tirsdag den 25. januar 2022

Olly Alexander: For fræk til tv?


BBC fik klager over at deres nytårsshow med Years & Years-sangeren var ”for sexet.” Selv roser han rapperen Lil Nas X for at nedbryde barrierer for LGBT-kunstnere.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Da den engelske tv-kanal BBC nytårsaften viste et show med Years & Years-sangeren Olly Alexander og gæstestjerner som Kylie Minogue og Pet Shop Boys, klagede 179 seere over at den 31-årige sangers show var ”for sexet.” Det fik Olly Alexander til at tweete: ”Næste gang går jeg efter 200.”

I et nyligt interview med NME tilføjede han: ”Vi lavede et virkelig godt show. Hvis jeg har pisset nogle homofober af føler jeg at jeg har gjort det godt. Jeg føler mig meget heldig og fantastisk over at være en popstjerne og jeg vil gerne gøre (LGBTQ-)miljøet stolt. Det har jeg i baghovedet hele tiden og jeg ønsker ikke at fucke det op. Så hvis jeg kan prøve at skubbe tingene fremad, vil jeg gøre dét.”

BBC affejede også kritikerne i en offentlig udtalelse: ”Begivenheden - og opsætningen af dette sene aftenshow - er tiltænkt som en fejring for alle og, håber vi, for flertallet af dem der ser med.”

Det var et frækt sceneshow til sangen Sanctify, der fik 179 forargede englændere til ligefrem at kontakte BBC og tilkendegive deres forargelse. I sceneshowet er Olly Alexander omringet af halvnøgne mandlige dansere der giver sig til at bevæge deres hofter æggende, og Olly Alexander tager til sidst hvad der ligner et ridt på den ene af dem. Se selv den erotiske optræden på YouTube lige her og døm selv om det går over grænsen.

Tak til Lil Nas X
Olly Alexander er aktuel med Years & Years albummet Night Call og udtalte i forbindelse med lanceringen den 21. januar til NME at den homoseksuelle megastjerne Lil Nas X fuldstændig har ændret vilkårene for LGBT-sangere. ”Selv for et par år siden fik jeg kommentarer til mit show som ”det er ikke rigtigt familievenligt. Vi kan ikke sende dette i dagtimerne”,” uddybede han. ”Og det var bogstaveligt talt bare fordi jeg var bøsse og havde mine brystvorter fremme eller sådan et eller andet. Der foregik ikke noget eksplicit. Men nu, efter Lil Nas X, sker det ikke mere. Jeg tror ikke det kan. Jeg tror der er en ”før Lil Nas X” og en ”efter Lil Nas X.” Den succes han har haft er er så ubestridelig at det er lige som om branchen forsøger at holde trit.”

Nu er Olly Alexander ikke længere så bange for at bruge sin homoseksualitet i sin musik: ”Det har været en ubevidst proces, tror jeg. Når jeg ser tilbage nu, ser jeg tydeligt hvor meget mere afslappet jeg er blevet med mig selv,” forklarede han og uddybede: ”De sange jeg skrev da jeg var 22 og 23 er anderledes end dem jeg skriver nu. Jeg tror at i begyndelsen var jeg virkelig ret bange. At inkludere ordet ”boy” i en sang - det føltes som om der var megen fare deri. Det virkede risikabelt i forhold til hvordan det er nu.”

Nu kan Olly Alexander som solokunstner under det tidligere gruppenavn Years & Years også frit stå frem med sin kærlighed til homo-ikoner som Kylie Minogue, med hvem han lavede duetten A Second To Midnight sidste år. Det var selvfølgelig også den sang Kylie Minogue gæsteoptrådte med ved BBCs The Big New Years & Years Eve Party. Se Olly og Kylies optræden med sangen på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar