mandag den 11. november 2024

Facebook A.I. myrdede Eskapisme-bloggen for bøsser

Efter fem års skriverier om underholdning for homoer der primært fandt sit publikum via Facebook, har Facebooks A.I. nu sat en stopper for deling af blogindlæg.

EPILOG af Michael Andersen

Den 1. december for fem år siden udgav Eskapisme-bloggen sit første indlæg, en anmeldelse af den engelske musicalstjerne Luke Evans’ debut-CD At Last. Siden fulgte over fire hundrede indlæg på bloggen om LGBT-relevant underholdning indenfor hovedsagelig film, tv, musik og tegneserier. Til at starte med havde Eskapisme en side på Facebook lige som andre medier som Out And About, men den endte med at blive slettet fordi den ikke fik nogen følgere af betydning. Dette skyldtes at Facebook ville have at man skulle betale for at booste opslag på siden, og hvis man ikke betalte, nåede opslagene ikke ud til nogen – ikke engang de få følgere siden havde fik dem at se. Og Eskapisme ville ikke betale for at skrive om andres kulturelle produktioner. Det var jo en reklamfri blog baseret på frivillig indsats, så…

I stedet fandt Eskapisme sit publikum ved at dele links til artiklerne i LGBT+30-gruppen på Facebook og det gik fint, dog mest for artikler som henvendte sig til bøsser. Artikler om underholdning for lesbiske var der ikke den store interesse for, så Eskapismes målgruppe gik fra den brede LGBT+-betegnelse til at være målrettet homo- og biseksuelle mænd, bøsser, queers og gays. Da bloggen var på sit mest populære, fik indlæggene som regel minimum 100 hits og 300-600 når det gik rigtig godt og 700 når det gik over al forventning. Det var især artikler om homo-relevant musik der havde det lidt svært, mens artikler om film og serier på DRTV og Netflix var meget populære, og stjerner som Ricky Martin og Olly Alexander kunne også tiltrække mange læsere.

Men så skete der det i 2022, at Facebook begyndte at spamme deres brugeres nyhedsstrøm med Foreslået til dig-opslag der på vildledende vis skulle skaffe Synes godt om, følgere, delinger og videovisninger til sider som betalte for at få boostet deres opslag. Det fik dog den nok utilsigtede følgevirkning at Facebook dermed jagede deres brugere over på andre sociale medier. DR kunne i 2023 rapportere om en undersøgelse der viste at færre og færre aktivt brugte Facebook, og det reflekterede sig i hvor mange der checkede LGBT+30-gruppen og så Eskapismes opslag. De gennemsnitlige tal for hits til de forskellige artikler blev mindst halveret.

Eskapismes blog-skribent Michael Andersen skrev selv det hele

Afbrudt comeback?
I 2024 var antallet af hits som indlæg på Eskapisme-bloggen kunne genere via Facebook blevet så lave, at det blev et dilemma om det i det hele taget kunne svare sig at bruge flere timer på at skrive artikler til bloggen hvis de så kun fik 20-50 hits og 100 hvis det gik rigtig godt. Det faldt sammen med en agurketid hvor der var meget lidt nyt at skrive om. Den periode varede fire måneder fra juli til oktober. Så fik Eskapisme et fanbrev fra en læser der savnede opdateringer, og det ansporede at bloggen fik en ny chance. Der blev skrevet lidt artikler som klarede sig over al forventning. Men mens over 200 hits klikkede ind på en artikel om en homo-romantisk julefilm på Kanal 4, og Synes godt om’erne hobede sig op på Facebook skete der det, at Facebook ikke sendte nogle notifikationer om de der Synes godt om som de plejede. Det var da lidt underligt.

Da Eskapisme så brugte et par dage på at lave en Queer hitparade som samlede op på nye musikvideoer gennem de forgangne fire måneder og delte den i LGBT+ 30-gruppen på Facebook lørdag den 2. november, gik det igen over al forventning med hits, og måske var Eskapisme ved at gøre comeback? Men så stoppede strømmen af hits meget pludseligt. Facebooks A.I. havde fjernet opslaget. Først var tanken at hitparaden med overskriften Særlig saftig bøsseudgave! og et par frække fotos var for saftig til Facebooks A.I., så der blev skiftet fotos og prøvet igen, men nej – det var ikke det. Facebooks A.I. skrev i notifikationer at de havde fjernet opslagene fordi de var ”spam der på vildledende vis skulle skaffe Synes godt om, følgere, delinger og videovisninger.”

Det gik hurtigt op for Eskapisme at det handlede om penge. Eskapisme havde ikke en side på Facebook som betalte for at få boostet sine opslag, og som et nyt tiltag havde Facebooks gerrige aktionærer tilsyneladende besluttet at alle ikke-betalende links-delinger på Facebook skulle fjernes. Man hørte om en Empire-dansegruppe der også fik fjernet links med den begrundelse, at det var ”spam.” Så skrev Eskapisme til Facebook og forklarede at det altså var Facebook selv der spammede sine brugere med ligegyldige Foreslået til dig-opslag, og i protest blev al deres Foreslået til dig-spam fjernet fra mit private nyhedsfeed, og siden har jeg ikke fået et eneste Foreslået til dig-opslag. Så må vi se hvor længe dét varer.



Farvel og tak og et sidste tip
Ved Rapportér et problem til Facebook loves svar indenfor 2-4 dage, men Facebook besvarede aldrig Eskapismes reklamationer over fjernelsen af homo-relevante indlæg i en gruppe for LGBT+’ere, og Eskapisme-bloggen er så effektivt død – myrdet af Facebooks A.I. For når bloggen ikke længere kan finde læsere med links hos målgruppen på Facebook, er der ikke længere nogen eksistensberettigelse for den. Google Blogger som bloggen er på, generer i sig selv ikke nogen læsere, og der er ikke rigtigt andre steder hvor den ellers kan nå sin målgruppe med links.

Så efter fem år med underholdning for homoer er det altså nu slut for Eskapisme-bloggen. Lige som med så mange andre ting her i livet var det godt indtil det ikke var det mere. En stor tak til alle der har fulgt bloggen gennem årene og fundet inspiration til homo-relevant underholdning at eskapere med. Bloggen bliver ikke slettet, så man kan altid gå på opdagelse i de sidste fem års nyheder, omtaler og anmeldelser.

Eskapisme takker af med et sidste tip, nemlig at holde udkig efter filmen Queer med Daniel Craig som bøsse. Den er instrueret af Luca Guadigno, der også lavede Call Me By Your Name fra 2017. Se traileren til Queer på YouTube lige her:

lørdag den 2. november 2024

Queer hitparade: Særlig saftig bøsseudgave!

StanChris og Gregory Dillon synger duet

Her er homo-romantik fra Chris Housman, Sam Williams og The Irrepressibles, mens Olly Alexander skyder med Cupids pile og stakkels John Duff slet ikke får noget. Og så er der dobbelt-op fra Gregory Dillon – lige til dansegulvet.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Her er den første queer hitparade i over fire måneder da det har været lidt småt med ny queer musik siden sidst i juni. Denne gang samles der således op på den bedste musik fra LGBTQ-kunstnere der trods alt har produceret musikvideoer hen over sommeren og ind i efteråret – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

John Duff

1. Den 34-årige amerikanske countrysanger CHRIS HOUSMAN kan også lide ”feel good”-sange, så i sommers lavede han en video til en sådan fra sit album Blueneck. Sangen Laid Back illustreres så fint i videoen ved at Chris Housman læner sig tilbage i en stærk mands arme og slapper af efter at have fisket med vennerne. ”Jeg voksede op med at elske country sommersange, og jeg håber videoen viser at øl, både og fiskeri også er for queer mennesker,” udtalte Chris Housman. Bliv selv grebet af den idylliske stemning på YouTube lige her:

2. Den 36-årige amerikanske JOHN DUFF fører sig frem som en sexbombe i sine musikvideoer. I den seneste til sangen Forgotten How To F*ck synger han dog om at det er så længe siden han har haft sex, at han helt har glemt hvordan man gør! Staklen refererer til filmen 40 Days And 40 Nights (uden sex) og Sandra Dee – kyskhedsimaget som Olivia Newton-John gør op med i Grease - i sangteksten. John Duff er også trukket i læderoutfit der buler de rigtige steder i videoen for at signalere at nu vil han altså langt om længe gerne det frække. Nyd ham på YouTube lige her:

3. 34-årige engelske OLLY ALEXANDER har ikke ladet sig slå ud af at han tabte Eurovision. Han er på banen med det nye album Polari – det første under hans eget navn, og det indeholder selvfølgelig hans Eurovision-sang Dizzy såvel som den nye single Cupid’s Bow. Videoen til Cupid’s Bow er dog tilføjet hans tidligere band-navn Years & Years i parentes på YouTube så ingen går glip af noget. Og videoen er ret gay. Se selv hvor meget på YouTube lige her:

4. 31-årige amerikanske GREGORY DILLON har indspillet en dansegulvsvenlig duet med den unge YouTuber STANCHRIS i sin vanlige synthpopstil. Den hedder Wet Dream og i musikvideoen ligger Gregory Dillon da også på en seng og drømmer om sit møde med en mand på et dansegulv hvor StanChris er DJ. Der kysses, og den våde drøm bliver måske ligefrem til virkelighed som handlingen skrider frem i den hede video der kan nydes på YouTube lige her:

5. 30-årige amerikanske SAM WILLIAMS, barnebarn af countrylegenden Hank Williams, er aktuel med en video til titelsangen fra sin nye EP Act I: Scarlet Lonesome, der indeholder syv sange. Han fortalte på sin hjemmeside at han med sangen Scarlet Lonesome forsøgte at beskrive hvordan kærlighed lød for ham – elektrisk, voldsom og sensuel. I videoen sværmer han om en mandlig fotomodel, og videoen er klippet så den afspejler de intensiverende følelser der kommer med at forelske sig. Se og hør resultatet på YouTube lige her:

6. GREGORY DILLON har også begået et fedt dancetrack der starter sådan a lá katolsk Madonna og går over i electro-pop. Burning Kisses hedder den infektiøse sag og Gregory Dillon udtalte, at ”dette projekt er ikke et angreb på katolicisme; det er om at udforske disse modsætninger – at finde min plads for tilbedelse på diskotekerne hvor jeg endelig kan fejre hvem jeg er uden frygt.” Han håber sangen vil resonere hos andre der har følt spændinger mellem tro, seksualitet og selvudtryk. Dyrk den flotte video på YouTube lige her:

7. Det engelske one-man band THE IRREPRESSIBLES består af Jamie McDermott. I videoen til kærlighedssangen In The Rhythm fra hans fjerde album Yo Homo! har han fået den amerikanske pro-skater Chandler Burton og dennes kæreste Mike Lemma til at medvirke. Man ser dem vågne op og pjatte rundt i sengen inden de drager ud i Los Angeles-forstadsområder for at skate rundt mens sangen bygger op i intensitet. De to herrer har matchende hipster-skæg og passer godt ind i The Irrepressibles’ nye, mere rå lyd. Rock med til In The Rhythm på YouTube lige her: