lørdag den 16. marts 2024

Queer hitparade: Gribende ballader fra Calum Scott og Ben Platt

Calum Scott

Pet Shop Boys har også en ny musikvideo ude om bisex-fyr, Scott Hoying har lavet en fed dansevideo, Gregory Dillon oplever det vilde, kinky Brooklyn og Bronze Avery viser pakken på stranden. Der er også en flot video fra lesbiske Gia Ford.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhånden mange LGBTQ-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv spændende videoer der er udkommet på YouTube i den forgangne måneds tid – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Gregory Dillon

35-årige engelske CALUM SCOTT har fortalt til Pride at han gerne vil have børn og har snakket med den 29-årige homoseksuelle vippeudspringer Tom Daley for at høre nærmere om processen. Nu lader det dog til, at Calum Scott kommer til at barsle med sit 3. musikalbum før en mini-Calum da første single Lighthouse fra det kommende album er ude nu. Sangen er i den vanlige kærlighedsballadestil man kender fra Calum Scott og han fortalte da også til Pride at hans 3. album også vil berøre LGBTQ+ emner og -historier fordi: ”Jeg vil bruge mine erfaringer, min kærlighed og min lidenskab til at prøve at bringe lidt lys til verden. Hvis min musik kan hjælpe nogen med at føle sig set, så er det alt for mig.” Om det lykkes for ham, kan afprøves med videoen til Lighthouse på YouTube lige her:

Det er efterhånden 40-år siden nu 69-årige Neil Tennant og 64-årige Chris Lowe udgav debut-singlen West End Girls under navnet PET SHOP BOYS, og nu har duoen deres 15. studiealbum Nonetheless på vej. Første single fra det kommende album hedder Loneliness og er produceret af James Ford der også producerede albummet Memento Mori for Depeche Mode sidste år. Musikvideoen om en ung mand der går i seng med både kvinder og mænd er instrueret af modefotografen Alasdair McLellan. Lyt og se med på YouTube lige her:

Den 32-årige amerikanske SCOTT HOYING fra a cappella-gruppen Pentatonix giftede sig med sin kæreste siden 2017 Mark Manio sidste år samtidig med lanceringen af sin solokarriere. Det resulterede i nogle homo-romantiske musikvideoer med de to herrer, som Four og Extraordinary fra EP’en Parallel. Nu er Scott Hoying så aktuel i en helt anden boldgade med det fede dansetrack Flaunt It. Og danses gør der så det er en alt for kort nydelse i hans video til sangen på YouTube lige her:

I videoen til sin nye single Redline, er 30-årige amerikanske GREGORY DILLON taget fra sin ellers vanlige forstad i Connecticut i sine tidligere musikvideoer til New York. Sangen er også lidt mere hårdtslående end vanligt, og Gregory Dillon beskriver den selv som en blanding af Billy Idol og Charlie XCX. Videoen, der er indspillet i Brooklyn, er også lidt mere hårdkogt med en maskeret mand i bar overkrop der binder den ”up & coming” kunstner efter at hans musik er blevet eksponeret i flere tv-serier. Tag med til Redline på YouTube lige her:

Engelske GIA FORD er midt i 20’erne og arbejder på sit første album der udkommer til sommer. Hun single-debuterede dog i 2019 og har udgivet EP’erne Poster Boy og Murder In The Dark, men den lesbiske sangerinde har siden fjernet sine gamle udgivelser fra YouTube og iTunes og kalder sit kommende album et debutalbum. Den 3. single derfra hedder Poolside og handler ikke om hende selv. I et nyligt interview med Rolling Stone UK fortalte hun nemlig at hun syntes det var kedeligt at skrive om sig selv, så hendes sange handler om andre personer. Hør selv i den flotte video på YouTube lige her:

Den amerikanske sanger og skuespiller BEN PLATT har nydt stor succes med de to albums Sing To Me Instead fra 2019 og Reverie fra 2021 plus koncertoptagelsen Live From Radio City Music Hall fra 2020 på Netflix. Nu har han rundet 30 år og har sit 3. album på vej, Honeymind der udkommer den 31. maj. Første single Andrew handler om at blive tiltrukket af en uopnåelig heterofyr – nej, det kan jo ikke ende godt. I musikvideoen udspiller handlingen i den smukke ballade sig mellem teenagedrenge på en skole. Se og hør med på YouTube lige her:

Amerikanske BRONZE AVERY udgav fem singler sidste år og er nu aktuel med sin anden single i år. Hvor mange af dem der kommer med på hans nu annoncerede projekt med titlen Heatwave kan kun tiden vise, men det gør i hvert fald den nye single Spring Break hvori han længes efter at tage på stranden. Derfor er det da også oplagt at han i videoen på YouTube selvfølgelig er taget på standen, hvor han viser pakken. Vær med på en kigger lige her:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar