mandag den 28. november 2022

Billetsalg til ny Disney-film med bøsse skuffer

Ethan Clade i En forunderlig Verden

Den biografaktuelle animationsfilm En forunderlig Verden er fulgt i kølvandet på den homo-romantiske Hollywood-komedie Bros med dårlige indtjeningstal. Heteroerne gider åbenbart ikke se film med bøsser.

FILMNYHED af Michael Andersen

Disney-filmen En forunderlig Verden (Strange World) handler om den legendariske famile Clade med tre generationer af eventyrere der må overkomme interne stridigheder under deres farlige udforskning af en uopdaget verden med fantastiske skabninger.

Jaboukie Young-White der lægger stemme til den unge bøsse Ethan Clade i den engelsksprogede udgave af En forunderlig Verden fortalte om karakteren til Geeks of Color: ”Det der er rigtig sejt ved Ethan er at han er i stand til at finde sig selv i omgivelser der er parate til at acceptere og støtte ham. (…) Ethan slås ikke med sin queerhed som denne tunge ting. Han har bare et crush og det er en universel oplevelse som mange mennesker kan relatere til.”

Men kan eller vil et heteroseksuelt mainstream-publikum så også det? Filmen har kun indspillet 28 millioner dollars indtil videre – og det kostede 180 millioner dollars at lave den. Kritiske røster anklager Disney for mangelfuld markedsføring lige som ved en anden nylig Hollywood-film med homo-romantik, nemlig live-action komedien Bros der også indtjente langt under det forventede fordi det heteroseksuelle mainstream-publikum svigtede filmen. Bros har indtjent 15 millioner dollars men kostede 22 millioner at lave. Med det skuffende billetsalg til begge film frygter man at de store filmselskaber vil vægre sig ved at lave flere film med LBGT-personer i hovedroller.

Bros blev produceret af Universal der har en anden film med bøsser i hovedrollerne på bedding, nemlig Knock at the Cabin af den populære instruktør M. Night Shyamalan med premiere til februar. Hvis publikum også svigter den, tegner det ikke lovende, så det bliver spændende.

Imens kan man selv gøre sit for at støtte den gode sag ved tage nevøer og niecer under armen og med i biografen for at se En forunderlig Verden. Varm op med traileren på YouTube lige her:

fredag den 25. november 2022

Queer hitparade: Svenske Darin i peepshow for bøsser

Darin

Der er også spændende nyheder fra bl.a. Soft Cell og Luke Evans og en homo-romantisk musikvideo fra Celestial Skies, men det er igen de lesbiske sangerinder – denne gang Zolita og K. Flay – der høster de største antal visninger på YouTube.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhåndenden mange LGBT-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv videoer der udkom på YouTube sidst i oktober og i løbet af november – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Luke Evans

1. Den 28-årige amerikanske ZOLITA har efter succesen med handlingsvideo-trilogien til hitsinglerne Somebody I F*cked Once, Single In September og I F*cking Love You kastet sig ud i en ny handlingsvideo-serie med første del til singlen 20 Questions fra september og nu anden del med den nye single Ruin My Life. (Og mon ikke alle de der hitsingler snart udmønter sig i et album?) I videoen til Ruin My Life er Zolita inviteret til lesbisk bryllup og der er polterabend på en stripklub. De vordende brude bliver imidlertid uvenner, men måske kan den nu lyserød-hår farvede Zolita trøste den ene af dem? Følg med i dramaet på YouTube lige her:

2. Den 37-årige lesbiske sanger og rapper K.FLAY fra USA er aktuel med singlen It’s Been So Long som hun selv præsenterede som omhandlende det øjeblik efter hjertesorg eller tab eller smerte hvor man dukker op fra vraget og endelig føler sig godt tilpas igen – klar til at gå ud at danse igen, klar til at være sig selv, klar til at føle sig smuk – og det er som om man har ventet hele ens liv på at nå til det sted og det føles så så godt når man når dertil. Se selv K.Flay danse af befrielse – når ellers hun ikke sidder på toilettet – i videoen til It’s Been So Long på YouTube lige her:

3. Svenske DARIN er blevet 35 år og er nu aktuel med singlen Satisfaction som han har forklaret på Facebook handler om at omfavne og eje sin seksualitet og at føle sig fri. Han håber alle der hører sangen også vil føle sig frigjorte. I videoen betaler en mand for at se Darins sexede optræden i et peepshow hvor Darin bl.a. er bundet til en stol i bar overkrop mens en mandlig danser gnubber sig op ad ham. Pludselig står manden ansigt til ansigt med Darin. Er det mon begyndelsen på noget? Nyd selv peepshowet på YouTube lige her:

4. Når den 43-årige engelske skuespiller LUKE EVANS ikke lige har travlt med roller i tv-miniserier som Drabene på Kyststien og Nine Perfect Strangers, ja så synger han. Hans debutalbum At Last fra 2019 bød på et fint udvalg af coversange og trods en tydelig musical-indflydelse var det dejligt romantisk at lytte til. Hans nye album A Song For You bærer endnu mere præg af hans baggrund i musicals og indeholder covers af gamle travere som Over The Rainbow, My Way, I Can’t Make You Love Me og julesangene Silent Night og Last Christmas som man har hørt til bevidstløshed med andre sangere, så gider man virkelig nye udgaver af dem? Men hans cover af traveren Bridge Over Troubled Water er da nu alligevel ganske tålelig. Se og hør selv på YouTube lige her:

5. I foråret udgav den engelske synthpop duo SOFT CELL bestående af sanger Marc Almond og musikproducer Dave Ball deres første album i over 20 år, Happiness Not Included. Nu er de aktuelle med en video til singlen Light Sleepers derfra. Marc Almond er efterhånden blevet 65 år og i videoen varieres der mellem motiver af lys og mørke for at illustrere naturen i at komme overens med sig selv og sin plads i verden. Men det virker jo så ikke til at Marc Almond er kommet overens med sin alder for i videoen bliver han spillet af Violet Chachki fra RuPauls Drag Race så han kan se 40 år yngre ud. Se selv på YouTube lige her:

6. Den 30-årige sanger og skuespiller KEIYNAN LONSDALE fra Prime Video-filmen Min falske kæreste (My Fake Boyfriend) udgav debutalbummet Rainbow Boy i 2020 og nu er han snart klar med sit andet album. Keiynan Lonsdale stammer fra Australien og han fortalte for nyligt til Pride at han indspillede det nye album i både Los Angeles og Sydney så det er en blanding af hans to hjem både musikalsk og karaktermæssigt i livsstilen mellem de to steder. ”Og det handler om kærlighed hvilket er rigtig sjovt og overhovedet ikke forvirrende at udforske,” sagde han og tilføjede ”men jeg er super-spændt.” Nyd hans poetiske video til sangen Lonely Point Of View, der sammen med singlen Better er første udspil fra det kommende album, på YouTube lige her:

7. CELESTIAL SKIES er et musikprojekt skabt af engelske Chris Selman der har erfaring fra London Gay Men’s Chorus. Det opstod under Corona-nedlukningerne hvor han fik tiden til at gå med at skrive sange. Det udmøntede sig i albummet Songs For Blue Romantics hvorfra han nu er aktuel med tredje homoromantiske video, nu til sangen Modern Romance. Den handler om et langdistanceforhold men i videoen er der dog masser af kortdistance-kontakt mellem Chris Selman og en nydelig danser. Se selv på YouTube lige her:

mandag den 21. november 2022

Bøsseromantik i ny gyserserie på Netflix

Martin kysser Bruno i Alma

I den spanske serie Alma er der et par bøsser med i biroller og serien bliver sjældent alt for uhyggelig så de fleste der kan lide historier om det overnaturlige, paranormale og metafysiske kan godt tåle at se med.

TV-SERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Hovedpersonen i Alma er selvfølgelig Alma, men man følger også hendes venner der lige som hende overlever en voldsom busulykke i første del. Omstændighederne omkring ulykken er meget mystiske, men de afdækkes inden første sæson på ni afsnit er afrundet. Det hele roterer omkring et mysterium om et overnaturligt væsen ved navn Therion og hans fem tjenere der siden middelalderen er blevet genfødt gang på gang i menneskekroppe som de kan overtage når de er på grænsen til døden. Så intet er som man tror efter ulykken og der er mange overraskende plottwists undervejs - som f.eks. hvem der hjemsøger Alma.

I starten af første afsnit møder man Alma og hendes venner på en skoleudflugt til en slags bed and breakfast i bjergene der ledes af Bruno spillet af Pol Monen med hjælp fra hans bedstefar og lillebror. Almas ven Martin spillet af Javier Morgade har et godt øje til Bruno, men Bruno vil ikke bare have en engangsfornøjelse og afviser Martins tilnærmelser. Men da Martin efter busulykken er forsvundet, er det Bruno der sammen med Martins søster leder efter ham i nogle klippehuler og uden at nævne omstændighederne kan man godt sige de finder ham i tredje del uden at røbe for meget.

Bruno med Martins søster

I fjerde del fletter Bruno og Martin så fingre lige op til seriens allermest voldsomme gys der varer hele ti hårrejsende minutter, men ellers er det faktisk en rimeligt afdæmpet serie – sådan nærmest poetisk med personer der taler roligt og afdæmpet. Alma lider af hukommelsestab så hele femte afsnit er f.eks. afsat til hvad der gik forud for første afsnit – det er såmænd ikke så uhyggeligt.

I sjette afsnit har Bruno og Martin så sex. De siger begge de ikke har prøvet det før og det skildres meget sexet. Bagefter spørger Bruno Martin om han kunne lide det. Det er da sjovt. Så er syvende afsnit afsat til flere overraskende twists and turns i Almas historie, og når man i ottende afsnit møder Bruno og Martin igen lægges der op til den dramatiske sæsonafslutning i niende del: Martins søster holder ham fra Bruno da hun tror Bruno kan være overtaget af en af Therions fem tjenere. Og Bruno tror Martin er udset til være vært for Therion – hvis han ikke allerede er det.

Det er virkelig nogle gode personkarakteristikker man får af Alma og hendes venner og der berøres emner som seksuelle overgreb fra en stedfar og lesbisk tiltrækning mellem veninder. Og med den sæsonfinale kan man da kun håbe der kommer en sæson mere, for det er godt nok spændende da. Varm op med traileren på YouTube lige her (der er selvfølgelig danske undertekster på Netflix):

søndag den 20. november 2022

Alt om bi- og bøsseheksene i Half Bad på Netflix

Annalise, Nathan og Gabriel i Half Bad

24-årige Jay Lycurgo og 30-årige Emilien Vekemans er stjernerne bag Nathan og Gabriel i den engelske Netflix-serie The Bastard Son & The Devil Himself. De fortæller om deres karakterers seksualitet og romance.

TV-SERIE FEATURE af Michael Andersen

Den 30-årige Emilien Vekemans stammer fra en fransktalende familie i Belgien og efter flere roller i europæiske produktioner har han nu landet sin første store, internationale rolle som den homoseksuelle heks Gabriel i Netflix-serien Half Bad: The Bastard Son & The Devil Himself. Den er baseret på bogen Half Bad af Sally Green. I tv-serieudgaven forelsker Gabriel sig i den næsten 17-årige hovedperson Nathan spillet af den 24-årige Jay Lycurgo der dog også er forelsket i heksen Annalise. Bliver det mon så til en ”throuple” eller må Nathan vælge?

Emilien Vekemans fortalte i et nyligt interview med Digital Spy at seriens queerhed blev indarbejdet helt organisk med hvordan Gabriel og Nathans forhold udviklede sig igennem de otte afsnit: ”Først tror man ikke at de ender sammen, men lidt efter lidt får man en fornemmelse af at de kan relatere til hinanden fordi de har den samme svaghed og der er ting de kan relatere til ved hinanden – som at de begge er en slags forældreløse. De er begge på en måde blevet svigtet af deres forældre. Det er virkelig noget vi arbejdede på med Jay. Vi talte meget om det i forberedelserne, som ’hvad er den ting de har tilfælles?’ Det er rigtigt nok den ting med at føle sig alene i deres historie. Så det var rigtig interessant at gå ind i romancen gennem noget der er meget rent. Det var et af målene og jeg håber vi nåede det.”

Om deres kys i 7. afsnit, fortæller Emilien Vekemans: ”Det var noget så vigtigt i de to karakterers historie. Vi havde talt meget om det før det skete. Og vi blev også meget gode venner gennem hele den proces. Så det øjeblik kom meget naturligt – jeg vil sige fordi jeg tror det var ment til at ske i deres historie. Da vi skulle indspille denne scene, var det et stort øjeblik og det var på en måde mit bedste minde fra indspilningerne. Det var alt sammen lokationer – rigtige lokationer. Og det endte med dette fine stunt efter det (…) Det var så sejt. Det var faktisk en af mine favorit-dage under indspilningerne.”

Emilien Vekemans som Gabriel

Gabriel i livsfare?
Om de polyamourøse signaler mellem Gabriel, Nathan og Annalise sagde Emilien Vekemans: ”Vi talte en lille smule om det. Men det synes af mere nu, synes jeg, når vi ser tilbage på serien og historien. Vi er, like ’der er virkelig noget under opsejling mellem de tre som er meget interessant og nu er organisk.’ Jeg spekulerer på hvis der kommer en sæson to om det er noget der vil blive udviklet (…) Jeg synes det er relationen mellem Gabriel og Nathan der er rigtig interessant. Hvad kan det føre til? (…) Også, i bøgerne ender det ikke godt for min karakter. Jeg håber ikke det vil ske (i tv-serien). Alt undtaget det, tak.”

Man kan håbe på at ligesom de to typer hekse blev ændret fra ”hvide helse” og ”sorte hekse” i bogforlægget til ”lysfødte” og ”blodhekse” i tv-serien, at manuskriptforfatterne ikke følger bogen slavisk – også nu hvor Gabriel er blevet en populær karakter hos seerne. Det vil være for dumt at aflive ham bare for at Nathan og Annalise kan få en happy end. Fans af Gabriel og Nathan har allerede navngivet parret som Nabriel på Tumblr – en sammentrækning af deres navne. Jay Lycurgo der spiller Nathan, forsikrede dog til Attitude at Nathans biseksualitet vil blive fastholdt i tv-serien. ”Seksualitet var ikke en stor konversation fordi det ikke bør være det. Det er en del af historien. Jeg synes det er rigtig smukt som det sker naturligt. Og det sker ikke engang – han er til stede i nuet og finder disse energier fra forskellige mennesker som han har brug for. Det er virkelig smukt. Jeg fokuserede mere på hvem Nathan var og hvor smuk han var og hvordan han opdager sig selv gennem denne rejse. Det fandt jeg mere interessant. Jeg syntes også at dét var rigtig fantastisk.”

Nathan i midten spillet af Jay Lycurgo

Også biseksuel i Titans
Jay Lycurgo fortalte til Gay Times at han syntes det var utroligt at være med i serien: ”Fra en skuespillers synspunkt ser man et manuskript som man virkelig elsker og forhåbentlig får man rollen. Derefter kan man begynde at tænke i lag. Jeg synes det er stor historiefortælling og der er gjort et utroligt arbejde for ikke at have det forrest – og nu taler jeg om hans seksualitet – i konversationen. Det er mere som at det er en dreng der prøver på at finde ud af hvem han rigtigt er og undervejs møder han disse fantastiske mennesker. Det er ikke at han vil være sammen med nogen, det er mere at energien er der. Så når han møder Gabriel ved han at der er noget rart ved ham, men han kan ikke rigtigt sætte fingeren på hvad det er.”

”At være i en situation hvor jeg er en blandet race-dreng – jamaicansk, Sierra Leonsk og britisk – det er fantastisk fordi en masse skuespillere som er af blandet oprindelse og fra min baggrund har brug for at flere mennesker får disse muligheder for at være hovedroller. Med denne rolle vil de blandede race og sorte unge forhåbentlig se at én klarer det og det kan give dem håb. Jeg ved en masse mennesker før mig blev udelukket fra hovedroller så jeg synes det er dejligt at være i denne situation – og sikke en stor serie at være en del af.”

Jay Lycurgo spiller også biseksuel i superhelteserien Titans hvor de første tre sæsoner også kan ses på Netflix. Han kom med fra 3. sæson i rollen som Tim Drake der sidste år sprang ud som biseksuel i de tegneserier tv-serien er inspireret af. I traileren til sæson 4 ser man et hurtigt glimt af ham snakke med Bernard der i tegneserierne er hans kæreste. ”Det er en lille teaser,” sagde Jay Lycurgo til Attitude. ”Det er begyndelsen på en rar lille rejse der. Yeah, det er rigtig sødt.”

Se selv traileren til Titans sæson 4 på YouTube lige her: 

torsdag den 17. november 2022

Ben Platt som bøssebror i ny bryllupskomedie

Kristen Bell med Ben Platt og hans filmkæreste

Den amerikanske sanger har en af hovedrollerne i The People We Hate At The Wedding som har premiere på Prime Video fredag den 18. november.

TV-FILMNYHED af Michael Andersen

Den 29-årige Ben Platt er både bøsse og jøde og har to hitalbums på bagen, Sing To Me Instead fra 2019 og Reverie fra 2021 plus koncertoptagelsen Live From Radio City Music Hall fra 2020 der kan ses på Netflix. Han har tidligere medvirket i film som Pitch Perfect fra 2012 og Pitch Perfect 2 fra 2015 samt tv-serien The Politician fra 2019/2020 der kan ses på Netflix og musicalfilmen Dear Evan Hansen fra sidste år.

Nu kan man se den populære herre i tv-filmen The People We Hate At The Wedding på Amazons streamingtjeneste Prime Video hvor han spiller bøssen Paul der sammen med sin søster Alice spillet af Kristen Bell og deres mor Donna spillet af Allison Janney modvilligt indvilliger i at deltage i deres fremmedgjorte, velhavende halvsøsters bryllup i England. I løbet af bryllupsweekenden vælter familiens skeletter ud af skabet og de tre familie-gæster fra Amerika må sande at de er de gæster man hader ved brylluppet.

Filmen er baseret på en bog af Grant Ginder og bør være til at relatere til for alle der selv har en dysfunktionel familie eller bare har været tvunget til at deltage i et bryllup de ikke havde lyst til at deltage i. Bøsser kan måske relatere til Pauls families velmente men kiksede forsøg på at vise de accepterer hans homoseksualitet som f.eks. her i traileren på YouTube hvor moderen føler behov for at fortælle fremmede på gaden at hun er ok med at hendes søn og hans kæreste laver sex-ting sammen:

lørdag den 12. november 2022

Voksen mand forfører ung fyr i ny Netflix-serie

Germán og Abel i Den hellige familie

I den spanske serie Den hellige familie involverer privatdetektiven German sig seksuelt med sønnen Abel i den hemmelighedsfulde familie han efterforsker.

TV-SERIEANMELDELSE af Michael Andersen

En familie der skjuler en chokerende hemmelighed, starter forfra i Madrid i Den hellige familie (Sagrada familia) på Netflix. Moderen til en baby, Gloria indlader sig med de andre mødre i sit nye nabolag. Hun har en au pair der i virkeligheden er hendes datter, samt en hemmelig søn der kun må komme ud af huset når det er mørkt. Ja, der er vist noget skummelt der og familiens baggrund og hemmeligheder afsløres gradvist i flashbacks som de otte afsnit skrider frem.

Når den homoseksuelle søn Abel Santos spillet af Iván Pellicer skateboarder i byens gader om natten, render han ind i den joggende Germán spillet af den 41-årige Álex García. Germán er tidligere politimand og nu en del af et undercover efterforskningshold hvor han sammen med en kvindelig efterforskningspartner foregiver at være et gift par med en baby. Deres mål er at infiltrere mødre gruppen og finde ud af sandheden bag Gloria og hendes familie. Germán antyder hurtigt overfor Abel at han er interesseret i et forhold og selvom Abel tror han er en gift mand, har den 17-årige fyr der lyver om at være 19 gengældt hans hede kys inden 3. del er slut.


Der er selvfølgelig nogen i mødre gruppen der ser dem kysse, men det afholder ikke Germán og Abel fra at fuldbyrde deres forhold i 4. del. I de sydeuropæiske lande forekommer det at homo-barer og homo-diskoteker har sexrum i kælderen, så de tager på discotek og danser sig varme til at begive sig ned i kælderen, og så bliver det hedt når Abel lader Germán få sin vilje med sig. Det klippes sammen med søsteren der samtidigt hengiver sig seksuelt til sin udkårne fyr Marcos der spilles af Álvaro Rico som nogen måske husker som den biseksuelle Polo i de første tre sæsoner af Élite der også kan ses på Netflix.

For Abels høje lykke kan det selvfølgelig kun gå ned af bakke – der er jo fire afsnit tilbage. Germáns partner begynder at håne ham for at sætte deres efterforskning over styr ved at bolle deres objekt og deres opgave udvikler sig i 5. afsnit til lejemord. Så mens Abel fantaserer til en videooptagelse af Germán fra skaterparken pønser Germán på hvad der er vigtigst for ham: Abel eller ti millioner?

Følg selv med i Den hellige familie på Netflix for at finde ud af om German bare koldt og kynisk har udnyttet Abel seksuelt og virkelig har tænkt sig nu at myrde den fyr han forførte. Varm op med traileren på YouTube lige her (der er selvfølgelig danske undertekster på Netflix):

torsdag den 10. november 2022

Bros: Gruppesex-scene nær klippet fra homo-romantisk Hollywood-film

Billy Eichner fortæller om de grundlæggende idéer bag filmen og hvorfor den mon ikke fængede mainstream-publikummet. Og så er der sjove historier om hvordan filmen også kunne have været.

EKSPOSÉ af Michael Andersen

Da Bros havde biografpremiere den 6. oktober, blev den promoveret som den første romantiske Hollywood-komedie om to bøsser med en total LGBTQ+ rollebesætning. Før premieren fortalte manuskriptforfatteren og hovedrolle-indehaveren Billy Eichner til Instinct Magazine: ”Jeg syntes virkelig det kunne være en overbevisende idé hvis man havde to karakterer – bøsser som begge er omkring de 40 år – som aldrig havde været forelskede og var stolte over ikke at behøve at være i et forhold, ikke at behøve at være i et romantisk forhold, lægge stor værdi på at være selvhjulpne, og idéen af hvad der sker når to sådanne mænd uventet falder for hinanden i termer af hvor sårbare man må være og lade sine barrierer falde.”

”Jeg syntes der var en masse komedie-potentiale deri og også noget mere gribende materiale. Det var den originale idé vi startede med sammen med idéen om at vi på en måde sætter maskulinitet op på en piedestal i vores kultur. Ikke bare i bøsse-kultur, men i kultur generelt. Vi forholder os også til det i filmen på sjove måder, men det er noget der foregår. Jeg har set det blandt mig og mine venner en del gennem årene.”

Og så var tanken at hvis LGBTQ-mennesker kan forstå en heteroseksuel historie, så kan heteroseksuelle mennesker også forstå homo-historier. Billy Eichner forklarede at Hollywood hidtil har været både homofobisk og bange fordi det ultimativt er en forretning – de satser på det sikre. Hvis en romantisk komedie kan indtjene 100 millioner dollars og en actionfilm eller en superheltefilm kan indtjene en billion dollars, så bliver de ved med at spytte dem ud. Men man ser dårligt romantiske komedier om heteroseksuelle mennesker fra de store studier mere og man frygtede at heteroseksuelle mennesker ville modstå en om bøsser fordi det ville skræmme dem så der ikke ville være publikum nok til det. Men med Bros håbede man at publikum var klar til noget nyt og friskt. Så længe det var sjovt håbede man folk ville møde op for at blive underholdt, men filmstudiernes frygt var muligvis velbegrundet for...

Billetsalg til Bros skuffer
Filmselskabet bag Bros, Universal Studios forventede at Bros ville indtjene mellem 8 og 10 millioner dollars i åbningsweekenden i USA, men den kom kun op på 4,8 millioner dollars trods gode anmeldelser. Billy Eichner kommenterede på Twitter hvorfor mon filmen ikke havde givet genklang hos mainstreampublikummet: ”Rolling Stones har allerede Bros på deres liste over bedste komedier i det 21. århundrede. Hvad der også er rigtigt er, at på et tidspunkt ringede en biografkæde til Universal og sagde de trak traileren på grund af det homoseksuelle indhold. (Uni overbeviste dem om ikke at gøre det.) Amerika, fuck yeah, etc. etc. – det er bare den verden vi lever i, desværre.”

Han fortsatte: ”Selv med glødende anmeldelser, høje Rotten Tomatoes-bedømmelser, etc, så mødte heteroseksuelle mennesker – især i visse dele af landet – bare ikke op til Bros. Og det er skuffende, men det er hvad det er.”

Hvordan Bros har klaret sig i Europa vides ikke i skrivende stund, men Nordisk Film gjorde ikke noget særligt ud af den i deres mails med film-promoveringer til deres publikum. Ved en New Yorker Festival luftede Billy Eichner tanken at manglen på store Hollywood-stjerner kan have haft noget at sige: ”Vi kunne nemt have smidt Chris Evans ind i Luke Macfarlanes rolle men det gjorde vi ikke fordi det for os var vigtigt at give en masse LGBT-skuespillere en chance for at være med i en film selvom de ikke var filmstjerner. Hele idéen med at lave filmen var ’den første homofilm nogensinde! Med en homo-bøsse i hovedrollen! Og skrevet af en stor homo… men produceret af heteroseksuelle!’ Jeg mener, er det en historietime eller en film? Jeg syntes ikke det var særlig smart. Jeg synes at nogle gange må man lade publikum finde sig. Lad dem opdage dig, lad dem forelske sig i dig.”

”Der var ikke meget af et blueprint for denne film når det kom til marketing og alt det,” fortsatte han. ”Universal kunne ikke have været mere støttende hvert skridt på vejen, men det var også en ny type film for dem. Når Hollywood er mere end et århundrede om at udgive en ’forbudt for børn* homo-romantisk komedie og lave denne brede distribution, så er der ikke meget af et blueprint at følge.”

Og så tilføjede han at selvom homofobi var en faktor i visse dele af USA, så lavede de alligevel ikke filmen til ære for homofober: ”Det var aldrig tænkt som en film der skulle overbevise folk der ikke kan lide bøsser om at vi er normale og bløde og kælne og ok at elske. (…) Det er SÅ meget ikke den film.”

Liam Hemsworth i The Dressmaker (2015)

Sådan kunne Bros også ha’ været
I et interview med Yahoo! Lifestyle fortalte Billy Eichner: “Liam Hemsworth ville lave en cameo i filmen og det var meningen han skulle og vi havde et helt Zoom-møde med ham og han var skøn og charmerende og sjov, men så ramte Covid igen og han kunne ikke rejse fra Australien bare for at lave én scene i Bros. Desværre. Men det ville ha’ været sjovt.”

”I filmen går Luke og jeg i biografen og ser en film med titlen ”The Treasure Inside” der er en fiktiv film om – du ved – to grænsemænd i skabet under den californiske guldfeber i 1812 – på en måde indikerende af de mange film om tragiske skabsmænd som vi får og i Hollywood spiller rigtige heteroseksuelle skuespillere dem – Brokeback Mountain og en million andre. Vi ville ha’ lavet scener fra den film og Liam skulle være den ene af de tragiske grænsemænd. Vi endte med aldrig at filme de scener, men på et tidspunkt ville vi lave dem med Liam og Nick Jonas. Australien, du afholdt Liam fra at være i Bros!”

Instruktøren af Bros, den heteroseksuelle Nicholas Stoller afslørede desuden i et interview med Gay Times at en filmens gruppesex-scener nær var blevet klippet ud. ”Vi prøvede noget hvor vi tabte jule-fire-orgiet og samtalen hvor Billy siger han er ukomfortabel med at have et åbent forhold. Det føltes pludselig som 100 procent en hetero-romantisk komedie. Jeg ved ikke hvorfor. Det gjorde det bare. Noget gik tabt. Jeg var, like ‘det her virker slet ikke,’ og de puttede det tilbage i filmen.”

Stoller huskede Billy Eichners ord om at det ikke kunne være ”en film hvor det er et heteropar og man bare tager kvinden ud og sætter en mand ind. Det skal være en queer kærlighedshistorie, en rigtig bøsset kærlighedshistorie.”

I filmen blev det så til at to bøsser overvinder bøsse-stereotyper som ”åbne forhold” og ”gruppesex” og finder kærlighed trods alt. Hvis man gik glip af Bros i biografen, forventes det at den udkommer på DVD og Blu-ray den 16. marts 2023.

lørdag den 5. november 2022

Queer hitparade: Jordy ryger sig skæv

Jordy

Selvom kvindelige LGBT-kunstnere som Girl In Red, Rina Sawayama og Lily Rose nyder stor mainstream-succes for tiden, så er der også nyheder fra spændende mandlige sangere som Greyson Chance, Luke Evans og Tom Aspaul som man ikke bør gå glip af.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

Queer hitparade præsenterer hver måned de bedste musikvideoer fra de efterhåndenden mange LGBT-kunstnere der stormer frem så interesserede altid kan føle sig ajour med de queer stemmer i musikkens verden. Her er syv videoer der udkom på YouTube sidst i september og i løbet af oktober – lige til at nyde over en kop eftermiddagskaffe eller aftente.

Luke Evans

1. Den 23-årige norske og lesbiske sangerinde GIRL IN RED nød sidste år stor succes med sit album If I Could Make It Go Quiet. Nu er hun aktuel igen med en helt ny single som hun selv præsenterer således: ”October Passed Me By har levet bag i mit hoved siden juni 2021. Hvert efterår siden jeg udgav We Fell In Love In October i 2018 er jeg blevet opfordret til at gøre ting på sociale medier for at tale om sangen igen. At lave TikToks, Instagram-opslag og andre ting om en sang jeg lavede for årevis siden føltes ikke ærligt. Jeg er ikke det samme sted følelsesmæssigt eller kunstnerisk som da jeg skrev sangen (…) så jeg gjorde aldrig nogen af de ting. Men sidste år skete der noget i mit personlige kærlighedsliv som bragte en masse følelser på banen som jeg måtte konfrontere internt.” Nu kan man således nyde hendes helt nye oktober-sang på YouTube lige her:

2. Den 32-årige japansk-engelske og panseksuelle sanger og model RINA SAWAYAMA er aktuel med en ny video fra albummet Hold The Girl der udkom 16. september og udover titelsangen også inkluderer video-udspillene Hurricanes, Phantom, Catch Me In The Air og This Hell. Den nye video er til sangen Frankenstein hvor Rina Sawayama er til fest med alle de hippe og må undergå en transformation lige som Olivia Newton-John i Grease for at føle sig hjemme i selskabet. Se selv på YouTube lige her:

3. Den 28-årige amerikanske og lesbiske countrysangerinde LILY ROSE udgav for et år siden albummet Stronger Than I Am der i foråret medførte en GLAAD Media Award for Fremragende gennembruds-musikkunstner. Siden da har Lily Rose reddet på sin bølge af succes og er nu klar med sin tredje nye single i år, Whatcha Know About That. Den handler om at flirte med en lækker kvinde og skabe lidt god stemning med Dolly Parton på afspilleren. Se og hør selv om det virker i videoen til Whatcha Know About That på YouTube lige her:

4. Den nu 25-årige amerikanske sanger GREYSON CHANCE brød igennem allerede som 12-årig ved lige som en anden homoseksuel sanger Eli Lieb først at dele videoer på YouTube med sine covers af andres sange og så efterhånden at begynde at skrive egne sange. Han sprang ud som bøsse på Instagram i sommeren 2017 da han var 19 år. Nu er han aktuel med sit andet album siden udspringet. Det hedder Palladium hvorfra han efter et par sangtekst-videoer har lavet en rigtig video til sangen My Dying Spirit. Den kan nydes på YouTube lige her:

5. Den 26-årige amerikanske sanger JORDY har turneret rundt i USA i kølvandet på sin succes med albummet Mind Games fra sidste år med hitsinglerne Long Distance og Better In My Head. Han har tidligere fortalt PopWrapped at der ikke er nogen fare for at han løber tør for noget at synge om. ”Der er så meget musik altid,” sagde han. I foråret var han da også allerede aktuel igen med singlen Dry Spell og i sommers fik vi IDK Sh!t. Nu er han aktuel med singlen I Get High om at have en last. Jordy fortæller selv at hans er at bruge Cannabis – nogle gange mod angst eller før sociale begivenheder eller som sovepille eller for at fejre en milepæl. Nu spørger han sig om det er en midlertidig udfyldning af et tomt rum. Se og hør selv på YouTube lige her:

6. Den engelske sanger og skuespiller LUKE EVANS er blevet 43 år og er begyndt at få grå stænk i håret. Det kan man se i videoen til sangen Horizons Blue som han selv har skrevet. Hans første album At Last fra 2019 bestod af cover-sange, men hans andet album A Song For You der netop er udkommet består både af originale sange og covers. To af dem er duetter med kollegaerne Nicole Kidman og Charlotte Church. Første album bestod mest af romantiske sange med præg af Luke Evans’ baggrund i musicals og hvis Horizons Blue er nogen indikation, fortsætter det nye album i samme stil. Hør selv mens synet nydes af den pæne, gråsprængte Luke Evans på YouTube lige her:

7. 35-årige TOM ASPAUL fra Wolverhampton I England er aktuel med sit andet album Life In Plastic. Hvor det første album Black Country Disco handlede om afslutningen på et mangeårigt forhold og hans flytning hjem til forældrene fra London tilsat discorytmer, så er det nye album mere Europop-inspireret. Han er fan af Eurovision og vil ikke udelukke selv at skrive en sang dertil en dag. Indtil videre må vi dog nøjes med en musikvideo indspillet i byen Thessaloniki i Grækenland til sangen Thessaloniki. Det er den tredje video fra Life In Plastic og deri ser man bl.a. Tom Aspaul i badebukser. Nyd selv synet på YouTube lige her:

torsdag den 3. november 2022

Bi-mand møder bøsseheks i ny eventyrserie på Netflix

Nathan og Gabriel i The Bastard Son & The Devil Himself

I den drabelige engelske serie The Bastard Son & The Devil Himself om moderne hekse føler hovedpersonen sig draget af både en pige fra den anden klan og en mand der skal hjælpe ham på hans færd.

TV-SERIEANMELDELSE af Michael Andersen

I The Bastard Son & The Devil Himself der er baseret på bogen Half Bad af Sally Green refererer hovedpersonerne af og til til Harry Potter-filmene og Ringenes Herre, men denne nye serie om det overnaturlige læner sig mere op ad brødrene Grimm med magi der fungerer med et grusomt og barsk islæt. Det bliver af og til meget blodigt, men også meget sexet når de meget nuancerede hovedpersoner føler sig draget af hinanden.

Seriens præmis er at hovedpersonen Nathan Byrne spillet af Jay Lycurgo er søn af verdens mest frygtede blodheks Marcus Edge og fjernes som spæd fra sin mor af en klan af lysfødte hekse som han så vokser op hos. De ville slå ham ihjel hvis ikke for en profeti om at han vil dræbe sin far, men hans onde lysfødte søster Jessica gør nu alligevel sit bedste for at komme ham til livs. Den jævnaldrende lysfødte heks Annalise spillet af Nadia Parkes forelsker sig i Nathan, men hendes far Soul udnytter frygten for Marcus Edge til selv at begå forbrydelser i hans navn.

Nathan trænes til kamp af den seje Ceelia spillet af Karen Connell der i 7. afsnit fortæller Annalise at hun har været sammen med både mænd og kvinder, men allerede i 3. afsnit møder Nathan og Annalise mandeheksen Gabriel spillet af Emilien Vekemans. Han gør sin entré i boxershorts og morgenkåbe og er som taget ud af en europæisk 80’erfilm med sit afblegede hår og t-shirt under sin åbne frakke. Han arbejder for heksen Mercury og skal føre Nathan til hende så Nathan kan få blod fra sin familie på sin 17-års fødselsdag. Ellers dør Nathan.

I 4. afsnit viser det sig at Gabriel er bøsse med ”commitment issues.” Han synes det er lettere at slette sine kæresters hukommelse end at slå op med dem. Da Gabriel, Nathan og Annalise i 5. afsnit får husly hos en klan af blodhekse og må dele seng sover Nathan i midten. Om morgenen ligger han intimt op ad Gabriel og selvom det er Annalise som Nathan har sex med når de er alene udenfor, begynder man også at fornemme at der udvikler sig følelser mellem Nathan og Gabriel. Det kulminerer i et kys mellem de to mænd i 7. afsnit, men så bliver det spændende for Gabriels boss Mercury fornemmer han er forelsket i Nathan og det passer ikke ind i hendes planer, så…

Ja, hvad sker der så? Følg selv med i den meget spændende første sæson på 8 afsnit af The Bastard Son & The Devil Himself på Netflix efter at have varmet op med traileren på YouTube lige her:

onsdag den 2. november 2022

Søn af homofobisk countrystjerne springer ud som bøsse


Countrysangeren Sam Williams er søn af den homofobiske countrystjerne Hank Williams Jr. Nu fortæller han sin livshistorie i en 4-minutters musikvideo, inklusiv sin erkendelse af at være bøsse.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den 22-årige Sam Williams er barnebarn af countrysanger-legenden Hank Williams Sr. og søn af Hank Williams Jr. der fulgte i sin fars fodspor og blev en stor countrystjerne i USA. I 2012 blev Hank Williams Jr. også bemærket for at udtale sig om daværende præsident Obama: ”Vi har en muslim som præsident der hader cowboys, hader cowpiger, hader at fiske, hader farming, elsker bøsser og vi hader ham!”

Det gav nogle udfordringer for Sam Williams at vokse op i Tennessee med sådan en far da han selv blev bøsse. Han valgte derfor at være i skabet. I et interview med Apple Music’s Proud Radio fortæller han at hans søster Katie kunne se hvordan han led og så sprang han ud for hende i 2020. ”Det måtte jeg – for jeg gemte på så meget.”

Nogle måneder senere, i juni 2020 døde Katie imidlertid i en bilulykke samtidigt med at Sam Williams valgte at følge i sin far og sin bedstefars fodspor og selv blive countrysanger. I sin video til sangen Tilted Crown hylder han derfor sin søster samtidigt med at han springer ud ved at kysse med sin kæreste. Sangen er fra en ny deluxe udgave af hans album Glasshouse Children der udkom i august sidste år. ”Jeg følte jeg promoverede usynlighed, som at jeg ikke var synlig og ikke var mig selv,” fortæller han. ”Og jeg syntes bare at det var den perfekte mulighed for at vise hvem jeg var.”

”Jeg identificerer mig som bøsse og det har jeg aldrig sagt til nogen. Jeg mener, folk på mit pladeselskab ved det og folk i mit private liv ved det, men dette er den første gang at jeg nogensinde – udover et show eller to – at jeg nogensinde har været så åben om det. Og det er skræmmende, men det føles godt.”

I videoen til Tilted Crown sidder Sam Williams i en teatersal og ser sit liv blive opført på scenen. Se selv med på YouTube lige her:

tirsdag den 1. november 2022

Heartstopper-stjerne presset til at springe ud

Kit Connor og Joe Locke i Heartstopper

Den 18-årige Kit Connor fra den populære Netflix-serie blev beskyldt for queerbaiting for ikke at ville navngive sin seksualitet, så nu har han modvilligt gjort det.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Da Netflix-serien Heartstopper om en teen-romance mellem de to skoledrenge Charlie Spring og Nick Nelson havde premiere i foråret stod den 18-årige Joe Locke der spiller Charlie frem som også værende bøsse i virkeligheden, mens Kit Connor der spillede Nick ikke ville sætte etiket på sin seksualitet. Han var velsagtens stadig på en selvopdagelsesrejse og var ikke afklaret omkring det endnu.

I starten af september dukkede der imidlertid en video op hvor Kit Connor holder hånd med en kvindelig skuespiller hvilket fik hans såkaldte ”fans” til at anklage ham for queerbaiting ved at have antydet han var til ikke-heteroseksuelle forhold og derved tiltrak et LGBT-publikum uden reelt selv at være det. Det fik Kit Connor til at forlade Twitter den 12. september fordi hans ”følgere åbenbart kendte ham bedre end han selv gjorde.”

Den 31. oktober vendte han imidlertid tilbage med et tweet hvor han skrev: ”Tilbage for et minut. Jeg er bi. Tillykke med at tvinge en 18-årig til at oute sig selv. Jeg tror nogen af jer gik glip af seriens pointe. Farvel.”

Det fik mange til at konkludere at hans udspring ikke var grund til fejring, men bare trist, inklusive seriens skaber, den aseksuelle Alice Oseman der tweetede sin støtte til Kit Connor. Hun forstod ikke at ”folk kunne se Heartstopper og så gladeligt bruge deres tid på at spekulere om seksualiteter og dømme baseret på stereotyper. Jeg håber de alle sammen er pinligt berørte. Kit, du er fantastisk.”

Stjernerne i en anden Netflix-serier om teen-bøsser, Young Royals, Omar Rudberg og Edvin Ryding har også tweetet deres støtte til Kit Connor. Omar skrev: Det gør mig så trist. Folk er lede. Sender kram din vej. Fuck dem!”

Edvin tilføjede: ”Føler med dig, Kit. Sender al min kærlighed din vej.”

Heartstopper blev straks så populær ved sin premiere på Netflix at en anden sæson hurtigt blev annonceret og den 23. september annoncerede Netflix at indspilningerne nu var gået i gang og at der også vil komme en tredje sæson. Alice Oseman, der lavede den tegneserie tv-serien er baseret på, fortalte for nyligt til Pride at tv-serien vil følge tegneseriens handling nøje, men at der også er mange overraskelser i vente.

Kit Connor og Joe Locke under prøverne til 2. sæson