mandag den 28. oktober 2024

Joe Locke fra Heartstopper som bøsse i serie med hekse

Under indspilningerne til Marvel-serien Agatha All Along dansede han med heksene når Patti LuPone spillede musik og fortalte til Variety at han gerne vil vise han ikke er en ”one-trick pony”.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den 21-årige homoseksuelle skuespiller Joe Locke debuterede i rollen som Charlie Spring i Netflix-serien Heartstopper som for nylig lancerede 3. sæson. Heartstopper er baseret på en tegneserie, og det er Joe Lockes anden rolle også. Han spiller nemlig teenagersuperhelten Wiccan i Marvel tv-serien Agatha All Along som nu kan ses på Disney+. Wiccan er søn af Scarlet Witch fra Avengers og Agatha All Along udspringer da også af Avengers spin-off serien WandaVision som stadig kan ses på Disney+.

Plottet i Agatha All Along er at en teenager spillet af Joe Locke redder heksen Agatha Harkness spillet af Kathryn Hahn fra en besværgelse, og sammen begiver de sig ud på en færd ad den sagnomspundne Heksevej for at hun kan genvinde sine heksekræfter og han finde sandheden om hvem han er.

Den efterhånden 75-årige amerikanske musicalstjerne Patti Lupone medvirker også i Agatha All Along. Danske tv-seere husker hende nok især fra hendes gæsteoptræden i 7. sæson af komedieserien Will & Grace hvor bøssen Jack rendte på hende på en restaurant. Det var i 2005.

Den teenager Joe Locke spiller i Agatha All Along er også åbent bøsse og derved med til at diversificere Marvels film- og tv-serieunivers. Som serien skrider frem viser det sig endda at han ikke er den eneste homoseksuelle karakter i serien, der er den hidtil mest queer serie fra Marvels filmstudier. I Marvels tegneserieunivers er der efterhånden en pæn del LGBTQ-personer. I 2021 vandt miniserien Empyre hvori Wiccan giftede sig med Hulkling en GLAAD Award for Fremragende tegneserie.

Joe Locke og Kathryn Hahn

Vil også gerne spille hetero-roller
Da Agatha All Along havde premiere, fortalte Joe Locke til Variety at han føler et behov for at vise at han også kan spille hetero-roller efter hans første to roller i Heartstopper og Agatha All Along var bøsser. Han sagde: ”Der er dage hvor jeg aldrig vil spille en homo-karakter igen. De fleste af de roller jeg får tilbudt, er homo-karakterer.”

Han vil gerne vise han ikke bare er en ”one-trick pony” som "ham fyren fra Heartstopper". ”Hvilket i sig selv er et problem i industrien, eller et problem med mig og min internaliserede homofobi. Det ved jeg ikke,” sagde han og tilføjede om sin rolle i Agatha All Along at den har den slags dimensioner han kræver: ”Serien generer sig ikke for at vise hans queerhed, men den er ikke et definerende træk ved karakteren. Det er bare et lag af ham som en person.”

Han fortalte også, at under indspilningerne spillede Patti LuPone musik og så dansede alle heksene. Og Kathryn Hahn fortalte at da hun introducerede ensemblet som ”disse hekse og denne flotte troldmand,” irettesatte han hende og sagde, ”Nej, vi er ALLE hekse.”

Nyd dem på Disney+ lige her: Agatha All Along på Disney+

Varm op med traileren på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar