Og så har den queer sanger også en tv-dokumentar på vej hvor man bl.a. kan erfare at Freddie Mercury ikke ville ha’ brudt sig om at blive kaldt queer.
MUSIKNYHED af Michael Andersen
Den 42-årige amerikanske
sanger Adam Lambert har mange jern i ilden. Sidste år udgav han albummet High
Drama med covernumre, og den 19. juli er han klar med en ny EP med selvskrevne
sange som får titlen Afters. Og så er han vært i en ny tv-dokumentar om den
queer musiks historie med titlen Adam Lambert: Out, Loud & Proud.
To af sangene fra den kommende
Afters EP er allerede udkommet. De hedder Lube og Wet Dream og Adam Lambert
optrådte med dem til en gratis koncert med titlen Outloud under WeHo Pride
Weekend i West Hollywood. Det kan man nu se på YouTube, og Adam Lambert fortalte
i forbindelse med udgivelsen hvad der har inspireret sangene der stilmæssigt er
milevidt fra hans Prince-inspirerede Velvet-album fra 2020: ”Jeg skabte begge
disse sange med gode venner og indspilningerne var fulde af latter og glæde.
Den frihed vi skrev disse sangtekster med, er bevis på et nyt kapitel af min
kunstneriske rejse hvor jeg nægter at redigere eller filtrere mig selv. Begge
sange er om forbindelse og frygtløst at forvandle fantasi til virkelighed.”
”At skabe Afters har været
sådan en befriende erfaring da jeg valgte at skabe en EP med housemusik der er
uforskammet queer og sex positiv,” fortsatte han. ”Jeg holder mange housefester
og mit mål var at skabe et soundtrack inspireret af vilde nætter, for at give
stemme til vores miljøs hedonistiske begær og udførelser. Jeg følte mig mere
selvsikker end nogensinde og ville være skamløst rå og virkelig med lytteren.
Afters er ment til at få dig til at bevæge dig, svede, fantasere og forbinde!”
Se med når han fremfører Lube
på YouTube lige her:
Dansk kæreste
I den nye tv-dokumentar Adam
Lambert: Out, Loud & Proud snakker Adam Lambert med Brian May og Roger
Taylor fra Queen om hvordan LGBTQ+-stjerner som Freddie Mercury var med til at
bane vejen for queer repræsentation i musikken. Brian May indskyder dog at ”ordforrådet
har ændret sig meget. ’Queer’ var et ord man ikke ville bruge. Jeg ville aldrig
have brugt det til Freddie, og han ville være blevet oprørt hvis vi havde. Han
ville ha’ sagt, ’jeg er ikke queer. Jeg er normal, skat.’ For ’queer’ betød
underlig og sær. Det er svært for os at tale om Freddie som en queer musiker.
Han ville sige, ’jeg er en musiker, skat. Det er alt jeg vil fortælle dig.’”
Adam Lambert håbede at hvis
Freddie Mercury ikke var død som 45-årig i 1991, men stadig var i live, så
ville han have udviklet sig til et punkt hvor han ville have været åben om sin
seksualitet. Nu er Adam Lambert så den åbent queer forsanger i Queen – siden 2012.
I dokumentaren snakker Adam
Lambert bl.a. også med Andy Bell fra Erasure og i en meddelelse forud for
premieren udtalte Adam Lambert at han sammenligner sig selv med engelske Will
Young, der lige som ham blev berømt i et tv-talentshow, men 10 år før: ”Når jeg
tænker på ikoniske queer musikere, så er de første der falder mig ind næsten
altid UK-kunstnere: Elton, Freddie, Bowie, Boy George. De var mine hjørnesten
og det føltes som et rigtig spændende sted at dykke ned i,” sagde han.
Det er stadig uvist hvornår
dokumentaren får dansk premiere, men Adam Lambert er siden februar 2021 kæreste
med Oliver Gliese der er ”innovationsforum”-assistent for Global Fashion Agenda
og fra Danmark.
Se Adam Lambert optræde med
Wet Dream på YouTube lige her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar