fredag den 18. september 2020

Albumaktuelle Bright Light Bright Light’s seksualitet har været ”en massiv hjælp”

Han har varmet op for Scissor Sisters, Elton John, Erasure og Cher. Nu er han aktuel med sit 4. album, Fun City, der byder på duetter med alle hans LGBT-musikvenner.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen 

Den nu 37-årige Rod Thomas er født i Wales. Han er inspireret af house og synth-pop og tog kunstnernavnet Bright Light Bright Light efter en replik fra Gizmo i filmen Gremlins fra 1984. Han flyttede til London og udgav debutsinglen Love, Pt. II i 2010 og den kom med på debutalbummet Make Me Believe In Hope i november 2012. Videoen til sangen Disco Moment fra albummet scorede over 111.000 visninger på YouTube og Bright Light Bright Light scorede æren af at varme op for Scissor Sisters til deres koncerter i England.

Debutalbummet Make Me Believe In Hope blev i 2013 udgivet i en Blueprints-særudgave og i 2019 udkom en Deluxe Edition. Men tilbage i 2013 var Bright Light Bright Light ikke sprunget ud som bøsse endnu. I videoen til In Your Care fra det andet album Life Is Easy kan man således se en skildring af heteroseksuel længsel.

Albummet Life Is Easy udkom i sommeren 2014 og indeholdt duetten med Elton John I Wish We Were Leaving, men Elton John medvirker ikke i videoen der skildrer et heteroseksuelt teen-forhold og som YouTube nu har blokeret for danskere.

Videoerne til I Believe og An Open Heart klarede sig alligevel også langt bedre med henholdsvis over 111.000 visninger og 191.500 visninger på YouTube. I Believe er et house-style dance track og i videoen er Bright Light Bright Light hoppet i en pool fyldt med både mænd og kvinder. Se den selv på YouTube lige her:

Opbakning fra Elton John
I 2014 og 2015 turnerede Bright Light Bright Light som opvarmning for Elton John. I et 2019-interview med Vibes of Silence fortalte Bright Light Bright Light hvordan han lærte legenden at kende: ”Elton mødte jeg for lang tid siden gennem hans managementfirma. Han er en stor fan af musik, så han holder altid øje med nye kunstnere og elsker at række ud og hjælpe hvis han kan. Han blev sådan en vidunderlig mentor for mig og har været en af mine bedste venner og største ”cheerleadere” i min karriere.”

I juli 2016 udkom singlen All In The Name hvorpå Elton John igen medvirkede på sangen men ikke i videoen der alligevel fik over 119.000 visninger på YouTube. Singlen kom med på Bright Light Bright Light’s tredje album Choreography der også inkluderede singlen Running Back To You med en video der lignede den til All In The Name hvor Bright Light Bright Light fremførte en koreografi sammen med nogle dansere.

Albummet Choreography bød endvidere på duetter med Jake Shears fra Scissor Sisters og skuespilleren Alan Cumming.

I november 2016 udgav Bright Light Bright Light EP’en Cinematography med 6 cover-numre. Den lavede han to opfølgere til hvoraf den tredje fra november 2017 havde juletema. EP’en Tales Of The City fra sommeren 2017 bød dog på originale sange fra Bright Light Bright Light der nu var flyttet til New York. I videoen til singlen Into The Night holdt han hånd med en mand til over 137.000 visninger på YouTube. Se selv videoen på YouTube lige her:

Homoseksualitet både en hindring og en hjælp
I et interview med Exeposé i januar 2018 fortalte Bright Light Bright Light om processen med at blive åben omkring sin seksualitet over for offentligheden. ”Jeg synes det er vigtigt for kunstneres fornuft at de kan være ærlige om hvem de er og præsentere dem selv på en måde de er komfortable med,” sagde han.

”Jeg synes det er vigtigt for unge LGBTQ+ mennesker at have forbilleder de kan være inspireret af, se op til og finde håb i,” fortsatte han, men tilføjede: ”Men jeg synes ikke nogen skal presses til at udlevere personlig information som de ikke synes er relevant for deres kunstneriske skabelser hvis de stadig er i en afklaringsproces. Jeg hader ”åh se hvem der ENDELIG sprang ud – sikke en overraskelse!”-tilbageslaget mere end noget andet. Jeg var personligt meget mere glad efter at være sprunget ud, og at være i stand til at tale ærligt om min seksualitet i sangtekster og interviews er sådan en velsignelse, MEN… Jeg ved det ikke altid er simpelt for alle.”

I september 2017 skrev Bright Light Bright Light i et åbent brev til Hiskind om hans seksualitet havde været en karrieremæssig forhindring. ”Det er klart den almindelige antagelse så det alene betyder ”ja.” Nogle gange får man tillagt et ekstra tillægsord og man er en ”homoseksuel musiker” hvilket er lige så flatterende som de ”kvindelig trommeslager” eller ”sort skuespiller” etiketter man ser i mindre kreative medier.”

”Jeg har aldrig personligt oplevet det ”skjul venligst din seksualitet” råd der er så veldokumenteret i film-, musik- og sportsverdenen,” fortsatte han, ”og jeg husker ikke nogen der aktivt diskriminerede imod min musik alene på grund af min orientering, men jeg har helt klart mærket omfavnelsen fra LGBTQI-musikmiljøet, så man kunne i kontrast sige at min seksualitet har været en massiv hjælp.”

Nyt album med LGBT-vennerne
I april 2018 udgav Bright Light Bright Light live-albummet Live Is Easy: On Tour with Erasure der også fungerede som et greatest hits album. Det inkluderede en optagelse af Running Back To You fra Royal Arena i København.

I et 2019-interview med Vibes of Silence fortalte Bright Light Bright Light hvordan han lærte Erasure at kende: ”Jeg mødte Erasure ved at bytte remix med Vince Clarke. Han lavede at remix af Running Back To You og jeg remixede et band på hans pladeselskab efter at en fælles ven på Mute formidlede kontakten. Vi boede også ret tæt på hinanden i Brooklyn så vi mødtes og blev venner. Da det blev tid til en turné syntes flere mennesker i Erasure-lejren at vi ville passe godt sammen og jeg havde SÅDAN en god tid på touren med dem. De er mit yndlingsband.”

I september 2018 udgav Bright Light Bright Light EP’en Tough Love og året efter fik han også æren af at varme op for Cher på hendes Europa-turné, inklusiv i Danmark.

I foråret udgav Bright Light Bright Light singlen This Was My House med Madonnas back-up sangere fra hendes turnéer i 90’erne, Niki Harris og Donna De Lory. Sangen lyder da også passende som 90’er housepop og var en forløber for Bright Light Bright Light’s nye album Fun City som bortset fra disco-singlen I Used To Be Cool består af duetter med andre LGBTQ+-kunstnere, deriblandt Jake Shears igen og Andy Bell fra Erasure.

I et nyligt interview med Gay Times fortalte Bright Light Bright Light om det nye album: ”LGBTQ+ liv er temaet. Jeg ville lave et album som viser vores miljø – alle dets højde- og lavpunkter, succeser og tab. Med al den stigning i anti-LGBTQ+ retorik, xenofobi og tilbagerullen af rettigheder syntes jeg det var vigtigt at lave et album som en stadfæstelse af at alle fortjener at føle sig sikre, værdsat og hørt.”

Det kan han så sige til YouTube der har blokeret danskernes adgang til hans musikvideoer fra Fun City, men du kan streame albummet ”whereever” eller købe det som CD fra CDON eller imusic lige her: https://www.imusic.dk/music/0020286232339/bright-light-bright-light-2020-fun-city-cd

Ingen kommentarer:

Send en kommentar