fredag den 24. januar 2020

Pop-geniet L Devine vil have sex


Hun skriver fængende sange om kærlighed og sex og er blevet udråbt til ”poppens fremtid” efter hits som Nervous, Like You Like That og Naked Alone. Nu er hun aktuel med singlen Boring People.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen

Den smukke 22-årige Olivia Devine er født og opvokset i den engelske kystby Whitley Bay. ”Da jeg er fra en lille by følte jeg ikke at jeg kunne være lige så åben om min seksualitet som jeg kunne et sted som London eller L.A. og jeg er virkelig heldig at jeg er kommet til at arbejde de steder og have venner de steder, for jeg har aldrig følt at jeg kan være mere åben om hvem jeg er end i en kreativ industri og i de steder i verden,” fortalte hun i et nyligt interview med Gay Times.

Som vordende sanger og sangskriver valgte hun dog at gøre karriere under navnet L Devine for at undgå at blive forvekslet med en pornostjerne. Og mon ikke L’et står for ”lesbisk”?

L Devine skrev kontrakt med pladeselskabet Warner Brothers og debuterede i sommeren 2017 med singlen School Girls. Der udkom en musikvideo med en akustisk udgave af sangen.

I efteråret 2017 fulgte EP’en Growing Pains med en akkompagnerende 10-minutters video med smagsprøver på de 5 sange. I videoen stod L Devine åbent frem som lesbisk med en ”j’adore girls” t-shirt og havde for øvrigt også kun piger med i videoen, der nu har over 850.000 visninger på YouTube. Udover debutsangen School Girls bød EP’en på sangen Like You Like That hvortil der udkom en video i starten af 2018 der nu er oppe på over 705.000 visninger på YouTube.


Inspireret af kærlighed
L Devine er først og fremmest inspireret af kærlighed og fortalte i et 2019-interview med Billboard: ”Jeg laver popmusik og grunden til at jeg elsker popmusik er fordi du kan bryde reglerne og konstant genopfinde din lyd.”

Og det gjorde hun også da hun i efteråret 2018 udgav singlen Peer Pressure der var lidt mere funky og dansabel end hendes tidligere sange og mindede om Prince.

Kort efter udkom singlerne Can’t Be You og Nervous hvor sidstnævnte blev hendes hidtil største hit med mere end 1.705.000 visninger på YouTube. De tre singler kom med på EP’en Peer Pressure i november 2018 hvortil der udkom en 9-minutters video på YouTube hvor L Devine præsenterede de i alt 6 sange på EP’en. I videoen med over 503.000 YouTube-visninger så man blandt andet en asiatisk kvinde med afbleget hår smyge sig op af L Devine.

På EP’ens åbningsnummer Daughter sang L Devine til en mor at hun altså havde forelsket sig i hendes datter. Hun fortalte i 2019-interviewet med Billboard: ”Jeg skriver om mit liv. Jeg laver musik og jeg er tilfældigvis også homoseksuel, så… Jeg ville uundgåeligt komme til at udgive en sang om mig forelsket i en pige. Jeg vil lave musik der handler om mit liv og at være homo er mit liv, så sådan er det.”

Du kan se videoen til Peer Pressure på YouTube lige her:


Vil have sex
Allerede i maj 2019 fulgte L Devine op på Peer Pressure EP’en med den fængende og sexede single Naked Alone som var et samarbejde med electro-pop duoen INDIIA. L Devine fortalte Billboard at INDIIA diskede op med et ”groove” og så skrev hun sangen derudfra, men at det var en sang som hun skrev da hun lige var flyttet til London og følte sig ensom. ”Jeg skriver om mit liv,” gentog hun til Billboard: ”Og nogle gange vil jeg gerne have sex.”

”Jeg er en ung pige. Jeg er i mine tyvere og jeg føler sådan nogle gange,” fortsatte hun. ”Og jeg ved at så mange andre mennesker også føler sådan. Nogle gange vil man bare have en med sig i sengen til at holde sig varm.”

Der udkom kun en lyrikvideo til Naked Alone der dog alligevel sneg sig op på over 450.000 YouTube-visninger, men en video med en liveudgave ligger på YouTube. Deri tager L Devine en kunstpause mens hun kigger på sin mandlige keyboardspiller fremføre en fin lille dans. Se den selv lige her:


Træt af lor**t
I oktober 2019 udkom singlen Peachy Keen som samplede Kim Carnes-hittet Bette Davis Eyes fra 1981 og i december fulgte en video med en skøn akustisk udgave. Nu har L Devine så lige udgivet singlen Boring People. ”Det er stort set en sang om mig der bliver træt af mig selv og alt mit l**t,” fortalte hun i en pressemeddelelse. Til Gay Times sagde hun: ”Inspirationen kom fra konceptet af at vi alle er ens. Lige meget hvor forskellige vi tror vi er fra hinanden, så går vi alle sammen igennem det samme møg.”

Du kan se videoen om hendes ”kedelige dagligdagsrutiner” på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar