mandag den 3. oktober 2022

Bros: Vigtigt med sex i homo-romantisk Hollywood-komedie


Hovedrolle-indehaveren Billy Eichner afslører hvad der var vigtigt for ham da han skrev manuskriptet til Bros og hans kærlighedsobjekt i filmen Luke Macfarlane fortæller om maskulinitet på bøssespektret.

FILMNYHED af Michael Andersen

Bros er den første romantiske komedie fra et stort Hollywood-filmselskab til at handle om to mænd. Det er Universal Pictures der står bag filmen der har det 44-årige Billy On The Street Youtube-fænomen Billy Eichner og 42-årige Luke Macfarlane fra tv-serien Brothers & Sisters i hovedrollerne. Alle rollerne spilles af LGBT-skuespillere.

Filmens dog heteroseksuelle instruktør Nicholas Stoller har tidligere stået bag komedier som Forgetting Sarah Marshall og Get Him To The Greek. Han inviterede Billy Eichner til at være med til at skrive manuskriptet til Bros. ”Jeg synes der var noget ved ham værende hetero og mig værende bøsse der endte med at være den rette alkymi for at fortælle denne historie på en måde der ville være autentisk for homoseksuelle, men også til at relatere til for alle,” fortalte Billy Eichner i et interview med Collider.

Billy Eichner fortalte Gay Times at da han satte sig ned for at skrive manuskriptet havde han pludselig meget på hjertet om LGBT+ miljøet. Han synes film og serier om homoseksuelle ofte handler om teenagere som springer ud af skabet og det er vigtige fortællinger som redder liv, men som en mand der sprang ud for årtier siden, ser han ikke sig selv i de fortællinger. Han ville lave noget om voksne, seksuelle og komplicerede bøsser som ham selv. Hans karakters personlige emner i Bros afspejler dog ikke hans egne, men det var umuligt ikke også at inkludere elementer fra hans eget liv, men der er også draget inspiration fra hans bøssevenners liv. ”Det er lidt mig og lidt andre mennesker jeg har observeret gennem årene.”

Bøssers syn på maskulinitet
I Bros spiller Billy Eichner således LGBT+ podcasteren Bobby Leiber der – sjovt nok – bliver bedt af et Hollywood filmstudie om at skrive en homo-romantisk komedie som selv en heteromand kunne se med sin pigekæreste og synes godt om. Undervejs møder Bobby Leiber Luke Macfarlanes karakter, advokaten Aaron på et bøssediskotek og forelsker sig i ham.

Luke Macfarlane har fortalt til Hollywood Reporter at selvom han har medvirket i mange hetero-romantiske julefilm på Hallmark Channel, så var sub-plottet i Bros om Bobby Leibers hang til julefilm på ”Hallheart Channel” med i manuskriptet før han sagde ja til rollen som Aaron.

Luke Macfarlane fortalte også at da han først læste manuskriptet til Bros følte han Aaron ramte plet med hvor han selv følte hans maskulinitet ramte på bøssespektret. ”Der var noget med at vokse op i 90’erne om at vores idé om maskulinitet kom fra Calvin Klein reklamer og Chippendale-dansere og det var meget forvirrende for bøsser af en vis alder. Man er, ’vil jeg være sammen med det eller vil jeg selv være det?’”

I Bros er Aaron så typen der danser i bar overkrop på bøssediskoteket, mens Bobby Leiber er typen der føler Aaron er uopnåelig for ham. Det sjove bliver så at se hvordan de to modsætninger overvinder forhindringerne og finder sammen alligevel.


Sex er også sjovt
Billy Eichner fortalte til Collider at det var vigtigt for ham at skildre sex i filmen fordi det er en del af livet og dating for alle. ”Og vi laver en romantisk komedie. Sex er romantisk og det er også virkelig sjovt. Vi tager sex meget seriøst, men sex kan være rigtig sjovt. Og hvordan kan man lave en historie om to mennesker der falder for hinanden og ikke forholde os til sex?”

”Jeg vil også tilføje at bøsser ikke har haft mange historier hvor sex var sjovt og romantisk uden at det var noget beskidt. Vi har enten haft todimensionelle komedieserie-karakterer der talte om sex, men på en meget ”cartoon”-agtig måde der ikke føltes ægte. Eller vi har porno. Det er intet ind imellem der føles menneskeligt og ægte. Så det var vigtigt for os at inkludere det.”

Luke Macfarlane har fortalt til Hollywood Reporter at ham og Billy Eichner havde en intimitetskoordinator til deres sexscener, men at han og Billy følte sig rigtig afslappede og ”gav hinanden tilladelse til bare at gå til den.” Det lyder som om der er mange gode ting at glæde sig til når Bros får dansk biografpremiere torsdag den 6. oktober.

Forud for den nylige amerikanske premiere lavede Billy Eichner nogle nye Billy On The Street-videoer hvor han i den første havde skuespillervennen Paul Rudd med på gaden i New York for at promovere Bros og Elena fra flere tidligere Billy On The Street-videoer i den tredje. Men den sjoveste var nu den anden med Jack Black der har været stjerne i mange Hollywood-film, men hvor mange af dem kan dem de møder nævne? Det er da lige til at more sig over på YouTube her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar