespillere Matt Bomer på 46 år og Nathan Lane på 68 år har begge sagt ja til at være med i en ny komedieserie skabt af den homoseksuelle producer Ryan Murphy sammen med skaberne af Will & Grace, Max Mutchnick og David Cohan. Ryan Murphy har tidligere været med til at skabe serier som Glee, Hollywood og Ratched, og i 2012 forsøgte han sig første gang med en komedieserie om bøsser, The New Normal der kun varede en enkelt sæson.

Den nye komedieserie kommer til at hedde Mid-Century Modern og vil udspille sig i det homoseksuelle mekka i Palm Springs. Der vil man følge tre bedste venner – bøsser af en bestemt alder – der efter et uventet dødsfald beslutter at tilbringe deres otium som bofæller i Palm Springs hvor den mest velhavende, Bunny spillet af Nathan Lane, bor med sin mor Sybil spillet af Linda Lavin, og en nøgen Generation Z-hushjælp. Bunny er en succesrig forretningsmand på vej mod pension og altid på udkig efter kærlighed, men han må først overbevises om at han fortjener det. Sybil er vis og omsorgsfuld, men også kritisk, kvælende og umoralsk.

Matt Bomer spiller Jerry Frank som i sine tidlige 20’ere forlod den mormonske kirke og sit ægteskab efter hans kone informerede ham og menigheden om at han var homoseksuel. Nu er Jerry en helgen med et rent hjerte, en stærk krop og et blødt hjerte. Den tredje bøsserolle er endnu ikke blevet offentliggjort.

Mid-Century Modern sammenlignes med den ældre komedieserie Pantertanter (The Golden Girls) med Matt Bomers karakter à la Rose spillet af Betty White, Nathan Lanes karakter à la Dorothy spillet af Bea Arthur og Linda Lavin à la den originale Sophia. Det er endnu uvist hvor og hvornår den får premiere.

Nathan Lane

tirsdag den 25. juni 2024

Alan Cumming om sin ”mest homo-agtige” film

Alan Cumming som mutanten Nightcrawler

Han spillede mutant i superheltefilmen X2: X-Men United hvor at være mutant bl.a. blev brugt som metafor for at være LGBTQ.

FILM FEATURE af Michael Andersen

Den 59-årige biseksuelle skuespiller Alan Cumming spillede mutanten Nightcrawler i superheltefilmen X2: X-Men United fra 2003 før han for alvor blev kendt for sin medvirken i tv-serien The Good Wife der kørte fra 2010 til 2016. Efter at have været gift med en kvinde, i et forhold med an anden kvinde og så i et forhold med en mand, giftede han sig i 2012 med illustratoren Grant Schaffer og støtter op om LGBT-organisationer som GLAAD, Human Rights Campaign og diverse AIDS-organisationer.

I et nyligt interview med Entertainment Weekly, så Alan Cumming tilbage på nogle af sine roller og fortalte: ”Åh, jeg tror den X-Men film jeg er med i er den mest homo-agtige film jeg nogensinde har været med i. Den har en queer instruktør, masser af queer skuespillere i den. Jeg elsker det faktum at noget så mainstream og så meget i tegneserieverdenen er så queer. Jeg tror den slags film på en måde virkelig hjælper folk med at forstå queerhed, fordi man kan adressere det på en kunstnerisk måde og alle er mindre bange for konceptet. Det er en metafor for queerhed, om folk der har disse store gaver og virkelig store, magtfulde ting som de må skjule for at eksistere. Queer mennesker forstår hvad det hele handler om.”

X2: X-Men United blev instrueret af den homoseksuelle Bryan Singer, hvis karriere gik i stå efter han i 2018 instruerede den biografiske film Bohemian Rhapsody om Freddie Mercury. Bryan Singer blev nemlig anklaget for at have udnyttet teenagedrenge seksuelt. Og så byder X2: X-Men United jo også på den homoseksuelle Ian McKellen i rollen som Magneto.

Shawn Ashmore som mutanten Iceman

Mutant som metafor for LGBTQ
Efter Alan Cummings udtalelse, har filmens manuskriptforfatter David Hunter nu også sagt at det var en overlagt beslutning at gøre filmen queer og fremhæver scenen hvor mutanten Iceman spillet af Shawn Ashmore springer ud som mutant for sin familie: ”Den replik hvor Bobby Icemans mor siger til ham, ’har du prøvet på ikke at være en mutant?’ – det er bare så ødelæggende, og det illustrerer virkeligt hvad folk går igennem når de møder fordomme i deres egne hjem. Man kan ikke være hvad man ikke er, og det faktum at folk vil have en til at være noget man ikke er, er så smertefuldt og så svært at se i øjnene.”

Han fortsatte: *Det var helt bestemt lavet med vilje og det var helt bestemt lavet for at række ud til alle i LGBTQ-spektret som føler sig lukket ude af verdenen. Pointen med X-Men er at vi alle er værdige til respekt og vi alle har menneskelig værdi, og det var at række ud til alle der føler dette.”

I X2: X-Men United bliver Mystique spillet af Rebecca Romijn-Stamos også spurgt af Nightcrawler hvorfor hun vælger at beholde sit aparte udseende når hun har evnen til at se ud som hun vil. Mystique svarer stolt – som homoen der nægter at skjule sin seksualitet: ”Fordi det ikke burde være nødvendigt.”

Mystique med Ian McKellen som Magneto

søndag den 23. juni 2024

Single-aktuelle Adam Lambert har dansk kæreste

Og så har den queer sanger også en tv-dokumentar på vej hvor man bl.a. kan erfare at Freddie Mercury ikke ville ha’ brudt sig om at blive kaldt queer.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den 42-årige amerikanske sanger Adam Lambert har mange jern i ilden. Sidste år udgav han albummet High Drama med covernumre, og den 19. juli er han klar med en ny EP med selvskrevne sange som får titlen Afters. Og så er han vært i en ny tv-dokumentar om den queer musiks historie med titlen Adam Lambert: Out, Loud & Proud.

To af sangene fra den kommende Afters EP er allerede udkommet. De hedder Lube og Wet Dream og Adam Lambert optrådte med dem til en gratis koncert med titlen Outloud under WeHo Pride Weekend i West Hollywood. Det kan man nu se på YouTube, og Adam Lambert fortalte i forbindelse med udgivelsen hvad der har inspireret sangene der stilmæssigt er milevidt fra hans Prince-inspirerede Velvet-album fra 2020: ”Jeg skabte begge disse sange med gode venner og indspilningerne var fulde af latter og glæde. Den frihed vi skrev disse sangtekster med, er bevis på et nyt kapitel af min kunstneriske rejse hvor jeg nægter at redigere eller filtrere mig selv. Begge sange er om forbindelse og frygtløst at forvandle fantasi til virkelighed.”

”At skabe Afters har været sådan en befriende erfaring da jeg valgte at skabe en EP med housemusik der er uforskammet queer og sex positiv,” fortsatte han. ”Jeg holder mange housefester og mit mål var at skabe et soundtrack inspireret af vilde nætter, for at give stemme til vores miljøs hedonistiske begær og udførelser. Jeg følte mig mere selvsikker end nogensinde og ville være skamløst rå og virkelig med lytteren. Afters er ment til at få dig til at bevæge dig, svede, fantasere og forbinde!”

Se med når han fremfører Lube på YouTube lige her:

Dansk kæreste
I den nye tv-dokumentar Adam Lambert: Out, Loud & Proud snakker Adam Lambert med Brian May og Roger Taylor fra Queen om hvordan LGBTQ+-stjerner som Freddie Mercury var med til at bane vejen for queer repræsentation i musikken. Brian May indskyder dog at ”ordforrådet har ændret sig meget. ’Queer’ var et ord man ikke ville bruge. Jeg ville aldrig have brugt det til Freddie, og han ville være blevet oprørt hvis vi havde. Han ville ha’ sagt, ’jeg er ikke queer. Jeg er normal, skat.’ For ’queer’ betød underlig og sær. Det er svært for os at tale om Freddie som en queer musiker. Han ville sige, ’jeg er en musiker, skat. Det er alt jeg vil fortælle dig.’”

Adam Lambert håbede at hvis Freddie Mercury ikke var død som 45-årig i 1991, men stadig var i live, så ville han have udviklet sig til et punkt hvor han ville have været åben om sin seksualitet. Nu er Adam Lambert så den åbent queer forsanger i Queen – siden 2012.

I dokumentaren snakker Adam Lambert bl.a. også med Andy Bell fra Erasure og i en meddelelse forud for premieren udtalte Adam Lambert at han sammenligner sig selv med engelske Will Young, der lige som ham blev berømt i et tv-talentshow, men 10 år før: ”Når jeg tænker på ikoniske queer musikere, så er de første der falder mig ind næsten altid UK-kunstnere: Elton, Freddie, Bowie, Boy George. De var mine hjørnesten og det føltes som et rigtig spændende sted at dykke ned i,” sagde han.

Det er stadig uvist hvornår dokumentaren får dansk premiere, men Adam Lambert er siden februar 2021 kæreste med Oliver Gliese der er ”innovationsforum”-assistent for Global Fashion Agenda og fra Danmark.

Se Adam Lambert optræde med Wet Dream på YouTube lige her:

søndag den 16. juni 2024

Ny tv-serie om den tyske modeskaber Karl Lagerfeld

Karl og Jacques i Becoming Karl Lagerfeld

I Becoming Karl Lagerfeld følger man hans vej til toppen af den parisiske modeverden i 70’erne og hans homoseksuelle forhold til den unge dandy Jacques de Bascher.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den berømte modeskaber Karl Lagerfeld døde som 86-årig tilbage i 2019. Han var bl.a. chef for det franske modehus Chanel inden han lancerede sit eget mærke i 1984. Nu er der lavet en fransksproget tv-serie med 6 afsnit i 1. sæson som netop har haft dansk premiere på Disney+.

I serien der er baseret på biografien Kaiser Karl af journalisten Raphaëlle Bacqué følger man den ambitiøse Karl Lagerfelds vej til berømmelse i den parisiske modeverden begyndende i 1972. På det tidspunkt havde han kun én besættelse: At blive den mest beundrede franske ”couturier”/designer i modeverdenen.

Det eneste problem var at der på samme tid var en stor rival til den eftertragtede position: Yves Saint Laurent.

Fra Karl Lagerfelds rivalisering med Pierre Bergé til hans tragiske romance med den unge dandy Jacques de Bascher via fester og dekadence, opdager man designerens sande ansigt – en mand der ellers var lige så diskret som han var kompleks i sin desperate søgen efter anerkendelse.

Karl Lagerfeld spilles af den tyske skuespiller Daniel Brühl og hans elsker Jacques de Bascher spilles af Théodore Pellerin. Yves Saint Laurent spilles af Arnaud Valois og i løbet af serien møder man også Marlène Dietrich spillet af Sunnyi Melles og Andy Warhol spillet af Paul Spera.

Varm op med traileren på YouTube inden serien ses – selvfølgelig med danske undertekster - på Disney+ lige her: Becoming Karl Lagerfeld på Disney+

Matt Bomer droppet fra Superman-rolle fordi han er bøsse

I dag er Fellow Travelers-stjernen en af Hollywoods bedst kendte homoseksuelle skuespillere, men at være bøsse var ikke altid godt for karrieren.

SKUESPILLERNYHED af Michael Andersen

Den 46-årige Matt Bomer var med i store Hollywood-film som In Time med Justin Timberlake og Magic Mike inden han sprang ud som bøsse i 2012. Siden da har han stadig været med i Magic Mike-film, men har ofte spillet homo-roller som i The Boys In The Band, Maestro og Fellow Travelers. Nu har Matt Bomer afsløret i et podcast af Scott Feinberg med titlen Awards Chatter at han i starten af 00’erne var tæt på at få en ikonisk rolle, nemlig som selveste Superman, men nogen ”outede” ham som bøsse for produceren, og så var det farvel til den rolle.

Det var den kendte producer J.J. Abrams, der stod bag tv-serier som Felicity, Alias, Lost og Fringe, og som senere lavede både Mission: Impossible, Star Trek og Star Wars-film, som skulle lave en Superman-film med titlen Superman: Flyby. ”Jeg gik til en åben casting til Superman,” sagde Matt Bomer i podcastet. ”Det blev til en månedlang prøvelse hvor jeg aflagde prøve igen og igen og igen.”

Matt Bomer var på det tidspunkt med i tv-serien Guiding Light og fortalte: ”I Guiding Light var der en morder i byen (…) så den ledende producer ville meget sødt fritstille mig i tilfælde af at (Superman-)jobbet blev til noget. Så han sagde, ’hey, du skal være morderen. Vi skriver dig ud af serien. Gå med min velsignelse.’ Så jeg blev stort set fyret, men på en gavmild måde.”

Men Matt Bomer fik ikke rollen som Superman alligevel selvom det tegnede lovende: ”Det så ud som om jeg var instruktørens valg til rollen. Jeg underskrev en kontrakt på tre film med Warner Brothers.”

Adspurgt om Bomer’s udspringshistorie skadede hans chancer for at være med i en Superman-film i hovedrollen, svarede Matt Bomer: ”Yeah, det er min opfattelse. Det var en tid i branchen hvor sådan noget stadig rigtigt kunne blive brugt som skyts imod en. Hvordan og hvorfor og hvem (der outede mig), ved jeg ikke.”

J.J. Abrams’ Superman: Flyby film blev aldrig til noget, men Matt Bomer blev droppet fra filmen efter at være blevet ”outet” som bøsse før hele filmprojektet også blev droppet. I stedet lavede instruktøren Bryan Singer Superman Returns i 2006 med Brandon Routh i hovedrollen.

Matt Bomer som strandløve

lørdag den 15. juni 2024

Chris Colfer fra Glee blev frarådet at springe ud selvom han åbenlyst var bøsse

Han spillede bøssen Kurt Hummel i alle seks sæsoner af ungdomsmusical tv-serien og fortæller nu om den begivenhed der trods alt fik ham til at springe ud offentligt.

SKUESPILLERNYHED af Michael Andersen

Den nu 34-årige skuespiller og børnebogsforfatter Chris Colfer blev berømt for sin medvirken i tv-serien Glee hvor han fra 2009 til 2015 spillede den homoseksuelle karakter Kurt Hummel. I forbindelse med udgivelsen af sin nye børnebog Roswell Johnson Saves The World!, fortalte Chris Colfer i det amerikanske tv-talkshow The View, at han umiddelbart tøvede med at tage rollen som Kurt Hummel – en rolle for hvilken han fik en Golden Globe-pris og blev nomineret til to Emmy tv-priser og en Grammy.

”Jeg voksede op i en meget konservativ by hvor det var farligt at være åbent bøsse,” sagde han. ”Jeg husker da jeg kom med i serien at rollen var skrevet til mig, og jeg vidste ikke hvad rollen ville være. Da jeg læste manuskriptet første gang var da jeg så det var en åbent homoseksuel karakter og jeg var rædselsslagen.”

”Da jeg begyndte optagelserne til serien, havde jeg en masse mennesker som fortalte mig, ’spring ikke ud under nogen omstændigheder for det vil ødelægge din karriere.’ Så jeg gemte mig for en lille stund,” sagde han. ”Men jeg sagde også til dem, ’jeg kan ikke skjule det med min stemme. Jeg er mere feminin end de fleste mennesker. Jeg kan ikke skjule det.’ Og de sagde, ’det skal du ikke bekymre dig om. Så længe du ikke adresserer det, vil du blive belønnet for det til sidst.’”

Chris Colfer som Kurt med Blaine i Glee

Drengen der fik ham til at springe ud
Chris Colfer erindrede én specifik interaktion med en fan der fik ham til at indse hans homoseksuelle karakters betydning: ”Vi tog på denne store plakatsignerings turné lige før serien kom ud, og denne lille dreng sneg i al hemmelighed en kuvert til mig da hans forældre ikke kiggede og jeg åbnede den og det var en lille seddel hvor der stod, ’tak.’ Og der var en lille papirclipskæde der var i regnbuens farver, og i dét øjeblik vidste jeg, at jeg var nødt til at springe ud. På den tid tænkte jeg, ’okay ja, hvis jeg er en åbent homoseksuel skuespiller, så vinder jeg måske aldrig en stor pris. Jeg kommer måske aldrig til at spille en superhelt.’ Men jeg synes at være en stråle af positivitet og levere den støtte til folk er meget mere vigtig end opmærksomhed.”

Chris Colfer sprang ud i 2009 og blev i Glee en del af et af de mest ikoniske homopar på tv, Kurt og Blaine, men efter at Glee er slut, er det virket som forfatter, han har brugt mest tid på. Hans nye bog er hans tyvende.

Man kan se hele Chris Colfers interview i The View på YouTube lige her:

lørdag den 8. juni 2024

Jonathan Groff sagde nej til stor rolle i Glee

Han er kendt for store roller i biograffilmene The Matrix Resurrections og Knock At The Cabin, men han kunne også have haft en hovedrolle i Glee i stedet for birollen.

SKUESPILLERNYHED af Michael Andersen

Den 39-årige amerikanske skuespiller Jonathan Groff havde en birolle i den populære ungdomsmusicalserie Glee, men afslører nu i et interview med Vanity Fair, at han oprindeligt blev tilbudt en hovedrolle sammen med Lea Michele som kom til at spille Rachel Berry.

Jonathan Groff og Lea Michele nød succes på Broadway med stykket Spring Awakening som de begge forlod i maj 2008. Det var på det tidspunkt den homoseksuelle producer Ryan Murphy kontaktede dem for at tilbyde dem roller i Glee – Lea Michele takkede ja og var med i samtlige af seriens seks sæsoner, men Jonathan Groff takkede nej. ”Jeg følte virkelig ikke at jeg ville skrive under på at være en syngende teenager igen for endnu syv år, da jeg lige havde gjort det for to år i Spring Awakening,” sagde han. ”Jeg var 23, og jeg ville virkelig gerne spille skuespil.”

Jonathan Groff tilføjede at Glee ”føltes som mere af det samme modsat noget der ville være en mulighed for kunstnerisk vækst. Og det næste år lavede jeg tre off-Broadway stykker.”

I løbet af Glee’s seks sæsoner, gæsteoptrådte Jonathan Groff dog i rollen som Jesse St. James, romantisk objekt for Lea Micheles Rachel Berry, i 14 episoder i alt. Han kom i 2014 med i tv-serien Looking om tre bøsser i San Francisco og har siden fortalt, at det var hans medvirken i den serie der fik ham til at acceptere sin homoseksualitet. Før da havde han følt skam over at være bøsse i seks år siden sit udspring som 23-årig i 2008.