onsdag den 30. marts 2022

Olly Alexander og It’s A Sin får 11 BAFTA-nomineringer!

British Academy of Film and Television Arts har offentliggjort nomineringerne til deres prisuddelingsfest den 8 maj, og der er hele 11 velfortjente nomineringer til It’s A Sin.

PRISUDDELINGSNYHED af Michael Andersen

Det er et år siden miniserien It’s A Sin greb seerne med sin barske skildring af en gruppe unge venners liv i London under AIDS-krisen i 80’erne. I Danmark kom serien på HBO og den blev hurtigt en af de mest sete tv-serier i producenten Channel 4’s historie. Især den 3. af de fem episoder rystede og chokerede seerne da den pæne Colin spillet af Callum Scott Howell fik AIDS – en episode der nu er nomineret til Virgin Media’s Must-See Moment Award der uddeles under BAFTA-showet den 8. maj. Prisen er særlig fordi det er seerne der afgør hvem der skal have den med deres stemmer.

Dertil kommer så 11 almindelige nomineringer hvor seriens skaber Russell T. Davies er nomineret som bedste forfatter i drama-kategorien og seriens hovedpersoner, Olly Alexander og Lydia West er nomineret for bedste skuespillere i henholdsvis mand og kvinde-kategorierne. Lydia West spillede veninden der overlevede alle vennerne, deriblandt Ritchie spillet af Olly Alexander der var flyttet fra en lille by til London for at udleve sig selv.

De øvrige venner, spillet af Callum Scott Howell og Omari Douglas, plus David Carlyle der spillede Gregory er nomineret til bedste biroller og er altså i konkurrence mod hinanden om at vinde prisen. Og så er It’s A Sin selvfølgelig nomineret til bedste miniserie, bedste instruktør, bedste redigering, bedste make-up og hår og bedste rollebesætning.

Det bliver spændende om nomineringerne udmønter sig i en sand prisregn til It's A Sin, når BAFTA TV Awards uddeles den 8. maj på BBC One.

Nathaniel Curtis, Callum Scott Howells, Omari Douglas,
 Lydia West og Olly Alexander i It's A Sin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar