onsdag den 30. august 2023

Red, White & Royal Blue-instruktør om sex-scenerne

Og måske er der også en fortsættelse på vej til Prime Videos royale homo-romance i Det Hvide Hus.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den meget omtalte tv-film Red, White & Royal Blue der kom på Prime Video den 11. august, følger en lidenskabelig fjender-bliver-elskende-romance mellem USA's første kvindelige præsidents søn Alex spillet af Taylor Zakhar Perez og en engelsk prins Henry spillet af Nicholas Galitzine. Filmen var instrueret af Matthew López, og han har fortalt til Gay Times, at de med stor omhu skabte sex-scenerne mellem de to hovedrolle-indehavere.

”Jeg gjorde det klart for producerne med det samme at vi ikke ville sky væk fra at skildre hvordan to mænd har sex med hinanden,” sagde han, ”men vi vil også sikre os at vi ikke mister det faktum af syne at Alex og Henry har et øjeblik med dyb, følelsesmæssig forbindelse.”

I et nyligt interview med The Jess Cagle Show på SiriusXM, fortalte instruktøren endvidere om Taylor Zakhar Perez’ bekymringer om sin kropsbehåring forud for optagelserne af de intime scener: ”Jeg er på vej til studioet da jeg får en opringning fra min hår- og make-up koordinator, Karen. Jeg plejer at tage direkte til studioet, og hun spørger, ’vil du ikke nok møde mig i Taylors trailer.’ Og jeg tænker, ’åh nej. Åh nej! Åh shit, hvad sker der?’ “

Taylor Zakhar Perez spurgte ham om han skulle barbere sig til nøgenscenen. ”Jeg spurgte, ’dit ansigt?’ Han svarede, ’nej, skat.’ Og jeg sagde, *okay, så. Hvad vil du gøre ved det?’ Og han svarede, ’bare kig, okay.’ Jeg har min hår- og make-up person der som min anstandsdame fordi jeg ville ikke have min karriere skulle slutte før den begyndte, og Taylor trækker bukserne ned, og han siger bare, ’se på min røv.’ Og jeg sagde, ’den er fin nok. Du ser godt ud.’ Og han svarede, ’okay. Det er hvad vi mente.’”

Taylor Zakhar Perez og Nicholas Galitzine som Alex og Henry

Fortsættelse følger?
Red, White & Royal Blue har været en af Prime Videos mest viste film siden udgivelsen, så der er åbenbart et marked for romantiske film med flotte mænd. Filmen er baseret på en bog af Casey McQuiston fra 2019, og i en ny særlig samlerudgave er der et ekstra kapitel til sidst hvor der kigges fem år frem i Alex og Henrys fremtid. Alex jagter en karriere som advokat imens prinsen helliger sig velgørenhedsarbejde og kogekunst. De er forlovede og bor i Austin, Texas. Det er en idyllisk baggrund for en fortsættelse – måske Alex vil følge i sin mors fodspor og stille op til præsidentvalget? Vil Alex og Henry blive det første bøssepar i Det Hvide Hus? Den historie gad mange af filmens fans godt at se.

”Jeg ville elske at lave en fortsættelse, hvis vi har den rette historie,” fortalte instruktøren Matthew López til Teen Vogue. ”Der skal være en bedre grund end bare ønsket om at lave en – der skal være en overbevisende historie-årsag. Jeg synes ikke en fortsættelse er en dårlig ide, men jeg synes ikke en fortsættelse bare for at lave en fortsættelse er nok.”

Han tilføjede til Hello: ”Selv hvis Casey aldrig skrev en bog, ville jeg hvis der var efterspørgsel på det. Og hvis Casey og Taylor og Nick vil arbejde på det, så vil jeg ikke sige nej.”

Imens man venter på nyt om en eventuel fortsættelse, kan man nyde en fraklippet scene mellem Alex og Henry fra Red, White & Royal Blue på YouTube lige her:

Bøssepar ramt af tragedie i ny hjertevarm film

Ben Aldridge og Jim Parsons har hovedrollerne i den livsbekræftende dramakomedie Spoiler Alert.

FILMNYHED af Michael Andersen

Spoiler Alert er baseret på den amerikanske kulturjournalist Michael Ausiellos erindringsbog Spoiler Alert: The Hero Dies fra 2017 om kærlighed og tab. I filmudgaven spilles Michael Ausiello af 50-årige Jim Parsons, der blev kendt i komedieserien The Big Bang Theory og siden sprang ud som bøsse og medvirkede i Netflix-produktionerne Hollywood og The Boys In The Band. Michael Ausiellos kæreste, fotografen Kit Cowan, der får kræft, spilles af 37-årige Ben Aldridge der sprang ud som bøsse i 2020 og medvirkede i Døden på Stranden og Knock at the Cabin.

Bogen foregår over 11 måneder, fra at Kit Cowans sygdom opdages til han går bort, og parrets 14-år lange forhold skildres i flashbacks. Så selv om historien overordnet er trist, krydres den med hjertevarme, humoristiske og livsbekræftende historier om deres samliv.

Jim Parsons fortalte til Queerty at “historien spejlede så mange facetter af mit eget liv – ikke den tragiske del af rejsen, under Guds nåde – men det lange forhold. Det var virkelig, virkelig nemt for mig at se mig selv i Michaels sko, bare da jeg læste bogen… Tanken om at skulle gå igennem noget som det med nogen der har været en del af dit liv så længe – det er hvad der knyttede mig til historien: Rejsen han tager.”

Forhold med realisme
Jim Parsons fortalte til Pride: ”En af de ting jeg er mest stolt af ved denne film, er at den giver en det fulde spektrum af hvad det vil sige at være i et forhold. Jeg synes vi ser romantiske film som rosenrøde og de har på en måde solgt os en løgn… hvilket er en stor, stor del af eskapisme. Men jeg synes der er en realisme over det ved at den handler om hvad tid gør ved et forhold. Det er om hvad livet gør ved et forhold. Hvordan man vokser i forskellige hastigheder, hvordan man plejer det, hvordan man kan være tiltrukket af folk udenfor forholdet, hvordan man navigerer og forhandler sammen og holder det i live. Og det elskede jeg.”

I et interview med Attitude, roste Ben Aldridge sin medspiller Jim Parsons: ”Jim er superunik. Ikke excentrisk. Hans energi, hans rytme, er bare meget Jim. Der er ingen anden som ham.”

Den legendariske skuespiller Sally Field medvirker også i filmen der er instrueret af Michael Showalter. Spoiler Alert kan lejes eller købes fra Blockbuster.dk lige her: Spoiler Alert på Blockbuster

Varm op med traileren på YouTube lige her: 

mandag den 28. august 2023

Heterofyr på psykiatrisk afdeling med bøsse i Netflix-serie

Daniele, Giorgio og Gianluca i Alting har brug for Frelse

I den italienske serie Alting har brug for Frelse bliver Daniele tvangsindlagt sammen med bl.a. den homoseksuelle Gianluca, der straks tilbyder sig.

TV-SERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Alting har brug for Frelse (Tutto chiede salvezza) er baseret på en bog af Daniele Mencarelli og handler om den unge Daniele Cenni spillet af Federico Cesari der stadig bor hjemme. Men efter at have taget stoffer til en fest vågner han op på en psykiatrisk afdeling hvor han er blevet tvangsindlagt til syv dages psykiatrisk evaluering. Hvad har han dog gjort for at havne der? Det skal ikke afsløres her – det røbes i serien.

Han deler stue med fem andre mænd, nogle af dem gengangere i psykiatrien som den barske Giorgio og den aldrende Mario. Og så er der den jævnaldrende Gianluca spillet af Vincenzo Crea, en feminim bøsse der straks lægger an på Daniele, og det bryder Daniele sig slet ikke om. Men Daniele er ikke spor bedre selv da han opdager den unge reality-stjerne Nina indlægges på kvindeafdelingen – så er det ham der bliver vild i varmen.

Alting har brug for Frelse er på syv afsnit – et for hver dag i ugen, og livet på seksmandsstuen udspiller sig som et kammerspil på et teater. Daniele bløder op for Gianluca da han lærer ham bedre at kende og bl.a. erfarer at han har en homofobisk far der er indenfor militæret. Og da Gianluca i 6. afsnit står til at blive udskrevet, er han oprørt for han har det meget bedre på den psykiatriske afdeling. Han siger det er som en ferie for ham. Men samtidigt sælger han Daniele ud da Daniele har sneget sig ud for at være sammen med Nina, men tilstår efterfølgende grædefærdig at han var jaloux. Vil Daniele tilgive sin nye ven? Vil han holde kontakten med nogen af sine medpatienter, når han bliver udskrevet tilbage til den virkelige verden? Det vil næste sæson, som Netflix skriver er på vej, nok afsløre.

Alt i alt en spændende serie for sine fine og ofte sjove portrætteringer af patienterne og personalet på den psykiatriske afdeling. Bare husk, at de jo er indlagte af en årsag. Forvent ikke nogen idealiserede drømmehelte, og så er det bare at læne sig tilbage og lade sig underholde af de skøre. Varm op med traileren på YouTube lige her:

tirsdag den 22. august 2023

Fransk udspringshistorie i ny tegneserie: Bøsse!

Forfatteren Ludovic Piétu har fået veninden Jika til at tegne sin udspringshistorie om at starte med forhold til kvinder selv om han godt ved han tænder på mænd.

TEGNESERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Bøsse! (Pédale!) starter med glimt fra Ludos barndom inden kapitlet hvor han som 11-årig begynder at bemærke store drenge der i skolegården og omklædningsrummet snakker om at gokke den af. Da han bliver drillet for at være bøsse, beslutter han sig åbenbart for at det vil han ikke være og så følger historier om kvinder han indlader sig med op igennem sine unge år, selvom han som 15-årig har sin første seksuelle erfaring med en fyr på efterskolen og af og til river den af til pornoblade med mænd.

Ludos fornægtelse varer lige til han er 23 år. Da forelsker han sig i en mand og så bryder han endelig med sin kvindelige samlever og springer ud. Det havde læseren ventet længe på, og når det endelig sker, er det da også bare super sexet skildret. Det er ikke alle forundt at ham man forelsker sig i gengælder interessen og at miste sin mødom på så fin en måde er da bare ham vel undt efter al den fornægtelse.

Forholdet varer dog ikke ved, men da Ludo holdt op med at lyve for sig selv, følte han sig frigjort fra de ”heteronormative koder han havde internaliseret” og var klar til at genopfinde sig selv som bøsse. Og så slutter det der – sådan lidt brat. Hvad med hvordan han mødte den mand han præsenterer sig selv som boende sammen med i dag? Men der skulle efter sigende komme en fortsættelse.

Bøsse! er alt i alt en superfin fortælling som man frit kan tolke og Jika har så flot illustreret den med stiliserede og lettere karikerede tegninger der har en vis charme. Det er det danske forlag Afart med sine lidt kantede udgivelser der har fået selveste Københavns egen Pride-leder Lars Oskan-Henriksen til at stå for den danske oversættelse, og det har han klaret fint. Man er godt underholdt. Så er det så bare om folk tør købe en tegneserie hvor der står Bøsse! med store bogstaver på forsiden. Men man kan købe den 136-siders sag som hardcover i Fantask, både i deres butik og på deres hjemmeside lige her: Bøsse! i Fantask

Eller på Afarts egen hjemmeside her: www.bogforlaget-afart.dk

tirsdag den 15. august 2023

Queer hitparade: Bøssebryllup og queer piger om poolen

Scott Hoying - nu er han afsat, drenge

Scott Hoying har lavet en bryllupsmusikvideo, Janelle Monáe holder stadig sommer om poolen og Keiynan Lonsdale er den homoseksuelle superhelt verden har brug for. Der er også nye gode sange fra David Archuleta, May-A, L Devine og Chaz Cardigan.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhånden mange LGBTQ-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv spændende videoer der er udkommet på YouTube i den forgangne måneds tid – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

David Archuleta

1. Den 37-årige queer amerikaner JANELLE MONÁE er aktuel med singlen Water Slide fra deres seneste album The Age of Pleasure, og de fortalte til Associated Press at, ”jeg ville skabe et soundtrack til vores livsstil. Jeg synes dette album, lige som alle mine albums, reflekterer præcis hvem jeg er på det tidspunkt.” De tilføjer at de har for travlt til at tage sig af online had. ”Jeg har en masse ting der holder mig travlt beskæftiget. Jeg øver mig på guitar. Jeg har den bedste sex i mit liv. Jeg er glad.” Videoen til Waterslide fortsætter da også i samme dur som sidste video til Lipstick Lover med en masse så godt som nøgne kvinder der har det herligt om poolen i sommervarmen. Se selv på YouTube lige her:

2. 31-årige SCOTT HOYING fra den amerikanske á capella-gruppe Pentatonix er aktuel med sin første solo-EP der har fået titlen Parallel. Han fortalte til Pride at den er et kærlighedsbrev til hans mand Mark Manio. De to giftede sig for nylig og med den nye musikvideo til den gribende ballade Four fra EP’en, er der da også tale om en gedigen bryllupsvideo. Man kan selv lade sig gribe af al homo-romantikken deri på YouTube lige her:

3. Den 32-årige DAVID ARCHULETA blev kendt da han som 16-årig i 2007 deltog i tv-sangkonkurrencen American Idol. Han har boet i Nashville siden 2015 og udmeldte i juni 2021 at han er LGBTQ’er, men var usikker på sin egen seksualitet. Han havde nemlig været forlovet med kvinder flere gange og troede på Gud. I november sidste år meddelte han dog at han havde forladt sin kirke og datet mænd siden sit udspring. Nu er han aktuel med singlen I’m Yours og kan nydes i en video dertil på YouTube lige her:

4. Den 21-årige australske MAY-A har udgivet en ny single fra sin kommende syv-numres EP Analysis Paralysis der forventes at udkomme den 1. september. Singlen hedder Something Familiar og hun præsenterede den selv således: ”Denne sang (…) fortsætter temaet med at være afhængig af nogen som man ikke rigtigt er i stand til at løsrive sig fra. Den triste familiaritet af en person, deres hus og deres lunger, lige meget hvor lang tid man tilbringer væk fra dem. Alt føles som om det rækker tilbage til den tid I var sammen når man ser dem igen.” Se og hør selv den lesbiske sangerindes fængende sang på YouTube lige her:

5. 26-årige engelske L DEVINE er aktuel med singlen Miscommunikaty som hun selv præsenterede således: ”For mig handler Miscommunikaty om at føle sig afbrudt i en overforbundet verden. Der er så mange måder at kommunikere på og alligevel føler jeg sjældent at jeg oprigtigt kommunikerer hvem jeg er og hvordan jeg har det.” Hun mener samtidigt at hendes nye musik er ment til at blive hørt live, men den lesbiske stjerne har endnu aldrig givet koncert i Danmark. Så kan man trøste sig med videoen til Miscommunikaty på YouTube lige her:

6. 31-årige australske KEIYNAN LONSDALE har nu lavet en musikvideo til sin sang Gay Street Fighter fra albummet Rainbow Boy der udkom i 2020. ”Det tog kun tre år, men han er lige til tiden,” sagde Keiynan Lonsdale om videoen. I sangen starter han med at proklamere at Gay Street Fighter er helten for alle der har følt de ikke kunne være både dem selv og helten også – det er deres tid nu. Det er homofobi der forvandler ham til Gay Street Fighter. Han kæmper for holdningerne ”at elske er ikke forkert” og ”alle er bare lidt gay.” Se og hør selv det gode budskab på You Tube lige her:

7. 28-årige amerikanske CHAZ CARDIGAN er mest kendt for sin 3 år gamle sang As I’ll Ever Be fra soundtracket til Netflix-filmen To All The Boys: P.S. I Still Love You. Nu er han aktuel med en video til sin spritnye single Rashomon, der handler om en heteroseksuel roommate som han elskede som en bror. Og så kiggede han igennem fingre med at roomien scorede andre piger selvom han havde en kæreste. Se og hør selv med i videoen på YouTube lige her:

tirsdag den 8. august 2023

Panseksuel skjald i populær Netflix-eventyrserie

Joey Batey som Jaskier

I The Witchers verden med magi, elvere og farlige monstre, møder troubadouren Jaskier en prins, men har deres romance en chance i et samfund hvor alliancer skifter som vinden blæser?

TV-SERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Hit-serien The Witcher har den nu 40-årige Henry Cavill der blev kendt for at spille Superman i hovedrollen som monsterjæger i et middelaldersamfund fyldt med magi, hekse og elvere. Han får i første sæson fra 2019 følgeskab af skjalden Jaskier spillet af den nu 34-årige Joey Batey. Jaskier synger heltekvad og optræder på beværtninger som en slags Brødrene Grimm-udgave af en moderne popstjerne.

I den begivenhedsrige første sæson – tænk Game of Thrones på speed – fremstår Jaskier meget kvindeglad, og man tænker derfor ikke så meget over hans seksualitet – den er hvad den er. I anden sæson fabler han stadig om kvinder, mens serien går fra høj-tempo drama til mere stillestående intrigemageri hvor faktioner af hekse og elvere og konger smeder rænker mod hinanden, og det kan være lidt svært at holde styr på hvem de alle sammen er og hvem de er allierede med. Men Jaskier glemmer man ikke, og ikke bare fordi han i 7. afsnit af 2. sæson fremviser sin sporty krop da han bader i en sø, men fordi han er en af de fire hovedpersoner, der udover ham og Geralt også tæller heksen Yennifer og den unge Ciri der er under oplæring som Witcher.

Jaskier kysser sin prins

”Sæd-spild” = bøsse?
I starten af den nye 3. sæson møder man Prins Radovid spillet af Hugh Skinner, der som kongens bror ikke har så meget at lave og bliver omtalt som ”sæd-spild” – en anden måde at sige bøsse på? Men han liver op da han møder Jaskier – ja, han forelsker sig vist lige frem. Og Jaskier? En af hans damer klager over at han går i seng med hvad som helst, mænd, kvinder, elvere, dværge, og så falder han vel under ”panseksuel”? Så Prins Radovid gør sig ikke helt håbløse forhåbninger, og i 4. afsnit af sæsonen kysser de. Men har deres romance en chance i en verden hvor alliancer skifter med vinden og karakterer aflives i ny og næ i den voldsomme verden de lever i?

Efter den ret udramatiske 2. sæson, kom der gang i handlingen igen med 3. sæson, men det forlyder at Henry Cavill var utilfreds med manuskripterne og bliver erstattet af Liam Hemsworth når næste sæson skal laves. For danske seere er det selvfølgelig sjovt at Lars Mikkelsen har en gennemgående rolle som troldmand, og Kim Bodnia er med i 2. sæson som lærer for Ciri. For fans af eventyr, ”sword and sorcery” og fantasy generelt er det bestemt en serie der er et kig værd. The Witcher, som er baseret på en bogserie af polske Andrzej Sapkowsk helt uden LGBT-indhold, byder på 8 afsnit i hver sæson, og hvert afsnit varer cirka en time. Se traileren til 3. sæson på YouTube lige her:

søndag den 6. august 2023

Royal homo-romance i Det Hvide Hus i ny film

Taylor Zakhar Perez og Nicholas Galitzine i Red, White & Royal Blue

Red, White & Royal Blue er en romantisk komedie om en amerikansk præsident-søn der forelsker sig i en engelsk prins.

FILMNYHED AF Michael Andersen

Den homo-romantiske komedie Red, White & Royal Blue er en filmatisering af den populære bog med samme titel skrevet af Casey McQuiston. Den følger Alex Claremont-Diaz – den mexicansk-amerikanske søn af den første kvindelige præsident i USA. Han forelsker sig i den engelske Prins Henry Fox-Mountchristen-Windsor – den tredje i tronfølgerækken. De to unge mænd spilles af de forholdsvist ukendte Taylor Zakhar Perez og Nicholas Galitzine med kun få roller i bagagen. Den kvindelige præsident spilles af Uma Thurman.

Filmens synopsis afslører at de to unge mænd starter som rivaler med en fejde indtil deres familier tvinger dem til at indgå fred med hinanden, og så varmes deres kølige forhold pludselig ekstra meget op. De indleder i al hemmelighed en affære indtil deres forhold lækkes til pressen og afsløres for hele verden.

I bogen er der flere sexscener som måske også kommer med i filmen, for i en snak med GQ fortalte Zakhar Perez: ”Der er så meget koreografi til sex… uelle scener. Vores parader var nede under prøverne, men en af os ville sige noget dumt som ’slip mig!’ så snart nogen råbte ’cut!’”

”Det er en skør ting at være intim på den måde med din ven,” tilføjede Nicholas Galitzine, ”og vi VIL have at folk forelsker sig i disse karakterer, så deres kærlighed skal være ægte.” Om det lykkedes, kan man se når Red, White & Royal Blue får premiere på Prime Video fredag den 11. august. Filmen er instrueret af Matthew Lopez der også har skrevet manuskriptet. Varm op med traileren på YouTube lige her: