torsdag den 20. januar 2022

GLAAD Awards-nomineringer for bedste LGBTQ-underholdning i 2021

The Other Two

Den 33. årlige uddeling af de amerikanske GLAAD Media Awards for fair og inkluderende repræsentation af LBGTQ-mennesker i mainstream underholdning er nu blevet annonceret og de populære superhelteserier er flot repræsenteret deriblandt.

PRISUDDELINGSNYHED af Michael Andersen

Årets GLAAD Media Awards vil blive afholdt af to omgange med en ceremoni i Los Angeles den 2. april og en i New York den 6. maj. Alle film, tv-serier, musikalbums og tegneserier med LGBT-relevans udgivet i 2021 kunne nomineres af de over 700 frivillige GLAAD Media Awards-stemmeafgivere. Krav for at blive nomineret er dog også at værkerne skal være ”dristige og originale” samt have en vis påvirkning på mainstream kultur og være af høj kvalitet.

Blandt de mange kategorier er de mest interessante selvfølgelig film, tv, musik og tegneserier hvor der nås ud til hele verden. Øvrige kategorier som Bedste Broadway-opsætning og priser indenfor journalistik er mest interessante for amerikanerne selv.

I nogle kategorier er der så mange nomineringer at man kan foranlediges til at tro at GLAAD nominerer rub og stub, men det er bestemt ikke tilfældet. Wrabels album These Words Are All For You har for eksempel ikke affødt nogen nominering i Fremragende musik-kunstner kategorien og Jordys debutalbum Mind Games har heller ikke udmøntet sig i en nominering for Fremragende gennembruds musik-kunstner. Biograffilmen Supernova med Colin Firth og Stanley Tucci som bøssepar og den populære reality-serie Coming Out Colton er heller ikke nomineret til noget som helst.

Single All The Way

HBO slår knebent Netflix med flest nomineringer
I kategorien Fremragende film med udbredt distribution er Marvel-filmen Eternals nomineret for at byde på den homoseksuelle superhelt Phastos, og der er også nomineringer til de to Netflix-film The Mitchells vs. The Machines og Tick, Tick… BOOM! samt Disneys udgave af West Side Story. I kategorien Fremragende tv-film er Netflix-filmene Fear Street og Single All The Way nomineret, men også et par julefilm der endnu ikke har nået de danske tv-skærme, The Christmas House 2: Deck The Halls og den lesbisk-romantiske Under The Christmas Tree.

Iblandt de nominerede til Fremragende dramaserie på tv finder man gengangere fra sidste års GLAAD Media Awards som 9-1-1: Lone Star og Supergirl, samt Star Trek: Discovery der har værert nomineret tre gange før og løb med prisen sidste år. I år gives der dog konkurrence af superhelte-serierne Batwoman og Doom Patrol, såvel som af Greys Hvide Verden og Pose. I kategorien Fremragende nye tv-serie er der en nominering til den engelske miniserie Døden på stranden (The Long Call) der var superpopulær herhjemme i Danmark.

Netflix-serien om modebøssen Halston er nomineret i kategorien Fremragende miniserie men får skarp konkurrence fra HBO med It’s A Sin om AIDS-krisen i 80'erne. Vanligvis er det da også Netflix der plejer at få flest nomineringer fordelt på alle kategorierne alt i alt, men i år har HBO udkonkurreret dem med 19 nomineringer mod ”kun” 17 til Netflix. Der er dog konkurrence til giganterne i kategorien Fremragende komedieserie med nomineringer til The Other Two der herhjemme kan ses på Paramount+ via TV2 Play og Love, Victor der kan ses på Disney+ Star. Men Netflix’s komedieserie Sex Education er da nomineret igen i år sammen med Special.

9-1-1: Lone Star

Musik- og tegneserienomineringer
I Fremragende musikkunstner-kategorien finder man garvede veteraner som Elton John der udgav albummet The Lockdown Sessions og Melissa Etheridge der udgav albummet One Way Out, men den nye megastjerne Lil Nas X er selvfølgelig også nomineret for sit album Montero. Følgere af Eskapismes LGBT-hitparade vil genkende navne som Girl In Red og Vincint i kategorien Fremragende gennembruds musik-kunstner.

I 2021 sprang Supermans søn ud som biseksuel under stor medie-bevågenhed og det har selvfølgelig affødt en nominering i kategorien Fremragende tegneserie. Antologi-udgivelserne DC Pride og Marvel Voices: Pride med de to store forlags LGBT-superhelte er nomineret i kategorien Fremragende originale grafiske novelle/antologi.

For en komplet liste over GLAAD Media Awards 2021-nomineringer, se deres hjemmeside lige her: Nominerede til GLAAD Media Awards

Lil Nas X: Montero

lørdag den 15. januar 2022

Bøsse som action-skurk i ny Matrix-film


Jonathan Groff, der tidligere har medvirket i Glee og været kæreste med Zachary Quinto, har overtaget rollen som Agent Smith i den nye Matrix-film.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den nu 36-årige amerikanske skuespiller Jonathan Groff startede sin karriere på Broadway inden han for alvor blev kendt for sine gæsteoptrædener i tv-serien Glee, der startede i 2009. Han spillede Jesse St. James - lederen af koret Vocal Adrenaline og romantisk objekt for Rachel Berry. I oktober 2009 sprang Jonathan Groff ud som bøsse og fra 2010 til 2013 var han i et forhold med en anden skuespiller, Zachary Quinto der blev kendt som skurken Sylar i tv-serien Heroes. Jonathan Groff var derefter med i den homoseksuelle producer af Glee, Ryan Murphys film The Normal Heart baseret på et teaterstykke om AIDS-krisen i 80’erne samt i HBO-serien Looking om en gruppe homoseksuelle venner i San Francisco. Serien løb fra 2014 til 2015 og blev afrundet med en tv-film i 2016. Fra 2017 til 2019 havde han en heteroseksuel hovedrolle i Netflix-krimiserien Mindhunter.

Nu har Jonathan Groff så overtaget rollen som Agent Smith fra Hugo Weaving i science fiction-filmserien The Matrix der med første film i 1999 blev banebrydende med sine ”bullet time” special effects. Filmen havde Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss i hovedrollerne og selvom de begge døde i den tredje film i den oprindelige trilogi, så er de begge med igen som Neo og Trinity i den nye The Matrix Resurrections. Den homoseksuelle skuespiller Neil Patrick Harris er med i rollen som Neos psykiater.

The Matrix Resurrections er skrevet og instrueret af Lana Wachovski der også var med til at lave den oprindelige trilogi, men siden har skiftet køn. Filmen kan nu ses i de danske biografer og købes på iTunes og traileren kan ses på YouTube lige her:

mandag den 27. december 2021

Tv-serier, bøsse-udspring og heteroer i homo-roller kontrovers hittede i 2021

Skuespilleren Julian Morris sprang ud i 2021

It’s A Sin, Colton Underwood, Julian Morris og Døden på Stranden trak læsere til alt imens debatten om hvorvidt LGBT-roller skal spilles af LGBT-skuespillere rasede.

UNDERHOLDNINGSFEATURE af Michael Andersen

Corona-nedlukninger påvirker også strømmen af ny underholdning, så i 2021 var der knap så mange nyheder om homo-relevant underholdning at skrive om til Eskapisme-bloggen som i 2020. Den mest populære underholdningsgenre var dog uforandret tv, hvor nye serier med LGBT-indhold for bøsser især storhittede blandt læserne. Allerede i starten af året medførte nyheden om den engelske tv-serie It’s A Sin masser af hits. Serien, der i Danmark blev vist på HBO, handlede om AIDS-krisen i 80’erne og det var et emne de fleste bøsser kunne relatere til og serien var da også meget gribende og efterlod ofte seerne i rystet tilstand gennem de fem afsnit.

It’s A Sin var skabt af Russell T. Davies, der havde besat alle bøsserollerne med homoseksuelle skuespillere. Debatten om hvorvidt LGBT-personer bør spille LGBT-roller var et emne der delte vandene i 2021. Mange mente at en skuespiller bør kunne spille alle slags roller, men hvor man førhen troede at heteroseksuelle skuespillere fik homo-rollerne fordi de var de bedst kvalificerede, tænkte man efter at skuespilleren Colton Haynes i starten af december fortalte om vilkårene for homoseksuelle skuespillere i Hollywood i en af årets mest læste artikler, at heteroseksuelle skuespillere snarere fik homo-rollerne fordi det var hvad producenterne kunne sælge til et heteroseksuelt publikum.

Da den homoseksuelle skuespiller Wilson Cruz også i december påpegede diskriminationen i at heteroseksuelle skuespillere måtte spille homo-roller men ikke omvendt affødte det igen masser af hits, så det er et varmt emne der formentlig vil blive debatteret længe endnu.

Julian Morris med sin mand Landon Ross

Bøsse-udspring stor-hittede
3. pladsen over årets mest læste artikler på Eskapisme-bloggen i 2021 var nyheden sidst i november om at den amerikanske eks-fodboldspiller og reality-stjerne Colton Underwood ville springe ud som bøsse i dokumentarserien Coming Out Colton på Netflix. Da den 29-årige Colton Underwood efterfølgende uddybede sin kommentar i serien om at ”omklædningsrum er homofobisk, men også homo-erotisk” strømmede læserne igen til. Nu er der vist ikke mange bøsser, der ikke ved hvem Colton Underwood er.

Et andet udspring vakte dog langt mere opmærksomhed, og på 2. pladsen over årets mest læste artikler finder man således nyheden om den 38-årige skuespiller Julian Morris’ udspring som bøsse i starten af december. Han havde været sammen med sin mand, kunstneren Landon Ross, i 18 år bag kulisserne. CDON kunne dårligt følge med i den pludselige efterspørgsel på DVD’en med Man in an Orange Shirt – den Emmy-belønnede BBC-miniserie hvor Julian Morris spillede en bøsse-rolle.

Nyheden om Julian Morris gav årets topscorer tæt løb, men alle kan se DRTV og krimiserier er populære, så nyheden midt i november om den første krimiserie med en homoseksuel detektiv blev trods alt årets mest læste artikel på Eskapisme-bloggen. Bøsse-detektiven i den engelske miniserie Døden på Stranden (The Long Call) blev da også spillet af en homoseksuel skuespiller, nemlig den 36-årige Ben Aldridge der i anledning af sit udspring som bøsse i sommeren 2020 proklamerede at han elsker LGBTQ+ miljøet og er utrolig stolt og taknemmelig over at være en del af det.

Declan Bennett og Ben Aldridge i Døden på Stranden

lørdag den 25. december 2021

Hvad blev der af bøsserne fra Desperate Housewives?

Bree finder sin søn Andrew og hans ven Justin i seng sammen

De fleste af bøsserne i den populære tv-serie blev spillet af heteroseksuelle skuespillere, men der var også et par der efterfølgende sprang ud som bøsser sådan rigtigt.

TV-SERIE FEATURE af Michael Andersen

Tv-serien Desperate Housewives blev skabt af den homoseksuelle manuskriptforfatter Marc Cherry og løb over tv-skærmene fra 2004 til 2012. Den har været genudsendt på TV2 Zulu mange gange og kan nu streames på Disney+ og findes også på DVD. Serien handlede om husmødrene Gabrielle, Bree, Susan, Edie og Lynettes liv på gaden Wisteria Lane i byen Fairview og blandede drama og humor. For bøsser var den ekstra interessant fordi Brees teenagesøn Andrew allerede i 1. sæson fandt ud af at han var bøsse og da hans rolle i serien blev mindre i 3. sæson, annoncerede Marc Cherry at et bøssepar ville flytte til gaden i 4. sæson. Det blev til Bob og Lee, men der var også lidt andre bøsser i serien. Læs alt om dem alle lige her.

Ryan Carnes spillede Justin, der i 1. sæson var bofælle med Gabrielle Solis’ unge elsker. Justin lagde an på Gabrielle i håb om at få afklaret sin seksualitet og erkendte så at han var bøsse. Det viste sig at hans hemmelige fyr var Andrew Van De Kamp da Susan Mayer overraskede dem i en pool sammen. Andrew var søn af Bree Van De Kamp som i løbet af 2. sæson blev mere accepterende af sin søns forhold til Justin selvom det voldte hende kvaler når hun f.eks. fandt dem i seng sammen. Forholdet mellem Justin og Andrew sluttede da Bree satte Andrew på gaden sidst i 2. sæson. Nu er Ryan Carnes 39 år og har været med i den endeløse amerikanske soap General Hospital fra 2004 til 2020, samt gæsteoptrådt i diverse serier som Doctor Who med David Tennant i 2007 og Samantha Who? med Christina Applegate i 2008. Hans privatliv er hemmeligholdt så hans virkelige seksualitet kendes ikke.

Shawn Pyfrom spillede Bree Van De Kamps slemme søn Andrew der blev hende fjendtlig stemt da der opstod ægteskabelig krise mellem Bree og Andrews far Rex. Da Rex døde og Andrew ikke brød sig om Brees nye kæreste George begyndte han at hade sin mor og var overbevist om at hun aldrig ville acceptere hans homoseksualitet og hans forhold til Justin. Da Andrew gik i seng med Peter – Brees romantiske objekt sidst i sæson 2 – for at hævne sig, satte hun ham på gaden. Brees 2. ægtemand Orson Hodge fik dog Bree og Andrew forsonet i 3. sæson, hvor det erfaredes at Andrew havde ernæret sig som trækkerdreng mens han var hjemløs. I 5. sæson arbejdede Andrew som sin mors assistent i hendes catering-virksomhed. Da Bree erfarede at Andrew var i et forhold med lægen Alex Cominis endte hun med at bakke op om forholdet da hun måtte konkurrere med Alex’ mor om parrets gunst. Alex forlod dog Andrew i 7. sæson fordi Andrew havde udviklet et alkoholproblem. I 8. og sidste sæson prøvede Andrew at gifte sig med en pige for pengenes skyld, men det spolerede Bree og fik ham tilbage på sin rette, homoseksuelle sti. Shawn Pyfrom er nu 35 år og siden Desperate Housewives sluttede i 2012 fortalte han i 2014 at han også privat havde haft et alkoholproblem, såvel som med stoffer og at han i virkeligheden er heteroseksuel.

Todd Grinnell havde været med i et afsnit af Samantha Who? ligesom Ryan Carnes, da han i 2008 fik rollen som Dr. Alex Cominis i 5. sæson af Desperate Housewives. Da Bree Van De Kamp fandt ud af at hendes søn Andrew var i et forhold med den 10 år ældre Alex, hørte hun fra naboerne Bob og Lee at Alex havde været med i en pornofilm. Det vidste Andrew dog godt – Alex gjorde det for at tjene penge under sit lægestudie. I sæson 7 forlod Alex dog Andrew på grund af Andrews alkoholmisbrug. Todd Grinnell er heteroseksuel i den virkelige verden og er nu 45 år. Han har et barn med den engelske skuespillerinde India de Beaufort som han giftede sig med i 2015. Todd Grinnell har siden Housewives også gæsteoptrådt i tv-serier som How I Met Your Mother i 2011 og Grace and Frankie i 2016.

Bøsseparret Bob Hunter og Lee McDermott blev spillet af Tuc Watkins, der havde været med i General Hospital, og Kevin Rahm og blev introduceret i sæson 4 i 2007. De var trætte af livet i storbyen og flyttede derfor til Wisteria Lane, hvor de i 7. sæson overvandt en krise i deres forhold og fuldendte deres forstadslivsstil ved at adoptere pigen Jenny. Den nu 50-årige Kevin Rahm, der spillede Lee, var i virkeligheden heteroseksuel og giftede sig i 2012 med Amy Lonkar og de fik en datter i 2014. Han har siden været med i tv-serier som Mad Men og Love, Victor.

Den nu 55-årige Tuc Watkins, der spillede Bob, sprang til gengæld ud som rigtig bøsse i 2013 og fortalte han var blevet singlefar til tvillinger med en surrogatmor i 2012. Siden 2019 har han været i et forhold med skuespilleren Andrew Rannells fra komedieserien The New Normal. De to mødtes da de begge medvirkede i en teateropsætning af The Boys In The Band på Broadway og gentog deres roller i Netflix filmudgaven af The Boys In The Band året efter. Senest har Tuc Watkins gæsteoptrådt i komedieserien The Other Two.

Charlie Carver spillede den ene af Lynettes teenager tvillingsønner, Porter Scavo, fra 5. sæson. Det var ham der i 8. sæson skulle have en baby med Susans datter Julie. Den anden blev spillet af Max Carver, der var Charlies tvillingbror. De to var også med i den populære tv-serie Teen Wolf inden Charlie Carver sprang ud som bøsse i 2016. Felicity Huffman, der spillede Lynette i Desperate Housewives, bakkede ham op med et opslag på Facebook hvor hun skrev at hun elskede, beundrede og bifaldt ham. Nu er Charlie Carver blevet 33 år og har været med i The Boys In The Band sammen med Tuc Watkins og i Netflix-serien Ratched produceret af den homoseksuelle Ryan Murphy. Charlie Carver har også spillet det romantiske objekt i den homoseksuelle sanger Ben Platts musikvideo til 2019-singlen Ease My Mind, der kan ses lige her alt imens man glæder sig til at se mere til Charlie Carver i den kommende Batman-film med Robert Pattinson.

lørdag den 18. december 2021

Omklædningsrum er homofobisk, men også homo-erotisk

Colton Underwood fra Netflix-serien Coming Out Colton fortæller om sine oplevelser i omklædningsrummet da han var pro fodboldspiller og om sit hemmelige sexliv før han sprang ud og fandt sig en kæreste.

TV-SERIE FEATURE af Michael Andersen

Den 29-årige stjerne fra reality-serien Coming Out Colton fortæller i et nyt podcast med Alex Cooper, Call Her Daddy, om sin tid som NFL-fodboldspiller. Han startede som freelance forsvarsspiller i San Diego Chargers i 2014 og fortæller nu at ”dengang var der ikke andre homoseksuelle fodboldspillere,” og selv var han da også i skabet. ”Trænerne og de andre spillere i omklædningsrummet var ikke særligt venlige,” mindes han og konkluderer: ”Omklædningsrummet er ekstremt homofobisk, men det er også meget homo-erotisk.”

Han uddyber: ”Der klappes numser, kommenteres på hinandens pikke og så pludselig kaldes man ”bøsse” eller ”queer.” Jeg ville sidde i mit omklædningsrum og en fyr ville gå forbi på vej til bruserne og kommentere på en anden fyrs penisstørrelse, såsom ”mand, den er stor” – sådanne ting. Eller kommentere på en god røv. Og så, sekunder senere, hvis man glor på pikken i for lang tid, så er det ”hvad laver du, svans?” Pludselig skifter kontakten.”

”Det er rigtig forvirrende, for jeg sidder der og tænker, ”hvad? Måske andre mænd – især i dette omklædningsrum – også stiller spørgsmålstegn ved eller slås med deres seksualitet?” Og så, bedst som håbet gryer, skifter det til tilråb og homofobi og jeg ville tænke ”ok, glem det. Det er bare mig.”

Colton Underwood selv afholdt sig fra at gå i bad efter træning for han var bange for at blive tændt i omklædningsrummet eller under bruserne. ”Jeg var aldrig rigtigt tiltrukket af nogen jeg spillede med, så det var lidt fjollet, men jeg ville undgå enhver risiko for at blive outed, så jeg badede ikke med resten af holdet.”

Mandesex-debut som 21-årig
Colton Underwood fortalte endvidere at han første gang eksperimenterede med mandesex på sin 21-års fødselsdag og at han kun var sammen med fyre når han var single fra forhold med piger. Da han kom med i det heteroseksuelle dating-show The Bachelor i 2019 var han ræd for at blive outed af tidligere seksuelle bekendtskaber, men ”en masse af de mænd jeg var sammen med, var vist også heteroseksuelle. De var alle selv i skabet. Jeg tror ikke der var en mand, der ville komme efter mig, for så ville han også oute sig selv. Det var heller ikke sådan et hav af mænd. Der var få og de fik aldrig mit rigtige navn. Det er så bange og hemmeligt som det hele var.”

Nu er han i et godt forhold med den 39-årige politiske strateg Jordan C. Brown. ”Vi hænger bare ud og har det godt sammen. Der er ikke noget pres,” siger Colton Underwood. ”Han er meget forsvarende og beskyttende. Han retter mig også på en masse ting som har hjulpet på min indre homofobi. Han siger, ”vent, det er okay,” og jeg siger ”åh, er det det?” Det er en virkelig sund balance.”

Her er fotoet af parret, som de lagde på Instagram, da de stod frem som kærester i forbindelse med Netflix-premieren på Coming Out Colton.

onsdag den 15. december 2021

Ny julefilm med bøssepar på Kanal 4

Julehuset handler om en familie hvoraf den ene søn er bøsse. Han spilles af Jonathan Bennett og har en mand som han gerne vil have et barn med.

TV-FILMNYHED af Michael Andersen

Den amerikanske tv-kanal Hallmark, der er kendt for sine konservative værdier, lavede sidste år deres første julefilm med LGBT-repræsentation, The Christmas House. Filmen handler om et forældrepar der vil holde jul for deres to sønner hvoraf den ene venter på svar på en børneadoptionsansøgning sammen med sin mand. De to bøsser spilles af Jonathan Bennett fra ungdomsfilmen Mean Girls fra 2004 og Brad Harder. Faderen spilles af skuespiller-veteranen Treat Williams.

Instruktøren af The Christmas House Michael Grossman er selv bøsse og fortalte til Los Angeles Times at han var opmærksom på at filmens kys mellem de to bøsser kunne skubbe til noget af publikummets grænser, men ”grænser må flyttes en gang imellem.”

Den konservative organisation One Million Moms opfordrede da også til boykot af filmen fordi Hallmark havde ”givet efter for LGBTQ-pres” og ”leflede for venstrefløjen.” Deres protest fik dog kun 23.000 underskrifter.

”Jeg håber at en procentdel af disse mennesker måske kan klemme øjnene sammen længe nok til at lære noget om mennesker værende mennesker, om mennesker der elsker hinanden og at det ikke er alle de ting de forestiller sig det er,” sagde Michael Grossman.

Kritikkerne betyder ikke noget
Skuespilleren Jonathan Bennett sprang ud som bøsse i 2014 og har tidligere medvirket i hetero tv-julefilm som Hundelufterens juleeventyr (A Dogwalker’s Christmas Tale) fra 2015 og Christmas Made To Order fra 2018. Han fortalte til Metro Weekly at det ikke er kritikkerne af The Christmas House der tæller: ”Dem som betyder noget er de millioner som vil se denne film og føle sig repræsenteret. Dem som betyder noget er de mennesker som er allierede og bedste venner med LGBTQ-miljøet og som har venner og sønner og brødre og naboer som er bøsser og queer og alt midt imellem der vil se denne film og føle de ser deres venner og mennesker de elsker repræsenteret i en film. Dem som betyder noget er de unge mennesker som ser dette og føler sig mindre bange og mere set denne jul. Det er dem som betyder noget.”

Brad Harder er også bøsse i virkeligheden og fortalte om hans kyssescene med Jonathan Bennett til Los Angeles Times: ”Den scene er så smuk og intim fordi dette par har så meget kærlighed til hinanden. Det var magisk. Vi var så beærede over at være med til at skabe historie og repræsentere LGBTQ-par lige som i vores personlige liv.”

The Christmas House har fået den danske titel Julehuset og kan ses på Kanal 4 torsdag den 16. december kl. 18:25 med genudsendelse Lille Juleaften torsdag den 23. december kl. 17:35. Og så kan man glæde sig til, at der kommer en fortsættelse, The Christmas House 2, til næste år.

Jonathan Bennett forlovede sig i november 2020
med tv-værten Jaymes Vaughan

Hvad blev der af bøsserne fra tv-serien Glee?

Kevin McHale som han ser ud i dag

Nogle af dem blev spillet af heteroseksuelle skuespillere der blev gift og fik børn, men der var også nogen som var bøsser i virkeligheden. Blev de også gift og fik børn?

TV-SERIE FEATURE af Michael Andersen

Fra 2009 til 2015 løb de seks sæsoner af tv-serien om Glee-showkoret New Directions på William McKinley High School over tv-skærmene og bød på et broget udvalg af LGBT-karakterer og LGBT-skuespillere. Serien var da også skabt af den homoseksuelle producer Ryan Murphy, men efter 3. sæson hvor første årgang gik ud af skolen, kæmpede serien for at finde sit fokus med alskens bizarre og utroværdige måder at holde de afgåede elever i Glee-korets periferi.

I 4. sæson var der lige dele Glee med nye elever i New Directions og Fame med afgåede elever på New York Academy of Arts. Midt i 5. sæson blev Glee-koret helt lukket og serien fulgte kun de afgåede elevers stræben efter succesfulde karrierer i New York. I 6. sæson var de tilbage på McKinley High og den i forvejen letbenede musicalserie forsøgte sig med decideret komik mens de afgåede elever forsøgte at få koret op at køre igen med nye medlemmer.

Nu er der gået seks år siden serien sluttede, men den kan stadig ses – for tiden på streamingtjenesterne Disney+ og Netflix og den findes også på DVD. Og lige her kan man læse hvad seriens brogede udvalg af bøsser laver i dag.

Kevin McHale og Chris Colfer

Kevin McHale, der spillede den heteroseksuelle rullestolsbruger med et aktivt sexliv, Artie Abrams, er nu 33 år. Han prang ud på Twitter i april 2018 og er i et forhold med skuespillerkollegaen Austin McKenzie. Glee-skaberen Ryan Murphy brugte Kevin McHale igen i et afsnit af American Horror Story spin-off serien American Horror Stories i år. Den kan ses på Disney+.

Chris Colfer, der spillede Kurt Hummel, blev nomineret til en Emmy for Fremragende birolle i en komedieserie i 2010 og 2011 og vandt en Golden Globe i 2011 efter 2. sæson af Glee. Han var åbent bøsse fra seriens start og blev i 2. sæson en del af ”Klaine” – det populære par Kurt og Blaine, der giftede sig i 6. og sidste sæson. Mens Klaine var fra hinanden i 4. sæson, havde Kurt en kæreste på NYADA, Adam Crawford spillet af den engelske Oliver Kieran-Jones hvis seksualitet er ukendt. Inden Klaine fandt sammen igen efter andet brud i 6. sæson, havde Kurt også et forhold til den noget ældre Walter, spillet af den heteroseksuelle Hollywood-stjerne Harry Hamlin. I virkeligheden har Chris Colfer været i et forhold med skuespillerkollegaen Will Sherrod siden 2013 og var med i Absolutely Fabulous: The Movie i 2016. Nu er han forfatter og har udgivet seks bøger i serien The Land of Stories og er startet på en ny bogserie der hedder A Tale of Magic.

Max Adler og Darren Criss

Den heteroseksuelle Max Adler spillede David Karofsky - fodboldspilleren der mobbede Kurt i det første par sæsoner før han erkendte at han selv var bøsse. I 6. sæson var David Karofsky sammen med Kurts eks-kæreste Blaine da de mødtes til bear-aften på en bøssebar inden Blaine forlod ham for at gå tilbage til Kurt. I den virkelige verden giftede Max Adler sig med kæresten Jennifer Bronstein sidst i 2015 og de fik et barn i 2020. Nu er han 35 år og har gæsteoptrådt i tv-serier som 9-1-1 og The Flash.

Den asiatisk-amerikanske Darren Criss spillede Blaine Anderson som var Kurts kæreste i sæson 2, 3 og 5 og giftede sig med ham i sæson 6. I sæson 4 havde cheerleaderen Blaine været Kurt utro og mens de var fra hinanden, havde Blaine et crush på den heteroseksuelle fotomodel-lækre Sam alt imens hetero-Tina havde et crush på Blaine. I den virkelige verden var Darren Criss også selv heteroseksuel, men efter Glee brugte Ryan Murphy ham igen som den homoseksuelle seriemorder Andrew Cunanan i American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace – en rolle som Darren Criss vandt en Emmy for, samt i tv-miniserien Hollywood. Darren Criss har også forsøgt sig som sanger og giftede sig med sin kæreste gennem syv år, Mia Swier, i 2019. De venter deres første barn i foråret 2022.

Grant Gustin

Grant Gustin spillede Sebastian Smythe - den slemme leder af det konkurrerende showkor The Warblers. Han prøvede på at snuppe Blaine fra Kurt i 3. sæson af Glee, men Blaine ville mærkeligt nok hellere have Kurt end den flotte Sebastian. Den nu 31-årige Grant Gustin er heteroseksuel i den virkelige verden og efter Glee landede han hovedrollen i den populære tv-serie om superhelten The Flash, som stadig kører. Han giftede sig med Andrea Thoma i december 2018 og blev i år far til en datter.

Jonathan Groff

Den nu 36-årige Jonathan Groff spillede Jesse St. James - lederen af det konkurrerende showkor Vocal Adrenaline og hetero-romantisk objekt for Rachel Berry i 1. sæson med efterfølgende gæsteoptrædener i senere sæsoner. I oktober 2009 sprang Jonathan Groff ud som bøsse og fra 2010 til 2013 var han i et forhold med en anden skuespiller, Zachary Quinto der var kendt som skurken Sylar i tv-serien Heroes. Jonathan Groff var også med i Ryan Murphys film The Normal Heart baseret på et teaterstykke om AIDS-krisen i 80’erne samt i HBO-serien Looking om en gruppe homoseksuelle venner i San Francisco. Serien løb fra 2014 til 2015 og blev afrundet med en tv-film i 2016. Fra 2017 til 2019 havde han en heteroseksuel hovedrolle i Netflix-krimiserien Mindhunter og nu har han overtaget rollen som Agent Smith fra Hugo Weaving i den kommende science fiction-film The Matrix Resurrections.

Marshall Williams i sin McKinley High sportsjakke

Den heteroseksuelle fotomodel Marshall Williams spillede den postmoderne bøsse Spencer Porter i tredje og sidste inkarnation af Glee-koret i 6. sæson af serien. Han kom fra fodboldholdet, hvor han havde tæsket sine mobbere, til Glee-koret og pointerede overfor Kurt Hummel at de ikke havde andet tilfælles end deres homoseksualitet. Ja, der findes mange forskellige typer indenfor alle miljøer. Der var også ham den langhårede som Spencer nåede at score og få med i koret inden serien sluttede. Nu er Marshall Williams 32 år og har medvirket i flere hetero-romantiske tv-film – inkl. julefilm.