I komedieserien Will & Grace scorer den lækre Will nogle lækre mænd. Eskapisme har rangordnet hans bedste scoringer.
TV-SERIE FEATURE af Michael Andersen
Da den klassiske tv-serie
Will & Grace kom på banen i 1998 og kørte i 8 sæsoner, var den banebrydende
ved at være centreret omkring en homoseksuel mand, Will, og hans sambo Grace. Men
når det kom til skildringen af homoseksualitet. blev Will & Grace hurtigt
overgået af homoseksuelle karakterer og kyssescener i andre tv-serier, for mens
Grace kontinuerligt havde længerevarende forhold og snavede med lækre
gæstestjerner som John Slattery, Corey Parker og Edward Burns, nåede Will aldrig
længere end til at give sine romantiske objekter et kram eller et
bedstemors-smækkys på munden.
Som vennen Jack sagde til
Will i sæson 8 episode 5: ”Amerika bryder sig ikke om når du er seksuel.”
Advokaten Will blev også spillet af den heteroseksuelle Eric McCormack. Men han var mandig med en god brystkasse og et tilstrækkeligt strejf af femininitet til at være troværdig som bøsse uden at forfalde til stereotyper. Wills personlighedstræk var også genkendelige for mange bøsser. Han var kultiveret, pertentlig, havde en sarkastisk humor, var lidt selvoptaget og lagde meget vægt på det ydre. Og når man var så lækker som ham, kunne man selvfølgelig også sagtens gå efter de lækre mænd.
Benhård sortering
Da serien startede, var
Will kommet ud af et langvarigt forhold og det var den belejlige undskyldning
for at der gik et stykke tid før han lige som sin bofælle Grace blev aktiv på
dating-scenen. Så kunne de heteroseksuelle seere varme op til ham og rent faktisk
ønske for ham at han fandt sig en dejlig kæreste. Og da først der blev taget
hul på bylden, dukkede der nogle prægtige mænd op på scenen. Det endte
selvfølgelig mest med at der var noget til hindring for et langvarigt forhold,
men da serien sluttede i 2006 var en dejlig mand og et langvarigt forhold i
sigte for Will.
Nu har Eskapisme moret
sig kosteligt over de klassiske sæsoner 1 til 8 på DVD og benhårdt rangordnet
de fem mest lækre mænd Will var sammen med i løbet af serien. Der var nogle lækre
mænd som Will var interesseret i, men ikke fik, såsom overboen Peter i sæson 1
og Karens fætter Barry i 5. sæson, og de er ikke taget i betragtning. Heller
ikke ”offscreen” romancer som Chris mellem sæson 3 og 4.
Listens førsteplads er næppe en overraskelse: Det er ham som de fleste Will & Grace-fans nok er enige i er Wills bedste scoring.
6. Stuart Townsend som Edward
I 7. sæson episode 18 skal Will fyre veninden Karens konditor Edward, men
betages i stedet af den uimodståeligt sexede mand og lader sig forføre af ham.
Will opdager derefter at Edward også har været i seng med Karen og Edward
fortæller at han er panseksuel. Da forholdet åbenbart kun handler om sex for
Edward og Will ikke er interesseret i en trekant med Edward og Karen, beslutter
Will sig for at fyre Edward alligevel.
5. Taye Diggs som James Hanson
I sæson 8 episode 10
havner Will i den forkerte biograf hvor han møder James, der er alene i biografen.
De to mænd falder i snak og tager sig en drink sammen, men Grace bliver ved med
at ringe at Will skal komme til den rigtige biograf. Da Will og James tager
afsked, er der ikke nogen der giver den anden sit telefonnummer, men James
dukker dog senere op i den biograf Will skulle have været i, men der er Will
der ikke mere.
I episode 14 møder Will og James hinanden igen. James er en canadisk fotograf og skal giftes med en veninde for at få opholdstilladelse i USA. Da Will og James har forelsket sig i løbet af to dage, springer veninden fra, og Will og James er begge ulykkelige over at James må tilbage til Canada. Da Grace vurderer at de to herrers følelser for hinanden er ægte og fortjener en chance, gifter hun sig med James, så han kan få opholdstilladelse og blive hos Will. Men allerede i episode 16 opdager Will nogle lidet flatterende sider af James og ægteskabet annulleres hurtigere end det blev indgået.
4. Patrick Dempsey som Matthew Moshea
Will prøver at hjælpe vennen Jack med at score en lækker kunde i tøjbutikken
hvor Jack arbejder i sæson 3 episode 6, men den lækre sportsjournalist Matthew
ender i stedet med at blive Wills kæreste i episode 13 og 14. Da Matthew
imidlertid ikke vil præsentere Will som sin kæreste og springe ud som bøsse for
sin chef, slår Will forståeligt nok op med ham.
3. Andy Comeau som Andy Fellner
I 2. sæson episode 4 tror
Grace at hendes mor vil splejse hende sammen med Andy Fellner som hun kendte
som ung og nu ikke er interesseret i. Men Andy er nu tiltænkt Will, hvilket
ikke huer Grace, men Will synes faktisk at Andy er ret dejlig. Desværre
forsvinder Andy ud af billedet uden nogen forklaring på hvorfor det lovende
forhold ikke blev til mere end en enkelt episode.
2. Branden Williams som Scott Sender
Da Will er i byen i sæson
3 episode 21 falder den lækre unge stud Scott for ham. Den 23-årige
videobutiks-assistent har ikke noget problem med at Will er ældre end ham og de
to dater og udveksler Wills første smækkys med et romantisk objekt i serien. I
23. afsnit har Will dog ikke fortalt Grace om sin unge kæreste, og da hun
kritiserer ”ham Scott fra videobutikken” beslutter Will sig desværre for at
droppe sin unge stud som han burde have holdt fast i og været stolt over i
stedet for flov. ”You only live once…”
1. Bobby Cannavale som Vince D’Angelo
I sæson 6 episode 18
bliver Will og Karen stoppet for at køre for stærkt af politimanden Vince. Det
viser sig at Will og Vince har fælles venner i bøsseparret Joe og Larry, og
Karen overtaler Vince til at gå på date med Will. Will og Vince bliver kærester
og de møder hinandens veninder og Will møder Vinces familie. Det er skønt at se
Will sammen med en dejlig mand. De to lækre mænd er et godt par og der
smæk-kysses lystigt, men da Vince bliver fyret fra sit job og også mister et
job i et supermarked, slår han desværre op med Will i sæson 7 episode 14 for
ikke at ligge ham til last og for at finde sig selv.
Efter sin affære med
Edward møder Will Vince igen i sæson 8 episode 13. Vince er nu politimand igen,
men til Wills skuffelse har han fundet sig en anden kæreste. Da Wills efterfølgende
forhold til James Hanson er slut, dukker Vince op til Wills fars begravelse i
sæson 8 episode 20. Vince har heller ikke længere en kæreste og Will og Vince
finder sammen igen. Forholdet bliver dog kort, for i episode 22 vil Vince gerne
flytte sammen med Will i et hus i Harlem, men Will vil have den gravide Grace
med og det vil Vince ikke, så Will vælger Grace og slår op med Vince. Men
allerede i afsnittet efter springes der to år frem i tiden hvor Will er i et
forhold med Vince og de har fået et barn med en rugemor. Det er seriens sidste
afsnit og dermed den helt rigtige lykkelige slutning for Will.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar