søndag den 12. marts 2023

Superhelt-bøsse i ny Shazam! Fury of the Gods-film

Pedro og hans idealiserede superhelt-manifestation

I fortsættelsen til den populære superhelt-komedie Shazam! loves der større fokus på Pedros homoseksualitet.

FILMNYHED af Michael Andersen

I 2019 var der premiere på superhelt-komedien Shazam! om den 14-årige dreng Billy Batson, der havnede i en plejefamilie med superheltenørden Freddy og på magisk vis fik evnen til at transformere sig til en voksen superhelt når han udbrød ordet ”shazam”! Nu kommer der en fortsættelse, Shazam! Fury of the Gods, hvor drengen Billy og de andre plejebørn i familien kæmper for at håndtere livet som teenagere, mens de lærer at styre deres superkræfter.

Iblandt teenagerne er den vægtmæssigt udfordrede Pedro Peña spillet af Jovan Armand, der er bøsse, så når han transformerer sig til en superhelt bliver han selvfølgelig til det idealiserede muskelbundt Mister Marvel spillet af D.J. Cotrona som kan få mangt et mandfolk til at sukke af begær. I den første film blev hans homoseksualitet kun antydet, som da børnene havnede på en hetero-stripklub og Pedro sagde ”det er ikke noget for mig.”

I et interview med Dorkaholics lover manuskriptforfatterne Henry Gayden og Chris Morgan nu at der i fortsættelsen Fury of the Gods vil være større fokus på Pedros homoseksualitet. ”Jeg syntes det var rigtig vigtigt og kæmpede rigtig rigtig meget for at inkludere det og at få det frem i lyset i denne film,” sagde Henry Gayden.

Den 42-årige D.J. Cotrona der spiller den homoseksuelle superhelt har tidligere været med i filmen G.I. Joe: Gengældelsen og tv-serien From Dusk Till Dawn og er så vidt vides heteroseksuel i den virkelige verden.

D.J. Cotrona i From Dusk Till Dawn: The Series

Shazam!-filmene er baseret på tegneserier fra DC Comics og Shazam! Fury of the Gods får biografpremiere torsdag den 16. marts. Man kan varme op med traileren på YouTube lige her:

Ben Aldridge datede kendt skuespiller i skabet

Stjernen fra Døden på stranden og Knock at the Cabin fortæller om sin udspringsproces som bøsse og hvorfor han er glad for sine homo-roller.

SKUESPILLERPORTRÆT af Michael Andersen

Den 37-årige engelske skuespiller Ben Aldridge havde haft diverse film- og tv-roller inden han i sommeren 2020 sprang ud som bøsse. I et interview med Attitude fortalte han, at han følte sig mere levende efter at have gjort det. Han synes det var mere vigtigt at være ærlig over for sig selv end at bekymre sig over muligheder der måske slap væk. ”Jeg tænkte at hvis nogen ikke ville arbejde med mig på grund af den faktor, så ville jeg selvfølgelig heller ikke arbejde med dem.”

Men i stedet for at miste roller fik Ben Aldridge sit gennembrud med hovedrollen i den første engelske krimiserie med en homoseksuel detektiv. I The Long Call, der på dansk fik titlen Døden på Stranden, spillede han politimanden Matthew Venn der 20 år efter at være blevet udstødt af sin religiøse familie på grund af sin homoseksualitet vendte tilbage til sin hjemstavn for at opklare et mord.

Rollen i Døden På Stranden affødte flere store roller. Pludselig var Ben Aldridge Hollywoods førende homoseksuelle stjerne med roller som bøsse i to biograffilm med kort mellemrum. Først var der Spoiler Alert hvor han spillede over for en anden kendt homoseksuel skuespiller, Jim Parsons fra Netflix-serien Hollywood. Spoiler Alert afventer dog stadig dansk premiere. Derefter fulgte rollen som den ene halvdel af det homoseksuelle par med en central rolle i M. Night Shyamalan-filmen Knock at the Cabin, der netop har haft dansk premiere.

Da Knock at the Cabin havde premiere I USA i februar, strøg den direkte ind på førstepladsen på bio-hitlisten. Alene i åbningsweekenden indspillede den $14,2 millioner. Anmeldelserne var generelt positive og mange kaldte Knock at the Cabin – hvis ikke den bedste, så i hvert fald en af den kendte instruktør M. Night Shyamalans bedste film. Med filmens succes er Ben Aldridges stjernestatus cementeret.

Ben Aldridge med Jonathan Groff og Kristen Cui til premieren på Knock at the Cabin

I terapi efter forhold i skabet
Nu hvor han er homoseksuelt idol for mange bøsser, afslørede Ben Aldridge for nylig i et interview med Attitude at han ikke kyssede en fyr før han var 23 år. Så lavede han en profil på en engelsk dating-app hvor han skrev han var biseksuel. Han havde heller ikke sit foto på appen, da han havde roller på tv og var bange for at det skulle skade hans karriere. På det tidspunkt spillede han en heteroseksuel hovedrolle i et historisk drama på BBC. 

Han begyndte at date en anden skuespiller, men vil ikke nævne hvem, da vedkommende stadig er i skabet. ”Men det var grundlæggende en velkendt skuespiller på det tidspunkt, og han var meget bevidst om at holde det uden for pressen. Jeg var meget i fornægtelse af at det at skjule min seksualitet havde forårsaget nogen problemer. Da jeg sprang ud, gjorde jeg det som var det den mindste ting nogensinde.”

”Jeg gjorde ikke et stort drama ud af det,” fortsatte han. ”Jeg ville på en måde næsten ikke anerkende det selv fordi jeg var i fornægtelse over hvor meget smerte der omgav det. Jeg indså at det måske er derfor jeg lider af angst, eller jeg føler sådan. Jeg begyndte at gå i terapi fordi jeg følte mit hjerte var knust. Men jeg opdagede at der faktisk var andre ting jeg ikke havde adresseret og ikke kigget på og at der på en måde stadig er noget at arbejde med. Man må ikke undervurdere traumet ved at vokse op i en verden der fortæller dig at du er ulækker. Og jeg føler vi gør det bedste ud af at være fantastiske, men jeg tror det kan såre os dybt – rigtig dybt. Nogle gange mere end vi kan fatte.”

Ben Aldridge med Declan Bennett i Døden på Stranden

Homo-roller er det bedste
Ben Aldridge fortalte til Entertainment Weekly om livet efter at have taget risikoen ved at springe ud på Instagram på World Pride-dag i 2020: ”Jeg tog den beslutning vidende, ’altså, hvis det kommer til at spille imod mig på nogen måde, vil jeg ikke arbejde med de mennesker der træffer de afgørelser.’ Hvad det rent faktisk gjorde, tror jeg, var at få mig med i queer projekter som jeg ellers ikke nødvendigvis ville have været taget i betragtning til. En journalist spurgte mig: ’Føler du universet har belønnet dig for at springe ud?’” 

”Jeg tror ikke at det ville belønne mig, men jeg tror at i at være autentisk, interagerer man med verden på en anden måde. Derfor vil det der kommer tilbage til dig også være anderledes. Jeg har virkelig skønnet at spille homoseksuelle mænd. Det har givet det arbejde jeg laver meget mere mening. Jeg møder mig selv i mit arbejde.”

”Jeg kunne aldrig have forestillet mig at jeg ville være en ”out” skuespiller der spiller homo-roller og at det ville være det bedste i min karriere,” tilføjede han. ”Jeg troede bare ikke det nogensinde ville blive en mulighed.”

Apropos homo-roller, så er der så vidt vides ikke nogen aktuelle planer om at lave en film om den afdøde popstjerne George Michaels liv i stil med filmene om Freddie Mercury og Elton John, men Ben Aldridge ville gerne have hovedrollen i en sådan. ”Jeg ville elske at lave en biografisk film om George Michael,” betroede han Attitude. ”På grund af hans musik og fordi jeg kan synge og ville elske at synge det, og også fordi jeg tror der er en rigtig, rigtig interessant historie der. Der var en masse drama i hans liv, men der er også en masse af hemmeligt liv og det kunne være en brillant film.”

Det bliver i hvert fald spændende at se hvad der venter af roller for Ben Aldridge forude.

lørdag den 11. marts 2023

Batmans biseksuelle søn Robin i egen tegneserie

I Tim Drake: Robin fra DC Comics jonglerer den unge helt med et nyt liv på en husbåd, kæresten Bernard, detektiv-hjælperen Sparrow og en ny ærkeskurk.

TEGNESERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Sidste år udkom DC Pride: Tim Drake Special der samlede hans udspringshistorie fra Batman: Urban Legends #4-6 og 10 samt bød på en ny historie hvor han sprang ud overfor Batman. Tim Drake, der blev Batmans hjælper Robin i Batman #440-442 fra 1989 og som Batman adopterede da han mistede sine forældre, havde nemlig forelsket sig i en gammel skolekammerat Bernard Dowd. Da han tidligere havde haft en pigekæreste, mente han at han måtte være biseksuel.

Siden da fik Tim Drake: Robin sin egen tegneserie. Hæfte nummer 1 udkom i USA i november 2022 og dukkede hurtigt op hos de danske importører af tegneserier fra USA, som Fantask.dk. Den første historie løb over de første seks numre der blev skrevet af Meghan Fitzmartin. Deri starter Tim Drake på et nyt kapitel af sit liv ved at flytte ind på en husbåd i Gothams marina, som selvfølgelig er truet af planer om at gøre marinaen til et eksklusivt sted som de skæve eksistenser der bor der ikke har råd til.

Tim Drake dater stadig Bernard, men hvis nogen forventede homo-erotik mellem sexede unge mænd, så blev de skuffede, for tegneren Riley Rossmos stil er meget karikeret og cartoon-agtig, så i bedste fald bliver det nuttet og sødt. Bernard ved slet ikke at Tim Drake er Robin, for Tim Drake synes ikke de har kendt hinanden længe nok endnu til at dele den side af sit liv med ham. Men Bernard bliver selvfølgelig alligevel taget som gidsel af skurken, så Robin kan redde ham til sidst.

Robins hjælpere
Forholdet mellem Tim og Bernard beskrives både fint og underholdende, som da Bernard i nummer 3 hjælper Robin uden at vide det er hans kæreste Tim. Som Robin har Tim også sin kvindelige detektiv/superhelt-assistent Sparrow til at hjælpe sig i historiens krimisag hvor en skurk prøver at etablere sig ved at gøre sig selv til Robins ærkefjende. Robin har også venner fra Batman-universet, såsom Batgirl, Batwoman og Nightwing, som han kan regne med for en hjælpende hånd når problemerne bliver for store. Og så er der også hjælp at hente fra den homoseksuelle Detektiv Williams fra GCPD (Gotham City Police Department) lige som Batman havde sin politi-ven Kommissær Gordon.

Det bliver spændende at se hvad der videre kommer til at ske med Tim Drake: Robin og hans kæreste og venner/hjælpere i de kommende numre, men historien i de første seks numre lagde i hvert fald et solidt fundament at bygge videre på. Mon ikke den snart bliver samlet i en ”trade paperback” hvis man gik glip af hæfterne? Hold udkig hos din tegneserieforhandler og opret da bare abonnement på serien hos Fantask.dk.

mandag den 6. marts 2023

Erotisk drama om australsk bøsse nu på DVD

Josh Lavery som Casey i Lonesome

I Lonesome følger man en homoseksuel cowboy der slås med svære forhold og selvhad da han må flygte fra landet og kommer til LGBT-miljøet i Sydney.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den unge homoseksuelle cowboy Casey spillet af Josh Lavery må i den nye 90-minutter lange film Lonesome flygte fra sin lille by i Australien efter at have forårsaget en skandale. I stedet for at begå selvmord, beslutter han sig for at rejse til Sydney, hvor han hurtigt bliver opslugt af den bøssekultur han er uvant med. Han ankommer med få muligheder, men møder hurtigt den promiskuøse unge bøsse Tib spillet af Daniel Gabriel, og de to udvikler et kompliceret venskab. Livet er svært og Casey oplever både op- og nedture på sin vej mod selv-tilgivelse og selv-accept.

Det der adskiller Lonesome fra andre film om triste bøsser der slås med selvhad og svære forhold er at den krydrer det hele med erotik. Kameraet nærmest tilbeder både Caseys krop og kroppene på de mænd han møder. Midwest Film Journals anmelder kaldte niveauet af grafisk sex og nøgenhed nærmest komisk når man tager de alvorlige emner i betragtning.

Den tidligere rugby-spiller Ian Roberts har en birolle som en manipulerende dominator, og Lonesome skulle derudover vise mange forskellige former for LGBT+ karakterer. Efter at have været vist på diverse filmfestivaler, kan Lonesome nu købes på DVD, dog uden danske undertekster, f.eks. fra CDON eller iMusic lige her: Lonesome fra i Music

Varm op med traileren på YouTube lige her:

lørdag den 4. marts 2023

Ben Aldridge som del af progressivt bøssepar i ny biograffilm

Ben Aldridge med Jonathan Groff og Dave Bautista
i Knock at the Cabin

Den engelske skuespiller troede han skulle spille kæreste til Dave Bautistas ”daddy gay bear” i den nye gyserfilm Knock at the Cabin af M. Night Shyamalan, men han skulle nu spille partner til Jonathan Groff fra Looking.

FILMNYHED af Michael Andersen

I den nye film Knock at the Cabin af M. Night Shyamalan, der tidligere har lavet film som Signs og After Earth, tager et bøssepar på ferie med deres datter til en hytte ved en sø i en skov i New Hampshire. Men apokalypsens fire ryttere spolerer deres ferie ved at tage dem som gidsler og konfrontere dem med et valg som kan afgøre verdens skæbne: For at redde verden fra apokalypsen må en af dem ofre sig, og de skal selv vælge hvem.

De 37-årige homoseksuelle skuespillere Ben Aldridge og Jonathan Groff spiller bøssefædrene Andrew og Eric. Ben Aldridge blev berømt som den første homoseksuelle tv-detektiv i krimi-miniserien Døden på stranden (The Long Call), mens Jonathan Groff var med i tv-serien Glee og kunne ses som agent Smith i den fjerde Matrix-film. I rollen som anføreren for indtrængerne ses muskelbundtet Dave Bautista der blev berømt som Drax i Marvels Guardians of the Galaxy-film og var med i 007-filmen Spectre.

M. Night Shyamalan instruerer Ben Aldridge

Ingen ”daddy gay bear”
Ben Aldridge fortalte Entertainment Weekly, at da han var til prøve på sin rolle som menneskeretsadvokaten Andrew i Knock at the Cabin, troede han at Dave Bautista skulle spille rollen som Eric: ”Alt hvad der stod i den mail jeg fik var at Dave Bautista var med i filmen. Så jeg spillede prøven i den tro at jeg aflagde prøve på at være hans yngre kæreste og at Dave ville være denne totale ’daddy gay bear.’ Jeg husker at sige til Night på en skuespilleragtig måde, ’jeg har aldrig set Dave spille en rolle som denne slags fornuftige faderfigur før. Det føles som en rigtig afvigelse.’ Han var sådan, ’hvad mener du? Dave spiller ikke Eric. Er du gal?’ Det påvirkede virkelig hvordan jeg spillede scenerne. Lidt á la, ’hey, daddy!’”

”Jeg kan sige dig at det ikke ville have været lige så godt fordi jeg kunne på ingen måde have håndteret den rolle på den måde som Jonathan Groff gjorde,” tilføjede Dave Bautista til Entertainment Weekly.

Ben Aldridge har da også kun rosende ord tilovers om Jonathan Groff i et interview med Pink News: ”Jonathan er en jeg længe har beundret. HBO’s Looking er en af mine yndlingstv-serier. Jeg kender ham fra de musicals han var med i da han var yngre. Han er en af de sødeste mennesker i verden. Han elsker at spille skuespil – ikke på en prætentiøs, selvoptaget måde, men han er bare virkelig god til det.”

”Jonathan er dette sprudlende åbne og rare menneske,” tilføjede Ben Aldridge i et interview med Attitude. ”Jeg tror at – antageligt efter at have set Jonathan som Patrick i Looking, så forventede jeg bare at han var lige som Patrick. Men han er mere krydret end Patrick og har en smule mere af en kant til sig.”

Ben Aldridge og Jonathan Groff

Progressivt med bøssepar
I et interview med Yahoo! News fortalte Ben Aldridge om at have et bøssepar som hovedroller i en Hollywood-film: ”Jeg synes det føles dejligt progressivt på den måde at det placerer en sammekønsforældre-familie i centrum af filmen, men Night håndterer dem som den normale familie de bør blive håndteret som. Det føjer et rigtig interessant element til filmen og der er interessante detaljer deri, men det er ikke dens omdrejningspunkt. De er bare tilfældigvis denne familie med bøssefædre. Det elskede jeg. Det føltes rart at dét var i centrum af en stor filmstudie-blockbuster.”

Knock at the Cabin er baseret på romanen The Cabin at the End of the World af Paul G. Tremblay fra 2018 og får dansk biografpremiere torsdag den 9. marts. Varm op med den anden trailer til filmen på YouTube lige her: