søndag den 12. januar 2020

DJ Qualls fra Supernatural springer ud som bøsse


Efter at have medvirket i diverse tv-serier og film igennem mere end 20 år står den let genkendelige skuespiller nu frem som værende bøsse.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den 41-årige skuespiller gjorde sig først bemærket for sin medvirken i den klassiske ungdomsfilm Road Trip fra 2000 der siden har været vist mange gange på tv. I 2003 medvirkede han i science fiction-filmen The Core og med sin lidt særprægede, tynde fremtoning var han let at genkende da han efterfølgende tonede frem på tv-skærmene som gæstestjerne i adskillige tv-serier, deriblandt Lost, The Big Bang Theory og diverse krimiserier.

Siden 2011 er DJ Qualls jævnligt dukket op i den meget populære tv-serie Supernatural fra sæson 7 som jægeren Garth der prøver at løfte arven fra Bobby Singer med at være reserve-mand for Winchester-brødrene i opklaringsarbejdet af overnaturlige sager. Serien har mange homofans, hvilket der er blevet joket med på en god måde i diverse afsnit, og DJ Qualls får da også givet en krammer til Winchester-brødrene under en af sine gæsteoptrædender.

DJ Qualls, der nu har anlagt sig et fuldskæg, skrev på Twitter den 11. januar 2020: ”Jeg er lige sprunget ud på scenen ved et Jim Jefferies show i San Diego. Yep, jeg er bøsse. Har været bøsse hele tiden. Træt af at bekymre mig over hvad folk ville tænke om mig. Træt af at bekymre mig om hvordan det ville påvirke min karriere.”

Eskapisme byder nyheden velkommen og håber der kun er gode ting i DJ Qualls’ fremtid hvad angår både seksualitet og karriere.

lørdag den 11. januar 2020

Ugly Bettys skaber har begået selvmord


Silvio Horta stod bag den populære komedieserie om livet på et modemagasins redaktion med stjerner som America Ferrera og Vanessa Williams. Han blev kun 45 år.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den 7. januar 2020 blev tv-produceren og manuskriptforfatteren Silvio Horta fundet død på et motel-værelse i Miami. Han havde tilsyneladende skudt sig selv. Hans mor Anna og søster Hilda udtalte efterfølgende: ”Det er med stor sorg at vi meddeler vores kære bror og søn Silvio Hortas bortgang. Gennem hans venskaber, hans kærlighed og hans arbejde med tv og film rørte Silvio millioner af liv. Silvio kæmpede med afhængighed og depression, men igennem det hele fandt han altid en måde at vende sin kamp til latter på. Han var en rar og smuk mand. Han er måske borte men hans lys vil fortsat skinne.”

Silvio Horta blev født den 14. august 1974 i Miami af forældre fra Cuba. Han sprang ud som bøsse som 19-årig og fik sit karrieremæssige gennembrud med manuskriptet til gyserfilmen Urban Legend der fik dansk biografpremiere i 1999 og havde spirende stjerner som Jared Leto, Joshua Jackson og Tara Reid på rollelisten.

Efter at have skabt science-fiction tv-serierne The Chronicle og Jake 2.0 ramte han stort med komedieserien Ugly Betty i 2006. Serien varede fire sæsoner og vandt i 2007 en Golden Globe-pris for Bedste tv-serie – komedie eller musical. Hovedrolleindehaveren America Ferrera vandt samme år en Golden Globe som bedste skuespillerinde i en komedie.


Reddede liv med Ugly Betty
Ugly Betty var baseret på den colombianske ”telenovela” Yo soy Betty, la fea og mindede til at starte med også meget om filmen The Devil Wears Prada da Betty Suarez fik arbejde som assistent for redaktøren af et modemagasin. Ugly Betty fandt dog hurtigt sin helt egen stil og bød på både homoseksuelle og en transseksuel karakter, deriblandt Michael Urie som Bettys konkurrent Marc og Rebecca Romijn som redaktørens bror der gennemgår et kønsskifte og bliver til en kvinde.

Sjovt nok hed Bettys søster i serien Hilda ligesom Silvio Hortas egen søster og tv-seriens Hildas søn Justin udviklede sig til at blive en ung bøsse. Michael Urie fortalte da også at Silvio Horta ”nedbrød barrierer og reddede liv. (…) Jeg hører fra LGTBQ-mennesker hele tiden at serien hjalp dem.”

America Ferrera kommenterede Silvio Hortas død samme dag i et Instagram-opslag: ”Hans talent og kreativitet bragte mig og så mange andre glæde og lys. Jeg tænker på hans familie og nærmeste der må være i så megen smerte lige nu – og på hele Ugly Betty-familien som føler dette tab så dybt.”

Vanessa Williams der spillede den bitchy og intrigante diva Wilhemina Slater i serien, kom også ud med en kort kommentar på Instagram: ”Stadig i chok efter at have hørt den tragiske nyhed om vores Ugly Betty-skaber Silvio Horta. Hans kreativitet og lidenskab vil blive savnet af så mange af os der arbejdede med ham. Må han hvile i fred.”

Ugly Betty blev vist på TV2 Zulu og blev genudsendt mange gange på den kanal efter seriens finale i 2010. Ja, faktisk kører den igen på alle hverdage lige for tiden. Serien findes selvfølgelig også på DVD.

fredag den 10. januar 2020

Netflix har flest GLAAD Awards 2020-nomineringer


Downton Abbey og Rocketman er nomineret i film-kategorien, Batwoman, Supergirl og Star Trek: Discovery i tv-kategorien og Adam Lambert, Mika og Melissa Etheridge i musik-kategorien.

NYHED af Michael Andersen

Den 31. årlige GLAAD Media Awards-prisuddeling afholdes af to omgange – i New York tirsdag den 19. marts og i Los Angeles torsdag den 16. april 2020. GLAAD stod oprindeligt for Gay & Lesbian Alliance Against Defamation og priserne uddeles til medier som repræsenterer LGTB-mennesker fair, korrekt og inkluderende.

Alle film, tv-serier, musikalbums og tegneserier med LGTB-relevans kan nomineres af de over 700 frivillige GLAAD Media Awards-stemmeafgivere. De nominerede værker skal endvidere være ”dristige og originale”, have en vis påvirkning på mainstream kultur og være af høj kvalitet.

Årets nominerede er alle værker der blev udgivet i 2019 og blandt de mange kategorier er de mest interessante selvfølgelig mainstream-kategorierne film, tv, musik og tegneserier hvor der nås ud til hele verden. De øvrige kategorier som teater og journalistik er mest interessante for amerikanere.

I nogle kategorier er der så mange nominerede at man kan foranlediges til at tro at GLAAD nominerer rub og stub, men det er nu ikke tilfældet. Store 2019-albumudgivelser som Shura: Forevher og Luke Evans: At Last er for eksempel ikke at finde i musikkategorien.

Eskapisme ser her nærmere på de mest interessante nomineringer i mainstream-kategorierne.


Netflix fører med flest nomineringer
I kategorien ”fremragende film – udbredt distribution” er de største film selvfølgelig Downton Abbey der byggede videre på tv-serien af samme navn med en homoseksuel butler og Rocketman om Elton Johns liv.

Iblandt ”fremragende dramaserier” på tv er den populære science fiction-serie Star Trek: Discovery selvfølgelig nomineret for skuespillerne Anthony Rapp og Wilson Cruz’ roller som et homoseksuelt par, men de får hård konkurrence fra de lesbiske karakterer i de lige så populære superhelteserier Batwoman og Supergirl.

I ”fremragende komedieserie”-kategorien er Netflix repæsenteret med hele tre serier, Dear White People, One Day At A Time og Sex Education. Netflix er også repræsenteret i ”fremragende tv-film”-kategorien med Let It Snow og i ”fremragende miniserie” med både Tales Of The City og When They See Us. I de to kategorier får de dog konkurrence af HBO’s Deadwood: The Movie, Mrs. Fletcher og Years & Years. Men i ”fremragende børne- og familieprogrammer” står Netflix dog stærkest med hele tre nomineringer og sørme om Netflix ikke også er nomineret i ”fremragende reality-show” med Queer Eye.


Hård konkurrence i musik-kategorien
I ”fremragende tegneserie” er der ikke rigtigt noget der imponerer i år fra de to største forlag Marvel og DC Comics, men i ”fremragende musik-kunstner” bliver der hård konkurrence med nomineringer til både Adam Lambert for Velvet: Side A og Mika: My Name Is Michael Holbrook.

Det er Mikas første nomination til en GLAAD Media Award, mens Adam Lambert var nomineret i 2010 og i 2016 og vandt i 2013 med albummet Trespassing. Både Adam Lambert og især Mika fik overvældende rosende ord med på vejen af XQ28s anmelder for deres 2019-udgivelser, så begge ville være værdige vindere.

Melissa Etheridge er dog også med i kampen om at vinde med albummet The Medicine Show. Hun optrådte sammen med Adam Lambert til GLAAD Media Awards i 2018 med duetten I’m The Only One som kan ses på YouTube lige her:


For en komplet liste over årets nominerede i alle GLAAD Media Awards-kategorier, se GLAADS hjemmeside her: www.GLAAD.org

Ulykkelig kvinderomance i musikvideo fra Ava Caceres


Den 19-årige popsangerinde Ava Caceres flirter med skuespillerinden Bella Thorne i sin video til debutsangen Be Somebody’s.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Ava Caceres fortæller til Billboard at sangerinder som Barbra Streisand og Bette Midler var blandt inspirationskilderne til hendes sang Be Somebody’s. ”Denne sang var født ud af en tidsperiode som var følelsesmæssig svær og ud af ånden af at blive en helingsproces. Jeg tænkte på den styrke som disse kunstnere jeg så op til besad og jeg vidste at jeg måtte bære den samme mentale indstilling.”

I sangteksten prøver Caceres at bevare et positivt syn på hendes kærlighedsobjekt selvom hun ikke kunne nå ind til hende og fik sit hjerte knust. ”But if someone had to hurt me, I’m glad that it was you. Wish you well ’cause you deserve it,” synger hun storsindet,

I musikvideoen udspiller den ulykkelige forelskelse sig mellem to skuespillerinder på et teater hvor Ava Caceres som den lesbiske længes forgæves efter den anden, der spilles af Bella Thorne fra Disney tv-serien Shake It Up!

”Jeg håber Be Somebody er et vindue ind i sjælen for enhver der har brug for personlig accept og selvstændighed,” fortæller Caceres til Billboard. ”Mit største håb er at enhver – især dem der lider af et knust hjerte – kan leve sig ind i dette budskab om refleksion og marchere fremad vidende at man kan sejre uanset sin fortid.”

Be Somebody er en fin popsang og en lovende debut fra Ava Caceres. Du kan selv checke den stemningsfulde video ud på YouTube lige her:

mandag den 6. januar 2020

Taron Egerton og Elton John vinder Golden Globes


Egerton vandt trofæet for Bedste Skuespiller i en Musical for sin rolle som Elton John i den biografiske film Rocketman, mens Elton John selv vandt for Bedste Originale Sang i en Film.

FILMNYHED af Michael Andersen

Søndag den 5. januar 2020 blev de prestigefyldte Golden Globes-priser uddelt i Los Angeles. Priserne i filmkategorien plejer at være en god indikator for hvem der også kommer til at vinde en Oscar.

I år var den biografiske musicalfim Rocketman om den legendariske sanger Elton Johns liv nomineret til tre priser, men måtte se sig slået i kategorien Bedste Film – Musical eller Komedie af filmen Once Upon A Time… in Hollywood. Til gengæld vandt den heteroseksuelle skuespiller Taron Egerton prisen for Bedste Skuespiller i en Musical eller Komedie for sin præstation i rollen som Elton John. Han slog skuespillere som Leonardi DiCaprio, Daniel Craig og Eddie Murphy.

I sin takketale sagde Taron Egerton at rollen som Elton John havde ændret hans liv og at han var meget stolt af filmen. Han takkede Eltons mand David Furnish og til Elton selv sagde han: ”Tak for musikken, tak for at leve et ekstraordinært liv og tak for at være min ven.”

Elton John og hans sangskrivermakker igennem 52 år, Bernie Taupin, fik prisen for Bedste Originale Sang i en Film for (I’m Gonna) Love Me Again fra Rocketman. Taupin sagde: ”Det drejer sig ikke bare om en sang vi skrev til en film. Det drejer sig om en sang vi skrev til en film der handler om vores forhold.”

Du kan høre sangen på YouTube lige her:


Hed elskovsscene
Rocketman er selvfølgelig ude på både Blu-Ray og DVD og kan varmt anbefales. Den beskriver på gribende vis den rejse mange kunstnere må igennem – en gevaldig nedtur gennem sindets mørke afkroge før man kommer ud på den anden side som et bedre menneske.

Taron Egerton fortalte om rollen som Elton John i et dybdeborende interview med Attitude i juni 2019 og kommenterede debatten om hvorvidt homoseksuelle roller bør spilles af homoseksuelle skuespillere: “Det er nemt for mig at side her som en hvid, heteroseksuel mand og sige jeg bør kunne spille en rolle jeg vil have, men jeg forstår hvorfor en homoseksuel skuespiller ville føle at det var en mulighed de ville være bedre egnet til.”

Elton John havde dog selv spurgt Taron Egerton om han ville have rollen. ”Jeg er stolt og privilegeret over at spille denne person som tilfældigvis er bøsse,” sagde Taron. ”Og jeg vil leve i en verden hvor folk er spændte over at spille mennesker som er anderledes end dem selv og jeg tror at der er noget inkluderende og progressivt ved dét.”

Taron Egerton fik sig da også en oplevelse for livet da han skulle indspille elskovsscenen i Rocketman med skuespillerkollegaen Richard Madden. ”Jeg mærkede Richard’s penis,” afslørede han til Attitude. ”På mit ben,” tilføjede han. ”Vi filmede en scene hvor vi begge er nøgne på en seng og vi ruller rundt. Jeg ved ikke rigtigt hvor meget længere vi kunne være gået.”

Mon ikke Eskapismes læsere har nogle idéer dertil?

søndag den 5. januar 2020

Poetisk tegnemusical om spirituel krise


Her præsenterer Michael C. T. Andersen sine tegnemusical-hæfter Jesus Crisis! og There’s More To Life… om et skæbnesvangert møde med en mand i 1999 der påvirkede hans liv i 20 år efter.

TEGNESERIER/KUNST af Michael C.T. Andersen

Tegnemusicalen Jesus Crisis! omhandler en 20 år lang troskrise over uopnåelig kærlighed. Efter at have genkendt en sjælepartner i 1999 og være blevet vraget af ham for en anden men stadig rende på ham gentagne gange i de efterfølgende fem år, blev hele mit trossystem på det åndelige og spirituelle undermineret. Jeg mistede troen på livet, kærligheden og min egen fornuft.

Efter at have befundet mig i et både åndeligt og mentalt koma i mange år hvor jeg ikke rigtigt forholdt mig til årsagen, men i stedet fortrængte den, så begyndte sjælemanden igen at dukke op i mine drømme i januar 2018 efter mange års pause. Så gik jeg i gang med endelig at bearbejde den krise jeg havde gennemlevet. Det resulterede i tegnemusicalen Jesus Crisis!.

Nogle skriver en bog eller laver et album med sange – mit talent er så at tegne og musik har betydet virkelig meget for mig siden jeg var barn, så jeg fik forløsning for alle mine følelser ved at kombinere de to ting og fortælle min historie på den måde. Jeg græd mens jeg lavede tegningerne til Seals sang Whirlpool og Wendy & Lisas Sweet Suite.

Jesus Crisis! blev til en poetisk fortælling uden at noget blev skåret ud i pap, men hvor det i høj grad er op til læseren selv at fortolke hvad der foregår. De metafysiske aspekter gør det jo LIDT kompliceret.


"Jeg har haft adskillige metafysiske oplevelse igennem hele mit liv. Altså, du ved, sangere og kunstnere er efter sigende supersensitive for... ting. Jeg tror mit høje niveau af sensitivitet nok har åbnet op for nogle ting som jeg nogle gange ikke ville have og ting der var gode som jeg gerne ville have. (…)  Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved hvad det er. Jeg lever det bare."
-        Chaka Khan, interview af Michael C.T. Andersen, 1999


Der er mere til livet…
Da jeg startede på Jesus Crisis! havde jeg ikke tegnet seriøst siden foråret 2006. Min muse havde jo forladt mig. Men i 2016 var jeg så småt begyndt at komme ud af mit mentale koma og tog et genopfriskende tegnekursus på Glyptoteket. Da jeg så i starten af 2019 genså tv-serien Six Feet Under med Claire der gik på kunstskole tænkte jeg: "Det vil jeg også!"

Og så havde jeg en genbo til at hænge nogle billeder op for mig som jeg selv havde lavet da jeg i midt-halvfemserne tog en uddanelse på Fyns Tegne- og Maleskole. Han mente at det skulle jeg klart gøre noget mere ved og kort efter forærede en veninde mig et kultegnesæt og så tænkte jeg: ”Det er skæbnen der forsøger at få mig tilbage på rette vej.”

Jesus Crisis! blev en kombination af blyantstegninger, tuschpen-tegninger og kultegninger både for variationens skyld, men også fordi jeg eksperimenterede med at genfinde mig selv kunstnerisk. Nogle af tegningerne lavede jeg om flere gange for jeg var godt rusten og holdt mig mest til at tegne på A4-papir. Da jeg er farveblind blev det hele i sort/hvid og gråtoner.

I starten af juni 2019 sendte jeg prøvetryk af hæftet ud til en håndfuld særligt udvalgte personer og fik kun positiv respons. En tidligere kollega fra min tid som skribent for PANbladet roste både historie og tegnetalent, mens en astrolog-veninde kaldte værket for ”stærkt.”

Min tegnelærer fra Glyptoteket havde selvfølgelig masser af idéer til kunstneriske forbedringer, deriblandt at gøre mere ud af lys og skygger og de ting blev så implementeret i min næste tegnemusical There’s More To Life… For mens jeg finpudsede Jesus Crisis! blev ideerne til sangtegninger nemlig ved med at poppe op i hovedet på mig. De ville bare ud. Og så måtte jeg jo lave et hæfte mere.


Foregik det hele kun i hovedet?
There’s More To Life… fortæller overordnet den samme historie som Jesus Crisis! men mere uddybende og med mindre metafysik. Igen fik jeg forløsning for mine følelser og græd da jeg lavede en tegning til Marilyn Mansons sang Antichrist Superstar. Som kunstner skal man jo ikke være bange for at udlevere sig selv, men mange ting er stadig åbent for læserens tolkninger. Da jeg viste prøvetrykket til en psykiatrisk rådgiver spurgte hun seriøst om alle personerne fandtes i virkeligheden eller bare var i mit hoved. Det morede jeg mig kosteligt over.

Mens jeg arbejdede på There’s More To Life…, og vovede mig til også at tegne på A3-papir, lånte min astrolog-veninde mig bogen The Soulmate Myth – a Dream Come True or Your Worst Nightmare? af Judy Hall. Efter at have læst den forstod jeg pludselig en masse ting meget bedre. Mange havde oplevet det samme som mig. Jeg var ikke skør. Jeg døde bare åndeligt og mentalt da sjælepartneren endegyldigt forsvandt ud af mit liv og tog håbet om en lykkelig slutning med sig. (Du kan læse om bogens åbenbaringer her: Åbenbarende bog om "soulmate"-myten)

Jesus Crisis! (28 sider i A5) og There’s More To Life… (32 sider i A5) blev færdige i efteråret 2019. Først tænkte jeg at de nok kun var interessante for folk der kendte mig, men så slog min astrolog-veninde i bordet og mente at historierne sagtens kunne appellere bredt til andre som kunne leve sig ind i og identificere sig med historierne. Hvis jeg engang skal lave en kunstudstilling, så kunne bladene indgå til at købe med hjem. I mellemtiden kan interesserede så erhverve sig hæfterne ved at skrive til michael.mcta@gmail.com. Det koster 50,- kr. for de to hæfter plus 40,- kr. i porto. (Der kan betales med MobilePay.)


En tredje tegnemusical er på vej
Det er 15 år siden jeg sidst så ham der inspirerede Jesus Crisis! og There’s More To Life… Dengang følte jeg mig vred og frustreret og fortvivlet over at skæbnen ikke ville lade os være sammen i dette liv. Når det var lige ved og næsten, kom der hver gang forhindringer i vejen som jeg kan ærgre mig over og finde smerteligt at tænke på den dag i dag. Men han kunne jo ikke gøre for at jeg havde metafysiske oplevelser om ham og jeg fortalte ham heller ikke om dem dengang. Hvis min historie nu kan underholde og berige andre, så har mine lidelser jo været godt for noget.

Efter at være kommet ud på den anden side af min ”Jesus Crisis!” arbejder jeg på diverse enkeltværker i både A3 og A2-format. Jeg går til croquis-tegning og eksperimenterer med at male med flydende tusch som et skridt på vejen mod at lave egentlige malerier. Jeg har dog det ”problem,” at når jeg har lavet en tegning er jeg så glad for den at jeg gerne vil beholde den selv, så min lejlighed må være mit udstillingslokale indtil videre.

Samtidigt arbejder jeg løbende på en tredje tegnemusical med arbejdstitlen Mission: Impossible? Den udgøres indtil videre mest af kultegninger i A3-format og omhandler min jagt på kærligheden efter Jesus Crisis! og There’s More To Life… En digter-ven fra min ungdom så nogle af siderne og syntes det var ”helt vildt godt.” Jeg har endnu ingen anelse om hvad den skal slutte med, men det bliver da forhåbentlig en lykkelig slutning. Der er mange gode kærlighedssange jeg ville elske at kunne lave tegninger til som f.eks. First Time af Macy Gray og Glitter In The Air af P!nk.

onsdag den 1. januar 2020

Åbenbarende bog om "soulmate"-myten


Drømmer du om at møde den eneste ene? Så må der desværre skuffes med at det ikke altid ender godt når man møder sin ”sjælepartner”. Derfor har Judy Halls bog The Soulmate Myth da også fået undertitlen ”A Dream Come True or Your Worst Nightmare?”

BOGANMELDELSE af Michael Andersen

Mange tror på kærligheden og drømmer om at finde den eneste ene. Hvis man derudover er spirituelt anlagt tror man måske også på at man har en sjælebeslægtet ”soulmate” som man kender fra tidligere liv. Men man kan bære alskens former for karma med videre fra tidligere liv som kan påvirke relationen til sin ”soulmate” negativt i dette liv og det har den karmiske rådgiver Judy Hall skrevet en bog om, The Soulmate Myth. Deri kommer hun også ind på hvad man kan gøre for at finde kærligheden hvis ens relation til sin ”soulmate” kører helt af sporet.

”Soulmates” er to halvdele af en helhed som er blevet adskilt. Derfor har man driften til at søge efter sin anden halvdel og når man så endelig finder sin ”soulmate” føler man at den anden person fuldender en i åndelig og kødelig forening.

I The Soulmate Myth beretter Judy Hall at når der tales om ”soulmates”, så er den generelle antagelse at der er tale om et mand/kvinde-fænomen – at sjælen er delt mellem det maskuline og det feminine. Men ifølge den græske filosof Plato var der oprindeligt også mand/mand- og kvinde/kvinde-par som var blevet delt i to og som for evigt søgte efter den anden halvdel – hvorved alle tre konstellationer var på lige fod.

Judy Hall fortæller da også at hun i sit virke som karmisk rådgiver har haft en del homoseksuelle sager hvor parterne også har haft samme køn i tidligere liv, og bogen indeholder flere spændende eksempler på homoseksuelle ”soulmate”-forbindelser.


Hvis det er ment til at ske…
I bogen kommer Judy Hall ind på hvordan man genkender sin ”soulmate”. Det kan være at man drømmer at man møder ens sande kærlighed og så gør det, at personen er i ens tanker hele tiden og at man har en trang til at være sammen med den person, lige meget hvad. Mødet kan endvidere være så følelsesmæssigt overvældende at man føler trang til at flygte fra vedkommende.

Bogen overser dog to vigtige genkendelsesfaktorer: At man ofte rent intuitivt ved på forhånd hver gang man møder personen og at man kan have oplevelsen af at ens kærlighedsobjekt udstråler lys – som hvis man rent bogstaveligt kan se selve sjælen lyse op.

Judy Hall har dog oplevet mange sager hvor genkendelsen ikke har været gengældt og derfor kun har været til stor hjertesmerte for den genkendende part. Årsagen til den manglende gengældelse kan ligge i karma som man har medtaget fra ”soulmate”-relationen i tidligere liv. Måske har man ”unfinished business” og skal lære tilgivelse, at give slip, at være selvstændig og den anden part faciliterer så at dette kommer til at ske ved ikke at ville vide af en.

Judy Hall giver dog håb ved at skrive at selv om man må give slip på sin “soulmate”, så udelukker det ikke muligheden for at man kan finde sammen senere: ”Hvis det virkelig er ægte kærlighed, hvis tingene er ment til at skulle være på den måde, så vil det ske.”

Men man kan jo ikke indrette sit liv efter et "måske."

Judy Hall kommer da heller ikke ind på at der i universet kan findes mørke kræfter som gerne vil slukke for lyset/kærligheden ved at kaste udefra kommende forhindringer i vejen for at ”soulmates” finder sammen. I stedet postulerer hun at ”there are no such things as mistakes, only learning experiences”, men senere i bogen erkender hun dog at der kan ske ”mistakes” som man må bøde for karmisk.


Og hvis det ikke sker…
Hvis ens relation til sin ”soulmate” kører helt af sporet trøster Judy Hall med at postulere at man godt kan have mere end én soulmate og nævner et eksempel på en mand der havde to kvindelige ”soulmates” som sloges om ham igennem flere liv. Så hvis det ikke går med den første man genkender, så dukker der måske en anden op senere, om end Judy Hall mener at ”soulmate”-relationer kan være så opslidende at det måske er bedre at finde sig en kæreste som ikke nødvendigvis er en ”soulmate”.

Om end hun giver eksempler på gode ”soulmate”-relationer, så mener Judy Hall at man kan være bedre tjent med at finde sig en ”twin flame” – et menneske med hvem man kan have gensidig respekt og accept, ubetinget kærlighed og ærlighed, intimitet og tillid. Men den beskrivelse kunne jo også passe på et godt ”soulmate”-forhold, så måske ”twin flame” bare er et ord som beskriver de vellykkede og optimale ”soulmate”-relationer alle drømmer om at finde, mens ordet ”soulmate” bliver ”degraderet” til at beskrive de ”soulmate”-relationer der ender ulykkeligt af den ene eller anden årsag.

Judy Hall kommer med forslag til hvordan man kan tiltrække sin ”twin flame/soulmate” ved hjælp af udtalte bekræftelser og visualiseringer. Der må dog advares til besindighed mod den slags øvelser, da man aldrig ved hvem der svarer hvis man kalder. Det kan sagtens vise sig at være en uønsket person. Derfor er det altid en god idé at være specifik i sine ønsker og forventninger til en kæreste. Start med at skrive en liste over de kvaliteter du synes han/hun skal have før du laver visualiseringerne.


Stof til eftertanke
Her er et interessant citat fra bogen der giver stof til eftertanke: ”Sjælepartner-kontakter har en tendens til at være katalytiske. Vi kan møde en af vores sjælepartnere bare én gang, kun for en kort stund, men den interaktion vil mærke vores sjæle for evigt. Nogle gange kommer en sjælepartner ind i vores liv med kun ét formål - at gøre hvad end der skal til for at elevere os til hvad vi kan være. Nogle gange peger de os i retning af en lektie vi har brug for at lære. Sådanne lektioner ryster ikke nødvendigvis vores grundvold, men de kan ændre vores liv.”

The Soulmate Myth er ikke udkommet på dansk, men hvis du kan engelsk og er interesseret i at læse nærmere om hele ”soulmate”-fænomenet uddybet med spændende ”case stories”, så kan du købe bogen fra Amazon UK lige her: Judy Hall: The Soulmate Myth

Tegningerne der er brugt til at illustrere denne anmeldelse af Judy Halls bog, er fra tegnemusical-hæfterne Jesus Crisis og There’s More To Life… af Michael C. T. Andersen der beskriver hvordan et ulykkeligt møde med en sjælemand i 1999 påvirkede hans liv 20 år frem. Hæfterne er omtalt her: Poetisk tegnemusical om spirituel krise