mandag den 30. oktober 2023

Kevin Bacon leder LGBT-omvendelseslejr i ny gyserfilm

Kevin Bacon byder velkommen til They/Them

They/Them er først og fremmest en psykologisk gyser og en P!nk-sang har en central rolle lige før morderen for alvor slår til.

FILMANMELDELSE af Michael Andersen

I gyserfilmen They/Them (udtales “They Slash Them”) ankommer en gruppe unge LGBT+ til en omvendelseslejr inde i en skov. Iblandt dem er Jordan, en nonbinær person der prøver at blive frigjort af sine forældre som ikke forstår dem. Jordan spilles af Theo Germaine fra Netflix-serien The Politician. Man møder også Alexandra som er en trans pige med forældre der truer med at smide hende på gaden, og der er bøssen Toby hvis forældre har lovet ham en uge i New York mod en uge i lejren. Alle bogstaver er repræsenteret.

Omvendelseslejren styres af Owen Whistler spillet af nu 65-årige Kevin Bacon, der ikke er uvant med gysergenren. En af hans første roller var i Fredag den 13. i 1980 før gennembruddet med Footloose i 1984. Og så gæsteoptrådte den LGBT-venlige mand jo i et par afsnit af Will & Grace, men skurkeroller er ham ikke uvant. Han fortalte til Pride at han håbede at They/Them kunne inspirere queer unge i konservative dele af USA: ”Unge mennesker som har en anderledes kønsidentitet som kan se sig selv i denne film – måske er der en lille by i det landlige Amerika, i en konservativ verden med konservative forældre. Måske er de i skabet, mobbeofre? At se mennesker som dem selv på skærmen og bemyndig-gjorte ville være et smukt udfald.”

Han håbede også at They/Them har potentialet til at få konservative forældre til at tænke sig om en ekstra gang før de sender deres LGBT-børn i omvendelsesterapi. ”Ville det ikke bare være den største sejr hvis det skete for én person?” spurgte han og svarede selv. ”Det ville være absolut fantastisk.”

Cooper Koch som bøssen Stu

Psykologiske gys
I They/Them lover Owen Whistler de unge at de vil finde en ny følelse af frihed inden ugen er omme, men samtidigt med at lejrlederne begynder at nedbryde deltagerne psykologisk, går det op for dem at vilkårene i lejren bare bliver værre og værre. Jordan forsøger at inspirere de unge til at arbejde sammen og tage kontrollen hvis de skal overleve lejrens rædsler, da det går op for dem at der også er en morder på spil.

Filmen bygger langsomt op til det bloddryppende klimaks, og det er fascinerende at følge de unges samspil med lejrlederne, når Jordan f.eks. får at vide at hun blev til en ”de” for at få opmærksomhed, men inderst inde er hun bare ”en lille lebbe.” Flere af de unge indser selvfølgelig at de slet ikke ønsker at blive omvendt i en af filmens mest gribende scener, centreret omkring en P!nk-sang. De er da bare elskelige. Men så tager det hele en mørk drejning da det viser sig at der er en forræder iblandt dem.

Da først det går op for en hvad der motiverer morderen, er det hele måske ikke så skræmmende alligevel, og mere skal der ikke siges om filmens overraskelser. Men det er de psykologiske dramaer der er filmens styrke.

They/Them er skrevet af John Logan der har før skrevet manuskripter til film som Gladiator, The Aviator og Skyfall, og They/Them er samtidigt hans instruktørdebut. Resultatet er bestemt et kig værd og kan lejes eller købes på Blockbuster.dk lige her: They/Them på Blockbuster

Kom i gyserstemning med traileren på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar