torsdag den 24. februar 2022

Troye Sivan: Ny film, nye sange, men ingen Angel Baby

Troye Sivan og Viveik Kalra i Three Months

I den nye tv-film Three Months på Paramount+ spiller sangeren hovedrollen der afventer svar på en HIV-test. I virkeligheden afventer han at møde en kæreste.

TV-FILMNYHED af Michael Andersen

Den nye streaming-tjeneste Paramount+ lokker med mere og mere LGBT-indhold. Udover den fire gange GLAAD Award-nominerede science fiction-serie Star Trek Discovery og den GLAAD Award-nominerede komedieserie The Other Two, kan man nu se ungdomsfilmen Three Months, der er skrevet og instrueret af Jared Frieder.

Den 26-årige populære sanger Troye Sivan spiller hovedrollen som teenageren Caleb i Three Months. Caleb elsker sit kamera, at ryge sig skæv og sin bedstemor. Han bor i Florida i 2011, hvor han på aftenen for sin gymnasieafgang får en SMS fra et engangsknald der er testet HIV-positiv. Da kondomet gik i stykker må Caleb nu selv lade sig teste og mens han venter på resultatet, møder han kærlighed de mest besynderlige steder.

Med på rollelisten er de unge Viveik Kalra som romantisk objekt og Brianne Tju som god veninde samt veteranerne Ellen Burstyn og Louis Gossett, Jr. Three Months er blevet til imod alle odds under Corona-epidemien og Troye Sivan har skrevet to sange til filmen, Wait og Trouble. Han fortæller til hollywoodlife.com: ”Jeg havde nogle uredigerede scener som jeg tog med i studiet og skrev fra Calebs perspektiv mens jeg så scener fra filmen.”

”Ved du, jeg lærte ikke i skolen om hvordan man praktiserer sikker sex,” fortsætter sangeren til nypost.com.” Jeg havde ikke nogen i mit liv der fortalte mig om PrEP indtil for et par år siden hvor jeg og nogle venner snakkede og så gik jeg til min læge om det. Der er mange af disse konversationer der bare ikke sker i det åbne på grund af, tror jeg, et resterende stigma og skam. Og at gøre op med det og bringe disse konversationer frem, håber jeg vil få folk der ser filmen til at snakke.”

Troye Sivan røber endvidere at han er single – der er ikke nogen Angel Baby i hans liv for tiden, men han har allerede travlt med sin næste skuespillerrolle i den kommende HBO-serie The Idol fra Sam Levinson, skaberen af Euphoria. Mens man venter på den, kan man se traileren til Three Months på YouTube lige her:

lørdag den 19. februar 2022

Biseksuelle Josef Salvat: Hvorfor parre sig?

Sangeren besvarer selv sit spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af popalbummet Islands der inkluderer singlen Promiscuity.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den 33-årige Josef Salvat er fra Australien men har holdt til i byer som London, Paris og Berlin siden karrieren tog fart med debutalbummet Night Swim fra 2015. I 2020 udgav han albummet Modern Anxiety og 4 måneder efter udgivelsen gik han i gang med at producere sit nye album Islands. Alle sangene på Islands minus Sunbeams blev dog lavet som demoer mellem første og andet album, men Josef Salvat har gemt dem til nu fordi de musikalsk var mere poppede end de sange han valgte til Modern Anxiety.

Dengang var han også under kontrakt med Sony Music, men nu udgiver han selv sine sange. Sidste år udgav han EP’en The Close/Le Réveil mellem albums som en nødvendighed for at få luft for sine følelser efter et brudt forhold med en mand. ”Nu vil jeg være mere organisk og spontan i at skabe musik,” fortalte han dengang til Fucking Young! og indrømmede: ”EP’en var åbenlys og er ikke et brev om ”hey, hør nu på mig for jeg er ked af vi gik fra hinanden,” men jeg ville skrive sange som min eks ville synes om.”

Josef Salvat fortalte sidste år til diymag.com at man på det nye album Islands kunne forvente mere af hvad han plejer at lave – ”triste sange pakket ind i sukker” – men at det er mere glad og frit end noget han har lavet før. Der er kun én ballade og det er "uforskammet pop."

Før albummet udkom udgav Josef Salvat singlerne I’m Sorry, The Drum og Promiscuity, der for øvrigt er de første tre sange på Islands. Om den Prince-agtige sang Promiscuity’s inspiration fortalte Josef Salvat til diymag: ”Et ældre, gammelt par kyssede lidenskabeligt i Barcelona. Jeg forestillede mig dem have sex og var heldigvis voksen nok til at indse hvor vidunderligt det måtte være. Så gik jeg ud ad min egen tangent og Promiscuity blev resultatet.”

Man kan selv høre det på YouTube lige her, mens man læser videre:

Ingen mand er en ø?
Sangen Sunbeams opstod efter at Josef Salvat havde været igennem et rædsomt forhold, arbejdede med sig selv og til sin overraskelse fandt et andet forhold der var fredeligt og trygt. ”Det var morgen og lyset lavede streger på lagnerne og vi var bare side om side i stilheden og det var smukt. Jeg skrev Sunbeams i den tilstand,” betroede han diymag.com.

Om titelsangen Islands fortalte han: ”Der er en del historier som førte til den, men en rød tråd var at jeg hang ud med mange rige og berømte mennesker på det tidspunkt og tog for mange stoffer og følte mig helt tom. Jeg så på mig selv en dag og tænkte bare: Hvorfor parre sig?”

I sangteksten til Islands lyder det: ”They say no man’s an island but I think I am.”

“Vi er altid separate fra hinanden,” uddybede han i et helt nyt interview med variancemagazine.com og kom ind på hvorfor man parrer sig: ”Jeg har længe ønsket for mit liv ikke at være separat, men at have den følelse af fuldendelse. Og jeg vil vove at sige at hvert eneste menneske har den form for begær. Det er erfaringen af at have været i sin mors mave. Man er bogstavelig talt en del af en andens krop og så er man ikke og man vil aldrig blive det igen. Og jeg tror det nærmeste man kan komme det er penetreringssex, på en måde, men der er den hunger vi alle føler. Og en del af den menneskelige oplevelse og følelsesmæssig modenhed er hvordan man forholder sig til det og hvordan man føler sig komfortabel i den afstand.”

Islands er nu ude på streamingplatforme og kan også købes på iTunes. Hvis man vil have albummet på CD, må man dog vente lidt endnu, men den kan forudbestilles hos danske iMusic lige her: Josef Salvat: Islands på CD

søndag den 6. februar 2022

LGBT-hitparade: I bad med Ricky Martin

Der er også spændende nyt fra Ryland James, Wrabel, Arlo Parks og Tom Aspaul, men Calum Scott får vist ikke nogen GLAAD Award for sin nye video. Julian King serverer derimod en skøn homo-video.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

1. RICKY MARTINs sangkarriere har de sidste mange år været målrettet de Latinamerikanske lande, og hans nye single Otra Noche en L.A. er da også på spansk. Den skulle handle om at længes efter en tabt kærlighed og det gør Ricky Martin da også i videoen til sangen - ved vinduet, i sengen, i badet… Han har for nylig rundet de 50 år, men det kan man ikke se på ham. Check ham selv ud på YouTube lige her:

2. Britiske CALUM SCOTT fortalte for nylig om sit kommende andet album til Gay Times. Han sagde at han har en mission om at producere noget smukt for fansene lige som med hans første album. ”Jeg vil bare fortsætte med at levere stor musik, om det er LGBTQ-relateret eller ej.” Og dermed sagt har han så samtidigt undskyldt for videoen til sin nye hjertesmertesang If You Ever Change Your Mind der føles lidt som om han har solgt ud til kommercielle interesser ved at have et hetero-par til at illustrere hans homoseksuelle følelser. Men nyd da bare sangen hvis ikke videoen på YouTube lige her:

3. Den kun 21-årige London-baserede biseksuelle ARLO PARKS har opnået stor succes efter single-debuten med Cola i 2018. I 2019 fulgte EP’erne Super Sad Generation og Sophie hvorfra der var lidt lesbisk indhold i videoen til George. Men Arlo Parks’ musik var lidt ensformig og sneg sig ikke over 300.000 YouTube-visninger før hun scorede en pige fra en fyr i videoen til 2020-singlen Eugene. Så var der over en million visninger og efterfølgende single Black Dog blev BBC Radio 1’s ”Song of the Week.” I 2021 udkom så albummet Collapsed In Sunbeams og efter et par tv-optrædener vandt hun en Brit Award for Bedste Gennembrudskunstner. I år er hun så også nomineret til en GLAAD Media Award for Fremragende Gennembrudsmusikkunstner. Måske er det derfor hun i videoen til sin nye single Softly har taget en regnbuestrik på?  Musikalsk er hun også blevet mere interessant. Se og hør selv på YouTube lige her:

4. RYLAND JAMES brød igennem i 2019 med singlen In My Head hvortil videoen fik over 2 millioner visninger på YouTube. Efter endnu en hitsingle, Shoulder to Cry On, udgav han EP’en Ryland James i 2020. Sidste år sprang han ud som queer og udgav singlen 3 Purple Hearts om følelserne for sin mandlige kæreste efter fire måneder sammen. Den blev ledsaget af en homo-romantisk YouTube-video der dog ”kun” sneglede sig op på 100.000 visninger. Nu er Ryland James aktuel med singlen I Give Everything om at være forelsket for første gang. Hans soul-fulde sangstil er blevet sammenlignet med Adele. Check selv om det kan være rigtigt i den nye video på YouTube lige her:

5. WRABEL har lavet en musikvideo til singlen Wish You Well fra albummet These Words Are All For You der udkom i efteråret 2021 til stor ros fra Eskapismes anmelder. Wish You Well er meget sigende for stilen på albummet. Sangen handler om at give slip på et forhold der endte grimt og ønske ekskæresten i London det bedste. Hør Wrabel synge ”I hope you find what you’re looking for” blandt ruinerne af nytårsfesten i videoen på YouTube lige her:

6. Den amerikanske R&B-sanger JULIAN KING debuterede i 2019 med albummet Made In China. Nu er han aktuel med singlen Can We Go Back og præsenterer selv sin sexede, men hjerteskærende video på YouTube således: ”Jeg fandt mit hjerte i hånden på hvad der nu føles som en fremmed og at tage beslutningen om at forlade det var fuldstændig hjerteskærende. Den der universelle følelse af at ønske sig tilbage til de dage hvor man fik sommerfugle i maven ved synet af hans navn på telefonen er noget jeg altid vil kreditere ham som ophavsmanden bag. Helt ærligt, jeg savner ord for hvordan jeg har det med at denne video udkommer, men indtil videre: Bare nyd den.”

7. TOM ASPAUL udgav i 2020 sit første album Black Country Disco, der var inspireret af 70’erdisco. Nu fortæller han til Gay Times at han er blevet træt af den genre og er et helt andet sted i livet. Hans kommende album med den Aqua-inspirerede titel Life In Plastic er blevet til mens han lyttede til 90’er og tidlige 00’er-musik i genrer som Europop, trance, Eurovision, Balkan-musik og UK garage. Hvis første singleudspil, Let Them (It’s All Love), er nogen indikation er det da heller ikke dårligt. Tom Aspaul gav sit udseende en glitterpop-star forvandling til videoen, der kan nydes på YouTube lige her:

Sexet musikvideo med Scott Evans fra Darren Hayes

Den tidligere Savage Garden-forsanger, der gik solo i 2002 og sprang ud som bøsse i 2006, er tilbage med ny musik efter 10 års pause.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den nu 49-årige australske Darren Hayes var forsanger i bandet Savage Garden sidst i 90’erne men gik solo med albummet Spin i 2002. Han havde været gift med en kvinde fra 1994 til 2000 og sprang offentligt ud som bøsse i 2006 da han indgik registreret partnerskab med en mand. Efter en musikalsk pause på 10 år siden albummet Secret Codes And Battleships fra 2011 er han nu tilbage med singlen Let’s Try Being In Love og fortæller til Attitude: ”Jeg har været gift i næsten 17 år og er et rigtig komfortabelt sted i mit liv. Men samtidigt begræder jeg her midt i livet det faktum at jeg aldrig kom til at fejre hvem jeg virkelig var i den periode af mit liv hvor jeg var mest berømt.”

”Jeg ser på denne verden vi lever i nu hvor nogen som Lil Nas X kan promovere sit sande jeg, fyldt med stolthed og selvkærlighed, og have chancen for at være elsket for den han virkelig er. Jeg indså med stor sorg at jeg ikke fik den erfaring. Mens jeg var mest berømt var jeg mest bare dybt ked af det.”

Det råder han nu bod på med videoen til Let’s Try Being In Love hvor han har fået den berømte skuespiller Chris Evans homoseksuelle lillebror, den 38-årige Scott Evans til at spille lækker elsker. Den fortæller historien om hvordan Darren Hayes fandt lykkelig homo-kærlighed vel vidende at det var på bekostning af en uskyldig (eks-konen). Men mandesexet er det. Se selv på YouTube lige her:

torsdag den 3. februar 2022

Stanford og Anthony ville være gået fra hinanden

Sex And The City-skaberen afslører nu hvordan det ville være gået bøsseparret i HBO-serien And Just Like That hvis Willie Garson, der spillede Stanford, ikke var død.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den 57-årige heteroseksuelle skuespiller Willie Garson, der spillede Carrie Bradshaws bøsseven Stanford Blatch i den populære tv-serie Sex And The City, døde af kræft sidste år. Han blev syg midt under indspilningerne til revival-serien And Just Like That, der fik premiere på HBO kort før jul, og var således kun med i den nye series første fire afsnit. I 4. del hed det sig at Stanford måtte flytte til Tokyo på grund af sit arbejde.

Nu afslører Sex And The City’s skaber, den 67-årige homoseksuelle Michael Patrick King, i et interview med Variety hvordan det ville være gået Stanford Blatch i And Just Like That, hvis Willie Garson ikke var død. Stanford Blatch giftede sig med Carrie Bradshaws veninde Charlottes bøsseven Anthony Marantino spillet af Mario Cantone i biograffilmen Sex And The City 2 fra 2010, og nu skulle Stanford have haft en midtlivskrise.

”Stanford havde altid en antydet karriere som manager og vi ville udforske det faktum at det ikke var en rigtig karriere,” fortæller Michael Patrick King. ”Det skulle være Carrie og ham der mærker skiftet. Anthony og ham ville sikkert være gået fra hinanden alligevel. Så ville vi have beholdt begge to og alle ville være lettede over at de var blevet skilt for det var ikke rart for nogen. Men der var en række af virkelig sjove, flirtende, morsomme fortrolig-scener med Carrie som jeg elskede. Den gamle, gamle, meget specifikke kemi som Carrie og Stanford har, som er totalt baseret på det unikke ved Willie og Sarah Jessica’s fortid.”

Både Stanford Blatch og Anthony Marantino er dog blevet kritiseret for at være fornærmende mod bøsser, selvom karaktererne er skabt af – og målrettet mod – bøsser. De er aseksuelle ”hjælpere” hvis roller har været at levere gode råd om forhold til deres heteroseksuelle veninder. At de giftede sig ved et camp ”over the top” homo-kliché bryllup skulle også være en mærkelig heterofantasi om at når man introducerer de to eneste bøsser man kender for hinanden, så vil gnisterne straks flyve. Nu er bøsserne i And Just Like That levninger fra 90erne i en tv-verden der siden har bevæget sig videre med mere nuancerede og realistiske skildringer af homoseksuelle mænd. Læs hele kritikken her: Why Sex And The City is bad for the gays

onsdag den 2. februar 2022

Lesbisk skriger nu med med i bøsses Scream-gyserfilm

Den populære Scream-filmserie blev skabt af den homoseksuelle forfatter Kevin Williamson, der også stod bag tv-serien Dawson’s Creek. Nu er den femte Scream-film landet i biograferne og der er en lesbisk med i den.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den nu 56-årige Kevin Williamson debuterede som manuskriptforfatter med den første Scream-film i 1996 og den affødte en fortsættelse allerede året efter. Den skrev Kevin Williamson også, såvel som en anden populær gyser I Know What You Did Last Summer der også affødte flere fortsættelser. Med gyseren The Faculty i 1998 var Kevin Williamson udnævnt til gysermester. Han var dog ikke involveret i Scream 3 fra 2000. I stedet tog han et karrieskift for at skabe tv-serien Dawson’s Creek der løb i seks sæsoner fra 1998 til 2003.

Dawson’s Creek bød på den første homoseksuelle karakter fra Kevin Williamson, nemlig Jack McPhee spillet af Kerr Smith, såvel som tv-seriehistoriens første bøssekys. Nu argumenteres der dog for at de to Ghostface-mordere i den første Scream-film Billy og Stuart var et bøssepar – en debat som Kevin Williamson ikke har kommenteret på, men som hovedrolleindehaveren i Scream-filmene Neve Campbell har udtalt sig til Pride Source om: ”Måske kommer noget af deres vrede af ikke at have lov til at være hvem de ville være.”

I 2009 var Kevin Williamson med til at skabe den populære tv-serie The Vampire Diaries og i 2011 var han involveret i et Scream-revival med en 4. film i serien der efterfølgende blev til en tv-serie der varede i tre sæsoner fra 2015 til 2019. Og så havde Kevin Williamson vist fået Scream nok, for han er ikke involveret i den nyeste Scream-film, den femte i serien der har dansk biografpremiere den 3. februar.

Jasmine Savoy-Brown som Mindy i Scream 5

Ene lebisk i kurven?
Man kan måske være lidt skuffet over manglen på LGBT-repræsentation i Kevin Williamsons meget populære Scream-film, men det rådes der nu bod på i den nye Scream-film. Efter gyserfilm som New Mutants og Netflix’ Fear Street-trilogi (hvor 1. del såmænd var en hyldest til Scream) med lesbiske karakterer, følger skaberne af den femte Scream-film nu trop ved også at have en lesbisk karakter Mindy med i filmen som spilles af en lesbisk skuespillerinde, nemlig Jasmin Savoy-Brown.

Men hvor New Mutants og Fear Street bød på lesbiske piger der havde hinanden at relatere til, skal man ikke forvente det store med kysseri og det hele i Scream. ”Jeg elsker at Mindy er en farvet queer kvinde lige som mig selv,” fortalte Jasmin Savoy-Brown til Pride. ”Hvad jeg elsker ved det i denne film er at der ikke er noget fokus på det. Det er bare hvem hun er. Det er ikke en del af hendes personlighed. Det er ikke en del af hendes historie… Og jeg vil se mere repræsentation som det på lærredet med queer karakterer, fuldt formede mennesker der bare tilfældigvis er queer.”

Hun håber at queer publikummer vil ”se dem selv i filmen og at de føler sig fejret.” Det er dog ikke meget man ser til hende i traileren, som kan ses på YouTube lige her, så man må biografen og få et godt gys. Alle de overlevende fra tidligere film er med igen, men om de også overlever en femte omgang Ghostface bliver jo spændende at se. Og hvem er mon Ghostface denne gang?