søndag den 22. marts 2020

Adam Lambert vil føle noget på nyt album


Når han ikke turnerer med Queen laver Adam Lambert sin egen musik. Hans Velvet-album er ude nu, men det er knap så funky som forsmags-EP’en Side A.

MUSIKANMELDELSE af Michael Andersen

38-årige Adam Lambert har været åben om sin homoseksualitet lige fra starten af sin karriere hvor han blev nummer to i tv-talentkonkurrencen American Idol i 2009. Han har efterfølgende udgivet tre solo-albums og medvirket i fem afsnit af tv-serien Glee sæson 5 udover jævnligt at turnere med Queen-medlemmerne Brian May og Roger Taylor.

Nu er Adam Lambert aktuel med albummet Velvet som samler en række singler samt Velvet: Side A EP’en der udkom i efteråret. Så bortset fra de tre nye sange, Velvet, On The Moon og Love Don’t, har man hørt det hele før. Men så kan man jo vurdere helhedsindtrykket og det lyder umiddelbart til at det bedste blev serveret på Velvet: Side A EP’en. Den bød på imponerende funky Prince-inspirerede dansenumre som Superpower, Stranger You Are og Loverboy, og dem lægger Velvet albummet også stærkt ud med efterfulgt af Roses med den legendariske discoproducer Nile Rodgers, men derefter skrues der ned for tempoet på festen.

Velvet åbnes med ordene ”I’ve been feeling nostalgic” og hele albummet lyder da også stærkt præget af musikalske stilarter fra 70’erne og det er skam god inspiration. 70erne var jo sådan meget discofunk og glam rock og det er stilarter der passer fint til Adam Lamberts stemme.

Adam Lambert har tidligere fortalt til Billboard at singlen New Eyes var inspireret af kæresten Javi Costa Polo, men da de to ikke længere er sammen er vokalen blevet fjernet fra sangen så det er en ren instrumental udgave der er at finde på Velvet-albummet.

Velvet afsluttes med den smukke og gribende ballade Feel Something og ønsket om bare at ville føle noget hænger ligesom i luften længe efter musikken er stoppet. Det er skønt med sange der har noget på hjerte.
Du kan se Adam Lambert’s nye video til titelsangen Velvet, hvori han skræddersyr sin ideelle mand, på YouTube lige her:

torsdag den 19. marts 2020

Jada Michael: Freak med kurver

                                                               
R&B og soul-sangerinden har netop udgivet singlen Freak med en erotisk video hvor hun synger om og danser med en anden kvinde.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den nu 21-årige Jada Michael udgav sin debutsingle Breathe i starten af 2019 og videoen opnåede over 1.175.000 visninger på YouTube på trods af at den handlede om en "lady". Men Jada Michael, der er vokset op i Miami, vil ikke sættes i bås som lesbisk og identificerer sig i stedet som queer under LGTBQ-fanen.

I sommeren 2019 fulgte singlen singlen Coolin’ It med b-siden So Good To Me og videoen til Coolin’ It nåede også over en million visninger på YouTube selvom den havde queer indhold. Nu er hun aktuel med singlen Freak og i videoen folder hun sig ud som en sexbombe i selskab med en tatoveret kvinde.

”At udgive denne sang er et stort skridt fremad for mig,” fortalte hun til Billboard. ”Jeg slås med følelsen af endnu ikke at vide hvordan jeg fuldt ud udtrykker hvem jeg er i mit arbejde, men denne sang og video reflekterer alt jeg har lært indtil videre om hvordan man opnår autencitet. Med fokus på at være ærlig om mig selv var jeg også i stand til at repræsentere mine smukke fællesskaber. Jeg flager for min kropstype, min seksualitet og min kærlighed til den person jeg er. Jeg kunne ikke være mere glad.”

Du kan selv se videoen til Freak på YouTube lige her:

søndag den 15. marts 2020

Kys skaber modstand før premiere på Marvel-film


Homofobisk mødregruppe truer med at boykotte superheltefilmen Eternals pga. et kys mellem to mænd som Marvel-chefen Kevin Feige har sloges for at få med i filmen.

FILMNYHED af Michael Andersen

Mark Ruffalo, der spillede Hulk i Marvel’s Avengers-film, fortalte fornylig i et interview med The Independent at Marvel-chefen Kevin Feige var tæt på at sige sit job op over manglen på diversitet og repræsentation i Marvels superheltefilm. Han ønskede film om kvindelige superhelte, farvede superhelte og LGTB-superhelte.

Kevin Feige vandt kampen mod Disneys aktionærer og efter succesen med den farvede superhelt Black Panther og den kvindelige superhelt Captain Marvel er turen nu kommet til en LGTB-helt, men dog ikke i sin egen film. Det bliver superhelten Phastos i den kommende ensemble-film Eternals med forventet premiere til november. Kevin Feige har selv tidligere fortalt i Good Morning America at Phastos vil være gift og have børn.

Phastos bliver spillet af Brian Tyree Henry og hans mand af Haaz Sleiman som fornylig har fortalt at filmen vil inkludere et kys mellem de to mænd. Det har fået de homofobiske kvinder i den amerikanske kristne organisation One Million Moms helt op i det røde felt.

One Million Moms meddelte: ”Marvel har besluttet at være politisk korrekt i stedet for at levere familievenlig underholdning. Marvel skulle holde sig til at underholde og ikke promovere en agenda. Som mødre vil vi alle gerne vide hvornår Marvel forsøger at underminere vores familie ved at normalisere LGTB-livsstilen. Medmindre Marvel fjerner den homoseksuelle superhelt og homo-kysset vil min familie ikke se denne film. Jeg vil opfordre mine venner til at gøre det samme. Marvel har ikke givet konservative andre valg end at undgå Eternals.”

Gruppen har efter sigende mindre end 100.000 medlemmer og selvom den vitterligt talte en million mødre, ville de stadig udgøre under to procent af det samlede antal mødre i USA. Så mon ikke Disney og Marvel bare griner af dem hele vejen til banken?

torsdag den 12. marts 2020

Lesbisk romance i New Mutants-filmen?


X-Men spin-off filmen får biograf-premiere den 8. april og byder efter sigende på homo-romantik mellem to af superheltinderne.

FILMNYHED af Michael Andersen

De populære X-Men superhelte-film har tidligere affødt spin-off filmene om Deadpool hvori der medvirkede en lesbisk mutant ved navn Negasonic Teenage Warhead i en birolle. Hun fik sig en kæreste i den 2. Deadpool-film. Nu forlyder det at endnu en X-Men spin-off film, New Mutants, også vil byde på lesbisk romantik.

Filmen om New Mutants er tænkt som værende den første superheltefilm i gyserfilmsgenren. Historien er baseret på en Marvel-tegneserie af Chris Claremont og Bill Sienkiewicz fra 1984 hvori en af de unge teen-mutanter der udgør gruppen plages af en ”bjørnedæmon.” I film-udgaven holdes de fem nye mutanter indespærret på en institution hvor de hver især må konfrontere deres dæmoner.

Blandt de fem nye mutanter er Rahne Sinclair der kan transformere sig til en ulv. Hun spilles af Maisie Williams fra tv-serien Game of Thrones. Og så er der Danielle Moonstar der har mentale kræfter. Hun spilles af Blu Hunt.

Maisie Williams har netop fortalt Entertainment Weekly at Rahne og Dani har en telepatisk forbindelse i tegneserien som de ønskede at udvikle i filmen: ”Hvis de virkelig kunne forstå hinanden på det niveau, så ville man nok ende med at forelske sig i den person.”

Hun påpeger dog at deres forhold ikke er noget der tales meget om i filmen. ”Det er ikke en historie om disse to karakterer der forstår deres seksualitet. Det er ikke centreret omkring dét og de sætter ikke nødvendigvis et navn på det. Det gør ingen andre heller og ingen stiller spørgsmålstegn ved det.”

Så man skal nok ikke lige forvente sig det helt store, når man bevæger sig ind for at se filmen, men lidt har også ret. Du kan se traileren til filmen på YouTube lige her: 

onsdag den 11. marts 2020

Ronen Rubinstein om homo-romancen i 9-1-1: Lone Star

T.K. & Carlos
I et nyligt interview med ET Online fortæller skuespilleren om forholdet mellem hans brandmand og en politibetjent i tv-serien der for tiden kan ses tirsdage kl. 21 på Xee.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Tv-serien 9-1-1: Lone Star følger alarmberedskabet i byen Austin i Texas og er blevet bemærket for at byde på en romance mellem brandmanden T.K. Strand spillet af Ronen Rubinstein og politimanden Carlos spillet af Rafael Silva. T.K. og hans kræftramte far spillet af Rob Lowe er nytilflyttere til byen. De kommer fra New York hvor T.K. fik sit hjerte knust da hans sjælepartner forlod ham for en anden.

Da T.K. indleder sig med Carlos er det mest bare for at få noget sex, men Carlos synes T.K. er en 10’er og vil gerne have et reelt kæresteforhold. I de foreløbige 10 afsnit af serien følger man så deres romance, men der er dog episoder hvor de to pæne unge mænd slet ikke har nogen scener sammen.

I interviewet med ET Online fortæller Ronen Rubinstein at forholdet mellem de to bøsser i uniformer har været seriens mest omtalte emne: ”Det er et særligt øjeblik for tv og for dette par at blive portrætteret og repræsenteret på tv fordi det er et par som man normalt ville se på kabel-tv eller streaming. At (co-producer) Ryan Murphy og forfatterne er villige til at vise det i den bedste sendetid, det er ret stort. Jeg er mere end beæret over at være en del af det.”


Elsket samarbejde
Ronen Rubinstein fortæller videre at han elsker at forfatterne beskriver T.K. og Carlos’ forhold som en normal ting: ”Ofte, når man ser et homo-par på tv, så er der noget meget dramatisk og sædvanligvis trist involveret med det. Og her er det bare, ”yeah, det her er bare normalt. Det her er bare som det er.” Det er som hvis det var et hetero-par på tv.”

”Det gode ved T.K. og Carlos er at på papiret ligner det et perfekt forhold, men man må huske på at T.K. gennemlever så meget i sit eget liv. Og oven i det, så er T.K. og Carlos begge i første beredskab og det er en af de mest stressfulde karrierer man kan vælge som brandmand og politimand. Det er et forhold som må vokse med tiden for at blomstre til noget smukt og det ser man klare glimt af. De er klart ekstremt glade for hinanden, men jeg tror de begge er på meget kritiske tidspunkter i deres liv – især T.K. Jeg ønsker det bedste for deres forhold.”

”Mit ønske er selvisk fordi jeg bare elsker at arbejde sammen med Rafael Silva. Jo flere scener jeg kunne dele med ham, des gladere ville jeg være.”

Den danske tv-kanal Xee har netop vist 7. episode af serien der genudsendes flere gange i løbet af ugen.

mandag den 9. marts 2020

Sci-fi inspirerede Gregory Dillon: Er der en derude?


Den sexede 27-årige popsanger har netop udgivet en video til singlen Love Again fra hans kommende album Send Me Letters.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Gregory Dillon er fra staten New Hampshire i USA og udgav i juni 2018 debutsinglen Alone With You. Derefter fulgte singlerne Painted Blue i oktober 2018 og singlen Alien Boyfriend i februar 2019. I videoen til Alien Boyfriend dater Gregory Dillon en alien. Konceptet var inspireret af hans kærlighed til science fiction-film og nutidens form for online dating.

”Sangen og videoen var inspireret af nysgerrighed – søgen efter det ukendte,” fortalte Gregory Allen til Billboard. ”I sci-fi verdenen søger man efter intelligent liv. Men jeg mener mennesker går igennem det samme i kærligheden. Man spørger virkelig sig selv om der er nogen derude til dig – en der vil tage dig som du er. Dating i det 21. århundrede kan være rigtigt forvirrende.”

I 2019-videoen til singlen Where We’re Going ses Gregory Dillon dog omfavne en vaskeægte mand fra her på jorden. I 2019 udgav han også singlen Vacuum og i interviewet med Billboard nævnte han sangerinder som Kim Petras, Lana Del Rey og Lady Gaga såvel som den homoseksuelle popstjerne Troye Sivan som sine inspirationskilder.

Nu har Gregory Dillon lige genudgivet singlen Love Again fra sidste år. Denne gang er der en akustisk udgave med på singlen samt lavet en musikvideo. Singlen er fra albummet Send Me Letters der udkommer senere på året og du kan se videoen på YouTube lige her:

fredag den 6. marts 2020

Abisha: Blød og sensitiv queer-sangerinde


R&B og popsangerinden med ring i næsen har netop udgivet EP’en Scorpio navngivet efter hendes stjernetegn.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den nu 24-årige Abisha er vokset op i en lille by i England. Hun fortalte sidste år i et interview med Gay Times at hendes mor er et meget spirituelt medium og Abisha betyder da også ”Herren er min far” på hebræisk.

Abisha sprang ud som lesbisk som 17-årig og syntes det var svært da der var mangel på især farvede homoseksuelle på landet. Da hun flyttede til London, følte hun sig frigjort og indså at hun ikke var så anderledes igen. Hun blev opdaget af en producer en aften hvor hun var på pub med nogle venner og i oktober 2017 udkom hendes debutsingle All That hvortil videoen nu har sneget sig op på over 85.000 visninger på YouTube.

I 2018 fulgte singlerne Project X, Nothing Matters og Confused hvor Abisha’s kæreste medvirkede i videoen til sidstnævnte. Abisha fortalte Gay Times at Confused var en meget personlig sang for hende og at hun fandt det vigtigt at vise andre homoseksuelle par, seksualiteter og racer: ”Jeg prøver at række ud til mennesker som føler sig anderledes og få dem til at føle at de hører til.”

Abisha, der arbejder som både DJ og fotomodel ved siden af musikkarrieren, vil ikke sættes i bås som R&B eller popsangerinde. På hendes nye EP med titlen Scorpio, lyder hun da også som lidt af begge dele på de fire sange der også er ude som singler. I videoen til Love Like This flirter Abisha og en anden ung kvinde lystigt med hinanden. Du kan selv se den på YouTube lige her:

onsdag den 4. marts 2020

Vanessa Williams mindes Ugly Betty


I starten af året begik den homoseksuelle Silvio Horta selvmord. Han var skaberen af den populære LGTB-inkluderende tv-serie Ugly Betty. Nu ser Vanessa Williams, der spillede divaen Wilhemina Slater, tilbage på serien som til stadighed bliver genudsendt på TV2 Zulu.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

I et interview med Sam Damshenas fra Gay Times fortæller Vanessa Williams at Silvio Hortas selvmord var chokerende. ”Min første følelse var at jeg ikke havde nogen ide om at han var så trist – at han havde det så dårligt. Det er horribelt.”

Hun fortsætter med at fortælle hvad hun synes han formåede at gøre med sin serie Ugly Betty: ”Bare se hvad han bragte på tv. Vi taler 2006. Marc Indelicato’s karakter havde forældre der støttede han var var bøsse, Alexis Meade var en trans, en indflydelsesrig sort kvinde der styrede en virksomhed… Hun var intellektuel, hun havde penge, hun var artikuleret og hun havde magt.”

”Silvio lyttede, tog chancer og flyttede grænser og du ville ikke have Glee og Jane the Virgin og alle disse shows (uden Ugly Betty),” fortsatte hun. ”Serien inddrog så mange emner og jeg var meget glad. Vi kunne snildt have fortsat i mange flere år, men det var en dyr serie og krisen ramte så de skaffede sig af med os.”

Hvis serien var fortsat forestiller Vanessa Williams sig at hendes karakter Wilhemina Slater stadig ville være ugift fordi hun er en for stor mundfuld. ”Selv hvis hun giftede sig ville det være kortvarigt. Hun bliver alt for hurtigt alt for irriteret over uduelighed og hun ville altid finde noget der skuffede hende i en mand. Hun ville være alene, bo i sit fantastiske penthouse og måske rejse verden rundt.”

Men hendes homoseksuelle assistent Marc ville altid være hos hende og give hende Botox.

Du kan læse om Silvio Hortas selvmord og mere om Ugly Betty lige her: Ugly Bettys skaber har begået selvmord