torsdag den 8. juni 2023

Queer hitparade: Gay hits i sommervarmen

Darin

Det er som sædvanlig de kvindelige sangere der er mest populære, denne gang Janelle Monáe, Arlo Parks og K.Flay, men svenske Darin klarer sig også godt nu han synger på svensk igen. Der er også nye musikvideoer fra Ryan Beatty, Wrabel og Billy Cullum.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhåndenden mange LGBTQ-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv spændende videoer der er udkommet på YouTube i den forgangne måneds tid – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Billy Cullum

1. Det er fem år siden den 37-årige queer amerikaner JANELLE MONÁE sidst udgav et album, men nu er de klar med sit femte af slagsen siden debuten i 2007. Det hedder The Age of Pleasure og udkommer den 9. juni og inkluderer singlen Float, såvel som sangen Lipstick Lover hvortil der er lavet en meget sexet video – hvis man altså er til kvinder. Janelle Monáe præsenterede selv videoen således: ”Dette er vores oase skabt af kærlighed, med rødder i selv-accept, dunkende i selv-opdagelse og underskrevet med kirsebærrøde kys fra mig til dig.” Åbn gaven på YouTube lige her:

2. 22-årige, engelske ARLO PARKS 4. musikvideo fra sit nye album Soft Machine er til sangen Pegasus (ft. Phoebe Bridgers) og den sang præsenterede Arlo Parks selv således: ”Pegasus handler om at opleve varmen og letheden i god kærlighed for første gang. Den udforsker også hvordan fraværet af kaos og tilstedeværelsen af en ægte forbindelse kan være en lille smule skræmmende efter ikke at have haft det i lang tid.”  Hun synes desuden videoen er en af hendes favoritter af dem hun har lavet. Se selv hvorfor på YouTube lige her:

3. Svenske DARIN fyldte 36 år den 2. juni. Han skrev den 7. maj på Facebook: ”Jeg elsker sommeren, men jeg ser allerede frem til efteråret for da udgiver jeg et helt nyt album på svensk og kommer endelig til at spille for jer på min arenaturné. Jeg ser frem til at synge Starkare for jer live” – og Starkare er altså Darins nye single, hans første på svensk siden han sprang ud som bøsse i 2020. Det gik åbenbart ikke så godt med at opnå international succes, så nu satser han på hjemlandet. Se ham synge Starkare på YouTube lige her:

4. Amerikanske K.FLAY fylder 38 år den 30. juni. Hendes femte album, Mono, udkommer den 15. september, og den lesbiske sangerinde varmer op dertil med en video til sangen Shy hvori hun er en genert pige der slipper sit indre vilddyr løs. Det er som sædvanligt svært at placere hende i en musikgenre, for så rapper hun, så rocker hun og så danser hun, og hun har bl.a. nævnt Missy Elliott, Garbage, Lauryn Hill og OutKast som inspirationskilder. Videoen til Shy er visuelt godt tænkt og bestemt et kig værd på YouTube lige her:

5. 27-årige amerikanske RYAN BEATTY udgav for nylig sit 3. album, Calico, med ni emo-popsange hvorpå han deler ud af sit indre liv og stille udforsker spændingen mellem at beskytte vores hjerter og at længes efter en forbindelse der kun kan opstå ud af sårbarhed. Efter en live video til den første gribende sang på albummet, Ribbons, er der nu en lidt mere kunstnerisk video til den dog også gribende 2. sang, Bruises Off The Peach på YouTube lige her:

6. 34-årige amerikanske WRABEL har dårligt udgivet EP’en Chapter Of Me med fem gribende sange, inklusiv singlen Happier, før han nu allerede er aktuel igen med singlen Turn Up The Love. Den er i den lidt mere festlige genre end numrene på EP’en, så han kan fyre op under publikum ved sine optrædener. Men den er nu tænkt som en temasang for en Turn Up The Love Pride-kampagne hvor overskuddet doneres til The Trevor Project – verdens største hjælpeorganisation mod selvmord for unge LGBTQ-mennesker. Se, hør og dans med på YouTube lige her:

7. Engelske BILLY CULLUM synger gerne kærlighedssange om ”he”, ”him” og ”boy”. Det gælder også hans nye single Twisted, hvor hans følelser for en fyr skifter mellem kærlighed og had fordi fyren ødelagde deres ellers perfekte forhold. I den sort/hvide musikvideo til Twisted prøver Billy Cullum at udtrykke sine forpinte følelser med dansebevægelser i skæret af blinkende billygter. Se selv den ok video til den gode sang på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar