søndag den 20. juni 2021

Vincint synger om tårevældende følelser på nyt album

Den amerikanske popsanger lægger op til gang i dansegulvet med albummet There Will Be Tears, som også byder på en god gang ”pride” i sangteksterne.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

I år runder han de 30 år, og det fejrer Vincint med udgivelsen af sit første album, There Will Be Tears, efter kun at have udgivet en række singler og en enkelt EP siden debuten i 2016. Han fortæller i et interview med Entertainment Weekly at han har valgt at lave popmusik fordi han er forelsket i ideen om, at musikken kan få en til at danse selvom teksten er til at græde over. Han nævner Celine Dion, Mariah Carey, Beyoncé og ”enhver anden kvinde jeg kan komme i tanke om, der synger” blandt sine forbilleder.

Når han skriver sange. er han inspireret af sine venners og sine egne erfaringer. Det er fantasi iblandet virkelighed med ham selv i midten. Han bruger tit egne erfaringer fordi ”ærlighed er den største ingrediens når det kommer til at lave rigtig god musik.”

På albummet There Will Be Tears kan man forvente dansemusik, for Vincint laver musik for at få folk til at føle sig godt tilpas. Man kan forvente at græde, men det uventede er, at det ikke er trist hele tiden. Man kan også græde af glæde. Men der er sange om at miste folk og have et knust hjerte. Der er en sang, The Friend, om uopnåelig kærlighed. Der er en sang, den 90’er dance pop-agtige Kill My Heart, om en bedragerisk eks som man slår ihjel for bagefter at gå på disco og feste hele natten. Dans med på YouTube lige her:

Bøsser og uopnåelig kærlighed
I et interview med American Songwriter fortæller Vincint mere om sangen The Friend: ”Jeg ville skrive en sang fra vinklen – hvis man ser Min bedste vens Bryllup eller en af de 90’er romantiske komedier hvor man synes, ”for fanden, hovedpersonen er stadig ikke den som ender lykkelig.” Men de er stadig nogenlunde glade fordi den person de elsker er glad, og jeg syntes ”Sikke noget ævl.””

”Men jeg har selv været der, så jeg havde brug for at skrive en sang fra den persons vinkel. Og det var ikke, ”Jeg er virkelig ked af det, men det er ok, for du er glad. Nej, jeg er virkelig ked af det, fordi jeg er trist over at du ikke elsker mig, og det er noget lort.””

”Jeg kender så mange – især bøsser – som går igennem dét. Som forelsker sig i mænd som holder af dem, men kun ser dem som en ven. Og de bruger hele deres liv på at vente på at den person skal indse de er den eneste ene i stedet for at sige: ”Hey, jeg er skredet fordi det her er et synkende skib, og jeg er den eneste der drukner.”

Vincint er glad for at queer kunstnere for tiden er blandt de førende på musikscenen indenfor pop, R&B og rap og er glad for at have nogle talentfulde queer venner med på sit nye album, deriblandt Alex Newell og Princess Precious på singlen Higher – et opløftende dansehit om at den eneste ene pludselig bare er der. Hør det på YouTube lige her:

fredag den 18. juni 2021

George Sear om homo-romancen i Love, Victor

Der bliver ikke lagt fingre imellem for at skildre forholdet mellem Benji og Victor så realistisk som muligt i Disney+ Star serien. De ER ”gay teenagers in love.”

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den 23-årige George Sear spiller Victors kæreste Benji i tv-serien Love, Victor om teenageren Victor der kommer overens med sin homoseksualitet og springer ud for familien i slutningen af 1. sæson. Da 2. sæson starter er Victor, spillet af den heteroseksuelle Michael Cimino, blevet kærester med den lækre Benji, men deres sommerferie-forelskelse må stå sin prøve når skolen starter op igen og der må konfronteres homofobi – ikke bare i skolens omklædningsrum, men også fra Victors egen mor.

I et interview med Pink News fortæller George Sear, at ham og Michael Cimino selv koreograferede deres elskovsscener i serien, som ikke skyr væk fra at vise dem holde i hånd, kysse og gå i seng sammen. Det er antageligt derfor, at serien er landet på Disney+’s streamingtjeneste for voksne, Disney+ Star, selvom det er en ungdomsserie.

George Sear afslører at der er en god kemi mellem ham og Michael Cimino, så de kan godt finde på at improvisere kys under optagelserne som ikke stod i manuskriptet. Uden at nævne sin private seksualitet, fortæller George Sear at han er stolt af sin rolle som Benji og at han bare spiller et menneske, der er forelsket i et andet menneske.

Om Victor og Benjis forhold overlever alle forhindringerne i 2. sæson af Love, Victor må man se serien for at finde ud af. Men deres forhold har da storhittet på Tumblr, hvor fans af serien kan lide at dele .gifs af det forelskede tv-serie par. Som den her:

Michael Cimino om modstanden mod hans rolle som bøsse i Love, Victor

Det er ikke alle der er begejstrede for hans rolle som homoseksuel teenager, men den heteroseksuelle Michael Cimino føler han gør en forskel.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den 21-årige heteroseksuelle Michael Cimino, der spiller hovedrollen som den 16-årige bøsse Victor i streamingtjenesten Disney+ Star’s serie Love, Victor, fortæller til Attitude at han har modtaget dødstrusler efter sin medvirken i serien. Seriens anden sæson har netop haft premiere, og i interviewet fortæller han også at selv hans egne familiemedlemmer har reageret homofobisk på at han har taget en rolle som bøsse.

Michael Cimino, der ikke ser sig selv som en traditionel ”maskulin” mand, er også blevet kritiseret af LGBT-aktivister, der hellere havde set rollen som Victor spillet af en homoseksuel skuespiller. Og indenfor skuespillerbranchen har han skulle høre på at ”alle vil tro du også er bøsse i virkeligheden” og at han ville blive sat i bås som bøsse og derved gå glip af heteroseksuelle roller. Han synes dog stadig det er ”en ære” at spille rollen og føler han rykker ved folks fordomme om homoseksuelle, som han ser som almindelige mennesker der må kæmpe for retten til at være sig selv, selv om den kamp ikke burde være nødvendig. Han mærker den forskel han gør med sin rolle som Victor hos sine venner: ”Jeg har nogle venner som er religiøse, og de har ændret deres synspunkt.”

I Love, Victor er det moderen, spillet af Ana Ortiz fra Ugly Betty, der står for den ”religiøse modstand” mod sin søns homoseksualitet – en modstand der vil kulminere sidst i anden sæson. Om hun ligesom Bree Van Der Kamp i tv-serien Desperate Housewives vil ende med at acceptere sin søns homoseksualitet, må man se serien for at finde ud af.

mandag den 14. juni 2021

LGBT-hitparade: Romantik af bibelske proportioner

Den episke kærlighed folder sig ud i nye videoer fra Hayley Kiyoko og Calum Scott, mens Jake Shears fra Scissor Sisters holder sig på dansegulvet og Billy Cullum folder sig ud på stranden. Bronze Avery holder sig i storbyen og King Princess har ”bare” delt en audio.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

1. I starten af 2020 udgav JAKE SHEARS fra det forgangne band Scissor Sisters den disco-inspirerede sang Meltdown fra et kommende album. I stedet for albummet kom der en Corona-epidemi, men nu er 42-årige Jake Shears endelig på banen igen med singlen Do The Television, der er et outtake fra det 11 år gamle Scissor Sisters-album Night Work, som han har givet et nyt omkvæd og lavet færdig på egen hånd. Resultatet lyder også meget disco-agtigt og kan nydes på YouTube lige her:

2. Den 30-årige HAYLEY KIYOKO vandt i 2018 både en MTV Video Music Award som Best New Artist og en MTV Europe Music Award som Best New Act. Hendes ambition som popstjerne er at være med til at normalisere pige og pige-forhold og det gør hun sit bedste for med videoen til hendes nye single Chance der emmer af lesbisk romantik. Den har allerede sneget sig over 1 million visninger på YouTube. Se selv hvorfor på YouTube lige her:

3. Engelske BILLY CULLUM udgav i marts singlen Kiss Away i kølvandet på tv-miniserien It’s A Sin som han havde en lille rolle i. Nu er den unge sanger aktuel med sin 2. single i år, Hard Heart Work, og fortæller til internet-magasinet Euphoria, at han synes musikindustrien stadig har langt at gå i sin støtte til at kommercialisere LGBT-musik på lige fod med heteroseksuelle kærlighedssange. Han håber at queer mennesker i alle aldre kan genkende dem selv i hans musik. Prøv selv med videoen til Hard Heart Work på YouTube lige her:

4. Den kun 22-årige KING PRINCESS er en af vor tids mest succesfulde lesbiske sangerinder og skulle have varmet op for Harry Styles på hans turné i foråret, hvis Corona-epidemien ikke var kommet i vejen. I stedet arbejder hun på et nyt album som skulle være klart til efteråret og har netop udgivet singlen House Burn Down. Det er en sang hun har spillet live førhen, men først nu har taget sig sammen til at indspille i studiet efter utallige opfordringer fra fans. Lyt selv til resultatet på YouTube lige her:

5. BRONZE AVERY har allerede udgivet en EP med tre sange samt tre singler derudover i år. Den produktive sanger synes at sende sine sange ud på markedet med det samme de er færdige fremfor at samle sammen til et større, sammenhængende projekt. Til seneste udspil, Happy With Nothing (ft. Kevin McHale), har han dog taget sig tid til at lave en fin video, hvor han og Kevin McHale klovner rundt i Los Angeles. Se den selv på YouTube lige her:

6. Den 32-årige engelske sanger CALUM SCOTT deltog i 2015 i tv-konkurrencen Britain’s Got Talent og sprang ud i 2016 inden han i 2018 udgav albummet Only Human med stor success i hjemlandet. Nu arbejder han på et nyt album hvorfra power-balladen Biblical er første singleudspil. Check den flotte video til Biblical med episk undervands-romantik på YouTube lige her:

Ny sæson af Love, Victor på Disney+ Star

Streamingtjenesten byder på et bredt udvalg af tv-serier med LGBT-karakterer udover Love, Victor med en homoseksuel hovedperson.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Da Disney+ i januars lancerede deres nye Star streaming-tjeneste med voksenunderholdning, var ungdomsserien Love, Victor i blandt de nye serier der skulle lokke seere til. Serien omhandlede den 16-årige Victor spillet af Michael Cimino og hans erkendelse af at være bøsse. Finalen på de ti afsnit i 1. sæson var at han sprang ud som bøsse for sin familie, inkl. moderen der spilles af Ana Ortiz fra tv-serien Devious Maids, der også kan ses på Disney+ Star.

Fredag den 18. juni er der premiere på 2. sæson af Love, Victor, hvor Victor er i et kæresteforhold med Benji spillet af George Sear. Forvent udforskning af hvordan det er at være i et nyt forhold med at møde hinandens forældre for første gang, sige ”jeg elsker dig” for første gang osv., såvel som af hvordan det er at være bøsse i skolesport og omklædningsrummet.

På Disney+ Star kan man også se de klassiske serier Desperate Housewives, Brothers & Sisters, Ugly Betty og Modern Family, der alle byder på bøsse-karakterer, såvel som musical-serien Glee fyldt med LGBT-karakterer. Og som noget nyt er 9-1-1: Lone Star med et homoseksuelt brandmand- og politimandspar nu også at finde på Disney+ Star efter at have været vist på tv-kanalen Xee.

Love, Victor er dog Disney+ Star’s første serie med en homoseksuel hovedperson som omdrejningspunkt. Få en lille smagsprøve på hvad man kan forvente af 2. sæson ved at se traileren på YouTube lige her:

søndag den 13. juni 2021

Nye afsnit af Genera+ion på HBO Nordic


Efter en pause vender den til tider ret sjove og gribende LGBT+ ungdomsserie nu tilbage.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

I foråret havde HBO Nordic premiere på de første otte halve timers episoder af Genera+ion om en gruppe unge, der alle er med i en LGBT-gruppe på deres skole, og er optaget af at udforske deres spirende seksualitet. Første episode var bemærkelsesværdig fordi den fortalte samme handlingsforløb flere gange, men fra flere af LGBT-personernes forskellige perspektiv. Som da bøssen Chester troede den biseksuelle Nathan græd, da han mødte ham, men da mødet efterfølgende blev fortalt fra Nathans perspektiv, fik man opklaret at han lige havde fået sperm i øjet af sin søsters kæreste.

Den biseksuelle Nathan spillet af Uly Schlesinger længtes efter Chester, men Chester spillet af Justice Smith havde et uopnåeligt crush på læreren Sam spillet af Nathan Stewart-Jarrett, så Nathan involverede sig i stedet med Ariana spillet af Nathanya Alexander. Da skolen var lukket ned pga. skoleskyderi, morede Ariana sig ved at overdrive sin angst på en mobilvideo til sine to fædre, mens en anden sad fanget på et toilet. Det var alt sammen vældig underholdende.

Og så var der den lesbiske Greta spillet af Haley Sanches, hvis telefon gik i coma og pludselig havde hun sendt en klam video til alle. Hun havde et crush på Riley spillet af Chase Sui Wonders, men Rileys seksuelle orientering var ikke helt afklaret. Måske bliver den det når serien vender tilbage med nye afsnit torsdag den 17. juni? Og får Nathan endelig Chester? Se traileren til anden halvdel af første sæson af Genera+ion på YouTube lige her og bliv lidt klogere på hvad der venter:

K.Flay – En lesbisk Marilyn Manson?

Den amerikanske rock-rapper slipper tøjlerne på sin nye EP Inside Voices om lysten til at gå amok og sige ”fuck you” til det hele.

MUSIKANMELDELSE af Michael Andersen

Blachman har ofte brugt sange fra queer kunstnere som Perfume Genius, L Devine og Christine and the Queens til sine deltagere i X Factor. Men da han brugte den nu 35-årige Kristine Flaherty med kunstnernavnet K.Flays 2017-megahit Blood In The Cut var hun stadig i skabet. Sangen har nu over 21 millioner visninger på YouTube og fik i 2018 en Grammy-nominering for Bedste Rock Sang.

K.Flay sprang i 2019 ud som lesbisk da hun siden juni 2018 har været i et forhold med musikkollegaen Maya Folick. Nu er hun aktuel med EP’en Inside Voices, der inkluderer singlerne Four Letter Words, TGIF (feat. Tom Morello) og Dating My Dad (feat. Travis Barker). EP’en byder på en spændende blanding af rock og rap og styrker det ”sej chik/bad girl” image hun lancerede med det fede hit We Hate Everyone i 2012. Når det går heftigt for sig på åbningsnummeret Four Letter Words og det bombastiske højdepunkt TGIF (Thank God It’s Friday) med ”bad ass lyrics,” tangerer det et kvindeligt take på nutidig Marilyn Manson.

På EP’ens 2. sang, Good Girl, synger K.Flay at hun er træt af at være den ”artige pige” som alle siger hun er, og når EP’ens 5 sange er slut, efterlades man da også med et billede af en slem pige, der drikker, bander, kysser på fremmede og går amok og vil slås når det er fredag. En rebel med ”seks personligheder/Inside Voices” og fuck-fingeren fremme.

Hvis man selv er ved at få lidt spat af det hele og kan identificere sig med lysten til bare at sige ”fuck det hele” og gå amok, så er Inside Voices bestemt et fedt ”power statement” om at tage sagen i egen hånd og skide på konsekvenserne. Check selv det anarkistiske budskab ud i videoen til Four Letter Words på YouTube lige her:

tirsdag den 8. juni 2021

EP-aktuelle Spencer Brown om sit udspring

Dance-musikproduceren sprang ud som bøsse for et år siden og fortæller nu om følgerne i forbindelse med udgivelsen af EP’en I Was Too Young For 90s Raves.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den 27-årige dance music-stjerne Spencer Brown har to albums på bagen, der begge har ligget #1 på iTunes Dance-hitlisten. For et år siden sprang han ud som både bøsse og OCD (Obsessive Compulsive Disorder)-ramt i et åbent brev til Billboard. Som teenager havde han fundet et tilhørsforhold i dance music-miljøet og troede først han var aseksuel fordi han ikke interesserede sig for piger, men som 20-årig indså han at han var bøsse.

Nu fortæller han i et nyt åbent brev til Billboard, at han blev blæst omkuld af alle de positive tilkendegivelser han fik efter sit udspring og at det havde demonstreret hans stemmes magt som kunstner og dens potentiale til at skabe positivitet og fred. Nu kan han tale åbent om sin mandlige eks-kæreste i stedet for at dreje konversationen væk fra emnet eller lyve og sige han datede piger.

Som ung havde han ikke selv et LGBT-forbillede at se op til – ja, faktisk vendte han sig fra alt homo-relateret i indadvendt homofobi, Nu er han taknemmelig for selv at kunne være forbillede for andre.

Spencer Brown er aktuel med EP’en I Was Too Young For 90s Raves. Den indeholder tre numre inspireret af dance music fra 90erne, deriblandt nummeret ID v14 lavet i samarbejde med Raito og det lyder da unægtelig som noget fra 90ernes raveparties. Hør selv om det inciterer til dans på YouTube lige her:

mandag den 7. juni 2021

Wrabel: Homo-romantisk popsmed anbefalet af P!nk

Han har varmet op for P!nk og skrevet sange til Backstreet Boys og Kesha, men hans egne udgivelser er nu også helt i top og handler især om kærligheden.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen

Hans fulde navn er Stephen Wrabel. Han blev født i New York og den nu 32-årige sangskriver og sanger vidste han var bøsse siden han var helt ung. Han studerede på Berklee College Of Music i Boston og flyttede derefter til Los Angeles for at få gang i karrieren.

Det kom der da den hollandske DJ Afrojack i februar 2014 udgav et remix af Wrabels sang Ten Feet Tall til mere end 98 millioner visninger på YouTube. Wrabel udgav sin egen version af Ten Feet Tall nogle måneder senere og hans video har nu over 1,9 millioner visninger på YouTube. Sangen kom kort tid efter med på Wrabels debut-EP Sideways med fire sange.

To år senere, i sommeren 2016, udkom singlen 11 Blocks om hans første kæreste som flyttede 11 husblokke væk fra ham. Den blev et større hit med over 4,3 millioner visninger på YouTube, så den kom året efter med på Wrabels anden EP, We Could Be Beautiful med fem sange.

I videoen til sangen Bloodstain fra EP’en ses Wrabel ligge i sengen med en fyr ved sin side og Wrabel synger at han har været i forhold siden han var 19 år, men at han ikke har kunnet holde på en mand. Som 23-årig troede han havde fundet den eneste ene, men nej. Og det har alt sammen efterladt sår. Ærligheden udløste dog kun 792.000 visninger på YouTube og det gik ikke meget bedre for den ellers rigtig gode titelsang til We Could Be Beautiful. Den kan man da ellers kun blive i godt humør af at lytte til. Mærk selv efter på YouTube lige her:

Samarbejde med P!nk
I sensommeren 2017 udkom Wrabels hidtil største hit, The Village, med over 12,6 millioner visninger på YouTube. Budskabet er da også,at når man føler sig udenfor i landsbyen, så er det landsbyen der er noget i vejen med – ikke en selv. Og i videoen følger man en ung transkønnets proces med at finde sig selv trods familiens fordømmelse.

Superstjernen P!nk roste sangen da hun gæstede The Ellen DeGeneres Show i april 2019. ”Sangen The Village vil knuse dit hjerte til mange bitte små stykker,” sagde hun. Hun udviste interesse i en anden sang Wrabel havde skrevet, 90 Days, og de arbejdede sammen på den og den kom med på hendes album Hurts 2B Human samme år. Wrabel blev også opvarmning for P!nk på hendes Europa-turné i 2019 og han gæsteoptrådte på 90 Days under hendes show.

Før da havde Wrabel udgivet singlen First Winter lige i tide til julen 2018. I den oplever han sin første vinter med sin nye elskede og videoen er da også dejligt homo-romantisk, men har kun 100.000 visninger på YouTube. Den fortjener mere, så giv den et boost ved at se den på YouTube lige her:

Eget Big Gay pladeselskab
I starten af 2019 udkom Backstreet Boys’ DNA-album hvor Wrabel havde været med til at skrive sangene Don’t Go Breaking My Heart og Chateau. Samtidigt udgav Wrabel selv et live-album fra hans solo-optrædener med et keyboard og et publikum. Det inkluderede selvfølgelig alle hans hits og blandt højdepunkterne var første singleudspil fra albummet, I Want You, der var med til at cementere Wrabels image som romantisk popsmed. Live-albummet inkluderede også hans egen fortolkning af sangerinden Keshas hit Woman som han havde været med til at skrive i 2017.

Live-albummet blev fulgt op af den romantiske single Love To Love You i foråret 2019 og den var da bare rigtig god selvom den kun sneg sig op på 36.000 visninger på YouTube – hans hidtil laveste seertal. Forklaringen var nok at Wrabel nu ikke længere var på et stort pladeselskab, men havde dannet sit eget, uafhængige label, Big Gay Records. Love To Love You kom med på Wrabels tredje EP, One Of Those Happy People med seks sange i september 2019. Den bød også på singlen Flickers og sangen Magic der handlede om forelskelsens lykke hvor Wrabel kunne sværge han huskede sin elskede fra et tidligere liv.

I julen 2019 udgav Wrabel sit bud på en julesang, (It Wouldn’t Be) Christmas Without You og den var da også bare dejligt romantisk. Wrabel var også med til at skrive ni sange på Kesha’s album High Road der udkom i januar 2020, inkl. hittet Raising Hell som Kesha optrådte med til American Music Awards. Og han sang selv med på sangen BFF.

Lykken varede dog ikke ved for Wrabel for i februar 2020 udkom singlen Hurts Like Hell uden en video og et par måneder senere Dropbox Demos – en single med de to dejlige sange I Hope You Love Somebody og Talk To Myself.

I maj 2020 udkom den 8 numres EP Piano med nogle af hans sange fremført akustisk ved pianoet plus et par live. Det inkluderede den nye sang Somebody New der også udkom som single. I sommeren 2020 udkom også singlen Since I Was Young (with Kesha) om endelig at have fundet sig selv og stå ved hvem man er og være lykkelig. Videoen har sneget sig over 76.000 visninger på YouTube. Se den selv lige her:

Lovende album på vej
Nu er Wrabel så aktuel med singlerne Good og Nothing But The Love hvoraf den soul-fulde Good har en dejlig homo-romantisk video om ikke at tænke så meget over tingene og bare give sig hen til en god ting. Nothing But The Love handler om at få helet sit knuste hjerte af den kærlighed man får fra en ny mand. Begge singler er fra det kommende album, These Words Are All For You der udkommer den 24. september og bliver Wrabels første efter kun at have udgivet singler og EP’er siden debuten i 2014,.Det lover til at det er et rigtig godt album der er på vej. Men check selv videoen til Nothing But The Love ud på YouTube lige her og døm selv:

tirsdag den 1. juni 2021

Fejr Pride-måned med LGBT+ superheltene

Både DC Comics og Marvel Comics udgiver tegneserie-antologier med deres LGBT+-superhelte såsom Batwoman og Iceman i løbet af juni.

TEGNESERIENYHED af Michael Andersen

Der er ikke nogen store superhelte-navne med udover Batwoman – kendt fra tv-serien af samme navn på HBO Nordic - når DC Comics udgiver antologien DC Pride #1 den 8. juni, Den består af korthistorier med DC’s LGBT+-helte skrevet og tegnet af LGBT+-kunstnere hvoraf de fleste er stort set ukendte navne indenfor tegneseriebranchen.

Antologien inkluderer en Green Lantern-historie, men der er mange Green Lanterns og her er der ikke tale om den mest kendte, Hal Jordan, men den lidt mere obskure Alan Scott der var Green Lantern før Hal Jordan og som sprang ud som bøsse i en moden alder tidligere i år.

Marvel Comics bød på den første åbent og vel nok mest kendte homoseksuelle superhelt i form af Northstar der sprang ud som bøsse under stor mediebevågenhed i 1992, og at dømme ud fra forsidetegningen er han da også med når Marvel Comics den 23. juni ikke vil stå bag konkurrenten DC Comics og udgiver sin egen antologi med LGBT-superhelte, Marvel Voices: Pride #1.

Det 88-siders nummer vil i hvert fald indeholde korthistorier med bl.a. Hulkling og Wiccan, der sidste år giftede sig og blev belønnet med en GLAAD Media Award for Bedste tegneserie, samt X-Men karaktererne Iceman, Mystique og Destiny plus Karma. Ligesom hos DC Comics vil historierne være skrevet og tegnet af mestendels ukendte LGBT+-kunstnere.

Hvis du vil have fat i de to antologier om superhelte for en ny generation af LGBT+-læsere, så kan de anskaffes via din vanlige importør af tegneserier fra USA. Eskapisme vil gerne anbefale Fantask i København, der gerne sender til hele landet. Ring og forhør om priser på tlf. 33 11 85 38 og bestil dine eksemplarer allerede i dag.