lørdag den 7. december 2019

Hjerteknust Adam Lambert udgiver Cher-cover


Mens vi spændt venter på Side B af hans Prince-inspirerede album Velvet har Adam Lambert udgivet sin gribende udgave af Cher’s 1998-hit Believe.

NYHED/MUSIKANMELDELSE af Michael Andersen

Cher er åbenbart et stort bøsseikon. Hun har gæsteoptrådt flere gange i tv-serien Will & Grace hvor karakteren Jack er en stor fan af hende og nu er det åbenbart blevet populært blandt homoseksuelle sangere at udgive covers af Cher-sange. Luke Evans har lige udgivet albummet At Last med et cover af Cher’s 1989-hit If I Could Turn Back Time og nu følger Adam Lambert trop med singlen Believe der i Lamberts udgave er blevet til en smuk ballade.

37-årige Adam Lambert, der sidst i september begejstrede med EP’en Velvet: Side A og hitsinglen derfra Superpower, optrådte for Cher selv med sin udgave af Believe i december sidste år. På opfordring fra sine fans har han nu udgivet en studieudgave af sit ”take” på sangen som sin julegave til dem. På sit Instagram-opslag hvor Lambert præsenterer sangen kalder han sig selv en ”queen” og det er nok ikke kun på grund af hans ”feminine” vokal på sangen men fordi han jo også turnerer med Queen og giver koncert med dem i Royal Arena i København den 1. juli 2020.

Believe handler om ulykkelig kærlighed og Adam Lambert har da også for kun en måned siden sagt farvel til sin kæreste, den spanske model Javi Costa Polo, der er rejst tilbage til sit hjemland. Singlen New Eyes var ellers skrevet om kæresten, men nu må Lambert så synge Believe om ham i stedet. Lamberts originale optræden med Believe rørte Cher til tårer og har over 3 millioner visninger på YouTube. Du kan selv se den lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar