lørdag den 29. januar 2022

Bøssepar fra julefilm får egen tv-serie

Homo-parret fra The Christmas Setup Ben Lewis og Blake Lee skal nu være stjernerne i komedieserien Married… With Friends. Og så var der også en tredje bøsse i julefilmen.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den første homo-romantiske tv-julefilm The Christmas Set-Up der sidste år blev vist på både 3puls og TV3 og efterfølgende havnede på Viaplay havde skuespillerne Ben Lewis og Blake Lee i hovedrollerne. De to herrer er i virkeligheden gift med hinanden. De mødtes i 2010 under premieren på biograffilmen Scott Pilgrim Vs. The World som Ben Lewis havde en rolle i. Blake Lee var til premieren sammen med sin veninde Aubrey Plaza som også var med i filmen, og han rendte på Ben Lewis på toilettet og fortalte derefter veninden at han lige havde mødt den mand han ville giftes med – ved pissoiret.

De to herrer giftede sig i 2016 og efter deres samspil i The Christmas Setup forlyder det nu at de to herrer skal være midtpunktet i en ny komedieserie med en titel inspireret af den klassiske serie Married… With Children der herhjemme fik titlen Vore Værste År. Den nye serie kommer nemlig til at hedde Married… With Friends og vil handle om en gruppe venner hvor 36-årige Ben Lewis og 38-årige Blake Lee skal spille gruppens midtpunkt, parret Arthur og Bo. Man kommer til at følge gruppen mens de navigerer rundt i livet, venskaber og romantiske relationer eller mangel på samme.

Married… With Friends produceres af det amerikanske tv-selskab CBS, men der foreligger endnu ikke nogen premieredato.

I The Christmas Setup havde Ben Lewis’ karakter en heteroseksuel bror der faldt for veninden Madelyn, men den heteroseksuelle bror blev såmænd også spillet af en homoseksuel skuespiller, den 38-årige canadiske Chad Connell. Han har været med i flere julefilm fra Lifetime, der producerede The Christmas Setup, men de var hetero-romantiske. Han spillede dog bøsse i filmen Steel fra 2015. Den kan købes på DVD fra engelske Amazon lige her: Steel på DVD

Se traileren til Steel på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar