All Of Us Strangers om generation der måtte springe ud i skyggen af AIDS

Harry og Adam i All Of Us Strangers

Filmens hovedrolleindehaver Andrew Scott og instruktør Andrew Haigh beskriver hvordan bøsser fra AIDS-generationen stadig er påvirket af at sex var farligt, og at det også er et tema i den biografaktuelle film.

FILM FEATURE af Michael Andersen

I den biografaktuelle engelske film All Of Us Strangers er handlingen at Adam i fyrrene og Harry i tyverne indleder en affære som får Adam til at opsøge sit barndomshjem og snakke med sine døde forældre. Filmen udforsker de to mænds homoseksuelle identiteter ud fra deres forskellige aldre og hvordan deres kærlighedsaffære udvikler sig. Den engelske instruktør Andrew Haigh fylder selv 51 år den 7. marts og fortalte i et interview med Attitude, at da han skrev filmens manuskript, var det hans intention at skildre erfaringer fra hans egen generation af bøsser.

”Jeg tror det er blevet kaldet ’mellem-generationen’ – den generation af bøsser der blev seksuelt bevidste eller kom til at forstå deres seksualitet mens AIDS påvirkede og dræbte så mange mennesker,” sagde Andrew Haigh. ”Så man er ikke fra generationen før, der voksede op og blev seksuelt bevidste før AIDS, og man er ikke i generationen der kom bagefter hvor der nu er medicin og det ikke længere er en dødsdom.”

”At springe ud i 90’erne, i skyggen af AIDS og HIV – at være bøsse og at have bøssesex ligestillet med død, sygdom og social isolation… Jeg husker at vokse op med tanken at der bogstavelig talt ikke var nogen fremtid for mig. ’Jeg kan ikke være en homoseksuel person i verden.’ Det indebærer en masse skam og en masse selvhad. Det tager en livstid at give slip på det. Man behøver ikke kradse særlig dybt i overfladen for at føle som man plejede at føle.”

Andrew Scott som Adam i All Of Us Strangers

Lige så vigtigt selv at elske som at være elsket
All Of Us Strangers omhandler emner som afhængighed, skam og sorg, og instruktøren Andrew Haigh fortalte til Attitude: ”Jeg vidste at det var om en masse ting der alle spillede sammen, og alle disse ting kommer essentielt fra et lignende sted – sorgen i at miste en forælder – traumet deri og også traumet i at vokse op i en tid og sorgen i at ens barndom ikke var hvad man kunne ønske sig at den var. Jeg ville have at filmen skulle føles som om der var så mange ting pakket sammen som kunne forbindes til andre ting som kan føre til afhængighed, som kan føre til smerte - til at nogen lukker ned og ikke tillader nogen at komme ind i deres liv.”

”De er pakket sammen på en måde så man ikke kan sige hvor kanterne af alle disse ting er. De er allesammen essentielt blevet til denne knude. Hvad der driver filmen frem er, at den eneste måde at blødgøre det på er at finde mennesker der holder af en. Og måske mere vigtigt, hvordan man gør dét for andre mennesker. Adam og Harry, de indser at de har brug for at gøre ting for hinanden - at det at være der for en anden er lige så vigtigt som at en anden er der for én. Jeg mener at nogle gange kan man være ret selvisk med kærlighed og forvente at man har behov for at blive elsket uden at indse at man faktisk har brug for at sikre sig at man selv giver det til en anden.”

Den 47-årige irske skuespiller Andrew Scott spiller Adam, og Andrew Haigh fortalte til Attitude: ”Jeg ved han følte sig forbundet til materialet. Da jeg begyndte at give manuskripterne til folk, ville de sige, ’det her føles som om det er skrevet for mig og om mig,’ og det følte Andrew. Dette er en film om fortiden der bløder op til overfladen. Når man ser det nå til overfladen i Andrew, er det ægte. Det er en smuk optræden, og det føles så virkeligt.”

Andrew Scott med sin instruktør, Andrew Haigh

Vigtigt med positiv repræsentation
Andrew Scott fortalte selv til Attitude: ”Jeg er ikke sikker på at generationsforskellen mellem Adam og Harry er den mest interessante ting ved filmen. Jeg synes en af de store forandringer, selvfølgelig, er tilstedeværelsen af AIDS da Adam ville have vokset op. Jeg ved helt sikkert at skyggen af AIDS truede meget da jeg voksede op i 90’erne. Og selvfølgelig vil det påvirke den måde vi tænker på seksualitet på den måde at vi vil føle det som om vi bliver straffet for at være fysiske eller for at udtrykke kærlighed.”

Han fortalte også at: ”Jeg tror at hvis vi kunne udviske den antagelse i vores samfund at alle er heteroseksuelle indtil andet er bevist, så ville det gøre en stor forskel for folk. Og med det mener jeg, at vi ikke siger til vores seksårige, ’du vil gifte dig med en prinsesse,’ og ’har du en pige?’ Jeg husker da jeg var teenager og folk sagde, ’har du en dame?’ Jeg ville sige nej og jeg løj ikke nødvendigvis, men man føler man lyver ved at udelade. Det der skete for mig var, at man afseksualiserede sig selv lidt. Og jeg tror at hvad der sker for mange teenagere er, at der er en konspiration af tavshed omkring en, og det er et ensomt sted at være.”

Andrew Scott fortalte endvidere: ”Den måde medierne talte om homoseksuelle på da jeg voksede op var fuldstændigt ækelt og frygtfremkaldende, og jeg synes vi stadig må være meget forsigtige ikke bare i medierne, men også i den måde vi konsumerer medier og hvad vi står for – at vi påtaler den slags grusomhed og intolerance. Sprog betyder noget. Når vi læser det modsatte – når vi læser positive ting og ser repræsentation på lærredet – når vi ser os selv, så tænker vi, ’åh, ok, vi kan bane vores vej i verden.’ Det er derfor jeg synes en film som denne, den er så utroligt vigtig fordi den er utroligt medlidende og øm, men den udvisker heller ikke det faktum at det kan være ensomt at være bøsse. Og der er en vis tornet sti som vi alle må betræde for at finde kærlighed – ikke bare i en anden person, men i os selv.”

Andrew Scott som Adam