mandag den 31. august 2020

X-Men spin-off med lesbisk romance får endelig bio-premiere


Superheltefilmen New Mutants får premiere den 3. september. Instruktøren Josh Boone fortæller om den lesbiske romance og disser samtidigt det lesbiske kys i Star Wars Episode 9.

FILMNYHED af Michael Andersen

Filmen om New Mutants er tænkt som værende den første superheltefilm i gyserfilmsgenren. Fem unge mutanter med superkræfter holdes indespærret på en institution hvor de hver især må konfrontere deres dæmoner. Blandt de fem nye mutanter er Rahne Sinclair der kan transformere sig til en ulv. Hun spilles af Maisie Williams fra tv-serien Game of Thrones. Og så er der Danielle Moonstar der har mentale kræfter. Hun spilles af Blu Hunt. Og de to udvikler en romance i løbet af filmen.

”Jeg ville i virkeligheden lave en teen-film mage til en John Hughes-film, ligesom en Breakfast Club,” fortalte instruktøren af New Mutants, Josh Boone, i et nyt interview med Bleeding Cool. ”Jeg ville gøre hvad Josh Whedon gjorde for årevis siden i (tv-serien) Buffy og have en homo-romance – en vaskeægte homo-romance. Det fungerede så organisk med det materiale i tegneserien (som filmen er baseret på) og den måde disse piger interagerede på. Vi prøvede bare at få alle de ting med som vi elsker og ikke så i film mere og som vi følte en superheltefilm kunne rumme.”

Rahne og Danielle ser gamle episoder af Buffy the Vampire Slayer. i New Mutants

Disser Star Wars
I en udtalelse til TooFab kritiserede Josh Boone det lesbiske kys i Star Wars som et eksempel på pinlig LGTB-repræsentation - det var bare nogen i baggrunden som blev blæst op til det helt store i medierne – så man må formode han gør det bedre i New Mutants.

Blu Hunt der spiller den ene halvdel af den lesbiske romance, talte også med TooFab og sagde at rollen kom naturligt og organisk til hende da hun også har prøvet at date piger i virkeligheden så hun udforskede bare den side af sig selv i filmen.

New Mutants får efter mange forsinkelser og udskydelser nu endelig biografpremiere med dansk premiere torsdag den 3. september. Se traileren og læs mere om filmen her: Lesbisk romance i New Mutants-filmen?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar