fredag den 28. april 2023

Ralf König begejstrer med ny Lucky Luke homo-western

Lucky Luke med Terry og Bud

Den tyske tegneserietegner slog igennem med sine humoristiske tegneserier om bøsser sidst i 80’erne. Nu er han tilbage med Lucky Luke: Chokoladedrenge hvor den kendte western-helt involveres i en homo-romance a la Brokeback Mountain, men sjov.

TEGNESERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Den 62-årige tegneserieskaber Ralf König brød igennem med en stribe satiriske albums omkring 1990 hvor han gjorde grin med alle mulige bøsse-stereotyper i udgivelser som Bøsse og Bøsse Imellem, Dræberkondomet og Konrad og Poul. Det var så selv heteroseksuelle tegneserielæsere syntes det var sjovt, men i midt-90’erne døde popularitetsbølgen lidt ud, da alle albumsene var i samme rille – om man læste Al Magt Til Bøsserne, Helt Ind Til Benet eller Konrad og Poul 3, det var bare mere af det samme.

Nu har Ralf König så fundet en ny opskrift på succes – at tage en kendt og ikonisk tegneseriefigur som Lucky Luke og lave en westernhistorie med ham, men irørt Ralf Königs egen velkendte bøsse-humor. De to dele til sammen har udmøntet sig i et virkeligt sjovt og rørende album som både Luke Luke-fans og Ralf König-fans kan more sig over. Med albummet Chokoladedrenge, som Ralf König både har skrevet, tegnet og farvelagt, er de heteroseksuelle læsere også med på vognen igen, og i gruppen Tegneseriefans på Facebook har de kun rosende ord til overs: ”Det er noget af det morsomste jeg længe har læst,” ”henrivende morsomt sine steder” og ”om den skal have 10 stjerner ud af 10 herfra er jeg ikke sikker på, men det sniger sig tæt på.”

Svanser fra Bareback Mountain
I Chokoladedrenge skal Lucky Luke vogte schweiziske mælkechokoladekøer sammen med Bud, der i historien er en af to berygtede svanser fra Bareback Mountain. Den anden, Terry McQueen, føler sig imidlertid ærekrænket og vil have oprejsning – men mon ikke Bud og Terry får hinanden i enden igen til sidst?

Lucky Luke beskrives som en berømthed der er kendt fra grafiske fortællinger om hans liv, og i Ralf Königs udgave er han selvfølgelig flot og sexet med både brystvorter og buksebule – sådan har man ikke set Lucky Luke før, men det er da på tide at man gør det. Og så er han selvfølgelig frisindet og støttende om den homoseksuelle kærlighed der udspiller sig omkring ham.

Lucky Luke: Chokoladedrenge er på 64 sider og er flot oversat af Troels Hughes Hansen fra forlaget Cobolt. Den byder selvfølgelig også på gensyn med Daltonbrødrene og den butch Calamity Jane og er så underholdende, man kan more sig over den mange gange. Chokoladedrenge kan erhverves som hardcover for 249,- kr. fra Fantask lige her: Lucky Luke: Chokoladedrenge i Fantask

Ingen kommentarer:

Send en kommentar