torsdag den 29. december 2022

Olly Alexander, Netflix-serier og Bros hittede i 2022

I det forgangne år var artikler om Netflix-serier sikre hits på Eskapisme-bloggen. Se her hvilke der var de mest populære. Også biograffilmen Bros og et par bøsse-udspring trak læsere til, og så var der en overraskende populær Queer hitparade classic.

UNDERHOLDNINGSFEATURE af Michael Andersen

Eskapismes læsere kan lide at læse om Netflix-serier. I 2022 fik anmeldelser af især den schweiziske serie Neumatt, den østrigske serie Kitz og den engelske serie Half Bad: The Bastard Son & The Devil Himself mange hits. Den mest læste anmeldelse blev dog klart af den spanske serie Den hellige familie under overskriften Voksen mand forfører ung fyr i ny Netflix-serie. Ja, faktisk blev den årets anden mest læste indlæg på Eskapisme-bloggen.

Overskrifterne Søn af homofobisk countrystjerne springer ud som bøsse og Græsk smørtenorspringer ud som bøsse trak også mange læsere. Det var den amerikanske countrysanger Sam Williams og den græske George Perris der sprang ud.

En artikel om Ricky Martin med overskriften Hed sommer med mand, ny musikvideo og anklager om incest med nevø klarede sig også rigtig godt. Senere trak nevøen sine anklager tilbage. Så sagsøgte Ricky Martin nevøen for at have skadet hans omdømme og så genfremturede nevøen med sine anklager. Der har dog været stille om sagen siden september.

Og så fik artiklen Queer hitparade classic: Homo-romantisk sanger i badebukser overraskende mange, men særdeles velfortjente hits, for den handlede om Steve Grand og hans musikvideoer er da bare helt fantastiske. Olly Alexander fra Years And Years overgik ham dog med overskriften For fræk til tv? Det blev årets tredje mest læste indlæg på Eskapisme-bloggen.

Og så var der biograffilmen Bros med komikeren Billy Eichner hvor artiklen Vigtigt med sex i homo-romantisk Hollywood-komedie trak mange læsere selvom publikum svigtede filmen. Artiklen blev dog trumfet af en anden artikel, Tv-stjerne sprang ud som bøsse – og blev fravalgt roller om Luke Macfarlane fra Bros. Den blev klart årets topscorer på Eskapisme-bloggen.

Billy Eichner og Luke Macfarlane i Bros

fredag den 9. december 2022

Queer hitparade julespecial: Syv dejlige julevideoer

Steve Grand i All I Want For Christmas Is You

Der er dobbelt-op fra Steve Grand men også skønne julesange fra queer kunstnere som Girl In Red, Wrabel, Darin og Limahl hvis man i år trænger til at forny juleplaylisten så det hele ikke bare går op i 80’erklassikerne Thank God It’s Christmas med Queen og Last Christmas med Wham på repeat.

MUSIK FEATURE af Michael Andersen

1. Den pæne amerikanske sanger STEVE GRAND udgav for seks år siden et cover af Mariah Careys moderne jule-klassiker All I Want For Christmas Is You fra 1994 med en ledsagende musikvideo hvor han drømte om dejlig homo-romantik med en lækker mand til juletid. Det kunne bøsserne lide for videoen har siden sneget sig over 2,6 millioner visninger på YouTube. Se den selv (igen) lige her:

2. Den lesbiske GIRL IN RED fra Norge er vældigt populær med millioner af visninger af hendes største hits på YouTube. Hendes julesingle Two Queens In A King Sized Bed har en ganske smuk melodi, men teksten er sådan lidt creepy. Hun synger om ikke at have meget at give sin elskede i julegave udover sin tid og at hun vil pakke den ind i sin hud. MEGET romantisk, ha, ha. Lyt selv med i den stemningsfulde video på YouTube lige her:

3. I 2020 fulgte STEVE GRAND succesen med sin All I Want For Christmas-video op med et cover af Bing Crosby’s I’ll Be Home For Christmas fra 1943. Steve Grand drømmer i musikvideoen stadig om den samme lækre mand som i All I Want For Christmas-videoen. Nu er han dog Steve Grands kæreste, men de er adskilte og må nøjes med at tale over telefonen når de er nøgne i sengen sammen hver for sig. Se selv de forføreriske julegodter på YouTube lige her:

4. Den heteroseksuelle countrysanger AARON LACOMBE synger i sin julesang Uncle Carl om en mand der springer ud som bøsse for familien juleaften og teksten illustreres så fint i videoen hvor onkel Carl har sin kæreste med til bords. Sangen er fra 2019 men fik først vind i sejlene i julen 2020 hvor Aaron Lacombe fortalte Instinct Magazine at han ønskede at skrive en anderledes julesang da han kan lide at skrive sange der gør folk lidt ukomfortable. Teksten er inspireret af venners oplevelser og Onkel Carl spilles af en homoseksuel skuespiller der selv kunne relatere til den søde spring-ud historie man kan bevidne på YouTube lige her:

5. Den amerikanske sanger WRABEL udgav singlen First Winter lige i tide til julen 2018. I den oplever han sin første vinter med sin nye elskede og videoen er dejligt homo-romantisk. ”Jeg håber denne sang vil bringe håb til LGBTQ+ miljøet men også glæde til alle der tilbringer lidt ekstra tid under misteltenen i år,” proklamerede den nu 33-årige Wrabel der var opvarmning for P!nk på hendes Europa-turné i 2019. Se og hør med på First Winter på YouTube lige her:

6. Den populære svenske sanger DARIN udgav sidste år julesangen What’s Christmas Anyway som han havde skrevet sammen med Jörgen Elofsson der tidligere havde skrevet sange for Kelly Clarkson og Celine Dion. ”Jeg kan ikke udtrykke hvor meget jeg elsker jul,” fortalte Darin til 1883 magazine. ”Jeg er som et stort barn. Så jeg har altid gerne ville skrive en julesang.” What’s Christmas Anyway handler om at få sit hjerte og sine drømme knust lige op til jul og er sådan lidt bittersød. ”Den har ikke den mest opmuntrende tekst, men jeg tror mange mennesker kan relatere til den,” betroede han 1883. ”Jeg håber man vil nyde den. Ellers er der altid Mariah.”

7. Som forsanger for Kajagoogoo og derefter som soloartist hittede LIMAHL med sange som Too Shy og The NeverEnding Story i 80’erne. Den nu 63-årige engelske Limahl udgav i 2012 julesangen London For Christmas. Den handlede om at opleve London ved juletid sammen med sin elskede. Siden omskrev Limahl sangen til at være mere bred tekstmæssigt og genudgav den i 2020 som One Wish For For Christmas. Den fik klart flere visninger end originalen og er da også både romantisk og juleagtig med et højdepunkt med bimlende juleklokker. Det kan man da godt komme i julestemning af. Prøv selv på YouTube lige her:

lørdag den 3. december 2022

Homo-romantisk western af Pedro Almodóvar på vej

Pedro Pascal og Ethan Hawke

I Strange Way Of Life spiller Pedro Pascal og Ethan Hawke cowboys der genforenes efter lang tids adskillelse. Manu Rios fra Netflix-serien Élite er også med.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den berømte spanske filminstruktør Pedro Almodóvar er nu 73-år, men han er ikke gået på pension endnu. Den homoseksuelle instruktørs seneste projekt er den 30-minutter lange kortfilm Strange Way Of Life om kærlighed mellem to cowboys spillet af den chilenske skuespiller Pedro Pascal på 47 år og den amerikanske skuespiller Ethan Hawke på 52 år.

Pedro Almodóvar takkede i sin tid nej til at instruere dramaet Brokeback Mountain fra 2005 fordi det var en Hollywood-film. Han ville ikke arbejde under restriktioner i skildringen af kærlighedsforholdet mellem de to mandlige hovedpersoner. Nu fortæller han til IndieWire at Strange Way Of Life kunne være hans svar på Brokeback Mountain. Filmen omhandler sheriffen Jake spillet af Ethan Hawke og den lovløse Silva spillet af Pedro Pascal som bor i hver sin ende af ørkenen og ikke har set hinanden i 25 år. ”Så en af dem rejser gennem ørkenen for at finde den anden,” afslørede Pedro Almodóvar. ”Der vil være et opgør mellem dem, men historien er nu rigtig meget intim.”

IndieWire spurgte om dét betød at filmen vil være romantisk. Pedro Almodóvar grinte og svarede: ”Man kan gætte. Jeg mener, maskulinitet er klart et af emnerne i filmen.”

I et nyligt At Your Service podcast-interview omtalte Pedro Almodóvar filmen som en ”queer western på den måde at der er to mænd og de elsker hinanden.”

Den 23-årige spanske skuespiller Manu Rios, der spiller den homoseksuelle Patrick fra 4. sæson af tv-serien Élite, har også en rolle i Strange Way Of Life der forventes at få verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes i maj 2023.

Pedro Almodóvar og Manu Rios

fredag den 2. december 2022

Greyson Chance – fra hetero teen-idol til sej bøsse-stjerne


Han blev opdaget af Ellen DeGeneres som 12-årig. Siden sprang han ud som bøsse og måtte vælge hvilken slags queer kunstner han ville være. Nu er han aktuel med albummet Palladium og fortæller om sit seneste seriøse forhold.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen

Den nu 25-årige amerikanske Greyson Chance blev berømt da han som 12-årig i 2010 delte en amatørvideo på YouTube af hans klaver-optræden med Lady Gagas sang Paparazzi. Videoen gik viralt og har imponerende 71 millioner visninger. Den affødte også en invitation til at optræde i The Ellen DeGeneres Show og det medførte også høje visningstal til et par amatørvideoer med hans egne sange, Broken Hearts og Stars med henholdsvis 8,9 millioner og 5,6 millioner visninger. En amatørvideo til sangen Fire måtte ”nøjes med” 1,9 millioner visninger.

Den lesbiske talkshow-vært Ellen DeGeneres mente hun i Greyson Chance havde opdaget den næste Justin Bieber og tog ham under sine vinger. Hans debutsingle Waiting Outside The Lines udkom i oktober 2010 og opnåede 25 millioner visninger på YouTube. I august 2011 fulgte så debutalbummet Hold On ’Til The Night der inkluderede hitsinglerne Unfriend You med 18 millioner YouTube-visninger og Hold On ‘Til The Night med 5 millioner visninger. Videoerne præsenterede Greyson Chance som et teenager pige-idol.

Greyson Chance turnerede med sin musik og Ellen DeGeneres havde helt hånd om hans karriere – så meget at han i et 2022-interview med Rolling Stone kaldte hende ”dominerende og alt for kontrollerende.” Hun tvang ham til at se dokumentarfilmen Never Say Never om Justin Bieber så han kunne forme sin karriere på samme måde. Hun ville bestemme hvad tøj han skulle have på til sine optrædener. Men da Greyson Chance’s EP Truth Be Told fra januar 2012 kun affødte ét hit, Sunshine & City Lights med 6,1 millioner visninger af heteroromantik-videoen på YouTube og billetsalget til hans koncerter faldt bemærkelsesværdigt, blev han droppet som en varm kartoffel af både pladeselskab og Ellen Degeneres. Vupti var hun væk igen og besvarede ikke længere Greyson Chance’s telefonopkald. Hans 15-minutters berømmelse var slut og nu måtte han klare sig selv.

Musikvideoer med LGBT’er
Greyson Chance færdiggjorde sin skole og fortsatte med at skrive sange. Hans stemme lød nu mere voksen og i maj 2015 udgav han som 17-årig EP’en Somewhere Over My Head. Singlerne havde moderat succes med henholdsvis 1,6 millioner og 1,3 millioner visninger af sangtekstvideoerne til Afterlife og Hit & Run. En egentlig musikvideo til sangen Back On The Wall fik dog 2,8 millioner visninger. Han optrådte i The Ellen DeGeneres Show uden at snakke med hende og efterfølgende forlod han musikindustrien for at studere på universitetet i Tulsa, Oklahoma.

Greyson Chance var sprunget ud som bøsse for sin familie som 16-årig og som 19-årig sprang han ud offentligt i et 2017-Instagramopslag. Mens han studerede, kunne Greyson Chance dog ikke helt holde sig fra musikken og udgav singlerne Low og Good As Gold. De fik moderat succes med 825.000 YouTube-visninger til sangtekstvideoen til Low og 544.000 visninger af musikvideoen til Good As Gold der hyldede Lakota-indianerne i Dakota. Så gik det bedre da hans andet album Portraits udkom i 2019. Det bød på Greyson Chance’s hidtil bedste sange og inkluderede hittet Shut Up med 12 millioner visninger af videoen på Youtube. Den bød på Greyson Chance’s første LGBT-repræsentation i sine musikvideoer i form af et lesbisk par og ham selv der synger til en fyr. Singlen Yours fik 1,6 millioner visninger og den gribende video til White Roses om en fyr i et heteroseksuelt forhold der føler sig draget af en anden fyr fik 1,1 millioner visninger. Bliv selv grebet af videoen til White Roses på YouTube lige her:

I november 2019 udgav Greyson Chance singlen Boots hvortil hans sådan lidt sexede video fik 1,2 millioner visninger på YouTube. I marts 2020 fulgte singlen Dancing Next To Me hvor Greyson Chance synger om en ”he” og i videoen flirter med en fyr på et diskotek til 1 million visninger på YouTube. Nyd selv musikvideoen til Dancing Next To Me på YouTube lige her:

En queer kunstners svære valg
Yderligere to singler fulgte i 2020, Honeysuckle og Bad To Myself. De demonstrerede at Greyson Chance var ved at udvikle sig til en spændende queer kunstner selvom de fede videoer med bad ass bøsse-star attitude knap nåede 500.000 visninger på YouTube. Året efter, i 2021 udkom så EP’en Trophies der inkluderede sangene Holy Feeling, Hellboy og Nobody med moderat succes på YouTube med igen op mod 500.000 visninger af hver.

”Jeg var tilbage på et stort pladeselskab og argumenterede over telefonen om hvordan jeg ville have mit albumcover skulle se ud og hvorfor jeg havde valgt de sange,” erindrede Greyson Chance i et nyligt interview med Gay Times. ”Der var en i 50’erne der fortalte mig at de syntes den her sang er mere hip end den anden ting. Jeg havde selv en A&R (pladeselskabsrepræsentant med ansvar for at opdage nyt talent) til at fortælle mig i et konferenceopkald med reference til sangen Hands, ’hør her, jeg forstår og støtter virkelig din queer identitet og at du putter det i musik, men pronominerne er måske bare lidt for meget, synes du ikke?’ Jeg tænkte ’shit, det er 2021 og det her sker stadig.’ Så det var frustrerende for mig at finde mig selv tilbage i det øjeblik efter at have været her så længe og have arbejdet så hårdt som mig.”

”Jeg husker også at få at vide at jeg nærmest måtte vælge et spor – at jeg måtte gøre hvad Lil Nas X gjorde og fuldstændigt vise min queerhed og lade det være tingen der driver musikken og måske være lidt provokerende eller jeg måtte spille det sikkert og ikke tale om det og ikke bruge pronominer i mine sange. Man måtte vælge sin vej og jeg er sikker på mange queer kunstnere går igennem det nu med bare at prøve på at passe ind i dette rum og føle de har en vej at gå ned ad. Jeg tror det var anderledes for mig som en kunstner der havde et årtis erfaring under bæltet. Det var nemmere for mig at sige, ’yeah, jeg kan ikke lide dig. Jeg taler ikke til dig mere. Gå fuck dig selv’ i forhold til nogen nyere i spillet. Det stinker bare at vi stadig må igennem dette og hvordan man må tænke som kunstner: ’Jeg er bøsse så hvordan vil det påvirke min karriere? Hvordan påvirker det min kunst? Hvordan kan jeg udnytte det?’ – det er så konstant i musik lige nu. Det er virkelig klamt og det er hårdt og det er svært.”

Ikke klar til ægteskab endnu
Greyson Chance’s 3. album Palladium udkom den 22. september i år. Samme dag lagde han den ind til videre eneste video derfra på YouTube. Den var til sangen My Dying Spirit og bød igen på bad ass bøsse-attitude og er nu oppe på cirka 250.000 visninger. Der er ikke brugt auto-tune på albummet – Greyson Chance’s stemme er personlig og ærlig med sange om afslutningen på hans mest seriøse forhold i sit voksenliv. ”Jeg troede jeg havde mit liv projiceret ud og da én kom ind i mit liv som var i stand til at fylde alle disse kasser, så løb jeg fra det,” fortalte han til Rolling Stone. ”Jeg vil være der for nogen på den måde de er der for mig. Det kræver et niveau af tillid som jeg bare ikke tror jeg har lige nu.”

Han uddybede til Gay Times: ”Der er nok tre sange som er en anelse mere centreret om kærlighed på denne plade og Down & Out er bestemt en af dem. Hemingway, 74 rue de Cardinal er en sang som er rigtig personlig. Det var på et tidspunkt hvor jeg lige havde afsluttet et forhold som var mit længste og mest seriøse og det havde jeg gjort frivilligt. Jeg tror jeg indså at jeg havde dette perfekte billede i mit hoved på vej ind i mine 20ere om at jeg ville møde en og vi ville være sammen. Jeg ville kaste mig hovedkulds ind i det og være en loyal partner. Måske når vi blev 30 vi skulle giftes og se på at adoptere et barn. Jeg havde det hele planlagt i mit hoved og det var hvad jeg ønskede mig i lang tid. Det var målet. Jeg fandt en som var vidunderlig og brillant og pludselig kunne jeg ikke lide mig selv mere. Jeg vidste ikke hvem jeg var mere. Jeg havde ikke denne autonomi af at være en kunstner og føle at min kreativitet var det der drev mig. Jeg husker bare at tænke ’jeg kan ikke gøre dette som 24-årig. Det er for tidligt.’ Det var rigtig, rigtig hårdt. Det er så svært at såre folk man elsker og det var virkelig svært. Så jeg tror der er en masse frustration i Down & Out.”

”Nu er jeg 25 og har ingen ide om hvad jeg vil. Jeg ved ikke hvornår jeg vil have det. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer til at få det og jeg føler sådan en form for indre fred deri. Jeg tror at skrive en masse af albummet også hjalp mig med at finde denne afklarethed.”

Greyson Chance afviste at optræde i The Ellen DeGeneres Show på dagen for udgivelsen af Palladium for at bevare sin integritet. ”I første del af min karriere skyldte jeg mange tak til hende og hendes team,” sagde han til Rolling Stone, men nu: ”Jeg skylder hende ikke en skid. Fordi jeg var den der måtte rejse mig. Hun var ingen steder.”

mandag den 28. november 2022

Billetsalg til ny Disney-film med bøsse skuffer

Ethan Clade i En forunderlig Verden

Den biografaktuelle animationsfilm En forunderlig Verden er fulgt i kølvandet på den homo-romantiske Hollywood-komedie Bros med dårlige indtjeningstal. Heteroerne gider åbenbart ikke se film med bøsser.

FILMNYHED af Michael Andersen

Disney-filmen En forunderlig Verden (Strange World) handler om den legendariske famile Clade med tre generationer af eventyrere der må overkomme interne stridigheder under deres farlige udforskning af en uopdaget verden med fantastiske skabninger.

Jaboukie Young-White der lægger stemme til den unge bøsse Ethan Clade i den engelsksprogede udgave af En forunderlig Verden fortalte om karakteren til Geeks of Color: ”Det der er rigtig sejt ved Ethan er at han er i stand til at finde sig selv i omgivelser der er parate til at acceptere og støtte ham. (…) Ethan slås ikke med sin queerhed som denne tunge ting. Han har bare et crush og det er en universel oplevelse som mange mennesker kan relatere til.”

Men kan eller vil et heteroseksuelt mainstream-publikum så også det? Filmen har kun indspillet 28 millioner dollars indtil videre – og det kostede 180 millioner dollars at lave den. Kritiske røster anklager Disney for mangelfuld markedsføring lige som ved en anden nylig Hollywood-film med homo-romantik, nemlig live-action komedien Bros der også indtjente langt under det forventede fordi det heteroseksuelle mainstream-publikum svigtede filmen. Bros har indtjent 15 millioner dollars men kostede 22 millioner at lave. Med det skuffende billetsalg til begge film frygter man at de store filmselskaber vil vægre sig ved at lave flere film med LBGT-personer i hovedroller.

Bros blev produceret af Universal der har en anden film med bøsser i hovedrollerne på bedding, nemlig Knock at the Cabin af den populære instruktør M. Night Shyamalan med premiere til februar. Hvis publikum også svigter den, tegner det ikke lovende, så det bliver spændende.

Imens kan man selv gøre sit for at støtte den gode sag ved tage nevøer og niecer under armen og med i biografen for at se En forunderlig Verden. Varm op med traileren på YouTube lige her:

fredag den 25. november 2022

Queer hitparade: Svenske Darin i peepshow for bøsser

Darin

Der er også spændende nyheder fra bl.a. Soft Cell og Luke Evans og en homo-romantisk musikvideo fra Celestial Skies, men det er igen de lesbiske sangerinder – denne gang Zolita og K. Flay – der høster de største antal visninger på YouTube.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhåndenden mange LGBT-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv videoer der udkom på YouTube sidst i oktober og i løbet af november – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Luke Evans

1. Den 28-årige amerikanske ZOLITA har efter succesen med handlingsvideo-trilogien til hitsinglerne Somebody I F*cked Once, Single In September og I F*cking Love You kastet sig ud i en ny handlingsvideo-serie med første del til singlen 20 Questions fra september og nu anden del med den nye single Ruin My Life. (Og mon ikke alle de der hitsingler snart udmønter sig i et album?) I videoen til Ruin My Life er Zolita inviteret til lesbisk bryllup og der er polterabend på en stripklub. De vordende brude bliver imidlertid uvenner, men måske kan den nu lyserød-hår farvede Zolita trøste den ene af dem? Følg med i dramaet på YouTube lige her:

2. Den 37-årige lesbiske sanger og rapper K.FLAY fra USA er aktuel med singlen It’s Been So Long som hun selv præsenterede som omhandlende det øjeblik efter hjertesorg eller tab eller smerte hvor man dukker op fra vraget og endelig føler sig godt tilpas igen – klar til at gå ud at danse igen, klar til at være sig selv, klar til at føle sig smuk – og det er som om man har ventet hele ens liv på at nå til det sted og det føles så så godt når man når dertil. Se selv K.Flay danse af befrielse – når ellers hun ikke sidder på toilettet – i videoen til It’s Been So Long på YouTube lige her:

3. Svenske DARIN er blevet 35 år og er nu aktuel med singlen Satisfaction som han har forklaret på Facebook handler om at omfavne og eje sin seksualitet og at føle sig fri. Han håber alle der hører sangen også vil føle sig frigjorte. I videoen betaler en mand for at se Darins sexede optræden i et peepshow hvor Darin bl.a. er bundet til en stol i bar overkrop mens en mandlig danser gnubber sig op ad ham. Pludselig står manden ansigt til ansigt med Darin. Er det mon begyndelsen på noget? Nyd selv peepshowet på YouTube lige her:

4. Når den 43-årige engelske skuespiller LUKE EVANS ikke lige har travlt med roller i tv-miniserier som Drabene på Kyststien og Nine Perfect Strangers, ja så synger han. Hans debutalbum At Last fra 2019 bød på et fint udvalg af coversange og trods en tydelig musical-indflydelse var det dejligt romantisk at lytte til. Hans nye album A Song For You bærer endnu mere præg af hans baggrund i musicals og indeholder covers af gamle travere som Over The Rainbow, My Way, I Can’t Make You Love Me og julesangene Silent Night og Last Christmas som man har hørt til bevidstløshed med andre sangere, så gider man virkelig nye udgaver af dem? Men hans cover af traveren Bridge Over Troubled Water er da nu alligevel ganske tålelig. Se og hør selv på YouTube lige her:

5. I foråret udgav den engelske synthpop duo SOFT CELL bestående af sanger Marc Almond og musikproducer Dave Ball deres første album i over 20 år, Happiness Not Included. Nu er de aktuelle med en video til singlen Light Sleepers derfra. Marc Almond er efterhånden blevet 65 år og i videoen varieres der mellem motiver af lys og mørke for at illustrere naturen i at komme overens med sig selv og sin plads i verden. Men det virker jo så ikke til at Marc Almond er kommet overens med sin alder for i videoen bliver han spillet af Violet Chachki fra RuPauls Drag Race så han kan se 40 år yngre ud. Se selv på YouTube lige her:

6. Den 30-årige sanger og skuespiller KEIYNAN LONSDALE fra Prime Video-filmen Min falske kæreste (My Fake Boyfriend) udgav debutalbummet Rainbow Boy i 2020 og nu er han snart klar med sit andet album. Keiynan Lonsdale stammer fra Australien og han fortalte for nyligt til Pride at han indspillede det nye album i både Los Angeles og Sydney så det er en blanding af hans to hjem både musikalsk og karaktermæssigt i livsstilen mellem de to steder. ”Og det handler om kærlighed hvilket er rigtig sjovt og overhovedet ikke forvirrende at udforske,” sagde han og tilføjede ”men jeg er super-spændt.” Nyd hans poetiske video til sangen Lonely Point Of View, der sammen med singlen Better er første udspil fra det kommende album, på YouTube lige her:

7. CELESTIAL SKIES er et musikprojekt skabt af engelske Chris Selman der har erfaring fra London Gay Men’s Chorus. Det opstod under Corona-nedlukningerne hvor han fik tiden til at gå med at skrive sange. Det udmøntede sig i albummet Songs For Blue Romantics hvorfra han nu er aktuel med tredje homoromantiske video, nu til sangen Modern Romance. Den handler om et langdistanceforhold men i videoen er der dog masser af kortdistance-kontakt mellem Chris Selman og en nydelig danser. Se selv på YouTube lige her:

mandag den 21. november 2022

Bøsseromantik i ny gyserserie på Netflix

Martin kysser Bruno i Alma

I den spanske serie Alma er der et par bøsser med i biroller og serien bliver sjældent alt for uhyggelig så de fleste der kan lide historier om det overnaturlige, paranormale og metafysiske kan godt tåle at se med.

TV-SERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Hovedpersonen i Alma er selvfølgelig Alma, men man følger også hendes venner der lige som hende overlever en voldsom busulykke i første del. Omstændighederne omkring ulykken er meget mystiske, men de afdækkes inden første sæson på ni afsnit er afrundet. Det hele roterer omkring et mysterium om et overnaturligt væsen ved navn Therion og hans fem tjenere der siden middelalderen er blevet genfødt gang på gang i menneskekroppe som de kan overtage når de er på grænsen til døden. Så intet er som man tror efter ulykken og der er mange overraskende plottwists undervejs - som f.eks. hvem der hjemsøger Alma.

I starten af første afsnit møder man Alma og hendes venner på en skoleudflugt til en slags bed and breakfast i bjergene der ledes af Bruno spillet af Pol Monen med hjælp fra hans bedstefar og lillebror. Almas ven Martin spillet af Javier Morgade har et godt øje til Bruno, men Bruno vil ikke bare have en engangsfornøjelse og afviser Martins tilnærmelser. Men da Martin efter busulykken er forsvundet, er det Bruno der sammen med Martins søster leder efter ham i nogle klippehuler og uden at nævne omstændighederne kan man godt sige de finder ham i tredje del uden at røbe for meget.

Bruno med Martins søster

I fjerde del fletter Bruno og Martin så fingre lige op til seriens allermest voldsomme gys der varer hele ti hårrejsende minutter, men ellers er det faktisk en rimeligt afdæmpet serie – sådan nærmest poetisk med personer der taler roligt og afdæmpet. Alma lider af hukommelsestab så hele femte afsnit er f.eks. afsat til hvad der gik forud for første afsnit – det er såmænd ikke så uhyggeligt.

I sjette afsnit har Bruno og Martin så sex. De siger begge de ikke har prøvet det før og det skildres meget sexet. Bagefter spørger Bruno Martin om han kunne lide det. Det er da sjovt. Så er syvende afsnit afsat til flere overraskende twists and turns i Almas historie, og når man i ottende afsnit møder Bruno og Martin igen lægges der op til den dramatiske sæsonafslutning i niende del: Martins søster holder ham fra Bruno da hun tror Bruno kan være overtaget af en af Therions fem tjenere. Og Bruno tror Martin er udset til være vært for Therion – hvis han ikke allerede er det.

Det er virkelig nogle gode personkarakteristikker man får af Alma og hendes venner og der berøres emner som seksuelle overgreb fra en stedfar og lesbisk tiltrækning mellem veninder. Og med den sæsonfinale kan man da kun håbe der kommer en sæson mere, for det er godt nok spændende da. Varm op med traileren på YouTube lige her (der er selvfølgelig danske undertekster på Netflix):

søndag den 20. november 2022

Alt om bi- og bøsseheksene i Half Bad på Netflix

Annalise, Nathan og Gabriel i Half Bad

24-årige Jay Lycurgo og 30-årige Emilien Vekemans er stjernerne bag Nathan og Gabriel i den engelske Netflix-serie The Bastard Son & The Devil Himself. De fortæller om deres karakterers seksualitet og romance.

TV-SERIE FEATURE af Michael Andersen

Den 30-årige Emilien Vekemans stammer fra en fransktalende familie i Belgien og efter flere roller i europæiske produktioner har han nu landet sin første store, internationale rolle som den homoseksuelle heks Gabriel i Netflix-serien Half Bad: The Bastard Son & The Devil Himself. Den er baseret på bogen Half Bad af Sally Green. I tv-serieudgaven forelsker Gabriel sig i den næsten 17-årige hovedperson Nathan spillet af den 24-årige Jay Lycurgo der dog også er forelsket i heksen Annalise. Bliver det mon så til en ”throuple” eller må Nathan vælge?

Emilien Vekemans fortalte i et nyligt interview med Digital Spy at seriens queerhed blev indarbejdet helt organisk med hvordan Gabriel og Nathans forhold udviklede sig igennem de otte afsnit: ”Først tror man ikke at de ender sammen, men lidt efter lidt får man en fornemmelse af at de kan relatere til hinanden fordi de har den samme svaghed og der er ting de kan relatere til ved hinanden – som at de begge er en slags forældreløse. De er begge på en måde blevet svigtet af deres forældre. Det er virkelig noget vi arbejdede på med Jay. Vi talte meget om det i forberedelserne, som ’hvad er den ting de har tilfælles?’ Det er rigtigt nok den ting med at føle sig alene i deres historie. Så det var rigtig interessant at gå ind i romancen gennem noget der er meget rent. Det var et af målene og jeg håber vi nåede det.”

Om deres kys i 7. afsnit, fortæller Emilien Vekemans: ”Det var noget så vigtigt i de to karakterers historie. Vi havde talt meget om det før det skete. Og vi blev også meget gode venner gennem hele den proces. Så det øjeblik kom meget naturligt – jeg vil sige fordi jeg tror det var ment til at ske i deres historie. Da vi skulle indspille denne scene, var det et stort øjeblik og det var på en måde mit bedste minde fra indspilningerne. Det var alt sammen lokationer – rigtige lokationer. Og det endte med dette fine stunt efter det (…) Det var så sejt. Det var faktisk en af mine favorit-dage under indspilningerne.”

Emilien Vekemans som Gabriel

Gabriel i livsfare?
Om de polyamourøse signaler mellem Gabriel, Nathan og Annalise sagde Emilien Vekemans: ”Vi talte en lille smule om det. Men det synes af mere nu, synes jeg, når vi ser tilbage på serien og historien. Vi er, like ’der er virkelig noget under opsejling mellem de tre som er meget interessant og nu er organisk.’ Jeg spekulerer på hvis der kommer en sæson to om det er noget der vil blive udviklet (…) Jeg synes det er relationen mellem Gabriel og Nathan der er rigtig interessant. Hvad kan det føre til? (…) Også, i bøgerne ender det ikke godt for min karakter. Jeg håber ikke det vil ske (i tv-serien). Alt undtaget det, tak.”

Man kan håbe på at ligesom de to typer hekse blev ændret fra ”hvide helse” og ”sorte hekse” i bogforlægget til ”lysfødte” og ”blodhekse” i tv-serien, at manuskriptforfatterne ikke følger bogen slavisk – også nu hvor Gabriel er blevet en populær karakter hos seerne. Det vil være for dumt at aflive ham bare for at Nathan og Annalise kan få en happy end. Fans af Gabriel og Nathan har allerede navngivet parret som Nabriel på Tumblr – en sammentrækning af deres navne. Jay Lycurgo der spiller Nathan, forsikrede dog til Attitude at Nathans biseksualitet vil blive fastholdt i tv-serien. ”Seksualitet var ikke en stor konversation fordi det ikke bør være det. Det er en del af historien. Jeg synes det er rigtig smukt som det sker naturligt. Og det sker ikke engang – han er til stede i nuet og finder disse energier fra forskellige mennesker som han har brug for. Det er virkelig smukt. Jeg fokuserede mere på hvem Nathan var og hvor smuk han var og hvordan han opdager sig selv gennem denne rejse. Det fandt jeg mere interessant. Jeg syntes også at dét var rigtig fantastisk.”

Nathan i midten spillet af Jay Lycurgo

Også biseksuel i Titans
Jay Lycurgo fortalte til Gay Times at han syntes det var utroligt at være med i serien: ”Fra en skuespillers synspunkt ser man et manuskript som man virkelig elsker og forhåbentlig får man rollen. Derefter kan man begynde at tænke i lag. Jeg synes det er stor historiefortælling og der er gjort et utroligt arbejde for ikke at have det forrest – og nu taler jeg om hans seksualitet – i konversationen. Det er mere som at det er en dreng der prøver på at finde ud af hvem han rigtigt er og undervejs møder han disse fantastiske mennesker. Det er ikke at han vil være sammen med nogen, det er mere at energien er der. Så når han møder Gabriel ved han at der er noget rart ved ham, men han kan ikke rigtigt sætte fingeren på hvad det er.”

”At være i en situation hvor jeg er en blandet race-dreng – jamaicansk, Sierra Leonsk og britisk – det er fantastisk fordi en masse skuespillere som er af blandet oprindelse og fra min baggrund har brug for at flere mennesker får disse muligheder for at være hovedroller. Med denne rolle vil de blandede race og sorte unge forhåbentlig se at én klarer det og det kan give dem håb. Jeg ved en masse mennesker før mig blev udelukket fra hovedroller så jeg synes det er dejligt at være i denne situation – og sikke en stor serie at være en del af.”

Jay Lycurgo spiller også biseksuel i superhelteserien Titans hvor de første tre sæsoner også kan ses på Netflix. Han kom med fra 3. sæson i rollen som Tim Drake der sidste år sprang ud som biseksuel i de tegneserier tv-serien er inspireret af. I traileren til sæson 4 ser man et hurtigt glimt af ham snakke med Bernard der i tegneserierne er hans kæreste. ”Det er en lille teaser,” sagde Jay Lycurgo til Attitude. ”Det er begyndelsen på en rar lille rejse der. Yeah, det er rigtig sødt.”

Se selv traileren til Titans sæson 4 på YouTube lige her: 

torsdag den 17. november 2022

Ben Platt som bøssebror i ny bryllupskomedie

Kristen Bell med Ben Platt og hans filmkæreste

Den amerikanske sanger har en af hovedrollerne i The People We Hate At The Wedding som har premiere på Prime Video fredag den 18. november.

TV-FILMNYHED af Michael Andersen

Den 29-årige Ben Platt er både bøsse og jøde og har to hitalbums på bagen, Sing To Me Instead fra 2019 og Reverie fra 2021 plus koncertoptagelsen Live From Radio City Music Hall fra 2020 der kan ses på Netflix. Han har tidligere medvirket i film som Pitch Perfect fra 2012 og Pitch Perfect 2 fra 2015 samt tv-serien The Politician fra 2019/2020 der kan ses på Netflix og musicalfilmen Dear Evan Hansen fra sidste år.

Nu kan man se den populære herre i tv-filmen The People We Hate At The Wedding på Amazons streamingtjeneste Prime Video hvor han spiller bøssen Paul der sammen med sin søster Alice spillet af Kristen Bell og deres mor Donna spillet af Allison Janney modvilligt indvilliger i at deltage i deres fremmedgjorte, velhavende halvsøsters bryllup i England. I løbet af bryllupsweekenden vælter familiens skeletter ud af skabet og de tre familie-gæster fra Amerika må sande at de er de gæster man hader ved brylluppet.

Filmen er baseret på en bog af Grant Ginder og bør være til at relatere til for alle der selv har en dysfunktionel familie eller bare har været tvunget til at deltage i et bryllup de ikke havde lyst til at deltage i. Bøsser kan måske relatere til Pauls families velmente men kiksede forsøg på at vise de accepterer hans homoseksualitet som f.eks. her i traileren på YouTube hvor moderen føler behov for at fortælle fremmede på gaden at hun er ok med at hendes søn og hans kæreste laver sex-ting sammen:

lørdag den 12. november 2022

Voksen mand forfører ung fyr i ny Netflix-serie

Germán og Abel i Den hellige familie

I den spanske serie Den hellige familie involverer privatdetektiven German sig seksuelt med sønnen Abel i den hemmelighedsfulde familie han efterforsker.

TV-SERIEANMELDELSE af Michael Andersen

En familie der skjuler en chokerende hemmelighed, starter forfra i Madrid i Den hellige familie (Sagrada familia) på Netflix. Moderen til en baby, Gloria indlader sig med de andre mødre i sit nye nabolag. Hun har en au pair der i virkeligheden er hendes datter, samt en hemmelig søn der kun må komme ud af huset når det er mørkt. Ja, der er vist noget skummelt der og familiens baggrund og hemmeligheder afsløres gradvist i flashbacks som de otte afsnit skrider frem.

Når den homoseksuelle søn Abel Santos spillet af Iván Pellicer skateboarder i byens gader om natten, render han ind i den joggende Germán spillet af den 41-årige Álex García. Germán er tidligere politimand og nu en del af et undercover efterforskningshold hvor han sammen med en kvindelig efterforskningspartner foregiver at være et gift par med en baby. Deres mål er at infiltrere mødre gruppen og finde ud af sandheden bag Gloria og hendes familie. Germán antyder hurtigt overfor Abel at han er interesseret i et forhold og selvom Abel tror han er en gift mand, har den 17-årige fyr der lyver om at være 19 gengældt hans hede kys inden 3. del er slut.


Der er selvfølgelig nogen i mødre gruppen der ser dem kysse, men det afholder ikke Germán og Abel fra at fuldbyrde deres forhold i 4. del. I de sydeuropæiske lande forekommer det at homo-barer og homo-diskoteker har sexrum i kælderen, så de tager på discotek og danser sig varme til at begive sig ned i kælderen, og så bliver det hedt når Abel lader Germán få sin vilje med sig. Det klippes sammen med søsteren der samtidigt hengiver sig seksuelt til sin udkårne fyr Marcos der spilles af Álvaro Rico som nogen måske husker som den biseksuelle Polo i de første tre sæsoner af Élite der også kan ses på Netflix.

For Abels høje lykke kan det selvfølgelig kun gå ned af bakke – der er jo fire afsnit tilbage. Germáns partner begynder at håne ham for at sætte deres efterforskning over styr ved at bolle deres objekt og deres opgave udvikler sig i 5. afsnit til lejemord. Så mens Abel fantaserer til en videooptagelse af Germán fra skaterparken pønser Germán på hvad der er vigtigst for ham: Abel eller ti millioner?

Følg selv med i Den hellige familie på Netflix for at finde ud af om German bare koldt og kynisk har udnyttet Abel seksuelt og virkelig har tænkt sig nu at myrde den fyr han forførte. Varm op med traileren på YouTube lige her (der er selvfølgelig danske undertekster på Netflix):

torsdag den 10. november 2022

Bros: Gruppesex-scene nær klippet fra homo-romantisk Hollywood-film

Billy Eichner fortæller om de grundlæggende idéer bag filmen og hvorfor den mon ikke fængede mainstream-publikummet. Og så er der sjove historier om hvordan filmen også kunne have været.

EKSPOSÉ af Michael Andersen

Da Bros havde biografpremiere den 6. oktober, blev den promoveret som den første romantiske Hollywood-komedie om to bøsser med en total LGBTQ+ rollebesætning. Før premieren fortalte manuskriptforfatteren og hovedrolle-indehaveren Billy Eichner til Instinct Magazine: ”Jeg syntes virkelig det kunne være en overbevisende idé hvis man havde to karakterer – bøsser som begge er omkring de 40 år – som aldrig havde været forelskede og var stolte over ikke at behøve at være i et forhold, ikke at behøve at være i et romantisk forhold, lægge stor værdi på at være selvhjulpne, og idéen af hvad der sker når to sådanne mænd uventet falder for hinanden i termer af hvor sårbare man må være og lade sine barrierer falde.”

”Jeg syntes der var en masse komedie-potentiale deri og også noget mere gribende materiale. Det var den originale idé vi startede med sammen med idéen om at vi på en måde sætter maskulinitet op på en piedestal i vores kultur. Ikke bare i bøsse-kultur, men i kultur generelt. Vi forholder os også til det i filmen på sjove måder, men det er noget der foregår. Jeg har set det blandt mig og mine venner en del gennem årene.”

Og så var tanken at hvis LGBTQ-mennesker kan forstå en heteroseksuel historie, så kan heteroseksuelle mennesker også forstå homo-historier. Billy Eichner forklarede at Hollywood hidtil har været både homofobisk og bange fordi det ultimativt er en forretning – de satser på det sikre. Hvis en romantisk komedie kan indtjene 100 millioner dollars og en actionfilm eller en superheltefilm kan indtjene en billion dollars, så bliver de ved med at spytte dem ud. Men man ser dårligt romantiske komedier om heteroseksuelle mennesker fra de store studier mere og man frygtede at heteroseksuelle mennesker ville modstå en om bøsser fordi det ville skræmme dem så der ikke ville være publikum nok til det. Men med Bros håbede man at publikum var klar til noget nyt og friskt. Så længe det var sjovt håbede man folk ville møde op for at blive underholdt, men filmstudiernes frygt var muligvis velbegrundet for...

Billetsalg til Bros skuffer
Filmselskabet bag Bros, Universal Studios forventede at Bros ville indtjene mellem 8 og 10 millioner dollars i åbningsweekenden i USA, men den kom kun op på 4,8 millioner dollars trods gode anmeldelser. Billy Eichner kommenterede på Twitter hvorfor mon filmen ikke havde givet genklang hos mainstreampublikummet: ”Rolling Stones har allerede Bros på deres liste over bedste komedier i det 21. århundrede. Hvad der også er rigtigt er, at på et tidspunkt ringede en biografkæde til Universal og sagde de trak traileren på grund af det homoseksuelle indhold. (Uni overbeviste dem om ikke at gøre det.) Amerika, fuck yeah, etc. etc. – det er bare den verden vi lever i, desværre.”

Han fortsatte: ”Selv med glødende anmeldelser, høje Rotten Tomatoes-bedømmelser, etc, så mødte heteroseksuelle mennesker – især i visse dele af landet – bare ikke op til Bros. Og det er skuffende, men det er hvad det er.”

Hvordan Bros har klaret sig i Europa vides ikke i skrivende stund, men Nordisk Film gjorde ikke noget særligt ud af den i deres mails med film-promoveringer til deres publikum. Ved en New Yorker Festival luftede Billy Eichner tanken at manglen på store Hollywood-stjerner kan have haft noget at sige: ”Vi kunne nemt have smidt Chris Evans ind i Luke Macfarlanes rolle men det gjorde vi ikke fordi det for os var vigtigt at give en masse LGBT-skuespillere en chance for at være med i en film selvom de ikke var filmstjerner. Hele idéen med at lave filmen var ’den første homofilm nogensinde! Med en homo-bøsse i hovedrollen! Og skrevet af en stor homo… men produceret af heteroseksuelle!’ Jeg mener, er det en historietime eller en film? Jeg syntes ikke det var særlig smart. Jeg synes at nogle gange må man lade publikum finde sig. Lad dem opdage dig, lad dem forelske sig i dig.”

”Der var ikke meget af et blueprint for denne film når det kom til marketing og alt det,” fortsatte han. ”Universal kunne ikke have været mere støttende hvert skridt på vejen, men det var også en ny type film for dem. Når Hollywood er mere end et århundrede om at udgive en ’forbudt for børn* homo-romantisk komedie og lave denne brede distribution, så er der ikke meget af et blueprint at følge.”

Og så tilføjede han at selvom homofobi var en faktor i visse dele af USA, så lavede de alligevel ikke filmen til ære for homofober: ”Det var aldrig tænkt som en film der skulle overbevise folk der ikke kan lide bøsser om at vi er normale og bløde og kælne og ok at elske. (…) Det er SÅ meget ikke den film.”

Liam Hemsworth i The Dressmaker (2015)

Sådan kunne Bros også ha’ været
I et interview med Yahoo! Lifestyle fortalte Billy Eichner: “Liam Hemsworth ville lave en cameo i filmen og det var meningen han skulle og vi havde et helt Zoom-møde med ham og han var skøn og charmerende og sjov, men så ramte Covid igen og han kunne ikke rejse fra Australien bare for at lave én scene i Bros. Desværre. Men det ville ha’ været sjovt.”

”I filmen går Luke og jeg i biografen og ser en film med titlen ”The Treasure Inside” der er en fiktiv film om – du ved – to grænsemænd i skabet under den californiske guldfeber i 1812 – på en måde indikerende af de mange film om tragiske skabsmænd som vi får og i Hollywood spiller rigtige heteroseksuelle skuespillere dem – Brokeback Mountain og en million andre. Vi ville ha’ lavet scener fra den film og Liam skulle være den ene af de tragiske grænsemænd. Vi endte med aldrig at filme de scener, men på et tidspunkt ville vi lave dem med Liam og Nick Jonas. Australien, du afholdt Liam fra at være i Bros!”

Instruktøren af Bros, den heteroseksuelle Nicholas Stoller afslørede desuden i et interview med Gay Times at en filmens gruppesex-scener nær var blevet klippet ud. ”Vi prøvede noget hvor vi tabte jule-fire-orgiet og samtalen hvor Billy siger han er ukomfortabel med at have et åbent forhold. Det føltes pludselig som 100 procent en hetero-romantisk komedie. Jeg ved ikke hvorfor. Det gjorde det bare. Noget gik tabt. Jeg var, like ‘det her virker slet ikke,’ og de puttede det tilbage i filmen.”

Stoller huskede Billy Eichners ord om at det ikke kunne være ”en film hvor det er et heteropar og man bare tager kvinden ud og sætter en mand ind. Det skal være en queer kærlighedshistorie, en rigtig bøsset kærlighedshistorie.”

I filmen blev det så til at to bøsser overvinder bøsse-stereotyper som ”åbne forhold” og ”gruppesex” og finder kærlighed trods alt. Hvis man gik glip af Bros i biografen, forventes det at den udkommer på DVD og Blu-ray den 16. marts 2023.

lørdag den 5. november 2022

Queer hitparade: Jordy ryger sig skæv

Jordy

Selvom kvindelige LGBT-kunstnere som Girl In Red, Rina Sawayama og Lily Rose nyder stor mainstream-succes for tiden, så er der også nyheder fra spændende mandlige sangere som Greyson Chance, Luke Evans og Tom Aspaul som man ikke bør gå glip af.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhåndenden mange LGBT-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv videoer der udkom på YouTube sidst i september og i løbet af oktober – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Luke Evans

1. Den 23-årige norske og lesbiske sangerinde GIRL IN RED nød sidste år stor succes med sit album If I Could Make It Go Quiet. Nu er hun aktuel igen med en helt ny single som hun selv præsenterer således: ”October Passed Me By har levet bag i mit hoved siden juni 2021. Hvert efterår siden jeg udgav We Fell In Love In October i 2018 er jeg blevet opfordret til at gøre ting på sociale medier for at tale om sangen igen. At lave TikToks, Instagram-opslag og andre ting om en sang jeg lavede for årevis siden føltes ikke ærligt. Jeg er ikke det samme sted følelsesmæssigt eller kunstnerisk som da jeg skrev sangen (…) så jeg gjorde aldrig nogen af de ting. Men sidste år skete der noget i mit personlige kærlighedsliv som bragte en masse følelser på banen som jeg måtte konfrontere internt.” Nu kan man således nyde hendes helt nye oktober-sang på YouTube lige her:

2. Den 32-årige japansk-engelske og panseksuelle sanger og model RINA SAWAYAMA er aktuel med en ny video fra albummet Hold The Girl der udkom 16. september og udover titelsangen også inkluderer video-udspillene Hurricanes, Phantom, Catch Me In The Air og This Hell. Den nye video er til sangen Frankenstein hvor Rina Sawayama er til fest med alle de hippe og må undergå en transformation lige som Olivia Newton-John i Grease for at føle sig hjemme i selskabet. Se selv på YouTube lige her:

3. Den 28-årige amerikanske og lesbiske countrysangerinde LILY ROSE udgav for et år siden albummet Stronger Than I Am der i foråret medførte en GLAAD Media Award for Fremragende gennembruds-musikkunstner. Siden da har Lily Rose reddet på sin bølge af succes og er nu klar med sin tredje nye single i år, Whatcha Know About That. Den handler om at flirte med en lækker kvinde og skabe lidt god stemning med Dolly Parton på afspilleren. Se og hør selv om det virker i videoen til Whatcha Know About That på YouTube lige her:

4. Den nu 25-årige amerikanske sanger GREYSON CHANCE brød igennem allerede som 12-årig ved lige som en anden homoseksuel sanger Eli Lieb først at dele videoer på YouTube med sine covers af andres sange og så efterhånden at begynde at skrive egne sange. Han sprang ud som bøsse på Instagram i sommeren 2017 da han var 19 år. Nu er han aktuel med sit andet album siden udspringet. Det hedder Palladium hvorfra han efter et par sangtekst-videoer har lavet en rigtig video til sangen My Dying Spirit. Den kan nydes på YouTube lige her:

5. Den 26-årige amerikanske sanger JORDY har turneret rundt i USA i kølvandet på sin succes med albummet Mind Games fra sidste år med hitsinglerne Long Distance og Better In My Head. Han har tidligere fortalt PopWrapped at der ikke er nogen fare for at han løber tør for noget at synge om. ”Der er så meget musik altid,” sagde han. I foråret var han da også allerede aktuel igen med singlen Dry Spell og i sommers fik vi IDK Sh!t. Nu er han aktuel med singlen I Get High om at have en last. Jordy fortæller selv at hans er at bruge Cannabis – nogle gange mod angst eller før sociale begivenheder eller som sovepille eller for at fejre en milepæl. Nu spørger han sig om det er en midlertidig udfyldning af et tomt rum. Se og hør selv på YouTube lige her:

6. Den engelske sanger og skuespiller LUKE EVANS er blevet 43 år og er begyndt at få grå stænk i håret. Det kan man se i videoen til sangen Horizons Blue som han selv har skrevet. Hans første album At Last fra 2019 bestod af cover-sange, men hans andet album A Song For You der netop er udkommet består både af originale sange og covers. To af dem er duetter med kollegaerne Nicole Kidman og Charlotte Church. Første album bestod mest af romantiske sange med præg af Luke Evans’ baggrund i musicals og hvis Horizons Blue er nogen indikation, fortsætter det nye album i samme stil. Hør selv mens synet nydes af den pæne, gråsprængte Luke Evans på YouTube lige her:

7. 35-årige TOM ASPAUL fra Wolverhampton I England er aktuel med sit andet album Life In Plastic. Hvor det første album Black Country Disco handlede om afslutningen på et mangeårigt forhold og hans flytning hjem til forældrene fra London tilsat discorytmer, så er det nye album mere Europop-inspireret. Han er fan af Eurovision og vil ikke udelukke selv at skrive en sang dertil en dag. Indtil videre må vi dog nøjes med en musikvideo indspillet i byen Thessaloniki i Grækenland til sangen Thessaloniki. Det er den tredje video fra Life In Plastic og deri ser man bl.a. Tom Aspaul i badebukser. Nyd selv synet på YouTube lige her: