onsdag den 27. marts 2024

Andrew Scott i ny thriller-miniserie på Netflix

Den homoseksuelle skuespiller har titelrollen som Ripley i s/h-serien der er baseret på Patricia Highsmiths bøger om svindleren Tom Ripley.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den amerikanske forfatter Patricia Highsmith blev født i 1921 og blev berømt da hendes roman Strangers On A Train (Farligt Møde) blev filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1951. Hun døde som 74-årig i 1995 hvorefter en af hendes bøger blev filmatiseret for 2. gang, The Talented Mr. Ripley i 1999 med Matt Damon i hovedrollen som svindleren Tom Ripley. Den havde homo-romantiske undertoner i relationen mellem Ripley og Dickie Greenleaf spillet af Jude Law, men filmen blev kritiseret for ”queerbaiting” ved kun at antyde en LGBT-relation i stedet for åbenlyst at skildre en sådan.

Patricia Highsmith udtalte før sin død, at hun ikke mente Ripley var bøsse, om end hendes bøger om ham også bød på antydninger deraf. Derfor skal det blive interessant at se hvordan den nye miniserie med titlen Ripley vil håndtere hovedpersonens seksualitet og hans relation til den unge Dickie Greenleaf. Seriens handling er, at Ripley hyres af Dickie Greenleafs far til at rejse til Italien for at bringe sønnen hjem og Dickies kæreste bliver jaloux på Ripley og Dickies gryende venskab.

Den 47-årige homoseksuelle skuespiller Andrew Scott har for nylig begejstret med sin præstation i filmen All Of Us Strangers der affødte en Golden Globe-nominering. Han fortalte Interview Magazine i 2021 om sin nye rolle som Ripley: ”Hvis Tom Ripley var på en bøssebar, er jeg ikke sikker på han ville passe ind der. Jeg tror heller ikke han er en heteroseksuel karakter. Jeg tror han er en queer karakter på den måde at han er meget anderledes.”

Ripley får premiere på Netflix torsdag den 4. april. Varm op med traileren på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar