søndag den 2. oktober 2022

Bøsses psyke krakelerer i ny gyserfilm

Luke og Will mens alt stadig er godt i Hypokondrisk

Will har et godt liv og en dejlig kæreste, men en uventet hilsen fra hans mor forvandler hans liv til et mareridt i Hypokondrisk på Mix filmfestival.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den amerikanske gyserfilm Hypokondrisk (Hypochondriac) af den queer instruktørdebutant Addison Heimann handler om den latinamerikanske pottemager Will spillet af Zach Villa der har en dejlig kæreste Luke spillet af Devon Graye. Will har ikke set sin bipolære mor i 10 år, så da hun uventet dukker op, sætter det hans liv på den anden ende. Hun forsøgte at slå ham ihjel da han var barn og nu begynder hans psyke at krakelere. Hans virkelighed udvikler sig til et mareridt når hans barndomstraumer begynder at tage fysisk form som et monster der hjemsøger ham.

Hypokondrisk er en psykologisk gyser inspireret af instruktøren Addison Heimanns egne erfaringer i mentalt og psykisk sammenbrud. Filmen berører også stigma omkring psykisk sygdom og det medicinale mareridt det kan medføre. Historien skulle efter det amerikanske LGBT-medie Prides anmelder være så foruroligende at den vil hjemsøge tilskuerens drømme længe efter rulleteksterne er slut fordi det kunne ske for én selv.

Det kan desuden være hjerteskærende at bevidne Wills liv bryde sammen når det som antydet i traileren også kommer til at gå ud over hans kæreste samtidigt med at empatien for hovedpersonen og hans indre slåskampe for at bevare sin fornuft skal bevares. Når man har gyst til traileren på YouTube lige her, kan man – hvis man har nerver til det – se hele filmen (uden undertekster) på årets Mix Copenhagen filmfestival. Der er kun to visninger – i Empire Bio den 27/10 kl. 19:30 og i Cinemateket den 28/10 kl. 21:30 – så det gælder om at være hurtigt ude. Se her for billetter: Mix Copenhagen præsenterer Hypochondriac

Ingen kommentarer:

Send en kommentar