søndag den 3. december 2023

Ny homo-romantisk julefilm med Jonathan Bennett

George Krissa og Jonathan Bennett i The Holiday Sitter

Jonathan Bennett fra Hallmarks tidligere julefilm Julehuset spiller sammen med George Krissa i The Holiday Sitter med dansk premiere på Kanal 4.

TV-FILMNYHED af Michael Andersen

Den konservative amerikanske tv-kanal Hallmark producerer hvert år en masse romantiske julefilm, og for et par år siden lavede de deres første der inkluderede et bøssepar. Den hed Julehuset (The Christmas House) og blev vist herhjemme på Kanal 4. Den fik en efterfølger, Julehuset 2, men de var film om en hel families jul hvor Jonathan Bennett spillede den homoseksuelle søn der havde kæresten med hjem til jul.

Nu har Hallmark så gået et skridt videre og lavet deres første romantiske julefilm med to mænd hvor Jonathan Bennett har skrevet historien og spiller hovedrollen som Sam der skal babysitte sin nevø og niece op til jul. Han får hjælp fra naboen Jason spillet af George Krissa og sød (jule-)musik opstår mellem de to mænd.

Den 42-årige Jonathan Bennet blev kendt fra ungdomsfilmen Mean Girls i 2004 og er privat gift med tv-værten Jaymes Vaughan siden 2022 efter to års forlovelse. Hans medspiller i The Holiday Sitter George Krissa blev forlovet med sin mandlige kæreste Bri Waters i sommeren 2022.

George Krissa og Jonathan Bennett

Også jul for queers
”Julen for queer mennesker er noget ingen rigtigt vil kunne forstå medmindre man selv er queer,” sagde Jonathan Bennett i et interview med Slice. ”Jeg var heldig nok til at have en familie der støttede mig, men jeg ved det ikke er tilfældet for mange queer mennesker. Julen kan være lidt kritisk fordi alle tager hjem til deres familier og har disse traditioner og stunder. Der er mange queer mennesker der ikke har familier at tage hjem til eller ikke har de steder de voksede op de kan tage hjem til. Det er derfor jeg synes repræsentation og valgt familie er så vigtig for hvad jeg har lært er, at for mig handler det ikke kun om din familie du er født ind i – det handler om din valgte familie.”

”At være i stand til at se en film i julen hvor der er repræsentation af queer mennesker på skærmen, det får en til at føle julen også er for en selv. Fordi en masse gange når vi ser disse film – når vi ser film til jul, hvis vi ikke ser os selv i dem, så føles det næsten som om julen ikke er for os. Men ved at lave film som The Holiday Sitter og vise queer kærlighed på skærmen til jul, så lader vi alle de queer mennesker føle at de også har en plads ved julebordet.”

The Holiday Sitter får premiere på Kanal 4 fredag den 8. december kl. 20 og genudsendes lørdag den 9. december kl. 18:25, fredag den 15. december kl. 13:55, torsdag den 21. december kl. 18:10 og lørdag den 23. december kl. 23:10. Kom i queer julestemning med traileren på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar