tirsdag den 7. december 2021

Udspring som bøsse kan stadig koste Hollywood-karrieren

Colton Haynes fra tv-serierne Arrow og Teen Wolf fortæller om realiteterne i at prøve at skabe sig en karriere som skuespiller i Hollywood, når man er bøsse og målgruppen er heteroseksuel.

EKSPOSÉ af Michael Andersen

Den 33-årige skuespiller Colton Haynes tager nu bladet fra munden og fortæller på internetmagasinet Vulture om hans kamp for at klare sig som homoseksuel skuespiller i Hollywood. Han flyttede til Los Angeles som 18-årig i 2006 og tjente penge som telefonsex-operatør mens han arbejdede på at få gang i en karriere som skuespiller ved at sende CV og fotos til managere.

Den første manager der bed på, var en midaldrende mand som Colton Haynes skulle aflægge prøve for, og som kritiserede Haynes for at fremstå bøsset og satte sig for at ændre hans kropssprog. Efter at have kørt Colton Haynes igennem en del prøver hvor han bl.a. skulle være med til at genskabe erotiske scener fra film i nøgen tilstand, droppede manageren ham for at være for bøsset og henviste ham i stedet til rentboy.com – en internetside for sexarbejdere.

Så lykkedes det Colton Haynes selv at skaffe sig en rolle i et afsnit af CSI: Miami i 2007 og det førte til opkald fra flere firmaer som gerne ville repræsentere ham. Han fik dog indskærpet fra både managere, agenter, PR-folk, ledere og producere at det eneste som stod imellem ham og den ønskede karriere var hans homoseksualitet. Colton Haynes foregav derfor at være heteroseksuel og snuppede roller i tv-serier som Teen Wolf og Arrow fra heteroseksuelle konkurrenter og spillede rollerne overbevisende, men det havde sin pris: Hans psykiske velbefindende blev påvirket og han udviklede et alkohol- og pillemisbrug.

Prisen for at springe ud
Da Colton Haynes’ læge antydede det gjorde ham syg at holde sin seksualitet hemmelig, tog Colton Haynes konsekvensen og sprang ud af skabet i 2016. Det påvirkede til gengæld karrieren – nu får han kun tilbudt at aflægge prøver på sjældne homo-roller. Han påpeger at Hollywoods målgruppe primært er et heteroseksuelt publikum, så dem må man ikke fremmedgøre, men mange af beslutningstagerne er bøsser, så dem må man også spille for. 

Colton Haynes ærgrer sig derfor over at han ikke bare fik lov til at forblive den håbefulde unge mand der var sikker i sin seksualitet da han flyttede til Los Angeles. Men hans første manager havde forstået noget han ikke selv havde – nemlig at alt i Hollywood handler om at sælge en fantasi og man må være klar over hvem køberne er.

Man kan læse hele Colton Haynes’ beretning her: Colton Haynes på Vulture

Colton Haynes var tidliger i år med i Lil Nas X's musikvideo til hittet Industry Baby

Ingen kommentarer:

Send en kommentar