lørdag den 29. januar 2022

Bøssepar fra julefilm får egen tv-serie

Homo-parret fra The Christmas Setup Ben Lewis og Blake Lee skal nu være stjernerne i komedieserien Married… With Friends. Og så var der også en tredje bøsse i julefilmen.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den første homo-romantiske tv-julefilm The Christmas Set-Up der sidste år blev vist på både 3puls og TV3 og efterfølgende havnede på Viaplay havde skuespillerne Ben Lewis og Blake Lee i hovedrollerne. De to herrer er i virkeligheden gift med hinanden. De mødtes i 2010 under premieren på biograffilmen Scott Pilgrim Vs. The World som Ben Lewis havde en rolle i. Blake Lee var til premieren sammen med sin veninde Aubrey Plaza som også var med i filmen, og han rendte på Ben Lewis på toilettet og fortalte derefter veninden at han lige havde mødt den mand han ville giftes med – ved pissoiret.

De to herrer giftede sig i 2016 og efter deres samspil i The Christmas Setup forlyder det nu at de to herrer skal være midtpunktet i en ny komedieserie med en titel inspireret af den klassiske serie Married… With Children der herhjemme fik titlen Vore Værste År. Den nye serie kommer nemlig til at hedde Married… With Friends og vil handle om en gruppe venner hvor 36-årige Ben Lewis og 38-årige Blake Lee skal spille gruppens midtpunkt, parret Arthur og Bo. Man kommer til at følge gruppen mens de navigerer rundt i livet, venskaber og romantiske relationer eller mangel på samme.

Married… With Friends produceres af det amerikanske tv-selskab CBS, men der foreligger endnu ikke nogen premieredato.

I The Christmas Setup havde Ben Lewis’ karakter en heteroseksuel bror der faldt for veninden Madelyn, men den heteroseksuelle bror blev såmænd også spillet af en homoseksuel skuespiller, den 38-årige canadiske Chad Connell. Han har været med i flere julefilm fra Lifetime, der producerede The Christmas Setup, men de var hetero-romantiske. Han spillede dog bøsse i filmen Steel fra 2015. Den kan købes på DVD fra engelske Amazon lige her: Steel på DVD

Se traileren til Steel på YouTube lige her:

onsdag den 26. januar 2022

Afsløret som queer i HBO-serien Euphoria

Først havde han sex med en transkvinde på et motel i Euphoria. Nu viser det sig i 2. sæson at Cal Jacobs spillet af Eric Dane som ung var forelsket i en fyr, men på tragisk vis blev presset ind i skabet.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

I første del af teen-dramaserien Euphoria på HBO Max havde den transkønnede Jules spillet af Hunter Schafer en sex-date på et motel med en voksen mand, som viste sig at være far til en af de andre unge i serien, Nate Jacobs spillet af Jacob Elordi. I andet afsnit fandt Nate sin fars samling af videobånd med faderen der har sex med unge bøsser og transkvinder, så det stod ret hurtigt klart at faderen Cal Jacobs spillet af Eric Dane havde et hemmeligt liv i skabet.

Nu er 2. sæson af Euphoria startet på HBO Max, og i 2. afsnit konfronterer Nate sin diabolske far med at han kender til hans skjulte sexliv, og i 3. afsnit ser man i flashback hvad der fik faderen til i sin ungdom at droppe sin romance med en anden fyr for at forsvinde ind i skabet. Eric Dane fortalte til Out at det var stort at spille Cal igen i sæson 2: ”Jeg fik lov til at spille en helt ny karakter. Cal lever sin sandhed og indenfor den får man en fyr som er fuldstændigt fri og det har vi ikke set fra ham i sidste sæson for han var så begrænset.”

Den nu 49-årige Eric Dane gjorde sig for alvor bemærket i 2006, da han kom med i 3. sæson af tv-serien Greys Hvide Verden og allerede i sæsonens 2. afsnit optrådte kun iklædt et håndklæde. Det førte til roller i film som Marley & Me, Valentine’s Day og Burlesque alt imens han varetog sin rolle som drømmelæge i Greys Hvide Verden frem til 2012.

Den berømte håndklædescene i Greys Hvide Verden

Villig til at vise varen
Eric Dane er heteroseksuel i den virkelige verden hvor han har to døtre med Rebecca Gayheart som han var gift med fra 2004 til 2018. Han fortalte dog til Out i forbindelse med sin rolle som Cal Jacobs i Euphoria: ”Jeg hvordan det er at leve et dobbeltliv. Omstændighederne var ikke helt ens, men det betyder ikke noget. Når man skaber en facade, skaber man en facade, og når man er på én måde med nogle mennesker og en anden måde med andre mennesker så overgår det detaljerne i omstændighederne.”

Eric Dane har også afsløret til Entertainment Weekly, at til stor skuffelse for hans fans, så blev det besluttet at bruge en penis-attrap i hans sex-scene med trans-pigen Jules i seriens første afsnit. ”At bruge en protese er stort set standard. Det er standard og det er også meget hensyntagende til din medspiller,” sagde han. ”Der var et isoleret tilfælde hvor jeg foreslog at hvis det gav mere mening ikke at bruge en protese, så var jeg villig til at tage det skridt. Til sidst besluttede vi dog at protesen var løsningen på grund af omstændighederne og den beslutning tog vi som en gruppe.”

Nu lidt mere gråhåret, men stadig muskuløs i Euphoria.

tirsdag den 25. januar 2022

Olly Alexander: For fræk til tv?


BBC fik klager over at deres nytårsshow med Years & Years-sangeren var ”for sexet.” Selv roser han rapperen Lil Nas X for at nedbryde barrierer for LGBT-kunstnere.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Da den engelske tv-kanal BBC nytårsaften viste et show med Years & Years-sangeren Olly Alexander og gæstestjerner som Kylie Minogue og Pet Shop Boys, klagede 179 seere over at den 31-årige sangers show var ”for sexet.” Det fik Olly Alexander til at tweete: ”Næste gang går jeg efter 200.”

I et nyligt interview med NME tilføjede han: ”Vi lavede et virkelig godt show. Hvis jeg har pisset nogle homofober af føler jeg at jeg har gjort det godt. Jeg føler mig meget heldig og fantastisk over at være en popstjerne og jeg vil gerne gøre (LGBTQ-)miljøet stolt. Det har jeg i baghovedet hele tiden og jeg ønsker ikke at fucke det op. Så hvis jeg kan prøve at skubbe tingene fremad, vil jeg gøre dét.”

BBC affejede også kritikerne i en offentlig udtalelse: ”Begivenheden - og opsætningen af dette sene aftenshow - er tiltænkt som en fejring for alle og, håber vi, for flertallet af dem der ser med.”

Det var et frækt sceneshow til sangen Sanctify, der fik 179 forargede englændere til ligefrem at kontakte BBC og tilkendegive deres forargelse. I sceneshowet er Olly Alexander omringet af halvnøgne mandlige dansere der giver sig til at bevæge deres hofter æggende, og Olly Alexander tager til sidst hvad der ligner et ridt på den ene af dem. Se selv den erotiske optræden på YouTube lige her og døm selv om det går over grænsen.

Tak til Lil Nas X
Olly Alexander er aktuel med Years & Years albummet Night Call og udtalte i forbindelse med lanceringen den 21. januar til NME at den homoseksuelle megastjerne Lil Nas X fuldstændig har ændret vilkårene for LGBT-sangere. ”Selv for et par år siden fik jeg kommentarer til mit show som ”det er ikke rigtigt familievenligt. Vi kan ikke sende dette i dagtimerne”,” uddybede han. ”Og det var bogstaveligt talt bare fordi jeg var bøsse og havde mine brystvorter fremme eller sådan et eller andet. Der foregik ikke noget eksplicit. Men nu, efter Lil Nas X, sker det ikke mere. Jeg tror ikke det kan. Jeg tror der er en ”før Lil Nas X” og en ”efter Lil Nas X.” Den succes han har haft er er så ubestridelig at det er lige som om branchen forsøger at holde trit.”

Nu er Olly Alexander ikke længere så bange for at bruge sin homoseksualitet i sin musik: ”Det har været en ubevidst proces, tror jeg. Når jeg ser tilbage nu, ser jeg tydeligt hvor meget mere afslappet jeg er blevet med mig selv,” forklarede han og uddybede: ”De sange jeg skrev da jeg var 22 og 23 er anderledes end dem jeg skriver nu. Jeg tror at i begyndelsen var jeg virkelig ret bange. At inkludere ordet ”boy” i en sang - det føltes som om der var megen fare deri. Det virkede risikabelt i forhold til hvordan det er nu.”

Nu kan Olly Alexander som solokunstner under det tidligere gruppenavn Years & Years også frit stå frem med sin kærlighed til homo-ikoner som Kylie Minogue, med hvem han lavede duetten A Second To Midnight sidste år. Det var selvfølgelig også den sang Kylie Minogue gæsteoptrådte med ved BBCs The Big New Years & Years Eve Party. Se Olly og Kylies optræden med sangen på YouTube lige her:

fredag den 21. januar 2022

Popsangerinder er ikke cool hvis man er en dreng


Olly Alexander skjulte derfor sin smag for popsangerinder i mange år. Nu begår den albumaktuelle Years & Years-sanger sig selv i genren.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Det er meget normalt at bøsser kan lide popsangerinder som Madonna, Kylie Minogue og Adele fordi de kan leve sig ind i det kvindelige perspektiv i deres sange om mænd. Nu om dage kan bøsser høre bøsser som Lil Nas X, Jordy og Olly Alexander selv synge om mænd, men sådan var det ikke altid og mange sangerinder blev båret mod stjernerne af deres homoseksuelle fanskarer i mangel af andet. Det var således i mange år forbundet med et ”bøssestigma” hvis man som mand kunne lide kvindelige popstjerner.

”Popmusik har virkelig været en ledsager lige så længe som jeg kan huske,” erindrer Olly Alexander i et interview med Junkee. ”At høre Wannabe (med Spice Girls) for første gang som 6-årig og mit liv var forandret for altid. Da jeg voksede op, var der en tid før puberteten med en uforskammet kærlighed til pop – til alle poppigerne som Britney og Christina som bare begyndte da jeg nåede mine teenageår. Og så blev det meget utjekket at synes godt om den musik hvis man var en dreng. Så jeg sådan skjulte det i en del år når jeg var i skole og kom først tilbage til det når jeg var blevet lidt ældre. Og jeg tror en masse queer mennesker forstår det med at skulle indhente en del af den ungdom de måtte leve anderledes fra hvad de gerne ville eller skjule deres smag fordi det var ”for bøsset” eller sådan et eller andet. Så denne tilbagevenden til popmusik i den genre er mig der genvinder det.”

Deluxe-udgaven af den nu 31-årige Olly Alexanders første egentlige soloalbum Night Call indeholder da også duetten A Second To Midnight med popprinsessen Kylie Minogue og et Kylie Minogue-remix af singlen Starstruck.

Dansepop til sjov
Olly Alexanders nye musik er udgivet under navnet Years & Years fordi bandet med ham som forsanger oparbejdede et ”brand” og en fanskare som gerne vil beholdes. Da de to andre bandmedlemmer skred for snart et år siden og efterlod Olly Alexander alene som Years & Years droppede han hvad han havde arbejdet på med dem og startede fra scratch, men med hjælp fra produceren Mark Ralph som havde været med til at lave de to første Years & Years-albums Communion og Palo Santo. Samarbejdet resulterede i albummet Night Call der nu er ude på alle streaming-platforme og kan købes på CD fra CDON lige her: Years & Years: Night Call Deluxe CD

Anmelderne er generelt positive over Night Call. NME kalder albummet en samling af godt sammenskruede ørehængere. Evening Standard konkluderer at verden er klar til lidt sjov og med Night Call er det her og Riff Magazine kalder det et ”imponerende skridt frem for Alexanders solokarriere” og et album skabt til at blive spillet på bøssebarernes dansegulve.

Singlen Sweet Talker blev da også til i et samarbejde med de svenske dansepop-producere Galantis og blev i december et UK Top 40-hit. Musikvideoen til Sweet Talker har nu rundet over en million visninger på YouTube ligesom forrige single Crave. Hvis man ikke allerede har set videoen til Sweet Talker på YouTube kan det nås endnu lige her:

torsdag den 20. januar 2022

GLAAD Awards-nomineringer for bedste LGBTQ-underholdning i 2021

The Other Two

Den 33. årlige uddeling af de amerikanske GLAAD Media Awards for fair og inkluderende repræsentation af LBGTQ-mennesker i mainstream underholdning er nu blevet annonceret og de populære superhelteserier er flot repræsenteret deriblandt.

PRISUDDELINGSNYHED af Michael Andersen

Årets GLAAD Media Awards vil blive afholdt af to omgange med en ceremoni i Los Angeles den 2. april og en i New York den 6. maj. Alle film, tv-serier, musikalbums og tegneserier med LGBT-relevans udgivet i 2021 kunne nomineres af de over 700 frivillige GLAAD Media Awards-stemmeafgivere. Krav for at blive nomineret er dog også at værkerne skal være ”dristige og originale” samt have en vis påvirkning på mainstream kultur og være af høj kvalitet.

Blandt de mange kategorier er de mest interessante selvfølgelig film, tv, musik og tegneserier hvor der nås ud til hele verden. Øvrige kategorier som Bedste Broadway-opsætning og priser indenfor journalistik er mest interessante for amerikanerne selv.

I nogle kategorier er der så mange nomineringer at man kan foranlediges til at tro at GLAAD nominerer rub og stub, men det er bestemt ikke tilfældet. Wrabels album These Words Are All For You har for eksempel ikke affødt nogen nominering i Fremragende musik-kunstner kategorien og Jordys debutalbum Mind Games har heller ikke udmøntet sig i en nominering for Fremragende gennembruds musik-kunstner. Biograffilmen Supernova med Colin Firth og Stanley Tucci som bøssepar og den populære reality-serie Coming Out Colton er heller ikke nomineret til noget som helst.

Single All The Way

HBO slår knebent Netflix med flest nomineringer
I kategorien Fremragende film med udbredt distribution er Marvel-filmen Eternals nomineret for at byde på den homoseksuelle superhelt Phastos, og der er også nomineringer til de to Netflix-film The Mitchells vs. The Machines og Tick, Tick… BOOM! samt Disneys udgave af West Side Story. I kategorien Fremragende tv-film er Netflix-filmene Fear Street og Single All The Way nomineret, men også et par julefilm der endnu ikke har nået de danske tv-skærme, The Christmas House 2: Deck The Halls og den lesbisk-romantiske Under The Christmas Tree.

Iblandt de nominerede til Fremragende dramaserie på tv finder man gengangere fra sidste års GLAAD Media Awards som 9-1-1: Lone Star og Supergirl, samt Star Trek: Discovery der har værert nomineret tre gange før og løb med prisen sidste år. I år gives der dog konkurrence af superhelte-serierne Batwoman og Doom Patrol, såvel som af Greys Hvide Verden og Pose. I kategorien Fremragende nye tv-serie er der en nominering til den engelske miniserie Døden på stranden (The Long Call) der var superpopulær herhjemme i Danmark.

Netflix-serien om modebøssen Halston er nomineret i kategorien Fremragende miniserie men får skarp konkurrence fra HBO med It’s A Sin om AIDS-krisen i 80'erne. Vanligvis er det da også Netflix der plejer at få flest nomineringer fordelt på alle kategorierne alt i alt, men i år har HBO udkonkurreret dem med 19 nomineringer mod ”kun” 17 til Netflix. Der er dog konkurrence til giganterne i kategorien Fremragende komedieserie med nomineringer til The Other Two der herhjemme kan ses på Paramount+ via TV2 Play og Love, Victor der kan ses på Disney+ Star. Men Netflix’s komedieserie Sex Education er da nomineret igen i år sammen med Special.

9-1-1: Lone Star

Musik- og tegneserienomineringer
I Fremragende musikkunstner-kategorien finder man garvede veteraner som Elton John der udgav albummet The Lockdown Sessions og Melissa Etheridge der udgav albummet One Way Out, men den nye megastjerne Lil Nas X er selvfølgelig også nomineret for sit album Montero. Følgere af Eskapismes LGBT-hitparade vil genkende navne som Girl In Red og Vincint i kategorien Fremragende gennembruds musik-kunstner.

I 2021 sprang Supermans søn ud som biseksuel under stor medie-bevågenhed og det har selvfølgelig affødt en nominering i kategorien Fremragende tegneserie. Antologi-udgivelserne DC Pride og Marvel Voices: Pride med de to store forlags LGBT-superhelte er nomineret i kategorien Fremragende originale grafiske novelle/antologi.

For en komplet liste over GLAAD Media Awards 2021-nomineringer, se deres hjemmeside lige her: Nominerede til GLAAD Media Awards

Lil Nas X: Montero

lørdag den 15. januar 2022

Bøsse som action-skurk i ny Matrix-film


Jonathan Groff, der tidligere har medvirket i Glee og været kæreste med Zachary Quinto, har overtaget rollen som Agent Smith i den nye Matrix-film.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den nu 36-årige amerikanske skuespiller Jonathan Groff startede sin karriere på Broadway inden han for alvor blev kendt for sine gæsteoptrædener i tv-serien Glee, der startede i 2009. Han spillede Jesse St. James - lederen af koret Vocal Adrenaline og romantisk objekt for Rachel Berry. I oktober 2009 sprang Jonathan Groff ud som bøsse og fra 2010 til 2013 var han i et forhold med en anden skuespiller, Zachary Quinto der blev kendt som skurken Sylar i tv-serien Heroes. Jonathan Groff var derefter med i den homoseksuelle producer af Glee, Ryan Murphys film The Normal Heart baseret på et teaterstykke om AIDS-krisen i 80’erne samt i HBO-serien Looking om en gruppe homoseksuelle venner i San Francisco. Serien løb fra 2014 til 2015 og blev afrundet med en tv-film i 2016. Fra 2017 til 2019 havde han en heteroseksuel hovedrolle i Netflix-krimiserien Mindhunter.

Nu har Jonathan Groff så overtaget rollen som Agent Smith fra Hugo Weaving i science fiction-filmserien The Matrix der med første film i 1999 blev banebrydende med sine ”bullet time” special effects. Filmen havde Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss i hovedrollerne og selvom de begge døde i den tredje film i den oprindelige trilogi, så er de begge med igen som Neo og Trinity i den nye The Matrix Resurrections. Den homoseksuelle skuespiller Neil Patrick Harris er med i rollen som Neos psykiater.

The Matrix Resurrections er skrevet og instrueret af Lana Wachovski der også var med til at lave den oprindelige trilogi, men siden har skiftet køn. Filmen kan nu ses i de danske biografer og købes på iTunes og traileren kan ses på YouTube lige her: