tirsdag den 6. oktober 2020

Ny Netflix serie på vej om bøsse-seriemorderen Jeffrey Dahmer

Monsteret Jeffrey Dahmer

Der er udsigt til grundigt gys og gru i skaberen af American Horror Story og Ratched, Ryan Murphy’s nye miniserie Monster: The Jeffrey Dahmer Story.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Det er værre end Psycho. Jeffrey Dahmer var en bestialsk seriemorder, nekrofil og kannibal der myrdede 17 overvejende sorte fyre og mænd fra 14 til 36 år mellem 1978 og 1991 hvor hovedparten af mordene fandt sted mellem 1987 og 1991.

Mordene fandt sted i Milwaukee i Wisconsin, USA og omstændighederne omkring mordene var så grusomme at Eskapisme ikke vil berette om dem men dem skal tv-serien nok også udpensle for horrorfans. Lad det blot være sagt at Jeffrey Dahmer havde seksuel omgang med sine ofre efter han havde myrdet dem og før han spiste dem og at han gemte kropsdele som souvenirs.

Tv-serien vil fortælle historien fra ofrenes synsvinkel og udforske den inkompetence iblandt politiet der bevirkede at Dahmer først blev anholdt i 1991 efter at have undsluppet arrestation ti gange inden det lykkedes hans sidste offer at flygte. Derefter blev Dahmer selv myrdet som 34-årig i 1994 da en medfange læste om hans gerninger og efterfølgende bankede ham ihjel i fængslet.

Ryan Murphy vil nøjes med at producere miniserien som hans samarbejdspartner på tv-serien Pose, Janet Mock, skal skrive og instruere. Der foreligger endnu ikke nogen premieredato på de rædsler og grusomme skæbner der overgik de 17 stakkels mænd, men skuespilleren Richard Jenkins skal spille Jeffrey Dahmer’s far. De øvrige roller er endnu ikke besat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar