mandag den 31. august 2020

X-Men spin-off med lesbisk romance får endelig bio-premiere


Superheltefilmen New Mutants får premiere den 3. september. Instruktøren Josh Boone fortæller om den lesbiske romance og disser samtidigt det lesbiske kys i Star Wars Episode 9.

FILMNYHED af Michael Andersen

Filmen om New Mutants er tænkt som værende den første superheltefilm i gyserfilmsgenren. Fem unge mutanter med superkræfter holdes indespærret på en institution hvor de hver især må konfrontere deres dæmoner. Blandt de fem nye mutanter er Rahne Sinclair der kan transformere sig til en ulv. Hun spilles af Maisie Williams fra tv-serien Game of Thrones. Og så er der Danielle Moonstar der har mentale kræfter. Hun spilles af Blu Hunt. Og de to udvikler en romance i løbet af filmen.

”Jeg ville i virkeligheden lave en teen-film mage til en John Hughes-film, ligesom en Breakfast Club,” fortalte instruktøren af New Mutants, Josh Boone, i et nyt interview med Bleeding Cool. ”Jeg ville gøre hvad Josh Whedon gjorde for årevis siden i (tv-serien) Buffy og have en homo-romance – en vaskeægte homo-romance. Det fungerede så organisk med det materiale i tegneserien (som filmen er baseret på) og den måde disse piger interagerede på. Vi prøvede bare at få alle de ting med som vi elsker og ikke så i film mere og som vi følte en superheltefilm kunne rumme.”

Rahne og Danielle ser gamle episoder af Buffy the Vampire Slayer. i New Mutants

Disser Star Wars
I en udtalelse til TooFab kritiserede Josh Boone det lesbiske kys i Star Wars som et eksempel på pinlig LGTB-repræsentation - det var bare nogen i baggrunden som blev blæst op til det helt store i medierne – så man må formode han gør det bedre i New Mutants.

Blu Hunt der spiller den ene halvdel af den lesbiske romance, talte også med TooFab og sagde at rollen kom naturligt og organisk til hende da hun også har prøvet at date piger i virkeligheden så hun udforskede bare den side af sig selv i filmen.

New Mutants får efter mange forsinkelser og udskydelser nu endelig biografpremiere med dansk premiere torsdag den 3. september. Se traileren og læs mere om filmen her: Lesbisk romance i New Mutants-filmen?

torsdag den 27. august 2020

Ny glad 80er-pop fra Erasure


Man bliver i godt humør af at høre Erasures nye album The Neon. Måske er det nostalgi? Måske er det smittende musikalsk fornøjelse? Det er i hvert fald rigtig godt skruet sammen.

MUSIKANMELDELSE af Michael Andersen

Allerede fra åbningsnummeret Hey Now (Think I Got A Feeling) føler man sig ført tilbage til 1982 med toner der minder om det klassiske synthpop-album Upstairs At Eric’s fra duoen Yazoo hvoraf Vince Clark var den ene halvdel sammen med sangerinden Alison Moyet. I 1985 stiftede han så duoen Erasure sammen med den åbent homoseksuelle sanger Andy Bell og de har siden udgivet 18 studiealbums hvor det nye The Neon er deres 19.

Vince Clarks unikke signatur synth-lyd som man husker den fra 80erne løber som en rød tråd gennem hele albummet i upbeat dansenumre som smitter med sit veloplagte gode humør i sangtekster fremført af Andy Bell. Han har stadig en god stemme selvom man til tider godt kan høre den har nogle år på bagen. Men det er bare livsbekræftende at de to veteraner stadig har det der skal til for at skrue et godt popalbum sammen.

60-årige Vince Clarke og 56-årige Andy Bell
Kort men godt
De kun 10 sange på The Neon handler mest om kærlighed med et overordnet positivt udsyn og nogle vil måske mene det bliver lidt ensformigt, men der er sange der skiller sig ud som værende ekstra suverænt gode som åbningsnummeret der også var første single Hey Now (I Think A Got A Feeling), Fallen Angel, No Point In Tripping, Diamond Lies og singlen Shot A Satellite.

Tempoet sænkes med de smukke kærlighedserklæringer New Horizons og finalenummeret Kid You’re Not Alone og når albummet er slut, tænker man bare ”yes! Det var kort (under 40 minutter) men det var godt!”

Erasures videoer fra The Neon er desværre ikke tilgængelige på YouTube i Danmark men køb da bare CD’en fra imusic eller CDON eller iTunes eller stream det whereever. Det er et sikkert hit.

tirsdag den 25. august 2020

Ny EP fra Vardaan Arora for de danseglade


Popsangeren savnede LGBT-rollemodeller da han voksede op i Indien. Nu er han selv rollemodel og aktuel med EP’en Heartbreak On the Dance Floor.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen

Den 28-årige Vardaan Arora voksede op i New Delhi i Indien og havde pigekærester inden han sprang ud som bøsse i en alder af 20 år. Han følte sig heldig over at slippe væk fra Indien og flytte til New York for at studere på en teaterskole. ”Der er dårligt nogen LGBTQ-repræsentation i Bollywood eller i Indien generelt,” fortalte han i et interview med Gay Times i oktober 2018. ”De har først fornylig legaliseret homosex og det var et stort øjeblik og jeg er glad for at tingene forandrer sig til det bedre.”

Da han voksede op, havde han ikke mange LGBTQ-popstjerner at se op til og han synes derfor den opblussen af slagsen indenfor de seneste år med navne som MNEK, Sam Smith og Troye Sivan er meget vigtig. Han mener mange bøsser relaterer til kvindelige popstjerner som Lady Gaga, Madonna og Britney Spears netop fordi der ikke var nogen LGTB-popstjerner. Nu savner han bare farvede LGTBQ-kunstnere indenfor popmusikken, men han synes det også er ved at ændre sig og tænker måske på sangere som Bronze Avery, Iman, Jada Michael, Vincint og Abisha som Eskapisme har skrevet om tidligere i år.

Vardaan Arora, der har mevirket som skuespiller i et par tv-film, har nydt at synge siden han var barn og i 2014 begyndte han at lægge covers på YouTube. Det var først i 2016 at han fik lyst til at skrive sin egen musik og så selvudgav han debutsinglen Feel Good Song til over to millioner streams på Spotify. Du kan se videoen på YouTube lige her:


Også OCD-ramt
I 2018 fortalte Vardaan Arora til Billboard at han har OCD (Obsessive Compulsive Disorder) og bruger musikken til bedre at kunne håndtere lidelsen. Han kanaliserer tvangshandlingerne over i at lave sange så der kommer noget konstruktivt ud af dem. Sjovt nok fortalte dance musikeren Spencer Brown selvsamme historie til Billboard for et par måneder siden.

Siden 2016 har Vardaan Arora udgivet yderligere otte singler plus et par remixes samt duetten Drama med nicopop uden den store succes. Det var da heller ikke sange som formåede at hæve sig over mængden, men det har ændret sig med den nye EP Heartbreak On the Dance Floor som byder på Vardaan Aroras hidtil mest varierede og fængende dansepop.

Han fortalte til Billboard at han i fire år havde søgt efter at finde sig selv som kunstner og med Heartbreak On the Dance Floor håbede han at levere et budskab og ramme hårdt. Det lykkes da også mere eller mindre med de seks sange på EP’en, deriblandt singlerne Rare (et Selena Gomez cover), Imposter Syndrome og den fede I Don’t Wanna Know (feat. MRSHLL – Koreas første åbent homoseksuelle popsanger).

Heartbreak On the Dance Floor rundes af med højdepunktet/klimakset Expensive On Me der er så dansabelt at det med sine bare 2:16 minutter er alt for kort. Ja, man vil have mere når EP’en er slut. Mere Vardaan Arora. Heartbreak On the Dance Floor tegner nemlig lovende for hans fremtidige karriere. Videoen til sangen Heartbreak On The Dance Floor er blokeret for danskere på YouTube, men EP’en er tilgængelig på iTunes. Check it out.

lørdag den 22. august 2020

Ny EP fra Troye Sivan om kærestesorger


EP’en In A Dream er fyldt med melankoli i kølvandet på den 25-årige sangers brud med modellen Jacob Bixenman.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Deres forhold varede over tre år, men nu er det slut. Da Corona-nedlukningen startede, tog Troye Sivan hjem til familien i Australien mens kæresten Jacob Bixenman blev i Los Angeles. I et nyt interview med Herald Sun nævner Troye Sivan da heller ikke model-kæresten blandt de mennesker han savner i Los Angeles.

Nu har Troye Sivan så udgivet EP’en In A Dream med seks sange som han præsenterede således: ”Denne lille samling sange udforsker en følelsesmæssig rutsjebane-periode af mit liv hvor følelserne og tankerne var mest chokerende åbne. Det er hårdt at genopfriske disse sange og øjeblikke, men jeg er stolt af den musik og spændt over at have den ude i verden.”

In A Dream inkluderer singlerne Take Yourself Home, Easy og Rager Teenager! På Easy synger Troye om et brud med en han stadig elsker og på titelsangen må han forholde sig til at leve uden sin eks selvom han stadig optræder i hans drømme.


Modsætninger tiltrækkes
På sangen Stud synger Troye Sivan om at begære noget han ikke selv er, en muskuløs stud. ”Jeg har helt klart sloges med kropsimage førhen,” betroede Sivan til Herald Sun. ”Denne idé om at gå ud og finde en som ligner den totalt modsatte af mig og som er alt jeg ved jeg aldrig vil blive for nærmest at bevise noget og føle mig bedre - at forsøge at hele det sår med bekræftelse, det er hvad det handler om.”

Ja, det er da også sejt at have haft en kæreste som var fotomodel, men det er også sejt at have en kæreste som er popstjerne så det kunne jo gå lige op. Og Troye Sivan er da selv ret pæn i videoen til Raging Teenager! hvor han synger om at se eksen igen og bare ønske at ”fuck shit up and ride in your car tonight, in your bed tonight.” Se den selv på YouTube lige her:

søndag den 16. august 2020

Nu smelter Darin også mandehjerter


Den svenske popsanger startede karrieren som teen-idol for teenagepiger men er for nyligt sprunget ud som bøsse. Eskapisme har givet hans hits et lyt. De skiftede fra engelsk til svensk midt i karrieren men er stadig fængende.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen

Den nu 33-årige Darin Zanyar er født af forældre fra Kurdistan og ser bare bedre og bedre ud med alderen. Og nu er det ikke længere kun pigehjerter der banker for popsmeden, men også mandehjerter for Darin sprang ud som bøsse på Facebook og Instagram i starten af august. ”Alle i verden bør være i stand til at være stolte og accepteret for dem de er,” skrev han. ”Jeg ved hvor svært det kan være. Det tog mig noget tid, men jeg er stolt af at være homoseksuel. Glædelig Pride!”

Hvordan udmeldingen kommer til at påvirke Darins karriere som popstjerne med syv guld- og platinsælgende albums på bagen kan kun fremtiden vise, men Darin blev efter sin debut i 2004 som 16-årig deltager i sangkonkurrencen Idols lanceret med stor succes som teen-idol for teenagepiger. Er deres hjerter knuste nu?

Darins første par albums, The Anthem fra 2005 og Break The News fra 2006, var designerpop skræddersyet til teenagepiger. Der blev sunget ”girl” rigtig meget hvis det ikke ligefrem indgik i sangtitlen (og nej, singlerne Who’s That Girl og Everything But The Girl er ikke covers). Darin sang alle de ting som unge piger drømmer om at høre som f.eks. ”(you’re) Perfect” og pigerne slugte det råt.

Musikalsk var Darin inspireret af kunstnere som Michael Jackson (videoen til dansehittet Want Ya fra 2006 minder da også om videoen til Bad) og Whitney Houston (i hjertesmerte-ballader som Why Does It Rain og Who’s That Girl). Se selv videoen til Want Ya på YouTube lige her:


Tv-succeser
Darins tredje album, Flashback fra 2008, var det første der ikke strøg til tops på hitlisten trods hittet Breathing Your Love der har over 3 millioner visninger på YouTube. Måske var det derfor Darin i 2009 stillede op i Melodifestivalen med sangen You’re Out Of My Life, men han måtte nøjes med en 4. plads. Sangen kom med på hans næste album, Lovekiller i 2010, og albummet fik ham igen til tops på de svenske hitlister. Videoen til titelsangen Lovekiller hvori Darin bliver befamlet af en kvinde, har over en million visninger på YouTube.

I 2012 deltog Darin i den svenske udgave af Toppen af Poppen, Så mycket bättre, og udgav EP’en Tolkningarna med hans covers af de andre deltageres sange. I november 2012 fulgte greatest hits albummet The Collection i kølvandet på hans tv-succes.

Darins femte album Exit udkom i 2013 og samme år bragte hans popularitet ham med i Eurovision der blev afholdt i Malmø. Her optrådte han med singlen So Yours som pause-indslag i pop-dysten. Sangen lød da også som en vaskeægte Eurovision-basker. Men i stedet for at ride på bølgen af succes skulle der gå to år og en total stil-ændring før Darin udgav musik igen.


Markant stil-ændring
Det var Darins sjette album, men hans første på svensk. Fjärilar i magen udkom i 2015 og bød også på en mere akustisk lyd end hidtil selvom sangene stadig var gedigen pop. Singlen Ta mig tilbaka fik over 4 millioner streams på Youtube. Darin havde formået at forny sig selv til større succes i Sverige end hidtil før. Men om han på det tidspunkt også havde erkendt at han var bøsse som led i sin selvudviklingsproces vides ikke. I hvert fald inkluderede albummet singlen Juliet om en pige han erklærer sin kærlighed og vil elske for evigt.

Det heteroseksuelle image opretholdes også i Darins sidste engelsksprogede single Nobody Knows fra samme år hvori Darin synger om en ”she”. Den fik kun moderat succes og var måske med til at afgøre at Darin droppede tanker om en international popkarriere og i stedet fokusere på sin succes i det svenske. I 2016 udkom der ingen nye sange – bare koncert-optagelsen Fjärilar i magen – Live frän Cirkus.

På Darins andet svenske album Tvillingen i 2017 er der ikke længere så meget fokus på kærlighed til piger. Nu handler det om andre sider af hans liv i sange som Ja må du leva, Tvillingen og Alla ögon på mig. Ja må du leve fik over 2.300.000 visninger på YouTube. Se den selv lige her:


Fans holder vejret
I 2018 og 2019 udgav Darin bare et par singler om året, deriblandt Identitetslös som han selv synes var hans hidtil mest personlige sang. Det blev antaget at den handlede om at være af anden afstamning end sit bopælsland, men i retrospektiv handler den måske også om at føle sig udenfor og anderledes på grund af sin seksualitet.

Singlen Finns inga ord fra 2019 er ret god og hans seneste single En säng av roser udkom i maj i år før han valgte at springe ud som bøsse med sin korte besked på Instagram. Det satte selvfølgelig den svenske sladderpresse på den anden ende, og det svenske LGTB-medie QX gik selvsagt i selvsving med flere artikler om bomben som pop-kollegaen Benjamin Ingrosso gav en masse røde hjerter på Instagram. Selv har Darin forholdt sig tavs om yderligere detaljer om det alle brænder for at vide: Hvornår erkendte han at være bøsse?

Har han været bøsse lige fra starten og levet i skabet for at beskytte sit pigeidol-image eller har han først erkendt det i en sen alder?

Det skal blive superspændende at høre hans historie. Eskapisme holder vejret sammen med Darins svenske fans. Imellemtiden kan du se hans video til Identitetslös på YouTube lige her:

lørdag den 8. august 2020

Tumblr-fænomen: Homo-erotisk fan-art

Superhusbands Tony Stark og Steve Rogers af Tashastrawberry

Populære film og tv-serier som Iron Man, Captain America, Star Wars og Supernatural inspirerer fans til at tegne mændene derfra som bøssepar og dele værkerne på Tumblr.

KUNST af Michael Andersen

Hvis man er familiær med internetmediet Tumblr ved man at det mest er et visuelt medie til deling af fotos, memes, tegninger og malerier. Det medie har mange fans af populærkultur taget til sig, deriblandt en række tegnere som ynder at lave romantiske og homo-erotiske værker inspireret af populære film såsom Marvels superheltefilm og kult tv-serier som Supernatural.

Selvom der ikke foregår noget homo-erotisk mellem Iron Man og Captain America i Marvels Avengers-film, så er der alligevel både homoseksuelle og kvindelige kunstnere der har gjort en hel sport ud af at producere tegninger af de to som kærester i deres civile identiteter som Tony Stark og Steve Rogers under hashtaggene #superhusbands og #stony som er en sammenskrivelse af Steve og Tony.

Andre fans synes dog at Steve Rogers hellere skulle være kæreste med Bucky fra Captain America-filmene og deler tegninger af Steve og Bucky under hashtagget #stucky. Det efterlader dog ikke Tony Stark ude i kulden for aldersforskellen til trods, så er der dem der kan lide at tegne Tony Stark og hans unge protegé Spider-Man (Peter Parker) under hashtagget #starker.

Bucky og Steve Rogers af Arsartisf

Svingende kvalitet
Fans af Thor synes det er sjovt at tegne ham sammen med sin stedbror Loki under hashtagget #thorki, og hvis man er tilhængere af DC-helte som Superman, Batman og Robin kan man sikkert også finde nogle sjove tegninger med dem under hashtags som #superbat.

Udover superhelte kan man finde fantegninger af Star Wars-parringer som Finn og Poe under #stormpilot og Qui-Gon Jin og hans elev Obi Wan Kenobi under #qouobi. Dean Winchester og Castiel fra tv-serien Supernatural findes under #destiel. Også den nye actionfilm The Old Guard på Netflix har inspireret tegnere til værker af bøsseparret Joe og Nicky under #immortal husbands.

Mange af værkerne er bare simple tegninger hvoraf en del er digitale tegninger, mens andre er store værker der er værdige til at blive udstillet eller hængt op på en væg. Eskapisme ønsker god fornøjelse med at gå på opdagelse i alle herlighederne på Tumblr.

Steve Rogers og Tony Stark af Pineapplebread
Dean Winchester og Castiel af Petite-Madame

fredag den 7. august 2020

YouTube blokerer for queer-musikken


Nu kan danskerne ikke længere se musikvideoer fra LGTB-kunstnere som Troye Sivan, Josef Salvat, King Princess og Abisha som følge af krigen mellem Google og Koda.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Hvis du gerne vil se Troye Sivans nye musikvideo til singlen Rager Teenager! fra hans kommende EP In A Dream eller Lostchilds musikvideo til titelsangen fra hans spritnye EP Imperfect, så bliver det ikke på YouTube. Der mødes alle danskere nu af et ”Denne video er ikke tilgængelig i dit land.” Gennemgår man Eskapismes mange tidligere portrætter af queer musikere som Josef Salvat, Bronze Ivory og Abisha, så mødes man igen og igen af samme besked. Hvorfor nu det?

Det sker som led i Googles krig mod danske Koda der ikke vil acceptere at danske kunstnere får mindre penge for at have deres musik på YouTube. Googles holdning er ”my way or the highway” og de fjerner derfor nu ikke bare al dansk musik fra YouTube, men blokerer også danskernes adgang til en pæn del udenlandsk musik. Det er afpresning der batter.

LGTB-kunstnerne har nu fået sværere ved at nå ud til deres danske fans og Troye Sivan delte så sin nye video på sin Facebook-side istedet, men Eskapisme kan ikke linke til videoer på Facebook. Det bliver derfor interessant at se hvordan Googles ”fuck you”-attitude kommer til at påvirke Eskapismes dækning af queer musik fremover.