Det er ikke alle der er begejstrede for hans rolle som homoseksuel teenager, men den heteroseksuelle Michael Cimino føler han gør en forskel.
TV-SERIENYHED af Michael Andersen
Den 21-årige
heteroseksuelle Michael Cimino, der spiller hovedrollen som den 16-årige bøsse Victor
i streamingtjenesten Disney+ Star’s serie Love, Victor, fortæller til Attitude
at han har modtaget dødstrusler efter sin medvirken i serien. Seriens anden
sæson har netop haft premiere, og i interviewet fortæller han også at selv hans
egne familiemedlemmer har reageret homofobisk på at han har taget en rolle som
bøsse.
Michael Cimino, der ikke
ser sig selv som en traditionel ”maskulin” mand, er også blevet kritiseret af
LGBT-aktivister, der hellere havde set rollen som Victor spillet af en
homoseksuel skuespiller. Og indenfor skuespillerbranchen har han skulle høre på
at ”alle vil tro du også er bøsse i virkeligheden” og at han ville blive sat i
bås som bøsse og derved gå glip af heteroseksuelle roller. Han synes dog stadig
det er ”en ære” at spille rollen og føler han rykker ved folks fordomme om
homoseksuelle, som han ser som almindelige mennesker der må kæmpe for retten
til at være sig selv, selv om den kamp ikke burde være nødvendig. Han mærker
den forskel han gør med sin rolle som Victor hos sine venner: ”Jeg har nogle
venner som er religiøse, og de har ændret deres synspunkt.”
I Love, Victor er det
moderen, spillet af Ana Ortiz fra Ugly Betty, der står for den ”religiøse modstand”
mod sin søns homoseksualitet – en modstand der vil kulminere sidst i anden
sæson. Om hun ligesom Bree Van Der Kamp i tv-serien Desperate Housewives vil
ende med at acceptere sin søns homoseksualitet, må man se serien for at finde ud
af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar