lørdag den 4. maj 2024

Queer hitparade: Homo-romantiske countryvideoer hærger listen

Gabe LaDuke med en arm om Chris Housman

Chris Housman, Zolita og Brian Falduto har alle lavet countrymusikvideoer med homo-romantik og dans. Ben Platt har også homo-romantik i sin video mens David Archuleta hylder sin mor og Girl In Red bare er glad for at være tilbage. Her er også nyt fra Will Young.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhånden mange LGBTQ-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv spændende videoer der er udkommet på YouTube i den forgangne måneds tid – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Brian Falduto

1. Den 25-årige norske GIRL IN RED er aktuel med sit andet album, I’m Doing It Again Baby! Det indeholder 10 sange, inklusive sidste single Too Much og sangen I’m Back som hun nu har lavet en musikvideo til. Hun har fortalt Gay Times at hun har tilbragt det sidste par år med at håndtere undertrykte følelser, gå i terapi og komme sig igen efter et brud med en kæreste. Nu har hun fundet sig en ny kæreste og det har resulteret i et album med en luftig og optimistisk tone. Se og hør selv i videoen der fejrer hun er tilbage, I’m Back, på YouTube lige her:

2. Den amerikanske countrysanger CHRIS HOUSMAN debuterer med sit første album den 31. maj. Det kommer til at hedde Blueneck og første single derfra er Guilty As Sin. I musikvideoen dertil skildres en date mellem to country-mænd spillet af Chris Housman selv og Gabe LaDuke. Housman fortalte CMT at ”som en der voksede op limet til tv’et for at se musikvideoer men ikke så en masse queer kærlighedshistorier indenfor countrymusik, betød det alverden for mig at være i stand til at skabe en selv.” Man kan nyde resultatet på YouTube lige her:

3. 30-årige amerikanske BEN PLATT er aktuel med anden single fra sit album Honeymind der udkommer den 31. maj. Singlen hedder Cherry On Top og musikvideoen dertil er en hyldest til Ben Platts forhold til den jævnaldrende Noah Galvin. De to Broadway-stjerner blev forlovet i november 2022. Honeymind bliver Ben Platts 3. album og skulle blive hans hidtil mest "indadskuende og ufiltrerede" projekt til dato. Varm op med skildringen af hans personlige kærlighedsforhold i videoen til Cherry On Top på TouTube lige her:

4. 33-årige amerikanske DAVID ARCHULETA blev som 16-årig berømt i USA for sin deltagelse i American Idol i 2007. Han sprang for snart tre år siden ud som bøsse og skabte overskrifter ved så at forlade sin mormonske kirke. Han lavede et par musikvideoer sidste år og er nu aktuel med en video til sin nye single Hell Together som er dedikeret til hans mor. Hun forlod nemlig også Mormonerne da hun ikke ville være medlem af en kirke hvor hendes børn ikke følte sig accepteret. Hun sagde til sin søn, at ”hvis du kommer i helvede, så kommer vi alle sammen i helvede med dig.”  Det fortalte David Archuleta i et nyligt interview med Out, hvor den 165 cm høje sanger også afslørede at han skriver på en selvbiografi. Lige her kan man nyde hans hyldest til sin mor på YouTube:

5. Den 45-årige engelske WILL YOUNG har sit niende album på vej – det første siden Crying On The Bathroom Floor fra 2021. Det nye album kommer til at hedde Light It Up men udkommer først den 9. august. Første single er dog allerede ude nu. Den hedder Falling Deep, og Will Young har udtalt derom, at ”jeg husker mine pop-rødder og byder dem totalt velkommen. Sangen får mig straks til at tænke på de sene 70ere og tidlige 80ere. Jeg ville have det sjove og nostalgien af den tid, men modernisere det, og jeg er så stolt af resultatet.” Check selv på Youtube lige her om det nu også er berettiget:

6. 29-årige amerikanske ZOLITA udgav for et par måneder siden en homo-romantisk video til singlen Bloodstream fra sit album Queen of Hearts der udkommer den 31. maj. Nu er hun klar med en ny video til singlen Small Town Scandal. Hun præsenterede selv videoen ved at afsløre at ”for cirka et år siden begyndte jeg at gå til queer line dancing på et sted der hedder Stud Country. Det har været utroligt healende at genvinde en del af amerikansk kultur som queer mennesker historisk har været ekskluderet fra – og det inspirerede mig til at skrive min nye sang Small Town Scandal.” Og det har så også inspireret dansevideoen hvor en anden queer sanger, Bronze Avery, danser med. Den kan nydes på YouTube lige her:

7. BRIAN FALDUTO, barnestjernen fra kultfilmen School of Rock fra 2003, er blevet voksen og har udgivet countrysingler i ny og næ siden 2020. I hans video til sin nye single Why’d You Come In Here Lookin’ Like That har han fået den pæne skuespiller Dan Amboyer til at spille det romantiske objekt. Dan Amboyer, der var med i et afsnit af Netflix-serien Uncoupled, udtalte at ”jeg elsker at Brian tager en klassisk Dolly (Parton)-sang og vender den rundt og gør den til sin egen.” Han mente der var en opfattelse af at bøsser er bymennesker og at countrymusik ikke er for dem. Brian Falduto tilføjede at ”takket være streamingtjenester, finder længe lukkede countrygenrer, inklusiv queer countrymusik, endelig et publikum.” Nemlig. Der er ikke noget pladeselskab der afholder nogen fra at se den homo-romantiske musikvideo på YouTube lige her, når man kan selvudgive:

tirsdag den 30. april 2024

Bøsse-erkendelse i ny overnaturlig Netflix-serie

De døde detektiver Edwin og Charles

Edwin fra detektiv-makkerparret i Dead Boy Detectives erkender i løbet af første sæson at han kan lide mænd, og måske især sin partner Charles. Men er det gengældt?

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Dead Boy Detectives er en ny spinoff serie af Netflix-serien The Sandman, som er baseret på en tegneserie fra DC Comics – forlaget der også gav os Superman og Batman. Den nye serie om overnaturlige mysterier byder på queer repræsentation i form af den ene hovedperson, Edwin Paine spillet af George Rexstrew. Ham og makkeren Charles spillet af Jayden Revri er spøgelser der giver den som detektiver og opklarer overjordiske forbrydelser.

Selv om Edwin og Charles er bedste venner, er der måske mere i deres relation end man kan se – det håber Edwin i hvert fald. Og i løbet af de otte episoder af en times varighed som udgør første sæson, ser man Edwin komme overens med sin blomstrende seksualitet med Charles’ støtte og (platoniske?) kærlighed ved sin side.

Edwin og Charles har opklaret forbrydelser i årtier før deres relative fredelige rutiner bliver forstyrret af Crystal Palace – et dæmon-besat medium med hukommelsestab. Tingene bliver endnu mere komplicerede da en sag bringer dem i kontakt med den meget forførende Cat King spillet af den 28-årige homoseksuelle skuespiller Lukas Cage fra filmen Down Low fra sidste år.

Adspurgt af Out hvem de gerne så Edwin finde sammen med, svarede George Rextrew at ”jeg synes han fortjener Charles,” men Jayden Revri der spiller Charles synes ”han fortjener Cat King.” Så må man jo se serien for at finde ud af hvad det bliver til.

Lukas Cage som kattekongen

Jaloux på Charles’ andre forhold
George Rexstrew fortalte om sin rolle til Pride: ”Vi møder Edwin på en tid hvor han er rigtig meget fortrængt. Han er den mest intelligente i banden, men når det kommer til følelsesmæssig intelligens og bevidsthed, og måske selvbevidsthed, så er han ikke så velbevandret. Han er et produkt af hans omstændigheder. Han kommer fra en tidsalder hvor der var meget fortrængning – selv udtryk for hengivenhed mellem en mand og en kvinde ville blive set ned på. Så der er en masse bagage der.”

“Når Crystal dukker op, åbner det for sluserne, hvilket får Edwin til at opleve jalousi omkring Charles’ andre forbindelser,” fortsatte George Rexstrew. ”Så møder vi Cat King og der er en masse opvågning for Edwin – og velsagtens en optrevling. Han kan ikke rigtigt følge med. Han har ikke evnerne til at holde trit med det.”

”En af de ting der er ganske særlig for mig ved Edwin og Charles’ relation er skildringen af kærlighed mellem to mænd. Edwin og Charles, de elsker hinanden og det er den kærligheds natur som udforskes i serien. Om den er platonisk, romantisk eller hvilken form den nu tager, så behøver den ikke nødvendigvis pakkes ind med en sløjfe til sidst. Det er bare en rigtig interessant, unik udforskning af den kærlighed.”

Første sæson af Dead Boy Detectives kan allerede nu ses på Netflix lige her: Dead Boy Detectives på Netflix

Varm op med traileren på YouTube lige her:

fredag den 26. april 2024

Popstjernen Lauv sprang gradvist ud som bøsse

Lauv med Troye Sivan i 2019

Nu er han aktuel med sang og musikvideo med homo-tema, men det har været en lang rejse for Lauv der sang duet med Troye Sivan tilbage i 2019.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den 29-årige amerikanske Lauv brød igennem som popstjerne med singlerne I Like Me Better og Paris In The Rain i 2017. Og så indspillede han en duet med en anden vordende popstjerne, den et år yngre homoseksuelle Troye Sivan. Den udkom i starten af 2019 og hed I’m So Tired. Den handlede om at være træt af kærlighedssange og bare at ville hjem. Og så spekulerede homo-pressen Pink News straks om hvorvidt de to hitmagere var kærester, men dengang kom Troye Sivan nu sammen med modellen Jacob Bixenman.

Først i 2023 luftede Lauv at han måske også kunne lide mænd. Det skete da han i en TikTok-video skrev ”når man dater en pige, men også er en lille smule til mænd.” Han tilføjede: ”Jeg har ikke gjort meget udover at kysse, så for at være ærlig vil jeg ikke tage tingene på forskud men for at være ærlig, så føler jeg ting og jeg vil ikke foregive at jeg ikke gør.”

Det lød jo sådan lidt, ”måske er han biseksuel?” Men så, tidligere i år, meldte han ud på TikTok: ”Jeg føler det som jeg er bøsse, okay. Jeg har sagt det så mange gange og stadig ikke påstået faktisk at være det, fordi jeg ikke har haft nok erfaring til at sige det.”

Nu har han så taget det sidste skridt ud af skabet, for hans nye single Potential er hans første som handler om en fyr, og i den dertilhørende musikvideo med flot dansekoreografi kommer Lauv da også gradvist nærmere en mand for til sidst at nusse med ham. Nyd selv den flotte homo-romantiske dansevideo på YouTube lige her:

Jonathan Bailey gæsteoptræder i ny Heartstopper-sæson

Jonathan Bailey

Den 36-årige Fellow Travelers-stjerne spiller Charlies kendis-crush i 3. sæson af den populære Netflix-serie.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Man kan godt forstå at den unge Charlie har et crush på forfatteren Jack Maddox når han spilles af Jonathan Bailey der blev kendt for sin medvirken i Netflix-serien Bridgerton, for han ER da også bare pæn. Og så skader det jo ikke at han også er bøsse i den virkelige verden, så man bedre kan drømme og fantasere om ham.

Jonathan Baileys rolle i 3. sæson af Heartstopper er dog kun en gæsterolle, og hvis hans medvirken kan lokke flere seere til, er det da også bare godt. Hvor første sæson bød på klassisk ungdomsromantik komplet med lykkelig slutning, så var 2. sæson lidt mere vaklende, for hvad skal man så finde på, når de elskende HAR fået hinanden? Ja, så opfindes der typisk problemer som de elskende må overvinde. Om Charlies crush på Jack Maddox bliver et problem for hans forhold til Nick, må man dog vente med at finde ud til den nye sæson får premiere, og det sker først til oktober. Der er jo længe til.

Men så kan man også glæde sig til at se den 42-årige Hayley Atwell gæsteoptræde som Nicks tante Diane der tager ham med på sommerferie til Menorca og giver ham hårde råd om sit forhold til Charlie. Hayley Atwell blev kendt for sin rolle som Captain Americas kæreste i diverse Marvel-superheltefilm. Så er der også lidt øjegodt til dem der kan lide kvinder.

Truslerne mod Charlie og Nicks romance hober sig altså op. Nyd selv hvad Nick må udkonkurrere i en ny YouTube-teaser lige her:

onsdag den 10. april 2024

Queer hitparade: Danske Sander Sanchez er det bedste til sidst

Sander Sanchez

Der er også dansegodt nyt fra svenske Darin, legendariske Pet Shop Boys og unikke Bright Light Bright Light. Lesbiske Lily Rose er blevet gift og Omar Apollo lider under langdistanceforhold, mens Scott Hoying savner sin bedste ven.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhånden mange LGBTQ-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv spændende videoer der er udkommet på YouTube i den forgangne måneds tid – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Darin

1. 26-årige amerikanske OMAR APOLLO, der blev Grammy-nomineret som Bedste Nye Kunstner for sit debutalbum Ivory fra 2022, er siden sprunget ud som bøsse og udgav EP’en Live For Me sidste efterår. Nu er han allerede klar med 1. single fra et nyt album. Omar Apollo fortalte at ”Spite er en sang om et langdistanceforhold. Og at ville vise den anden person at man er okay uden dem selvom man føler man har behov for dem. Det er en vred sang om ikke at kunne have en helt for sig selv.” Videoen er indspillet i Mexico City og kan nydes på YouTube lige her:

2. Anden single fra PET SHOP BOYS’ kommende album Nonetheless er ude og hedder Dancing Star. I den har de to herrer i bandet, 69-årige Neil Tennant og 64-årige Chris Lowe, ladet sig inspirere af den berømte homoseksuelle balletdanser Rudolf Nureyev der blev født i Rusland i1938 og hoppede af til vesten i 1961 under en optræden i Paris. Han døde af AIDS som kun 54-årig i 1993 og er nu begravet i Paris. Se og hør Pet Shop Boys’ hyldest til ham på YouTube lige her:

3. Den 30-årige GLAAD Award-vindende amerikanske country-sangerinde LILY ROSE udgiver EP’en Runnin’ Outta Time den 10. maj. Første singleudspil derfra er sangen True North om at rejse hjem for at besøge forældrene, så i videoen har hun taget den skønne Daira Eamon, som hun giftede sig med den 25. marts sidste år, med hjem for at besøge forældrene. Inden man kaster sig ud i at se videoen på YouTube lige her, kan man også kaste et blik på People’s reportage fra vielsen her: People’s fotos fra Lily Rose’s bryllup

4. Den 32-årige amerikanske sanger SCOTT HOYING giftede sig sidste år med modellen Mark Manio som han havde kendt siden 2017. De to anskaffede sig en hund i 2020 der fik navnet Bubba. Den døde imidlertid i starten af 2023 – seks måneder før brylluppet. Selvom Scott Hoying har sin mand, savner han sin hund, og det skrev han en gribende sang om til sin EP Parallel der udkom få uger efter brylluppet. Sangen hedder Bubs, og nu er der en video til den der ser ud til at være indspillet på Island lige som nogle af videoerne til tidligere singler fra EP’en. Nyd selv udsigten på YouTube lige her:

5. Den 36-årige svenske popstjerne DARIN hittede i 2022 stort i Italien med singlerne Can’t Stay Away og Superstar, og sidste år hittede han stort i Sverige med singlen Starkare og var i efteråret på en stor arena-turné i det svenske. Til sommer turnerer han igen i Sverige men desværre uden en afstikker til København. Den store internationale succes lader nemlig stadig vente på sig, så nu forsøger Darin sig igen med det engelsksprogede disconummer Electric. Det får man da også bare totalt lyst til at danse med på. Mærk selv efter på YouTube lige her:

6. Den 41-årige New York-baserede synthpop-sanger BRIGHT LIGHT BRIGHT LIGHT udgiver sit femte album Enjoy Youth den 17. maj og har 2. single klar derfra, Every Emotion. Nogle vil måske mene at hans sange kører lidt i samme rille, men på Every Emotion har han da fået den 56-årige sangerinde ULTRA NATÉ til at synge med. Hun er kendt for at synge Dance Club-hits som Free i 1997 og If You Could Read My Mind i 1998. Se de to optræde med Every Emotion på YouTube lige her:

7. 27-årige SANDER SANCHEZ er af indianer-afstamning og kommer oprindeligt fra Jylland, men studerer nu musik i København hvor han har optrådt til de sidste tre Copenhagen Prides. Han er aktuel med EP’en Up On Love der indeholder fire numre hvoraf det ene er et remix af 2022-singlen Hallucinating. I videoen til titelsangen Up On Love, som handler om ikke at ville opgive kærligheden, danses der til den fængende melodi under adventskransen i en kirke og det kulminerer i lidt special effects. Dans med på YouTube lige her:

søndag den 7. april 2024

Country-legenden Willie Nelson i LGBT-cowboy duet med Orville Peck

Orville Peck

Se de homoseksuelle cowboys danse på saloonen i videoen fra den maskerede countrysanger Orville Peck.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den 36-årige Orville Peck er fra Sydafrika men holder til i USA hvor han debuterede som maskeret countrysanger med albummet Pony i 2019. Hans hemmelige identitet blev senere afsløret af hans tatoveringer. Han er Daniel Pitout – trommeslager i det canadiske punkband Nü Sensae – men han er som solokunstner inspireret af countrymusik fra 70’erne som Dolly Parton, Willie Nelson, Tammy Wynette, Johnny Cash og Emmylou Harris.

I 2020 udgav Orville Peck et cover af Bronski Beat’s hit Smalltown Boy fra 1984, og i 2021 lavede han en country-udgave af Lady Gaga’s hit Born This Way fra 2011 til 10-års jubilæums-genudgivelsen deraf. Hans andet album Bronco udkom i 2022 og han deltog sidste år som gæstedommer i RuPaul’s Drag Race.

Orville Pecks kommende album Stampede vil bestå af duetter, og den første single derfra er ude nu. Det er et cover af sangen Cowboys Are Frequently Secretly Fond Of Each Other som er en duet med den 90-årige countrylegende Willie Nelson – et af Orville Pecks store idoler. Willie Nelson udgav selv sangen i 2006, men sangen blev oprindeligt udgivet i 1981 af den latinske countrysanger Ned Sublette. Willie Nelson, hvis ven og tour manager gennem 30 år David Anderson sprang ud i 2004, ”syntes det var den sjoveste ’goddamn’ sang jeg nogensinde havde hørt.”

”Jeg havde den på bussen i 20 år, og folk ville komme ind og jeg ville spille den,” sagde Willie Nelson dengang. ”Da Brokeback Mountain udkom, syntes det bare som et godt tidspunkt at sparke den ud af skabet på.”

Se med når LGBT-cowboy’erne folder sig ud i musikvideoen til den nye udgave på YouTube lige her:

lørdag den 6. april 2024

9-1-1 brandmand springer ud med kys i ny sæson

Oliver Stark som Buck

Seerne har længe ventet på at Buck skulle springe ud, og i jubilæumsafsnittet af den populære alarmcentral-serie på Disney+ sker det endelig.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Den amerikanske tv-serie 9-1-1 er med-produceret af den homoseksuelle producer Ryan Murphy, der i spin-off serien 9-1-1: Lone star har leveret godt med LGBT-indhold. Fans af hovedserien 9-1-1 hvoraf der er seks sæsoner ind til videre på Disney+, har længe udtrykt et ønske om at karakteren Evan ”Buck” Buckley spillet af den nu 32-årige og 1,88 meter høje Oliver Stark også skulle udforske sin seksualitet.

Til at starte med blev Buck introduceret som en sexafhængig kvindebedårer, men med tiden blev han mere monogam. Fans begyndte at heppe på at Bucks venskab med brandmandskollegaen Eddie skulle udvikle sig romantisk, da det har budt på både hjertevarme og intime øjeblikke mellem de to herrer. Fansene kalder dem ”Buddie.” Nu har fansene endelig fået opfyldt deres ønske om homo-romantik for Buck, det blev dog bare ikke med Eddie.

I seriens 100. jubilæumsafsnit i starten af den 7. sæson som for tiden vises i USA møder Buck den tidligere brandmand Tommy Kinnard spillet af den 39-årige, også 1,88 meter høje Lou Ferrigno Jr. som tilbyder at lære Buck at flyve. De to bliver venner som episoden skrider frem, og det hele kulminerer med at Tommy kysser Buck og inviterer ham på date.

Buck er biseksuel
Oliver Stark fortalte til Entertainment Weekly at den homo-romantiske udvikling for Buck havde været på vej længe. ”Jeg synes det har været sæson på sæson undervejs, så det er virkelig rart at se det bære frugt,” sagde han. ”Der var åbenlyst noget der ikke klikkede i Bucks personlighed og hans åbenhed med sig selv og sin accept af sig selv. Det føltes for mig som om der var noget under overfladen, ikke?”

Adspurgt i et interview om Buck ser sig selv som biseksuel, svarede Oliver Stark: ”Det er sådan jeg ser det i mit hoved. Vi får glimt at se af hvordan han måtte sætte etiket på det i den efterfølgende episode, men ja, jeg tror det ville være den korrekte benævnelse.”

”Sikkert er at nogen der oplever dette i deres 30ere, de ville stille spørgsmål, ikke?” fortsatte han. ”’Hvad betyder dette? Hvem er jeg? Hvad med alle de ting jeg troede var rigtige om mig?’ Og således er der nogle ting at gøre op med i den næste episode, og så støtte sig til de mennesker der er ham mest nær og finde de rigtige øjeblikke til at åbne op og hvor meget der skal deles.”

Det er endnu uvist hvornår 7. sæson lander på Disney+ i Danmark, men hold udkig – det kan ikke vare længe. I mellemtiden kan man varme op med de tidligere sæsoner lige her: 9-1-1 på Disney+

Og her er en trailer på YouTube: