lørdag den 23. oktober 2021

Ny Queer As Folk-serie på vej

Johnny Sibily er med i den nye serie

Den 3. omgang af serien følger en gruppe af LGBTQ-venner i USA og forventes at være klar i foråret 2022.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den engelske tv-serie Queer As Folk fra 1999 fulgte tre bøssers oplevelser og på rollelisten var skuespillerne Aidan Gillen og Charlie Hunnam der senere fik roller i store Hollywood-produktioner. Serien blev skabt af Russell T. Davies, der også stod bag den nylige miniserie It’s A Sin om AIDS-krisen, og Queer As Folk, som fik den danske titel Drengerøve, affødte en amerikansk pendant med samme titel uden involvering af Russell T. Davies.

Den amerikanske udgave af Queer As Folk fulgte en gruppe homoseksuelle venner i Pittsburgh, Pennsylvania og varede i 5 sæsoner fra 1999 til 2005 hvilket var betydeligt længere end den originale britiske serie på to sæsoner. Nu producerer den amerikanske streaming-tjeneste Peacock (ejet af tv-selskabet NBC) så en helt ny, tredje Queer As Folk tv-serie, der igen foregår i USA og som genbruger konceptet fra de tidligere serier med at følge en gruppe af nu LGBTQ’ers oplevelser. Russell T. Davies er heller ikke involveret i den nye serie, der har manuskript af tv-seriedebutanten Stephen Dunn og foregår i New Orleans, hvor et dødsfald sætter gang i handlingen.

Rollerne er blevet besat og inkluderer Devin Way fra Greys Hvide Verden og Station 19, samt Johnny Sibily fra Pose og Hacks og Ryan O’ Connell fra Special. Queer as Folk forventes at få premiere i foråret 2022, og så bliver det spændende om det bliver muligt at se den i Danmark. Russel T. Davies udtalte til Attitude at han også var spændt på at se den: ”Jeg har læst den. Den er meget mere moderne. Den er voldsomt 2022. Den har mange flere af tidens temaer i sig.”

Devin Way

Ingen kommentarer:

Send en kommentar