mandag den 7. juni 2021

Wrabel: Homo-romantisk popsmed anbefalet af P!nk

Han har varmet op for P!nk og skrevet sange til Backstreet Boys og Kesha, men hans egne udgivelser er nu også helt i top og handler især om kærligheden.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen

Hans fulde navn er Stephen Wrabel. Han blev født i New York og den nu 32-årige sangskriver og sanger vidste han var bøsse siden han var helt ung. Han studerede på Berklee College Of Music i Boston og flyttede derefter til Los Angeles for at få gang i karrieren.

Det kom der da den hollandske DJ Afrojack i februar 2014 udgav et remix af Wrabels sang Ten Feet Tall til mere end 98 millioner visninger på YouTube. Wrabel udgav sin egen version af Ten Feet Tall nogle måneder senere og hans video har nu over 1,9 millioner visninger på YouTube. Sangen kom kort tid efter med på Wrabels debut-EP Sideways med fire sange.

To år senere, i sommeren 2016, udkom singlen 11 Blocks om hans første kæreste som flyttede 11 husblokke væk fra ham. Den blev et større hit med over 4,3 millioner visninger på YouTube, så den kom året efter med på Wrabels anden EP, We Could Be Beautiful med fem sange.

I videoen til sangen Bloodstain fra EP’en ses Wrabel ligge i sengen med en fyr ved sin side og Wrabel synger at han har været i forhold siden han var 19 år, men at han ikke har kunnet holde på en mand. Som 23-årig troede han havde fundet den eneste ene, men nej. Og det har alt sammen efterladt sår. Ærligheden udløste dog kun 792.000 visninger på YouTube og det gik ikke meget bedre for den ellers rigtig gode titelsang til We Could Be Beautiful. Den kan man da ellers kun blive i godt humør af at lytte til. Mærk selv efter på YouTube lige her:

Samarbejde med P!nk
I sensommeren 2017 udkom Wrabels hidtil største hit, The Village, med over 12,6 millioner visninger på YouTube. Budskabet er da også,at når man føler sig udenfor i landsbyen, så er det landsbyen der er noget i vejen med – ikke en selv. Og i videoen følger man en ung transkønnets proces med at finde sig selv trods familiens fordømmelse.

Superstjernen P!nk roste sangen da hun gæstede The Ellen DeGeneres Show i april 2019. ”Sangen The Village vil knuse dit hjerte til mange bitte små stykker,” sagde hun. Hun udviste interesse i en anden sang Wrabel havde skrevet, 90 Days, og de arbejdede sammen på den og den kom med på hendes album Hurts 2B Human samme år. Wrabel blev også opvarmning for P!nk på hendes Europa-turné i 2019 og han gæsteoptrådte på 90 Days under hendes show.

Før da havde Wrabel udgivet singlen First Winter lige i tide til julen 2018. I den oplever han sin første vinter med sin nye elskede og videoen er da også dejligt homo-romantisk, men har kun 100.000 visninger på YouTube. Den fortjener mere, så giv den et boost ved at se den på YouTube lige her:

Eget Big Gay pladeselskab
I starten af 2019 udkom Backstreet Boys’ DNA-album hvor Wrabel havde været med til at skrive sangene Don’t Go Breaking My Heart og Chateau. Samtidigt udgav Wrabel selv et live-album fra hans solo-optrædener med et keyboard og et publikum. Det inkluderede selvfølgelig alle hans hits og blandt højdepunkterne var første singleudspil fra albummet, I Want You, der var med til at cementere Wrabels image som romantisk popsmed. Live-albummet inkluderede også hans egen fortolkning af sangerinden Keshas hit Woman som han havde været med til at skrive i 2017.

Live-albummet blev fulgt op af den romantiske single Love To Love You i foråret 2019 og den var da bare rigtig god selvom den kun sneg sig op på 36.000 visninger på YouTube – hans hidtil laveste seertal. Forklaringen var nok at Wrabel nu ikke længere var på et stort pladeselskab, men havde dannet sit eget, uafhængige label, Big Gay Records. Love To Love You kom med på Wrabels tredje EP, One Of Those Happy People med seks sange i september 2019. Den bød også på singlen Flickers og sangen Magic der handlede om forelskelsens lykke hvor Wrabel kunne sværge han huskede sin elskede fra et tidligere liv.

I julen 2019 udgav Wrabel sit bud på en julesang, (It Wouldn’t Be) Christmas Without You og den var da også bare dejligt romantisk. Wrabel var også med til at skrive ni sange på Kesha’s album High Road der udkom i januar 2020, inkl. hittet Raising Hell som Kesha optrådte med til American Music Awards. Og han sang selv med på sangen BFF.

Lykken varede dog ikke ved for Wrabel for i februar 2020 udkom singlen Hurts Like Hell uden en video og et par måneder senere Dropbox Demos – en single med de to dejlige sange I Hope You Love Somebody og Talk To Myself.

I maj 2020 udkom den 8 numres EP Piano med nogle af hans sange fremført akustisk ved pianoet plus et par live. Det inkluderede den nye sang Somebody New der også udkom som single. I sommeren 2020 udkom også singlen Since I Was Young (with Kesha) om endelig at have fundet sig selv og stå ved hvem man er og være lykkelig. Videoen har sneget sig over 76.000 visninger på YouTube. Se den selv lige her:

Lovende album på vej
Nu er Wrabel så aktuel med singlerne Good og Nothing But The Love hvoraf den soul-fulde Good har en dejlig homo-romantisk video om ikke at tænke så meget over tingene og bare give sig hen til en god ting. Nothing But The Love handler om at få helet sit knuste hjerte af den kærlighed man får fra en ny mand. Begge singler er fra det kommende album, These Words Are All For You der udkommer den 24. september og bliver Wrabels første efter kun at have udgivet singler og EP’er siden debuten i 2014,.Det lover til at det er et rigtig godt album der er på vej. Men check selv videoen til Nothing But The Love ud på YouTube lige her og døm selv:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar