Popstjernen Mika har begejstret som vært for de to semifinaler i årets Eurovision Song Contest. I 2. semifinale optrådte han med sin med-vært Laura Pausini. Nu er spørgsmålet om han vil følge i Justin Timberlake og Madonnas fodspor og også optræde med sin spritnye single Yo Yo til finalen?
MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen
Den
38-årige og 1,91 meter høje Mika bragede igennem med debutalbummet Life In
Cartoon Motion i 2007. Det inkluderede hits som Grace Kelly og Relax (Take It
Easy) der stadig spilles så jævnligt på P4 at man skulle tro de ikke aner at
Mika altså har lavet andre sange. Albummene The Boy Who Knew Too Much (2009), The
Origin Of Love (2012), No Place In Heaven (2015) og My Name Is Michael Holbrook
(2019) plus det løse (single B-sider, antologi-bidrag og duetter) er alt sammen
mindst lige så godt.
Mika,
der sprang ud som bøsse i 2012, er da også lidt af ”en fornøjelse for de
særligt indviede” i de nordiske lande hvor han ikke har givet koncert siden han
blev mødt af et halvtomt Store Vega samme år. Men i de sydeuropæiske lande som
Frankrig, Italien og Spanien er han en megastjerne der kan fylde kæmpe
koncert-haller som bevidnet af hans seneste live-DVD Mika Love Paris der udkom
i 2016.
Mikas
særlige talent er at han kan skrive fede ørehængere der går rent ind ved første
lyt – sange som Lollipop og Ice Cream der begge handler om… øh, noget oralt.
Hagen ved den slags sange er at man godt kan blive træt af dem ved gentagne
lyt, men den slagside opvejer Mika med sit andet talent, nemlig at skrive dybe,
personlige sange som for eksempel Last Party, Hurts og Tiny Love.
Mens
du læser videre, kan du høre Mikas spritnye single Yo Yo her. Singlen blev
udgivet i dag og Mika fortalte til la Repubblica i marts at han planlagde en ”provokerende
optræden” til Eurovision og det kan man næppe betegne hans duet-optræden ved 2.
semifinale som, så mon ikke han optræder med Yo Yo til finalen siden den skulle
udkomme dagen før?
Skjulte perler
Mika, der har medvirket som dommer i det italienske X-Factor og det franske Voice og været vært for sit eget talkshow i Italien, har benyttet sin popularitet i Sydeuropa til at udgive mest franske men også italienske udgaver af sine albums med sange på fransk og italiensk der ikke er med på de internationale udgaver af hans albums.
Selvom
det er ørehænger-hits som Big Girl (You Are Beautiful), Rain, Underwater og Tomorrow
som Mika er kendt for, så er hans mest spændende sange ofte dem som ikke
udkommer som singler, men ”skjuler sig” på hans albums – gribende sange som
Blue Eyes og One Foot Boy. Som sangskriver er Mika nemlig ikke bange for at
udlevere sig selv og især på albummet No Place In Heaven blev der åbnet op for
hans følelsesliv med dybt personlige sange som titelsangen, Good Wife og
Promiseland som mange bøsser nemt kunne identificere sig med. Mikas seneste
album My Name Is Michael Holbrook indeholdt endvidere hittet Sanremo der havde
en video hvor Mika skildrede livet for bøsser i midten af sidste århundrede til
over en million visninger på YouTube.
Mika,
der har været i et forhold med dokumentarmageren Andreas Dermanis i over 10 år,
har en fantastisk evne til at feste igennem på en scene, så selvfølgelig var
det oplagt at han med sin store popularitet i Italien blev en af værterne ved
Eurovision Song Contest når nu det skulle afholdes i Italien – ovenikøbet i en
koncertsal hvor han selv har givet koncerter. Og det fik han så anledning til
igen ved 2. semifinale i Eurovision hvor han sang Fragile af Sting og People
Have The Power af Patti Smith i duet med medværten Laura Pausini. Se eller
gense deres optræden på YouTube lige her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar