lørdag den 19. februar 2022

Biseksuelle Josef Salvat: Hvorfor parre sig?

Sangeren besvarer selv sit spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af popalbummet Islands der inkluderer singlen Promiscuity.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den 33-årige Josef Salvat er fra Australien men har holdt til i byer som London, Paris og Berlin siden karrieren tog fart med debutalbummet Night Swim fra 2015. I 2020 udgav han albummet Modern Anxiety og 4 måneder efter udgivelsen gik han i gang med at producere sit nye album Islands. Alle sangene på Islands minus Sunbeams blev dog lavet som demoer mellem første og andet album, men Josef Salvat har gemt dem til nu fordi de musikalsk var mere poppede end de sange han valgte til Modern Anxiety.

Dengang var han også under kontrakt med Sony Music, men nu udgiver han selv sine sange. Sidste år udgav han EP’en The Close/Le Réveil mellem albums som en nødvendighed for at få luft for sine følelser efter et brudt forhold med en mand. ”Nu vil jeg være mere organisk og spontan i at skabe musik,” fortalte han dengang til Fucking Young! og indrømmede: ”EP’en var åbenlys og er ikke et brev om ”hey, hør nu på mig for jeg er ked af vi gik fra hinanden,” men jeg ville skrive sange som min eks ville synes om.”

Josef Salvat fortalte sidste år til diymag.com at man på det nye album Islands kunne forvente mere af hvad han plejer at lave – ”triste sange pakket ind i sukker” – men at det er mere glad og frit end noget han har lavet før. Der er kun én ballade og det er "uforskammet pop."

Før albummet udkom udgav Josef Salvat singlerne I’m Sorry, The Drum og Promiscuity, der for øvrigt er de første tre sange på Islands. Om den Prince-agtige sang Promiscuity’s inspiration fortalte Josef Salvat til diymag: ”Et ældre, gammelt par kyssede lidenskabeligt i Barcelona. Jeg forestillede mig dem have sex og var heldigvis voksen nok til at indse hvor vidunderligt det måtte være. Så gik jeg ud ad min egen tangent og Promiscuity blev resultatet.”

Man kan selv høre det på YouTube lige her, mens man læser videre:

Ingen mand er en ø?
Sangen Sunbeams opstod efter at Josef Salvat havde været igennem et rædsomt forhold, arbejdede med sig selv og til sin overraskelse fandt et andet forhold der var fredeligt og trygt. ”Det var morgen og lyset lavede streger på lagnerne og vi var bare side om side i stilheden og det var smukt. Jeg skrev Sunbeams i den tilstand,” betroede han diymag.com.

Om titelsangen Islands fortalte han: ”Der er en del historier som førte til den, men en rød tråd var at jeg hang ud med mange rige og berømte mennesker på det tidspunkt og tog for mange stoffer og følte mig helt tom. Jeg så på mig selv en dag og tænkte bare: Hvorfor parre sig?”

I sangteksten til Islands lyder det: ”They say no man’s an island but I think I am.”

“Vi er altid separate fra hinanden,” uddybede han i et helt nyt interview med variancemagazine.com og kom ind på hvorfor man parrer sig: ”Jeg har længe ønsket for mit liv ikke at være separat, men at have den følelse af fuldendelse. Og jeg vil vove at sige at hvert eneste menneske har den form for begær. Det er erfaringen af at have været i sin mors mave. Man er bogstavelig talt en del af en andens krop og så er man ikke og man vil aldrig blive det igen. Og jeg tror det nærmeste man kan komme det er penetreringssex, på en måde, men der er den hunger vi alle føler. Og en del af den menneskelige oplevelse og følelsesmæssig modenhed er hvordan man forholder sig til det og hvordan man føler sig komfortabel i den afstand.”

Islands er nu ude på streamingplatforme og kan også købes på iTunes. Hvis man vil have albummet på CD, må man dog vente lidt endnu, men den kan forudbestilles hos danske iMusic lige her: Josef Salvat: Islands på CD

Ingen kommentarer:

Send en kommentar