lørdag den 20. januar 2024

GLAAD Awards-nomineringer for bedste LGBT-underholdning i 2023

Red, White And Royal Blue

Fellow Travelers, The Fall Of The House Of Usher, Knock At The Cabin, Red, White And Royal Blue, Rock Hudson, Greys Hvide Verden og Troye Sivan er blandt de mange populære nomineringer, men de er i hård konkurrence om at vinde i deres kategorier.

PRISUDDELINGSNYHED af Michael Andersen

Den 35. årlige uddeling af de amerikanske GLAAD Media Awards for fair og inkluderende repræsentation af LBGTQ+ mennesker i mainstream underholdning er nu blevet annonceret. Årets GLAAD Media Awards vil blive afholdt af to omgange med en ceremoni i Los Angeles den 14. marts og en i New York den 11. maj. Blandt de 33 pris-kategorier er de mest interessante selvfølgelig film, tv, musik og tegneserier hvor der nås ud til hele verden. Øvrige kategorier som Bedste Broadway-opsætning og priser indenfor journalistik er mest interessante for amerikanerne selv.

Alle film, tv-serier, musikalbums og tegneserier med LGBT-relevans udgivet i 2023 kunne nomineres af de over 700 frivillige GLAAD Media Awards-stemmeafgivere. Krav for at blive nomineret er dog også at værkerne skal være ”dristige og originale” samt have en vis påvirkning på mainstream kultur og være af høj kvalitet.

I nogle kategorier er der så mange nomineringer at man kan foranlediges til at tro at GLAAD nominerer rub og stub, men det er bestemt ikke tilfældet. Populære film som Saltburn og Down Low og tv-serien Heartstopper og albums fra Jake Shears og Jordy har for eksempel ikke fået nogen nomineringer. Men M. Night Shyamalans film Knock At The Cabin med Ben Aldridge og Jonathan Groff som bøssepar er nomineret i kategorien Fremragende Film Med Bred Distribution sammen med All Of Us Strangers med Andrew Scott og Paul Mescal der får dansk biograf-premiere den 22. februar. Den sjove gyserkomedie The Blackening som kan lejes på Blockbuster.dk er også nomineret.

Rock Hudson

Skilsmissedrama eller Den blå Kaftan?
Af film med begrænset distribution er der nomineringer til bl.a. skilsmissedramaet Our Son med Billy Porter og Luke Evans der afventer dansk premiere og Den blå Kaftan der gik i danske biografer i sommers. Af tv-film er der hele to nomineringer til Amazon Prime Video for Cassandro og Red, White And Royal Blue og Hallmark er nomineret for hele to julefilm, Christmas On Cherry Lane og Friends & Family Christmas som sikkert når danske tv-skærme til jul. Af dokumentarfilm er Rock Hudson: All That Heaven Allowed nomineret. Den kan også lejes på Blockbuster.dk.

I kategorien Fremragende Ny Tv-serie finder man Culprits der kan ses på Disney+ og HBO-serien The Last Of Us. I Fremragende Dramaserie-kategorien finder man igen 9-1-1: Lone Star som løb med prisen sidste år og som kan ses på Disney+, samt Greys Hvide Verden der kan ses på Kanal 4. Af Fremragende komedieserier-nomineringer er der vink til With Love på Amazon Prime Video og HBO-serien Our Flag Means Death som mange fans er utilfredse med at 3. sæson bliver den sidste af.

Troye Sivan

Superboy eller Robin?
Fellow Travelers med Matt Bomer og Jonathan Bailey på Skyshowtime er selvfølgelig nomineret i Fremragende miniserie, men Netflix giver den kamp til stregen med The Fall Of The House Of Usher og Queen Charlotte: A Bridgerton Story.

I musikgenren er Troye Sivans album Something To Give Each Other velfortjent nomineret til Fremragende Musikkunstner, men han er oppe mod bl.a. Janelle Monáe, Sam Smith, Billy Porter og Miley Cyrus, så det bliver spændende. Af de Fremragende Gennembrudskunstner-nominerede er de fleste ukendte i Danmark, men David Archuleta har dog været med i Queer Hitparade et par gange.

I tegneseriegenren er der velfortjente nomineringer til DC’s biseksuelle helte, Jon Kent og Tim Drake i henholdsvis Adventures Of Superman: Jon Kent miniserien af Tom Taylor og Clayton Henry og Tim Drake: Robin skrevet af Maghan Fitzmartin. Heartstopper Vol. 5 af Alice Oseman er nomineret til Fremragende Tegneseriealbum.

Se listen over alle de nominerede i alle kategorier lige her: GLAAD Announces Nominees

Tim Drake: Robin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar