lørdag den 27. marts 2021

Josef Salvat reflekterer over forlist forhold på ny EP


Hans Modern Anxiety album var blandt sidste års bedste, og nu er den sexede sanger aktuel med EP’en The Close/Le Réveil der byder på mere fængende emo-pop i samme stil.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

For et år siden udgave den nu 32-årige Josef Salvat sit 2. album, Modern Anxiety, Dengang havde den biseksuelle sanger fundet sig en mandlig kæreste der var som født ud af teksten til hittet In The Afternoon, men det forhold er nu slut, afslører Josef Salvat selv i et nyt interview med riotmag i forbindelse med udgivelsen af hans nye EP The Close/Le Réveil.

”Jeg tror – især med oplevelsen af dette seneste forhold jeg havde som jeg tror var den første gang jeg nogensinde forelskede mig ordentligt, og selvom det gik forfærdeligt, så tror jeg det forandrede mig,” sagde han. Det forliste forhold førte til en tid med reflektion over hans vej i livet, og det har resulteret i de 7 nye sange på The Close/Le Réveil.

Josef Salvat skulle have været på turné sidste år, men lige som for så mange andre kunstnere afskar Corona-epidemien ham fra at komme ud at optræde. ”Under den første nedlukning var det overvældende med al den ledige tid hvor alle var fucking kreative,” fortæller han til riotmag. ”Jeg skabte måske ikke nogen kunst under den første nedlukning som jeg var særligt stolt af, men jeg havde mange vigtige erkendelser som førte til at jeg baskede denne EP ud på en uge senere på året.”

Siden starten af december 2020 har Josef Salvat gradvist frigivet sangene fra The Close/Le Réveil og fremført dem akustisk ved et piano i musikvideoer på YouTube, og nu er den komplette EP endelig ude på iTunes og streamingplatforme. Der er plads til musikalsk legen i sangene der selvfølgelig dermed gør sig bedre i studie-udgaverne på EP’en end i de akustiske udgaver på YouTube. Det er musik, der vokser ved hver gennemlytning, hvor den smukke Swimming Upstream er et gribende højdepunkt på den eftertænksomme og stemningsmættede EP. Hør selv Swimming Upstream på YouTube lige her:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar