Den kontroversielle sanger
veksler mellem det kyniske bedrag og det håbefulde romantiske på sin nye EP
Imperfect.
MUSIKANMELDELSE af
Michael Andersen
Den engelske sanger Joe
Copplestone med kunstnernavnet Lostchild har selvudgivet en EP om året siden 2016.
Hans musik er inspireret af elektronisk pop fra 80erne og hans tekster er ofte
meget ærlige uden at de nødvendigvis er flatterende for ham selv, som i sangen
Jokes på hans nye Imperfect EP. Her synger han stort set at han bare løj når
han sagde han elskede sin kæreste og nu er det slut. Farvel. Lige på og hårdt.
Råt for usødet. Koldt og kynisk.
De andre fire sange på EP’en
er dog knap så kyniske. Åbningsnummeret Imperfect er en slags pride-statement i
stil med Madonnas Like It Or Not hvor Lostchild konstaterer at andre ikke kan
elske en hvis man ikke elsker sig selv. Han er hvad han er og man kan elske ham
eller lade være. Han ved godt han ikke er perfekt.
På sangen Barely Alive
handler det om Lostchilds fortid hvor han ramte bunden som stofafhængig. På sin
Facebook-side skrev han for nylig at det var 776 dage siden han sidst brugte
stoffer eller drak, men ”jeg føler mig stadig plaget af de minder.”
Du kan læse mere om
Lostchilds svære tid i Eskapismes musikerportræt af ham lige her: Lostchild: Popmusik for outsidere
Glade party-sange
Soothe ’20 er en
opdateret udgave af den Sade-inspirerede, atmosfæriske Soothe fra Lostchilds debut-EP
Dancing With Boys fra 2016. Det er rigtigt nok også en lille perle der
fortjener lidt ekstra opmærksomhed selvom den også handler om et forhold hvor
han ikke gengælder kærestens følelser. Men teksten er knap så brutal som i
Jokes og musikken er sådan ret sexet.
Lostchilds glade
party-nummer Love Finds A Way er inspireret af at være adskilt fra kæresten Tin
under Corona-nedlukningen. Det lyder som glad 90’er-dancepop og teksten er både
længselsfuld og romantisk og håbefuld. Det er dejligt opløftende efter tre
sange i rap om de negative ting i livet.
Efter en akustisk udgave
af titelsangen der slet ikke er så akustisk igen, men byder på mere sparsom
elektronisk instrumentation, afrundes Imperfect med et remix af titelsangen der
er meget bedre end de to andre udgaver på EP’en. Det er smittende festligt og
man bliver i godt humør af at høre det.
YouTube har blokeret for
danskernes adgang til Lostchilds video til Imperfect, men på sin Facebook-side
har Lostchild delt videoer hvor han synger et par af sangene fra EP’en i sit
soveværelse. EP’en er på iTunes og hvis du køber Soothe ’20, Love Finds A Way
og Imperfect (Ghalali Remix) så har du de gode sange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar