Scott Hoying med Mark Manio |
MUSIKNYHEDER af Michael Andersen
Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhånden mange LGBTQ-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv spændende videoer der er udkommet på YouTube i den forgangne måneds tid – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.
Gregory Dillon |
1. 40-årige MIKAs popularitet ebbede ud efter han i 2012 sprang ud som bøsse – undtagen i Syd-Europa. Der er Mika stadig en stor stjerne. Det har han nu taget konsekvensen af. Sangeren, der tidligere har udgivet sange på fransk og italiensk på Deluxe-udgaver af hans albums, udgav den 1. december et helt album på fransk. Det hedder Que ta tête fleurisse toujours. Det betyder ”må dit hoved altid blomstre.” Albummet indeholder den tidligere single C’est la vie og nu er der også en video til sangen Apocalypse Calypso. Check den ud med engelske undertekster på YouTube lige her:
2. Amerikanske BRONZE AVERY debuterede under sit rigtige navn Gabriel Brown i 2015 og har siden 2019 holdt til i Los Angeles hvor han flittigt har spyttet singler ud under sit nye kunstnernavn. De har været af svingende kvalitet, men der har da været nogle gode ind imellem. F.eks. Scan And Copy der udkom i septembers og som Bronze Avery nu har lavet en sexy cool dansevideo til. Sangen opfordrer til at give slip på bedrageriske forhold og falske fantasier og i stedet omfavne ens eget værd. Nyd videoen på YouTube lige her:
3. 32-årige amerikanske SCOTT HOYING fra á capella-gruppen Pentatonix både giftede sig med kæresten Mark Manio og udgav solo-EP’en Parallel i sommers. EP’en har syv sange hvoraf Scott Hoying tidligere har lavet musikvideoer til Mars, Parallel og Four der omhandlede hans kærlighed til Mark Manio. Nu har han så også lavet en video til sangen Extraordinary som skildrer deres fælles lykke. Jamen, det er da dejligt når det lykkes for mænd at opleve den gensidige kærlighed. Nyd den glade stemning på YouTube lige her:
4. 23-årige amerikanske SAM WILLIAMS er ud af en countrysanger-familie og debuterede med albummet Glasshouse Children i 2021. Sidste år sprang han ud som bøsse og begræd sin søsters død i en bilulykke i sange som Tilted Crown og I’m So Lonesome I Could Cry, og den plager ham stadig i hans nye single-udspil I Hate The Holidays. I den synger han at han plejede at elske juledagene, men nu får de ham til at føle sig alene. I stedet for julesange, vil han derfor synge blues i mørket. Og det gør han så gribende country-style på YouTube lige her:
5. Den Miami-baserede italienske sanger STEFANO MAY har samlet sine syv singler fra det sidste par år til et album med titlen Stefano May der kan købes på CD fra hans hjemmeside her. Det indeholder også den nye sang Hideaway, som han fortæller opstod efter mødet med en hjemløs. ”Jeg var så fængslet af hans utrolige oplevelser at jeg følte behovet for at fange det øjeblik i musik så det ville leve for evigt i min hukommelse. Han mindede mig om hvor værdifulde vi alle er, selv når vi mødes med svære omstændigheder.” I videoen er Stefano May taget til stranden for at fremføre sangen. Se og hør med på YouTube lige her:
6. 30-årige amerikanske GREGORY DILLON har lavet flere videoer der udspiller sig i forstaden. Der bor han nemlig imens han skriver sange som han håber vil blive hits. I sin nye video til sangen Hot Scars, Pretty Lies danser han på taget af huset med sorte englevenner og bar overkrop mens han synger om at ”it’s all good until it’s not” – en lektie vi alle må lære om mange ting her i livet. Det er som altid fra Gregory Dillon en god sang, og den farverige video kan opleves på YouTube lige her:
7. Den
31-årige australske skuespiller KEIYNAN fra film som Love, Simon og My
Fake Boyfriend kan også synge og har lige udgivet sit andet album, The Heart
Defence Mixtape. Han udgav albummet Rainbow Boy tilbage i 2020, men har udgivet
adskillige singler siden da. Af dem er Lessons, Come Papi, Whine n Cry og Crash
kommet med på albummet der byder på mange korte, men laid back sexy numre. Og
så har han også lavet en sexet mande-dansevideo til sangen Sit Down derfra
som kan nydes på YouTube lige her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar