torsdag den 17. december 2020

Gia Ford hylder lesbisk kærlighed i sine musikvideoer

Den engelske sangerinde er glad for at være født ind i en æra hvor hun ikke behøver undskylde for sit køn og sin seksualitet.

MUSIKERPORTRÆT af Michael Andersen

Den 23-årige Gia Ford er som andre af hendes jævnaldrende engelske LGBT-sangerinder som L Devine, Abisha, Foxgluvv og Delilah Montagu født og opvokset i en mindre by for derefter at flytte til London og skabe sig en karriere som sangerinde.

Gia Fords bedste venner i gymnasiet var alle homoseksuelle mænd, og da hun flyttede til London, flyttede hun direkte ind hos sin kæreste. Hun fortalte i et interview med The Love Magazine i december 2019 at hun ikke rigtigt havde et socialt liv, men at hende og hendes kæreste bare arbejdede på hendes kunstneriske projekter hele tiden.

Egentlig hedder hun Molly McCormick, men hun syntes ikke hendes rigtige navn var fængende nok, så hun valgte ligesom Elton John og Freddie Mercury at tage et kunstnernavn. Som Gia Ford udgav hun debut-singlen Turbo Dreams i august 2019 og videoen med lesbisk romantik har nu 59.000 visninger på YouTube.

7-track EP’en Poster Boy fulgte i oktober 2019 inkl. singlerne Turbo Dreams og God, Cameras, Everyone. Den sensuelle video til sangen Girl var også fyldt med lesbisk kæleri og kysseri og Gia Ford fortalte til The Love Magazine at hendes musikvideoer var instrueret af hendes kæreste, der er fotograf. Videoen til Girl er nærmest en hyldest til lesbisk kærlighed. Se den selv på YouTube lige her:


Boom i lesbiske forbilleder
I maj 2020 udkom Gia Fords anden EP, den 9-tracks Murder In The Dark. Titelsangen kører musikalsk i samme rille som de forrige singleudspil, men i videoen er der lagt en dramatisk Bonnie og Clyde-agtig handling ind i den lesbiske romantik med en overraskende voldsom slutning. Gia Ford fortalte i et interview med The Face at hun ofte nyder at sætte sig i andre menneskers sted når hun skriver sange, da det kan føles ret selvoptaget altid at skrive om sig selv og at man kan komme til at over-analysere ens følelser hele tiden. Hun indrømmede dog til Gay Times at hun altid har skrevet om en pige hun har været sammen med.

I interviewet med Gay Times fra August 2020 fortalte Gia Ford at hun var opmærksom på at hun som lesbisk kunstner danner forbillede for andre unge lesbiske piger at se op til – noget hun ikke selv havde da hun voksede op. Hun nævnte Santana Lopes spillet af Naya Rivera i tv-serien Glee som den første gang hun følte sig repræsenteret i et mainstream-medie, så da Naya Rivera omkom i en drukneulykke i sommers ramte det hende hårdt.

Gia Ford fortalte også Gay Times, at hun følte sig taknemmelig for at være født ind i denne æra hvor der er sket et boom af kvindelige, queer kunstnere der kan være ligefremme om deres køn og seksualitet. Og så udgav hun singlen Sleeping In Your Garden der havde lidt mere musikalsk bid end hendes forudgående pæne singler.

Nu er Gia Ford aktuel med singlen This Town hvor hun synger om sin oplevelse af at være vokset op i en lille by. This Town er stort set en akustisk sang med bare piano og stemme og det lyder ganske smukt. Se selv den stemningsfulde video på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar