lørdag den 4. februar 2023

The Last of Us-seere narret til at se homo-romantik

Hit-serien The Last of Us overraskede sine seere med det meget omtalte 3. afsnit der bød på homo-romantik mellem modne mænd. Det havde seerne ikke lige set komme.

TV-SERIE FEATURE af Michael Andersen

3. afsnit af HBO Max-serien The Last of Us vakte for en uge siden stor opmærksomhed på alle sociale medier ved at byde på en kærlighedshistorie mellem to mænd midt i al den computerspils-inspirerede post-apokalyptiske action. Afsnittet er seriens hidtil mest sete og er blevet kaldt ”historisk” af anmeldere. Det blev instrueret af engelske Peter Hoar der selv er bøsse og tidligere har været med til at instruere miniserien It’s A Sin om AIDS-epidemien i 80’erne.

De to mænd der forelskede sig i 3. del af The Last of Us, Bill og Frank blev spillet af henholdsvis 52-årige Nick Offerman der siden 2003 har været gift med Megan Mullally og 51-årige Murray Bartlett, der også er bøsse i virkeligheden og er kendt fra homo-relevante serier som Looking, Tales of the City og Welcome To Chippendales. Nick Offerman fortalte for nylig på Jerry Kimmell Live at det var hans kone, Megan Mullally som mange husker som Karen i Will & Grace, der insisterede på han skulle tage rollen som Bill selvom han egentlig ikke følte han havde tid da han fik tilbudt rollen.

Narrede uanende seere til at se det
I et interview med Inverse fortalte instruktøren Peter Hoar at ”Bill er kompliceret. Jeg vil klart argumentere at Bill ikke fremstår som en homoseksuel mand. Det er lidt mindre binært end det. Han er en mand der aldrig rigtigt opdagede sig selv. Han levede i en verden af mistillid. Han boede hos sin mor i mange lange år. Hun døde så og han arvede huset. Han trak sig fra samfundet. Han ville aldrig naturligt opdage hvem han ville forelske sig i eller hvem han fandt attraktiv indtil Frank dukkede op. Og selv da handlede det ikke om at han var en mand, men fordi han var Frank.”

”Det er ikke så kompliceret som det lyder,” fortsatte Peter Hoar. ”Det er om hjerte og kærlighed og sandhed. De er søde og rare ved hinanden. Midaldrende mænd der forelsker sig – det ser man ikke så tit, så det syntes jeg var rart.”

3. del af The Last of Us havde 6,4 millioner streams alene på første dag og der var intet forvarsel om homo-romantik. ”Nogle gange må man bare lige som narre resten af verden til at se disse ting inden de siger, ’Åh, min Gud, det var to fyre. Det gik lige op for mig.’ Jeg tror de så forstår at det alt sammen er virkeligt – det er bare den samme kærlighed,” konkluderede han.

Den sang Bill og Frank spiller
I afsnittet knytter Bill og Frank bånd over sangen Long, Long Time af Linda Ronstadt fra 1970. Manuskriptforfatter Craig Mazin fortalte til Indiewire hvorfor den sang blev valgt: ”Jeg husker at sige, ’Jeg er ikke sikker på hvilken sang det skal være. Jeg ved bare det skal være denne utroligt triste sang om længsel efter kærlighed og aldrig få kærlighed og bare slutte fred med det faktum at du altid vil være alene. Men det kan ikke være åbenlyst. Og det må ikke være en sang vi alle kender.”

”Jeg gennemgik i timevis og til sidst tænkte jeg, ’Jeg ved hvad jeg kan gøre. Jeg SMS’er min ven Seth Rudetsky,’ som er vært på Sirius XM On Broadway og har denne leksikon-viden om musik. Jeg beskrev hvad jeg havde brug for og indenfor 30 sekunder blev det til Long, Long Time af Linda Ronstadt. Jeg kunne nær huske sangen. Jeg hørte den og tænkte, ’Åh, ja. Det er den.’”

Instruktør Peter Hoar tilføjede i interviwet med Inverse: ”Sikke et smukt stykke musik. Da Ellie siger, ’Jeg ved ikke hvem Linda Ronstadt er,’ vil hun ikke være den eneste. Jeg tror en masse mennesker vil gå online for at finde ud af, ’Åh, hurtigt nu. Hvad foregår der her?’ Hun har en fantastisk samling af værker. Så det er alt sammen værd at høre. Jeg skulle have haft aktier i Linda Ronstadt.”

Oprindeligt 2-timers afsnit
I et nyligt interview med Deadline fortalte co-skaber af The Last of Us, Craig Mazin at 3. del med homo-romancen oprindeligt var meget længere end det endelige resultat der kan ses på HBO: ”Peter Hoar lavede sit ’director’s cut’ med vores redaktør Tim Good som var meget langt. Da de sendte det til mig tror jeg det var næsten to timer eller noget deromkring. Så jeg tænkte, ’Åh, det er nok ikke så godt.’ Og jeg satte mig ned, men så tænkte jeg, ’OK, jeg ser to-timers udgaven af denne episode,’ Og jeg græd så voldsomt at jeg på et tidspunkt udbrød, ’Av!” Jeg mener, det gjorde ondt. Jeg græd så meget, det gjorde ondt. Og jeg tænkte, ’Altså, hvis de fyre kan have den effekt på mig – og jeg skrev den pokkers ting – så tror jeg det kan virke rigtig godt på andre mennesker.’ Men vi arbejdede rigtig nok hårdt på det, men vi vidste vi ikke kunne sende en to-timers udgave af denne ting ud i verden."

”HBO var søde nok til at lade os gå lidt over tid,” fortsatte han. ”Og hør her, jeg ønsker aldrig at blive længere end ønsket – jeg vil altid efterlade folk krævende mere - men dette er en længere episode, og hvad der er rigtig interessant er, at selvom den er cirka 73 minutter lang, så siger mange mennesker der har set den at, ’Timen bare fløj forbi.’ Og jeg tilføjer, ‘Det var ikke bare en time. Det var en time og 12 minutter.’ Så det er – synes jeg – en rigtig bedrift. Men det var virkelig da jeg så Peter og Tims klip at jeg tænkte, ’Wow, den her ramte mig lige der.’”

Murray Bartlett der spillede Frank fortalte til The Independent at hans partner virkelig blev berørt af hans rolle som Frank. ”Han vendte sig mod mig da afsnittet sluttede og sagde, ’Jeg vil ikke have du bliver syg.’ Så han internaliserede det og havde åbenbart svært ved at skelne mellem det faktum at han så mig i en tv-serie, hvilket jeg synes er et godt tegn - ikke et godt tegn hvis jeg skulle blive syg som en gammel mand, men arbejdets integritet stod stærkt for ham.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar