Det imponerende debutalbum Glitchcraft er inspireret af videospil og i hans nyeste musikvideo til All Hearts tager Glass Battles på en rejse til Corona-isolation på Mars.
MUSIKERPORTRÆT af Michael
Andersen
Han bor i Los Angeles men
kommer fra den frisindede by Pittsfield i Massachusetts i USA hvor han kunne
være sig selv uden den store fordømmelse fra omgivelserne. Iblandt den første
musik han selv købte, var danske Aquas album Aquarium og hans forældre tog ham
med til U2-koncert da han var meget ung. Disse forskellige musikalske rødder
afspejler sig i hans egen musik for nu er Sean Augustine nemlig vokset op til
at blive sanger, sangskriver og sin egen producer under kunstnernavnet Glass
Battles.
I et interview med
Billboard Pride ærgrer Glass Battles sig over aldrig at have oplevet David
Bowie og Prince live, men han har set andre af sine musikalske inspirationer
optræde, deriblandt Garbage, Robyn, Nine Inch Nails, Muse, Kylie og Goldfrapp.
Ja, han har en bred smag, og det kan høres på det selvudgivne debutalbum Glitchcraft,
Vol. 1: Temptation in the Garden at Dark med de fede singler Pfeiffer, All
Hearts, Septilizine og Hypnogogiac.
Sangen Hypnogogiac starter
ligesom Nine Inch Nails’ 1994-hit Closer, men går hurtigt over i Glass Battles’
egne ideer og formår at være et rigtig fedt nummer på sine egne præmisser, og
det er typisk for Glass Battles: Man hører inspirationerne samtidigt med at han
formår at skabe sin egen, unikke lyd.
Glass Battles har på konceptalbummet
Glitchcraft draget inspiration fra videospil og påtager sig flere identiteter
undervejs: Fristeren, Medføleren, Beskytteren og Heksen.
Du kan se Glass Battles
som heksen i den eventyrlige rollespilsagtige video til sangen om giftige
relationer, Septilizine, på YouTube lige her:
Sci-fi video om isolation
Under Corona-isolationen
havde Glass Battles ikke bare god tid til at praktisere sin interesse for
transcendental meditation og astral projektion – han begyndte også at lave egne
animationer til sine selv-instruerede musikvideoer. Først kom der en sangtekstvideo
til sangen Pfeiffer, og nu er der lige kommet en ambitiøs 8-minutters science
fiction-inspireret video til den netop genudgivne single All Hearts.
Glass Battles lærte sig
selv at bruge 3D-animationsteknologi ved hjælp af online manualer, købte en grøn
skærm og et astronautkostume og filmede det hele med sin iPhone 8. Han fortalte
til Billboard Pride at det var en god måde at lave noget relevant, sjovt og
spændende under den svære Corona-nedlukning.
“Som så mange mennesker måtte
jeg forholde mig til følelser af isolation, angst og bare fremmedgørelse fra
virkeligheden da karantænen begyndte,” fortalte han. ”Jeg havde også Covid, så
jeg følte mig bare helt til søs over alting. Jeg kanaliserede det ind i
hvordan det ville føles at bo på Mars og at din eneste ven var et hologram.”
Du kan se resultatet af
hans anstrengelser på YouTube lige her, men vær opmærksom på at musikken (og den bare overkrop) først
starter tre minutter inde i videoen:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar