søndag den 12. november 2023

Erotisk film om brandmandsbøsser i hjemmebio

Afonso bærer på Alfredo i en scene fra Will-O'-The-Wisp

I den portugisiske film Will-O’The-Wisp bliver prins Alfredo brandmand og forelsker sig i sin instruktør Afonso.

FILMANMELDELSE af Michael Andersen

Den portugisiske instruktør Joäo Pedro Rodrigues har lavet en musikalsk fantasifilm om prins Alfredo spillet af Mauro da Costa der i kølvandet på at landet hærges af skovbrande beslutter sig for at blive frivillig brandmand. I brandkorpset bliver Afonso spillet af André Cabrai hans instruktør og de to forelsker sig.

Da Alfredo starter i brandkorpset, skal der selvfølgelig laves en kalender med mere eller mindre nøgne brandmænd der genskaber scener fra kendte malerier af store kunstnere som Alfredo så skal gætte. Det er en sjov vinkel til hele brandmandskalender-fænomenet. Filmen er da på mange måder også politisk med emner udover skovbrande som COVID og kongehuses fremtid.

Will-O’-The-Wisp starter i år 2069 hvor den døende Alfredo tænker tilbage på sin ungdomsromance med Afonso. Det musikalske islæt består af at personerne af og til synger deres replikker som i en musical eller et syngespil, og der er også en flot koreograferet dansesekvens mellem Alfredo og Afonso og alle de andre brandmænd. Når de to mænd endelig konsumerer deres kærlighed, leder det tankerne hen på de danske erotiske stjernetegnsfilm fra 70’erne. Så filmen fremstår som et sammenkog af mange stilarter, men det er helt klart til dens fordel. Det er nemlig hele tiden interessant hvad der nu findes på af fantasifulde indslag.

Om filmens romance kan ende lykkeligt mellem en prins og en brandmand må man se ved selvsyn. Filmen er såmænd ikke så lang. En time og syv minutter. Så det når aldrig at blive langtrukkent og den er bestemt et kig værd. Will-O’-The-Wisp kan lejes eller købes fra Grand hjemmebio lige her: Will-O'-The-Wisp på Grand hjemmebio

Varm op med traileren på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar